Om at bestige sit livs vulkan

Vulkan

Fra første gang jeg så dens sneklædte tinde, var jeg solgt. Tankerne blev ved med at kredse om det bjerg. Det blev en besættelse og en drøm, som jeg var fuldstændig vild for skulle gå i opfyldelse, selvom jeg ikke på nogen måder anede, hvordan jeg skulle realisere det. Problemet var nemlig, at jeg aldrig nogensinde havde prøvet at bestige et bjerg.

Man kan sagtens finde masser af vulkaner rundt om i verden, som er meget mere tilgængelige end ”mit bjerg” – men når man er forelsket, så er der ingen vej udenom. Og jeg var forelsket, voldsommere og vildere end nogensinde før. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, det lige blev denne specielle vulkan, når jeg nu nemt kunne havde valgt alle mulige andre, men den var usigelig smuk, frygtindgydende og talte til eventyreren i mig. Og eventyr – dét skulle jeg få, men også noget andet. Sådan går det jo engang imellem, når man bliver forelsket og ikke helt kan overskue konsekvenserne.

Osorno vulkanen i det spæde morgenlys

Osornos snehvide tinde vågnede op til dåd i det spæde morgenlys. Den ser måske ikke særlig stor ud på dette billede, men afstand snyder, især i bjerge. Det er et ufatteligt stort bjerg, og den lader sig ikke bare lige sådan bestige – der skal kæmpes.

Osorno-vulkanen i det sydlige Chile er en typisk kegleformet vulkan – i fagsproget kaldet en stratovulkan, der minder en hel del om Japans Mount Fuji. Denne Chiles Fuji-bjerg er en ældgammel kæmpe, der slumrer ved grænsen til Patagonien med fjorde, havblå søer og gletsjerparker som nærmeste nabo. Første gang jeg så Osorno var fra en bus fra Santiago til Puerto Montt. Pludselig fik jeg øje på den sovende hvide dronning ude i horisonten og vidste bare, at jeg var nødt til at komme tættere på den. Den havde en helt uimodståelig tiltrækningskraft på mig.

Som sagt havde jeg aldrig nogensinde besteget et bjerg før, og bestigningen var i virkeligheden alt for svær for en begynder. Det sidste stykke foregår med ishakker, reb, steigeisen på støvlerne, og man er fastspændt ens guide, så man ikke forsvinder ned på bunden af en flere meter dyb gletsjerspalte. Når man absolut ingen erfaring har med den slags, så bliver det noget af en udfordring. Men jeg var klar! Mere end klar. Jeg ville forsøge at bestige det bjerg, koste hvad det ville!

Osorno vulkanen i Chile

Efter mange timers vandring i det tunge løse vulkanske sand nåede vi gletsjeren, men det var først nu de virkelige anstrengelser startede. Og tinden kan kun forceres ved hjælp af klatreudstyr og ishakker.

Teknisk svær bestigning
Over flere dage havde jeg studeret Osorno, fra alle mulige vinkler, i al slags lys og blev mere og mere sikker. Jeg var forelsket og forelskelser kan drive én vidt. I byen Puerto Vargas, der ligger nogle kilometer fra vulkanen, gik jeg ind i et tour-bureau og fik en snak med indehaveren.

Jeg var nødt til at lægge kortene på bordet og indrømme, at jeg ikke havde den mindste erfaring med bjerge, gletsjere og ishakker, men underligt nok, så forstod hun fuldstændig min forelskelse. Hun kunne godt se gløden i mine øjne. Så hun sendte bud efter Marcelo, der kom susende i sin gamle udtrådte pickup-truck med bagagerummet fuld af alpine bjerg-hikingstøvler i skrigblåt plastik, så stive som en pind og tunge som et ondt år.

Marcelo lovede, at vi nok skulle nok forcerede det bjerg. No problem. Men nu er én ting jo, at sidde hjemme på sit værelse og være forelsket i et snehvidt bjerg, noget helt andet er altså at stå der. Vi startede ud næste morgen klokken fem. Selv om det var midsommer i Chile på det tidspunkt, føltes det som om temperaturen nærmede sig frysepunktet, og en frostklar stjernehimmel bredte sig ud over vulkanen. Venus skinnede hvid og klart i det fjerne.

Vi havde de bedste betingelser for en bestigning, og med de tunge blå støvler på gik det opad, opad og opad. Mine ben føltes ret hurtigt som bly, hele min krop skreg efter ret kort tids vandring opad i det tunge vulkanske sand. Der er jo en grund til, at bjergbestigere træner i flere måneder, hvis ikke år før de begiver sig afsted med rygsækken på nakken mod højderne. Alligevel lykkedes det mig, at finde en hidtil ukendt kamplyst frem i mig selv. Jysk stædighed tror jeg bedst, jeg kan beskrive det som. Jeg skulle fandeme vise dem, mig selv og alle andre.

Osorno vulkanen i Chile

Er man i god kondition og en mere erfaren bjergbestiger end jeg var på det tidspunkt, så kan man nå toppen på én dag. Vi var også nået toppen, hvis vi havde haft længere tid, men ting tager sin tid. Istedet blev jeg belønnet med den mest guddommelige udsigt og en stilhed, som man ikke finder magen til andre steder end i bjerge.

Osorno er 2652 meter høj. Det er ikke fordi, at det er et bjerg i Mount Everest-kategorien, overhovedet ikke. Det er jo nærmest en bette killing i sammenligning med Himalaya og andre bjerge i Andeskæden, men Osorno er svær at bestige. Den er teknisk svær at komme til toppen på. Du kan ikke bare gå på dine ben derop. Der skal klatres, hænges i reb, hakkes i lodrette vægge med ishakkerne, og det er man nødt til at have erfaring i. Alligevel afskrækkede det mig ikke. Jeg stolede på Marcelo og hans anden guide, og jeg er sikker på, at hvis vi havde haft noget mere tid, så var vi også nået toppen.

