I aftes skete det! Endelig! Ja, vi har simpelthen ventet på det i hele syv år, men tålmodighed er jo som bekendt en dyd. Helt siden 2010 har vi med jævne mellemrum holdt øje med, hvornår filmen fik præmiere – eller om den overhovedet blev lavet.
I disse dage går jeg rundt med et saligt smil om munden. Det er nemlig ret præcist 20 år siden, jeg var på Påskeøen, også kaldet Rapa Nui. Jeg var der i fem dage fra d. 15. august 1997. Det er helt vildt, at det er så lang tid siden. Det føles nærmest som sidste år – eller sidste måned.
Ja, hvem skulle nu havde troet det? Jeg som var kørt en anelse død i downtown Calgary med alle dens flere etager høje glasbygninger, beton, menneskehorder og trafik-os, blev i går en hel del mere positiv stemt. Johh, jeg blev faktisk ganske betydeligt mere mild i sulet, efter at min kære mand spurgte, om jeg ikke snart skulle ud at se noget i den her by. Der ramte han et svagt punkt. Dét der med at se noget – jo, det kunne han jo for så vidt have ret i.
Vildmarken har talt! Jeg ved det jo godt, når jeg sådan skal være helt ærlig. Nok sidder jeg lige nu blandt ret fede skyskrabere – en lille anelse a la Manhattan i New York, og her er faktisk pænt cool. Alle de seje butikker, alle mulighederne, shoppingmekkaet, det smarte, det hotte, det trendy – alt det totalt for fede man ser i tv-reklamerne, i amerikanske/canadiske film og serier osv. Seje millionbyer – dér hvor det hele sker, men…!
Min seng er i øjeblikket et stort rod af sokker, rygsæk, tøj, opladere til computer og mobiltelefon, vandflasker og chokoladepapir, og jeg sidder lige midt i al rodet og forsøger at skrive. Det er sådan stort set, som mit liv ser ud lige p.t. I forgårs kom jeg til storbyen Calgary i det sydlige Alberta efter ni dage i og omkring nationalparkerne i the Rocky Mountains.
Lige præcis i dag er det seks år siden, Bo og jeg blev gift i en drypstenshule i Monte Cucco i Umbrien i det centrale Italien – d. 12. juli 2011. Hvordan det gik for sig er lidt af en historie, for hvordan i alverden får man sådan en vanvittig idé, som at ville giftes i en grotte, og hvordan klarer man lige skærene i den forbindelse? Vores bryllup endte med at blive et noget større projekt, end vi lige havde forestillet os, men det er ret sjov at fortælle om her bagefter.
Når jeg hører ordet gletsjer, så forbinder jeg det altid med en enorm lyseblå ismur – flere hundrede meter høj inde i en skinnende blank arktisk bugt med høje bjerge omkring. Man skal som regel sejle dertil i farvande fyldte med isblokke af varierende størrelse, og det er livsensfarligt at komme for tæt på, for man ved aldrig, hvornår gletsjeren kælver og sender en tsunami af iskoldt vand og isstykker på størrelse med et parcelhus efter én.
I kan sikkert alle sammen huske den hyggelige familieserie ”Det Lille Hus på Prærien” – jeg kan i hvert fald erindrer, at jeg slugte den råt som barn, både i fjernsynet og som bøger og fulgte med i familien Ingalls genvordigheder langt ude på prærien. Den foregik ganske vist i USA – i og omkring staten Wisconsin var det vist, så vidt jeg husker. Men nu det der med prærien – hvad mener de helt præcist med det?
Man kører, man kører og så kører man lige lidt længere! Først ad the Freeway, så af en mindre landevej og til sidst 13 kilometer på grusvej gennem det flade landskab i den canadiske provins Manitoba. Der er ingen skilte, så man må ”tage den på rutinen.” Græsmarker præger landskabet, så langt øjet rækker – sådan helt bogstaveligt.
Frimurerne? Er det ikke sådan noget med nogle skumle ritualer, kister og kranier? Jo da, både gys og gru og tænders gnidsel! Det er da lige præcis noget med nogle mystiske mænd i sort tøj, dødsenshemmelige ceremonier ved fuldmåne, oceaner af konspirationsteorier, hermetisk lukkede døre og strengt adgang forbudt for kvinder og uindviede! Så fik vi da lige dén sat på plads!
