Columbia Icefields – med 10.000 år gammelt is under fødderne

Columbia Icefields i Canada

Når jeg hører ordet gletsjer, så forbinder jeg det altid med en enorm lyseblå ismur – flere hundrede meter høj inde i en skinnende blank arktisk bugt med høje bjerge omkring. Man skal som regel sejle dertil i farvande fyldte med isblokke af varierende størrelse, og det er livsensfarligt at komme for tæt på, for man ved aldrig, hvornår gletsjeren kælver og sender en tsunami af iskoldt vand og isstykker på størrelse med et parcelhus efter én.

Jeg har tidligere set flere gletsjere rundt om i verden: i New Zealand, i Andesbjergene i Chile, Peru og Bolivia, i Alaska og flere andre steder, og de fleste har man skullet sejle til. Nogle ligger sådan, at man godt kan køre til dem ad bjergveje og så tage en gåtur ovenpå gletsjeren.

Den højst beliggende gletsjer jeg har besøgt er Pastoruri-gletsjeren i Cordillera Blanca i Andesbjergene i Peru. Den ligger i omkring 5200 meters højde. Fantastisk oplevelse, men hold da op, hvor fik jeg højdesyge. Ondt i hovedet og meget høj puls, men det er vilkårene, når man absolut vil op i disse højder. Man må lide for skønheden så at sige.

Her i Canada har jeg prøvet noget helt nyt – nemlig at køre ovenpå en gletsjer i en tonstung bus/lastbil med kæmpe traktorhjul, og jeg må indrømme, at jeg på forhånd var noget spændt på, hvordan dét ville komme til at foregå.

Atchabasca Gletsjeren i Canada

Langsomt men sikkert brøler is-trucken sig ned ad grusvejen mod iskappen. Vi skal ud at køre midt ude på gletsjeren, og det er noget nervepirrende. Det er absolut kun inden for de markerede områder, vi må køre og senere gå. En gletsjer kan have spalter og huller på flere hundrede meters dybde, som man kan falde i, hvis man ikke er forsigtig.

Toppen af the Rockies Mountains
En køretur gennem Jasper Nationalpark i provinsen Alberta, hvor jeg befinder mig for øjeblikket, starter med et bakket landskab og store skove med grantræer. Ret hurtigt bliver bakkerne til rigtige bjerge, så høje at trægrænsen er nået og bjergtoppene er massiv nøgen klippe.

Hvor der er bjerge, er der sne, og hvor der er sne dannes der også smeltevandsfloder i forskellige størrelse, nogle smalle, andre flere kilometer brede. De slynger sig gennem et landskab med sten, grus og store klippeblokke, der har revet sig løs og styrtet ned i dalene.

Længere inde i Jasper Nationalpark bliver bjergene op til 3.500 meter høje og med evigt sne på toppen i form af gigantiske gletsjere, der kurer ned af bjergsiderne. Det hele kulminerer i et storslået sceneri ved Colombia Icefields ved grænsen til Banff Nationalpark, hvor den ene flere hundrede meter tykke iskappe efter den anden strækker sig ned over bjergskråningerne. Et majestætisk syn, som kan få de fleste til at føle sig bittesmå og ubetydelige i forhold til Moder Natur.

Dét, der er helt særligt ved Columbia Icefields, i forhold til andre gletsjere, jeg har set rundt om i verden, er, at her bliver man kørt op på isen i store trucks/busser, der jo vejer flere tons, og alle der har bare en smule kendskab til is og gletsjere ved, at de kan være meget upålidelige. Hvad der er sikkert den ene dag, er måske livsfarligt den næste. En gletsjer er levende på den måde, at den bevæger sig, og der åbner og lukker sig store spalter og huller hele tiden.

Læs også:  En blandet landhandel af oplevelser

Så jeg tænkte sådan lidt ved mig selv – gad vide, hvordan de får stablet en tonstung truck op på isen og stole på, at det er sikkert. Flere tusinde turister er besøger isen hvert år, så de må vel have styr på det, var min tanke. Selvfølgelig er sikkerheden i orden, ellers ville man jo aldrig gøre det, men jeg mener bare, der er trods alt forskel på at lande med en helikopter oppe på en gletsjer eller at gå rundt på den. Et tonstungt køretøj er immervæk noget andet. Her er man godt nok nødt til at stole på, at isen holder.

Med Ice Explorer på vej ud på gletsjeren

Isen på gletsjeren er ikke klart lyseblå, som det normalt er. Det er blevet beskidt af at blive kørt på. Grunden til at gletsjer-is er lyseblå, er fordi, det er meget gammelt is og is, der er under hårdt tryk. Længere henne ad gletsjeren, hvor man ikke må køre, er den mere jomfruelig, og isen er blålig.

Moster-truck med traktordæk
Først bliver man kørt op til en busholdeplads for foden af gletsjeren i en almindelig bus, og så begynder det at blive rigtig spændende. Her holder nemlig fire megastore trucks med traktordæk – det er nærmest en bus i overdrevet solid udgave med et antal hestekræfter, som vil få en Toyota Corolla til at krybe i et musehul af bar flovhed. De er både store og voldsomme disse køretøjer, og vores guide fortalte, at de har yderligere én kørende nede på Sydpolen, hvor terrænet virkelig er en udfordring.

Det er ikke fordi, sådan et køretøj på nogen måde kan køre hurtigt, alle hestekræfterne er gået til at at konstruere en motor, der er stærk nok til at kunne pløje sig igennem ismasserne og ikke mindst til at kunne stå fast på den glatte is. Uhyret sætter i gang med et brøl, og vi begynder at mose os op af grusvejen til starten af iskanten. Nu bliver det virkelig nervepirrende – og vi er ikke engang nået til isen endnu!

Vi skal nemlig til at køre ned ad en virkelig stejl hældning. Jeg synes, han sagde 82 procents hældning – jeg er altså ikke sikker, for højttaleren skrattede en del. Det kan næsten ikke passe, men det VAR sindssygt stejlt. Jeg krampholder ved ryglænet på sædet foran, imens vi langsomt triller ud over kanten.

Is-trucken er fuldstændig cool. Nedad går det i anstændigt tempo, motoren brøler, og vi nærmer os iskanten. Støvet pulser op på grusvejen. Det har man måske svært ved at forestille sig – at det er støvet sådan et sted, men det er meget tørt. Det er ligesom de der billeder, man ser af tundraen på Grønland. Der støver det også helt vildt.

Columbia Icefield gletsjer i Canada

Det er første gang, jeg har prøvet at køre på en gletsjer. De andre gange jeg har været i nærheden af sådanne enorme ismasser har været enten på gåben eller i en gummibåd, så jeg var noget spændt på, hvordan det ville være at køre på en gletsjer. Isen er ret flad, så det er forholdsvist nemt at køre på Athabasca gletsjeren og med op til 500 meter is underneden, skal det nok gå. Men det er strengt forbudt at komme udenfor de røde markeringskilte.

Kun en tåbe frygter ikke isen
Lige i starten er det svært at se, at nu er vi på isen, for det har samme farve som sandet. Isen bliver selvfølgelig beskidt af at blive kørt på, de kører den samme rute hver dag, så isen er ikke på nogen måder lyseblå, men grumset gråligt brunligt – samme farve som om vinteren i Danmark, når isen smelter, og det hele ligner noget, der er løgn af smat.

Læs også:  Humberstone – en spøgelsesby i Atacamaørkenen

Længere inde på gletsjeren bliver det straks bedre, den er mere ren og små smeltevandsfloder risler ned ad isen. Det hele ser roligt og sikkert ud, men man skal ikke tage fejl. Vores chauffør Kyle fortæller os, at der visse steder i iskappen er gletsjerspalter så store og dybe, at hele trucken med lethed ville forsvinde ned i dybet, hvis vi kørte hen over sådant et område.

Til gengæld kan vi være helt rolige for at køre indenfor disse markeringer, her er isen nemlig mellem 100 og 500 meter tyk. Den virker også ganske solid, men ”kun en tåbe frygter ikke gletsjere.” De kan være livsfarlige, og det er altid med nogen kildren i maven, jeg bevæger mig rundt på dem – lige meget om det er i en truck eller på gåben.

Oppe midt på isen stopper vi og bliver lukket ud. Der blæser en strid iskold blæst, og jeg er glad for, at jeg har taget trekstøvler og dunvest på. Folk vimser rundt i små sandaler. Det må de selvfølgelig selvom, men det er ikke ligefrem tilrådeligt, da der er mange små vandpytter og smeltevandsfloder, så man kan nemt få våde fødder, og vandet er iskoldt.

Vi må gå indtil de røde skilte. Indtil dér er der sikkert at gå, men udenfor markeringerne ved man aldrig, hvad der sker. Man kan på et sekund forsvinde flere hundrede meter i isen og ende sine dage på bunden af en isgrotte. Det er rimeligt skræmmende at tænke på.

Jeg får taget en masse billeder, og det er da et storslået landskab med bjergene rundt om. Dét jeg altid synes er mest vildt sådanne steder, er hvor stort det er. Hvor lille man føler sig. Det er sådan lidt skræmmende og enormt fascinerende på én gang. Man føler bare, at man kan blive fuldstændigt opslugt et løbet af et splitsekund. Jeg holder da også øje med, hvor jeg træder – bare sådan for en sikkerheds skyld. Mørke områder i isen kan betyde huller eller spalter – mens de lyse områder burde være helt igennem solide.

Med Ice Explorer på Columbia Icefield i Canada

Det er med at passe på revner og huller, når man går rundt på en is-gletsjer. Jeg ser i hvert fald efter, hvor jeg går henne. Hvis isen et sted er mørkere end normalt, så kan det tyde på, at der er et hul. Men omvendt så skal man heller ikke lade sig skræmme. Når isen er 500 meter tyk, og der kan køre tonstunge trucks på den, så kan det sikkert også holde til at blive gået på.

Smukt og fascinerende isklump
Vi går rundt oppe på isen en halv times tid og nyder den vildeste udsigt til de omkringliggende bjerge. Derefter er det op i monsterbussen igen. På tilbagevejen lægger jeg mærke til en gruppe vandrere, der går længere nede ad gletsjeren. De er nok cirka to millimeter høje – det siger lidt om størrelsen på gletsjeren og bjergene omkring.

Læs også:  Er der en udløbsdato for ens trang til smarte millionbyer?

Bjergene er cirka 3.500 meter høje omkring Columbia Icefields, så det er køligt og vinden er – lad mig sige det sådan – frisk. Som på en novemberdag i Vestjylland med strid vind fra vest, så lad være med at rende rundt oppe på gletsjeren iført miniskørt og flip flappere, hvis du vil undgå at ligge i sengen de næste dage med feber og ondt i halsen. En hue, eventuelt vanter, et halstørklæde og solbriller vil man være taknemmelig for oppe på ismasserne.

Da vi igen kommer ned til busholdepladsen, står der tre bjerggeder og roder i jorden. De er ret almindelige på disse kanter, men det er første gang, jeg ser nogen. De dyr, der er at finde i og omkring Jasper Nationalpark, er selvfølgelig forskellige arter af bjørne, stenbukke, ugler, ørne, elge, caribou (en slags stor rensdyr) mange forskellige slags fugle, men også puma og los er her.

Oppe på gletsjeren

Bemærk de små bitte mennesker, der går på gletsjeren til højre i billedet – det siger lidt om størrelsen på isklumpen. Gletsjeren er seks kilometer lang og en kilometer bred. Der er til nogle isterninger til colaen.

De er ekstremt sjældne at se. De er meget sky, men det skal man måske være meget glad for. Især pumaen er virkelig farlig og alle der omtaler dette katedyr, ser frygtsomme ud i hovedet – også canadierne selv. Så pumaer skal man så vidt muligt forsøge at undgå nærkontakt med – hvis man altså kan det.

Jo, man skal virkelig tage naturen mere end alvorligt her i den canadiske vildmark, både dyrelivet og bjergene/gletsjerne. Da jeg er kommet ned, fortæller Denise mig, at man for nogle år siden fandt et lig nedenfor Columbia Icefields, og det viste sig, at det var en ung mand, som var forsvundet på gletsjeren for 18 år siden.

Den slags historier har jeg godt hørt før andre steder i verden, og det løber lige koldt ned ad ryggen på mig hver gang. Hvis først ismasserne har fået fat i én, ja, så slipper den ikke lige sit tag foreløbig, så man skal passe på. Men på den anden side skal man heller ikke snyde sig selv for den fantastiske oplevelse det er, at stå midt på en gigantisk klump af 10.000 år gammelt is, der skærer sig ned mellem bjergene. Det er både smukt og fascinerende, og når man ellers følger de lokales og guidernes instrukser, så er det en fed oplevelse, som man virkelig skal unde sig selv.

Midt på gletsjeren i Columbia Icefields i Canada

Man kan gå på et forholdsvist stort område på gletsjeren, men det er strengt forbudt at gå udenfor skiltene. Her kan være meterdybe gletsjerspalter og huller, og de er ofte skjult under et tyndt lag is, og selvom isen bliver mørk, når der er et hul, så kan det nemt snyde én.

Fakta om Colombia Icefields
Columbia Icefields er den største gletsjer i the canadian Rockies, og fordi vejret i området er virkelig barsk og ustabilt var det et af de sidste steder, der blev opdaget i Canada. Gletsjeren er seks kilometer lang og en kilometer bred.

Selve gletsjeren man kører på hedder Athabasca Glacier og er forholdsvis flad. Mange gletsjere er meget takkede og ujævne i overfladen og ville være umulige at køre på, men her er det altså muligt at køre på flere tusinde år gammelt is.

Athabasca River og North Saskatchewan River (der løber gennem Edmonton) har begge deres udspring i Columbia Icefields. Nogle andre floder løber også derfra og danner Columbia River.

De enorme mængder vand fra gletsjeren løber i fire retninger ud i landet. En mod nord op mod Nord-ishavet, en anden sydpå, en tredje mod vest til Stillehavet og endelig den sidste løber østover mod Hudson Bay.

Det koster 94 canadiske dollar (cirka 475 kroner) for en halvanden times tur på gletsjeren inkl. transport fra Visitorcentret til busholdepladsen. Man kan også købe forskellige kombi-billetter, hvor man både får køreturen på gletsjeren, en sejltur, en tur i svævebane og en gåtur på the Skywalk, som er en gennemsigtig glasbro, hvor man kan gå ud over dalen og kigge ned (den er ikke så god til folk med højdeskræk, kan jeg oplyse.)

Columbia Icefields ligger i cirka 3.000 meters højde, så luften er en smule tynd. Man kan godt blive forpustet, en smule svimmel og få lettere hovedpine. Husk vandflaske og hold hyppige pauser, når du går rundt.

Søg på Colombia Icefield Glacier Adventure and Glacier Skywalk.
Du kan booke turene online her

Denne side er også ret god og informativ: banffandbeyond.com

Hvis du har lyst til at læse mere om mine oplevelser med trekking og gletsjere rundt om i verden, så kan du læse mere i disse blogindlæg:

“Om at bestige sit livs vulkan”

“Tongariro Crossing – et af de mest spektakulære hikes i New Zealand”

På udforskning på Athabasca gletsjeren i Canada

Det er vildt fascinerende at stå ovenpå 500 meter tyk is og vide, at den er flere tusinde år gammel. Det er storslåede omgivelser, og man føler sig lillebitte, når man kan se næsten 4.000 meter høje bjerge 360 grader rundt om sig.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button

Comments

comments