Bustur Cusco – Lima, Peru

I 2003 var jeg i Sydamerika for anden gang og rejste fra Chile til Equador med afstikkere til Argentina og Bolivia og gennem Peru. Jeg var kommet ind i Peru over den chilenske grænse og brugte en del tid omkring Titicacasøen, Cusco og den smukke inkaruin Machu Picchu. Men da jeg var ved, at være en smule i tidsnød havde jeg valgt at skulle flyve fra Lima i Peru og til Quito i Equador. Jeg befandt mig i Cusco som ligger inde midt i det sydlige Peru og skulle her finde ud af at komme med en bus til Lima som ligger ude ved kysten. Og det skulle faktisk vise sig ikke at blive helt så nemt som jeg havde troet. Ihvertfald fik jeg noget af en oplevelse.

Vi kørte fra Cusco sidst på eftermiddagen om fredagen og skulle være fremme i den lille ørkenby Nasca omkring 15 timer senere. Jeg havde tænkt mig, at blive i Nasca et par dage og se de mystiske Nascalinier – der ligger ude midt i den flade ugæstfrie ørken – inden jeg tog videre til Lima. Men ting går ikke altid som man har planlagt og ingen kan ihvertfald stille noget op i forhold til naturen på disse kanter.

Det blev snart mørkt mens vi sad i bussen, faktisk så bælgmørkt at det var svært at se noget som helst. Bussen svingede voldsomt fra side til side og det føltes mest som om vi kørte på an serpentinerformet bjergvej. Jeg kunne ikke se hvor langt der var ned og det var sikkert også meget godt. En sjælden gang kunne jeg se små elektriske lys nede i dalene og kunne godt regne ud at vi var langt oppe i højden.

Læs også:  Humberstone – en spøgelsesby i Atacamaørkenen

Da vi havde kørt en tre fire timer stoppede bussen pludselig, det var selvfølgelig stadig sort som et kulfyr, det eneste vi nu havde at pejle efter var stjernerne. Men der var stille, intet rørte sig i mørket og jeg tænkte, at vi vel snart kunne køre videre igen. Men rundt omkring mig begyndte folk at lægge sig til rette for at sove. Jeg var sulten og kold og var ikke helt forberedt på hvad de næste timer nu skulle bringe. Vi fik ikke noget at vide, og selvom vi ville havde fået noget at vide ville jeg jo ikke havde kunnet forstå det. Men folk lagde sig til at sove, ingen spurgte om noget, ingen protesterede eller stillede spørgsmålstegn ved noget som helst. De så egentligt bare ud til at affinde sig med det, hvad det så end var der var sket.

Jeg blev i min naivitet ved med at tænke i noget tid, at der vel måtte ske noget, så vi kunne køre igen. Men nej! Vi endte med at sidde der i 9 timer. Klokken var vel omkring 21. 00 da bussen standsede og først klokken 6 var det ved at blive så lyst at man kunne skimte hvad der var i vejen. Vi holdt ude i et meget meget øde bjerglandskab bestående af rødbrune sandstensklipper og ørkensand. Der var ikke antydningen af anden liv, biler, dyr eller mennesker, så det hele virkede meget mystisk. Jeg var vågnet op med ømme muskler efter at have siddet i en ubekvem stilling og småfrosset den slagne nat og var egentligt ved at være lidt små-irriteret af både mangel på søvn og sult.

Læs også:  Guide til de bedste historiske steder i Guatemala

Men ud gennem den duggede vindesrude fik jeg øje på et temmelig bizart syn. Vi holdt ved siden af en flod og denne flod var simpelthen rendt lige durkt igennem vejen. Den grusvej som vi skulle følge over på den modsatte bred af floden var ganske enkelt skyllet væk. Der hvor der før var en vej, var der nu en brusende flod. Ok interessant! Jeg sad og spekulerede lidt over hvad de mon havde tænkt sig at gøre og efterhånden begyndte folk søvndrukne at vågne op og spejde ud af vinduerne.  Synet var virkelig besynderligt, mest fordi landskabet var ligeså tørt som en ørken og nu væltede vandet pludselig nedad i kaskader.

