Danske laks og franske filosoffer

Så er jeg kommet lidt længere sydpå fra Managua til en by der hedder Masaya, indtil nu et hyggeligt sted og med et sødt værtspar på det hostel jeg bor, men først lige opdatering fra julen, som jo er noget anderledes her end i DK.

Lillejuleaften d. 23 dec havde jeg bestemt mig for at tage de ca. 20 km ud til Stillehavet fra León. Det var første gang på rejsen jeg skulle se Stillehavet, selvom jeg selvfølgelig har set den masser af gange, er den lige overvældende hver gang. Stor, vild, voldsom og med enorme bøger. Jeg fik fundet det marked, hvorfra bussen skulle køre, havde meget sjov med taxichaufføren, som godt nok ikke kunne et ord engelsk, men det endte med at han fik lært at sige glædelig jul på dansk – hvilket jeg syntes var ret godt klaret! Jeg havde ikke rigtig nogen forestillinger om hvad det var jeg gik ind til mht. den bustur, men det skulle jeg da hurtigt finde ud af hvordan det skulle foregå. Den sædvanlige gamle amerikanske skolebus – fint nok! Men folk var mildest talt aggressive da vi skulle ind i bussen, der skulle jo selvfølgelig proppes ca. 500 mennesker ind i bussen, men denne gang foregik det med vred skubben, hidsighed og egentligt ikke specielt fedt eller behageligt. Men ok – det kom jeg jo nok også over! Jeg fik mig placeret i midtergangen, da en sød ung pige med sin datter tilbød sin plads ved siden af til mig. Jeg tror næsten hun udvalgte mig, det så i hvert fald sådan ud. Hun var rigtig sød og jeg kunne havde knugkrammet hende af bar taknemmelighed.

Jeg ved ikke hvorfor folk var så sure og skubbende netop den dag, men en af grundene var i hvert fald en del unge fyre der havde fået lidt for meget at drikke op til jul. Så de blev ekstra trælse og råbende. Endelig nåede vi frem til byen Poneloya, et sødt lille sted ud til havet, åbenbart også stedet hvor backpackerne hænger ud når de har fået for meget larm og masen inde i León. I min iver over at se Stillehavet og en fin strand med vulkansk sort sand smed jeg sandalerne – og det skulle jeg aldrig have gjort! Sandet var så varmt at jeg brændte futterne. Jeg hoppede og dansede og må have lignet en parodi på “Kat på et varmt bliktag” – jeg sydede nærmest da jeg i vildt løb og hoppende dans endelig nåede ud i vandkanten og kunne køle min overophedede fødder. Meget dumt gjort og med brandvabler til følge – men må indrømme at jeg ikke lige havde forestillet mig at sandet havde været SÅ VARMT! Jeg tussede lidt rundt bagefter (mest fordi det faktisk gjorde ret ondt at gå), spiste en dejlig fisk og ris og hjemmepresset ananasjuice, gik hen på den næste restaurant med havudsigt og drak mere juice og læste.

Så det var en tulle tulle Lillejuleaften. Men hjemturen skulle vise sig at blive et endnu større mareridt. Denne gang kom jeg lidt sent hen til bussen, og blev lukket ind af døren i bagenden og skulle så stå op. Det var også ok, jeg satte mig ned i hjørnet, og det skulle egentligt nok gå. Vi var presset, men ikke værre end at det var ok. Jeg fik øje på en “Gringofyr” over i det andet hjørne siddende på et skildpaddeskjold – vi grinede lidt til hinanden over den komiske situation. Men så skulle der selvfølgelig proppes flere mennesker ind. Det resulterede i at 3 unge fyre – den ene halvfuld med en Vodkaflaske i hånden kom væltende ind, han var dyngvåd og fyldt med sand og totalt vrøvlende. Han væltede lige ned over mig – jeg var ikke nået at komme op at stå endnu. Så ham fik jeg så i hovedet! Alt imens bussen humpede over den bumpede vej, så det var umuligt at få ham væk igen. Nå men op kom jeg da. Men jeg var omringet! Af en fuld stodder, 2 andre høje og kraftige fyre med overarme som mine lår med tatoveringer – og blev jeg levnet bare lidt plads – NIX! Jeg var og blev mast inde mellem 3 bredskuldrede machofyre, vinduet og der skrående tag. Det skulle de selvfølgelig udnytte ved at brede sig endnu mere end det var nødvendigt.