De trænede, der er vant til at bestige den slags bjerge, er kun én dag om at nå toppen og gå ned igen, men fordi jeg ikke rigtigt var hurtig nok og i god nok træning, tog det for lang tid for os. Så vi nåede op til is-kappen, og derfra er der nok dobbelt så langt til der, hvor man begynder decideret at isklatre mod selve toppen. Man kan sige, at det sikkert var totalt hul i hovedet at begynde på sådan et projekt, når man er helt grøn på området, men jeg endte med at få noget helt andet ud af oplevelsen.

Osorno vulkanen i Chile

Min guide Marcelo og jeg på gletsjeren med udsigt til både Stillehavet og en masse andre smukke vulkaner i Andeskæden. En af de der oplevelser, som man aldrig glemmer, og selvom vi ikke nåede toppen, så var det alle anstrengelserne værd.

Naturens åndeløse storhed
Havde vi nu haft et telt, en god sovepose og noget mad med, så ville vi havde overnattet på gletsjeren og havde fortsat mod toppen næste dag, men det var jo ikke det, som var planen fra starten. Man skulle kunne nå tinden på én dag. I stedet fik jeg noget andet, som var mindst lige så meget værd. Vi nød den fuldstændig guddommelige udsigt fra iskanten, spiste vores lette frokost på selve gletsjeren og indåndede storheden. Det var faktisk ligeså fantastisk, som hvis vi havde nået toppen. Noget af det, som virkelig gjorde et enormt indtryk på mig, var hvor stort der er. Og stille. Det er en helt særlig verden deroppe. Der er så stille, at du simpelthen ikke kan høre en lyd. Intet.

På mange måder blev turen meget skelsættende for mig. Den enorme ro og tavshed der er på et bjerg er noget, man på ingen måder kan forklare. Det er man nødt til selv at opleve. Det er et sted, der er godt for sjælen. Man finder ligesom ind til et meget stille punkt i sig selv også. Det er ren meditation og væren. Og det var dét, jeg tog med mig fra oplevelsen. Målet endte med – ikke så meget at være at nå toppen, men mere at opleve dét, det gjorde ved mig, at være på bjerget. Det var mageløst og noget, jeg aldrig vil glemme.

Man oplever også, hvor lillebitte man er, og hvor fuldstændig uden betydning man er på sådan et bjerg. Du kan i løbet af sekunder miste livet, hvis du træder forkert og falder i en afgrundsdyb gletsjerspalte. Så er du prisgivet. Det at stå på Osorno gav mig den der følelse af, at vi mennesker altid vil være de små, og at naturen kan få bugt med dig på splitsekunder. Hvis sneen har en lille smule mørkere farve, kan det betyde, at der er et dybt hul eller en revne, og du kan være væk, inden du får dig tænkt om. Den der på-kanten-oplevelse gør, at man føler sig uhyre intenst levende. Man er totalt oppe på dupperne, og det skærper i den grad ens årvågenhed.

Alpine trekstøvler

Av, av, av – det er ikke lutter lagkage eller nogen dans på roser at mase sig op af et bjerg i stive blå plastiktrekkingstøvler. De er tunge som et ondt år og nærmest umulige at bevæge fødderne i. Til gengæld sidder stålpiggene, kaldet steigeisen, godt fast på sålen af dem, men behagelige er de altså ikke at have på.

Den slags giver respekt og ærefrygt. Naturen skal man ikke spøge med og slet ikke på et knapt 3000 meter højt bjerg. Man må bøje sig i støvet i respekt for de bjergbestigere, der hvert år når toppen af Everest, K2, Ararat og alle de andre virkelig svære bjerge. Men som sagt et bjerg behøver altså ikke nødvendigvis at være flere kilometer højt for at være svær at bestige.

Et af mine yndlingsbjerge er Alpamayo i Cordillera Blanca i Peru. Den er en lige knap 6000 meter pyramideformet skønhed, men et af de mest skræmmende bjerge, man kan forestille sig. De sidste mange hundrede meter mod toppen foregår med klatring ad en noget nær lodret is-mur. Alpamayo kan minde en smule om det Toblerone-formede bjerg Matterhorn i Schweiz, som jo har kostet mangt et menneskeliv, der har forsøgt at nå dens sylespidse tinde.

Jeg bliver aldrig bjergbestiger, det ved jeg hundrede procent. Men jeg forstår fuldkomment, efter min tur på Osorno, hvad det er, der driver bjergbestigere. Selvfølgelig det at være i den ekstreme fysiske udfordring, både med manglende ilt i højderne, slæben på tungt udstyr og dét at udholde den vanvittige risiko, der er forbundet med bjergbestigning, men mest af alt, så forstår jeg godt deres higen efter at opleve den fuldkomne skønhed og stilhed. Det er en helt særlig stilhed, som man ikke finder andre steder. Der er også stille i ørkener, men det er en anden stilhed. I bjerge findes en storhed så enestående, at man kan have svært ved at fatte det. Man føler sig blot som et mikrolille fnug i det store verdensrum, og det er sundt at prøve engang imellem.

Alpamayo i Peru

Et af mine absolutte yndlingsbjerge – Alpamayo i Peru. Et usigeligt smukt, men meget frygtindgydende bjerg, hvis tinde kun er mulig at nå gennem ufatteligt hårdt arbejde og endnu højere risiko for at skvatte flere hundrede meter ned.

Fotos: Flickr og Anette Lillevang Kristiansen

 

Share Button

Comments

comments