Nu begyndte der at komme skub i buschaufføren, han var op til flere gange ude at inspicerer floden, kløedede sig noget i håret og så lidt opgiven ud. Vi fik stadigvæk ikke rigtig noget at vide, men alle forholdt sig i ro og ingen tog det tilsyneladende ilde op, at vi holdt derude midt i ingenting med en flod gennem vejen. Det var ligesom om effektiviteten kunne ligge på et lille sted. Efter meget land tid fik vi besked på, at komme ud af bussen og tage vores bagage. Ingen af os vidste helt hvad der skulle ske, men der var ikke andet at gøre end at vente og se hvad planen var. Der gik 3 timer på denne måde uden nogen af os anede hvad vi egentligt ventede på.

Men fakta var ihvertfald, at bussen ikke var i stand til at køre gennem floden. Nu blev vi efter yderligere en rum tid beordret til at krydse floden. Den har vel været omtrent 4 – 5 meter bred, men fordi vandet kom fossende ned fra et højere sted var strømmen temmelig kraftig. Det endte med, at alle os passagere hoppede rundt ude på sten ude midt i floden med alt vores bagage. Jeg smed trekstøvlerne og tog rygsækken på nakken og vadede ud i det iskolde vand. Heldigvis var folk søde til at hjælpe og tage imod vores rygsække, så det gik forholdsvist let med at komme over floden.

Læs også:  Påskeøen - et historisk overblik

Nu ventede vi så yderligere et par timer og solen  havde nu fået så megen magt, så det var stegende hedt ørkenvarme. Jeg kom til at tænke på, at det egentligt var et lidt grimt sted at strande – der midt i bjergene. Jeg havde før turen hørt et rygte om, at netop denne strækning var berygtet for sine bander af Perus terrororganisationer, så det var med lettere uro i maven jeg havde lagt mig til at sove i bussen. Man ved aldrig hvad der kan ske ude i disse øde områder, så det var faktisk en smule foruroligende at tænke på. Også netop det, at vi intet fik at vide, var også lidt grimt. Jeg anede ihvertfald ikke en fyt om hvad der foregik, så de kunne jo havde bildt os hvad som helst ind.

Nu sad vi så på en sten ved “flodbredden” og ventede og langt om længe kom der faktisk en ny bus som skulle køre os videre. Nu bestod næste projekt så i at få ompakket busserne. Al bagage og fragt skulle ud af den gamle bus, over floden og ind i den nye bus. Et mas uden lige som igen tog lang tid. Men i Latinamerika skal man væbne sig med tålmodighed, de har masser af tid og naturen kan man ikke stille noget op imod. Så kl. 12 kom vi endelig afsted – med 15 timers forsinkelse. Bedst som vi så lige var kommet i gang og bussen kørte stødt og roligt derud af mod Nasca opstod næste problem. På en bjergvej var en hel bjergside af jord og klippestykker skredet ud på vejen. Måske havde det regnet så voldsomt i området, at den megen vand havde revet bjergsiden væk og fået det hele til at skride. Men her havde man dog taget konsekvensen og faktisk sat en bulldozer igang med at køre jorden væk, så her kom vi forholdvist hurtigt igennem. Jeg tror, vi holdt der en times tid og ventede på, at der skulle blive fri passage.

Læs også:  Inkapigen.dk har modtaget The Liebster Award

Alt i alt var vi voldsomt forsinket og turen var i sig selv meget lang og vanskelig gennem bjergene. Disse problemer havde så bare gjort hele projektet endnu mere besværligt, så det nåede faktisk at blive søndag eftermiddag inden vi endelig efter 35 timers rejse kunne køre ind i den lille ørkenby Nasca. Det var en flok trætte, sultne og støvede passagere der steg af bussen på busstationen og bare drømte om en seng, mad og et bad.

Jeg fik logi på et lille hostel med eneværelse, en smuk gårdhave med kolibrier og udsigt over en endeløs gul ørken. Jeg snorksov den nat og troede aldrig, at jeg skulle vågne op igen, så træt og udmattet var jeg. Opholdet i Nasca var en utrolig spændende oplevelse og efter at have set Nascalinierne og en lokal mumiekirkegård og slappet lidt af et par dage ovenpå den anstregende bustur gik turen videre med bus til Lima. Og jeg kom faktisk til hovedstaden og nåede mit fly nogle dage efter. Men sikken en tur, et af de der busture som jeg aldrig glemmer og også et af de ture hvor jeg i den grad lærte at tålmodighed bestemt er en dyd når der handler om naturen i Sydamerika. Men en oplevelse var det bestemt!

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments