Udbryderkongen i Benin

På min rejse i Vestafrika i vinteren 2009 forvildede jeg mig til de to små lande Togo og Benin. Knapt på størrelse med Jylland er de, men med masser af historie. Jeg kom fra Ghana og ind i Togo og blev der nogle dage inden jeg hoppede på en bus til Cotonou i Benin. På vejen tilbage tilbragte jeg så en uges tid i Togo, hvor jeg bl.a. kom i kontakt med en dansk mand som har en skole i Lomé i Togo og havde boet der siden 2000.

I Benin tog jeg først op til byen Abomey hvor det gamle kongepalads ligger. Byen ligger 144 km nordfor Cotonou og turen foregik med bus, som dog blev meget forsinket pga. vejarbejde. Jeg blev beordret af bussen omkring 8 km udenfor Abomey og resten af turen skulle så foregå bagpå en knallert med en lokal knægt og med stor rygsæk på. Ikke just det nemmeste projekt, også fordi man i Benin simpelthen kører som om den slemme var i hælene på en. Men vi kom dog helskindet til mit hostel som lå lidt i udkanten af byen.

Jeg var i Abomey henover en weekend og byen var mildest talt død. Jeg mødte dog en amerikansk udvekslingsstudent som jeg kom til at snakke med – ellers var det en overordentligt stille by. Det kongelige palads lå ca. en halv times gang fra hvor jeg boede og er Unesco støttet. Paladset består af en stor gård hvor murerne er lerklinede og her er nogle forskellige rum med udstillinger af gamle ting fra kongens tid. Templerne er jævnt fordelt ude omkring i byen og et par stykker af dem gjorde jeg virkelig et stort forsøg på at finde. De var aftegnet på mit kort og jeg ledte og ledte, men fandt dem aldrig. Da det var en ældre guidebog jeg havde med konkluderede jeg tilsidst at de måtte være blevet revet ned. Jeg spurgte alverdens mennesker og lige lidt hjalp det. Disse templer var og blev borte.

Læs også:  Et skæbnesvangert dyk i Det Røde Hav

Om mandagen tog jeg tilbage til Cotonou som er en helt anderledes travlt by med heftig traffik, en containerhavn og kan godt minde en smule om en hovedstad. Landets hovedstad er dog Porto Novo som ligger øst for Cotonou. Efter nogle dage i Cotonou hvor jeg bl.a. havde besøgt vores gamle Storebæltsfærge Dronning Ingrid som nu var blevet ombygget til hospitalsskibet African Mercy besluttede jeg mig for at rejse videre. Jeg havde læst mig til, at der skulle være en masse at se i byen Quidah tæt ved grænsen til Togo.

Jeg fik mig indlogeret hos en ældre mand i Quidah, som ikke kunne tale andet end fransk, så vi kunne ikke rigtigt kommunikere, men med tegn og fakter gik det da. I Quidah ligger Route Des Esclaves. Det er en 4 km lang grusvej, som grundlæggende er vejen ned til stranden, men det var her slaverne i sin tid blev gennet ned af for at gå om bord i slaveskibene inden de sejlede til Vestindien for aldrig at vende tilbage igen. Langs vejen står der en masse skulpturer der symboliserer slaverne og deres mytologi. Nede på stranden står der to buer der er mindesmærker over alle disse slaver der blev revet væk fra deres land. En af dem hedder Point of No return og er opsat til ære for de slaver der slap væk. Et meget følelsesladet sted at gå rundt. Jeg havde året før været i Gambia og sejlet over Gambiafloden til James Island, der er dette lands sted for udskibning af slaver. Det er meget underligt at forestille sig, hvilke rædsler disse mennesker har været igennem og tænk at slavehandlerne havde samvittighed til det. Det er i den grad et af historiens mørke perioder.

Læs også:  Elefanter og andre vilde dyr i Sydafrika

Quidah viste sig i løbet af de næste par dage også at være en meget stille og død lille by. Jeg håbede på, at kunne slå lidt tid ihjel ved at skrive lidt på en internetcafé, men da alle byens tre internetsteder enten ingen strøm havde eller også var netværket brudt ned var den mulighed også væk. Jeg var efterhånden ved at dødkede mig og besluttede mig for at tage tilbage til Togo. Og det kom til at foregå på en lidt sjov måde. Jeg havde bestemt mig for at stå tidligt op dagen efter og gå ned til hovedvejen til grænsen for at finde en bus. Jeg havde ikke sagt til den gamle mand, at jeg skulle afsted, men jeg regnede med at han ville være stået op, når jeg tog afsted omkring kl. 7 næste morgen. Man står normalt ret tidligt op i Afrika var min erfaring. Jeg vågnede midt om natten badet i sved, fordi temperaturen vel lå omkring de 35 – 40 grader. Selvom fanen i loften kørte for fuld drøn forslog det ingen steder. På et tidspunkt begyndte det at styrtregne og tordne og så gik strømmen. Fanen gik selvfølgelig i stå og jeg lå i en vandpyt af sved og vred mig.

Næste morgen havde jeg fået nok. Jeg stod op og pakkede min rygsæk, fuldt besluttet på at slippe væk. Da jeg kommer ud i gården på mit lille hostel er der ikke skyggen af et menneske. Klokken er 7 og jeg venter lige 5 minutter på om nogen ikke skulle finde på at stå op. Men nej – ikke en lyd! Og alle dørerne er låst, selv yderdøren er låst, så jeg er faktisk spærret inde i baggården. Selvfølgelig af sikkerhedshensyn og vældig betænksom, men knapt så smart når man står og skal ud tidligt om morgenen.

Læs også:  En ung hanløve i Sydafrika

Næste træk er at begyndte og banke på samtlige døre i baggården. Nogen må vel høre det og komme ud og lukke mig ud af den låste yderdør, men der sker ikke skyggen af bevægelse. Ingen hører noget og slet ingen har tænkt sig at stå op. Nå så må jeg jo tage sagen i egen hånd, for ud  – det skal jeg! Intet kan stoppe en backpacker!

Der står en stige henne ved den høje mur der er rundt om gården. Muren er vel 2 – 3 meter høj – ikke noget problem når man har en stige, men der var jo også lige det ved det, at jeg skulle have min 15 kg tunge rygsæk over muren. Men når man er desperat nok til at komme ud, ja så kommer man også ud. Først tog jeg min store rygsæk med op på stigen og lagde den på oversiden af muren, herefter ned igen og får fat i min lille rygsæk og slæber den op af stigen. Lidt en slæben, asen og masen, men det gik. Herefter smider jeg den store rygsæk ned på ydersiden af muren og lige bagefter min lille rygsæk. Jeg havde mit kamera i hånen for at passe på det. Og det var ikke helt nemt da jeg selv skulle hoppe ned på den anden side af muren med et kamaera i den ene hånd som ikke må gå i stykker.

Muren var som sagt rimeligt høj og tilsidst hang jeg i de yderste fingerled inden jeg gav slip og landede mindre elegant i en affaldsbunke. Jeg havde næppe fået ret mange point i kunstnerisk indtryk – men ned og ud kom jeg da. Ude i friheden tog jeg mine rygsække på og begyndte at traske ned mod hovedvejen. Heldigvis var der ingen der så mig lege udbryderkonge denne tidlige morgen, men jeg har tit tænkt på siden hvad den gamle mand egentligt havde tænkt da han stod op og så at en eller anden crazy turist var kravlet over muren i nattens løb. Han har sikkert taget sig til hovedet og trukket på smilebåndet. Det skal lige siges, at jeg havde betalt for mit værelse, så jeg stak ikke af fra regningen. Jeg skulle bare ud, ud i friheden og det kunne stort set ikke gå hurtigt nok, og så må man jo sommetider ty til lidt utraditionelle metoder.

Læs også:  Gambia blev Anne Grethes hjertesag

Oppe ved hovedvejen ventede jeg på en bus, men endte med at blive kørt til Lomé i en personbil, stopfyldt med folk og heriblandt en ældgammel gigtplaget mand der knapt nok kunne slæbe sig ud af bilen. Men til Lomé kom jeg da uden de helt store problemer – dog måtte jeg lige smile lidt ekstra en en sur grænsebetjent for at få lov til at slippe ind i Togo – men den slags er jo mindre detaljer i Afrika!

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments