Da jeg i 2014 læste et semester på The American University i Cairo, Egypten, som et led i min journalistuddannelse, havde jeg tre antropologi-fag og et egyptologi-fag. At læse egyptologi i Egypten, det er jo et drømmescenarium, for landet er som bekendt ét stort udendørs museum.
Åhh, hvem kender ikke den der følelse, når man efter en lang dag på farten ude i verden med masser af oplevelser, ny læring, nye steder og mennesker og masser af inspiration, kan kravle i soveposen eller i hængekøjen med en god bog! Eller sætte sig i solen på sin altan med havudsigt og bare forsvinde ind i en spændende roman, rejseskildring eller biografi.
Inkapigen.dk var inviteret af Turkish Airlines, EASIA Travel og Anantara Hotels – Resorts – Spas.
Når man siger Thailand og især ferieøen Phuket, så har man generelt også sagt solskin, afslapning, fest, farver og strandliv. Rigtig mange kender sikkert til den sydlige del af Phuket med stranden og badebyen Patong som det vigtigste omdrejningspunkt, og det er så absolut stedet, hvis man har lyst til at party igennem og gå på bar og natklub, shoppe amok og solbade.
Alle os rejsende kender dét der med at skrive dagbog, når vi er på farten. Vi grifler ned, stort og småt, tanker, oplevelser, glæder og problemer og supplerer måske med en faktuel oplysning, et navn, et telefonnummer eller en lille tegning eller krusedulle i margin. For det har været vigtigt, siden vi skiver det. Vi sikrer os vel også for eftertiden, kan man sige. For at huske.
I det Herrens år 1619 stævner to skibe ud fra København. De er udsendt af kong Christian IV og kursen er sat vestover. Man skal finde en ny søvej til Indien og Kina nord om Canada – altså gennem den berygtede Nordvestpassage i ishavet i den allernordligste labyrint af snedækkede øer, farlige undersøiske skær og mildest talt upålideligt og barsk vejrlig.
I aftes skete det! Endelig! Ja, vi har simpelthen ventet på det i hele syv år, men tålmodighed er jo som bekendt en dyd. Helt siden 2010 har vi med jævne mellemrum holdt øje med, hvornår filmen fik præmiere – eller om den overhovedet blev lavet.
I disse dage går jeg rundt med et saligt smil om munden. Det er nemlig ret præcist 20 år siden, jeg var på Påskeøen, også kaldet Rapa Nui. Jeg var der i fem dage fra d. 15. august 1997. Det er helt vildt, at det er så lang tid siden. Det føles nærmest som sidste år – eller sidste måned.
Ja, hvem skulle nu havde troet det? Jeg som var kørt en anelse død i downtown Calgary med alle dens flere etager høje glasbygninger, beton, menneskehorder og trafik-os, blev i går en hel del mere positiv stemt. Johh, jeg blev faktisk ganske betydeligt mere mild i sulet, efter at min kære mand spurgte, om jeg ikke snart skulle ud at se noget i den her by. Der ramte han et svagt punkt. Dét der med at se noget – jo, det kunne han jo for så vidt have ret i.
Vildmarken har talt! Jeg ved det jo godt, når jeg sådan skal være helt ærlig. Nok sidder jeg lige nu blandt ret fede skyskrabere – en lille anelse a la Manhattan i New York, og her er faktisk pænt cool. Alle de seje butikker, alle mulighederne, shoppingmekkaet, det smarte, det hotte, det trendy – alt det totalt for fede man ser i tv-reklamerne, i amerikanske/canadiske film og serier osv. Seje millionbyer – dér hvor det hele sker, men…!
Min seng er i øjeblikket et stort rod af sokker, rygsæk, tøj, opladere til computer og mobiltelefon, vandflasker og chokoladepapir, og jeg sidder lige midt i al rodet og forsøger at skrive. Det er sådan stort set, som mit liv ser ud lige p.t. I forgårs kom jeg til storbyen Calgary i det sydlige Alberta efter ni dage i og omkring nationalparkerne i the Rocky Mountains.