Læs også:  Kajaktur i Honduras

En fjerde fyr kunne godt se på mig at jeg på et tidspunkt var alvorligt ved at eksplodere, så han skændte lidt på dem – uden det dog hjalp synderligt! Jeg stod med min lille rygsæk foran mig, og havde bare min pung med lidt penge i højre bukselomme, så egentligt kunne de ikke komme til at tage noget – i hvert fald ikke noget vildt vigtigt. Men røre ved mig det skulle de da i deres halvfuldskab. Ja ok kald mig bare sippet – men jeg har det rigtigt rigtigt svært med fulde mænd der er nærgående og som gør alt hvad der stor i deres magt for at smække deres fede overarmsmuskler lige i hovedet på mig – omkring 5 cm fra hovedet på mig – så jeg var rasende! På et tidspunkt da de alle 3 nærmest befandt sig oppe mine skuldre, lykkedes det mig at flygte over til Gringofyren og fortælle ham at jeg lige havde brug for noget beskyttelse. Det var ok, han var fra Oregon og lovede at holde et øje på de der slyngler over i den anden side af bussen. Men der skete ikke mere! Jeg hader det virkelig! Det for mig altid til at overveje det der begreb der hedder intimsfære og almindelig fysisk afstand.

Langt de fleste vesterlændinge har det bedst med ca. 1 meters afstand til folk, så har vi det bedst. Men sådan fungere ting ikke i andre lande, Latinamerika er ikke engang værst, jeg har prøvet det endnu værre i Asien, f.eks. Indien og Indonesien. Men igen er vi i deres land og skal følge reglerne, men især det med afstand har jeg det rigtig svært med, de simpelthen vader fuldkomment hæmningsløst ind over ens grænser og det hader jeg. Men der er ikke så meget at gøre, udover at forsøge at bevare roen og værdigheden og undgå en paniklignende tilstand af klaustrofobi. Det er faktisk lige for at jeg hellere vil kravle rundt inde i en snæver hule, der ville jeg næsten føle at jeg havde mere kontrol over situationen. Men mennesker der ikke flytter sig – det er dog det værste! Og ingen kan jo flytte sig i en fuldkommen proppet bus! De busser er rædselsfulde og folk har det med at te sig som en flok vanvittige aber. Man står så tæt sammen at det er komplet umuligt at røre sig, man knalder hovedet i loftet eller væggen, ad humpede veje og man vælter rundt når bussen bremser hårdt op – for det gør de jo også, de kører jo vildt og hæmningsløst. Men ok det er billigt!

Læs også:  En julenat, jeg aldrig vil glemme…

Julemorgen starter med at jeg for besked på at flytte ud af mit værelse og ender til sidst op på en sovesal sammen med alle de andre backpackere. Jeg har ellers gjort et gevaldigt stort nummer ud af at spørge om jeg skulle booke forud til jul, om jeg kunne beholde mit værelse og hver gang fik jeg svaret at det var ok og alt var i sin skønneste orden. Men det var selvfølgelig alt andet end ok da det kom til stykket. Det hostel jeg boede på var australsk ejet og pludselig kom hele fyrens familie fra Australien til jul. De havde holdt til i Mexico og kom d. 24 dec kl. 16, så jeg skulle ud af hytten, fordi de alle skulle have eneværelser. Kom ikke lige og bild mig ind at de ikke havde vidst det i flere uger! Der var lige ved at være en lille anelse panik, for jeg kunne risikere at alt var booket op med så kort varsel. På hotellet på den anden side af gaden blev jeg lovet et værelse til kl. 12, men da jeg kom og skulle have det var der ikke noget værelse alligevel. Jeg var efterhånden mere end tæt på ikke helt at syntes om de her mennesker mere. Syntes efterhånden de var ved at gå lige til stregen med min tålmodighed. Nå men jeg endte så med at få en seng i et dorm tilbage på mit første hostel.

Hele byen forblev nærmest åbent hele dagen. Internetcafeer og telefon steder havde åbent til kl. 22 om aftenen, og alt lignede en helt almindelig dag. Jeg fik ringet til min mor og øvrige familie og ønsket glædelig jul og forbindelsen var nogenlunde fornuftig. Jeg havde forsøgt dagen for at oprette mig på Skype, men det var selvfølgelig også gået op i bananer. Jeg kom til at clicke på regulær bankoverførsel og så står den bare på venteliste indtil der er gået 7 -9 dage, og der står den stadig her 4 dage efter, så jeg må bare vente indtil den finder ud af at aflyse. Helt ærligt så har jeg et computerproblem – det står mig mere klart end nogensinde for. Først var det travellog og billeder, så var det hjemmeside og forside, nu er det Skype og sidste men ikke mindst, så har jeg forsøgt at oprette mig på noget der hedder Thorntree ind under Lonely planet – de guidebøger jeg bruger. Her kan man oprette sig som bruger og chatte med rejsende over hele verden og på den måde møde hinanden – den vil heller ikke fungere. Den bliver ved med at fortælle mig at min buller 24 Hotmail som jeg faktisk efterhånden har haft og brugt i 7 år – er ugyldig! Det er da ligegodt fandens!

Og faktisk har jeg helt glemt at fortælle jer, at mens jeg var i Copán i Honduras havde jeg en yderst besynderlig oplevelse med en computer og efterfølgende skænderi med ejeren af internetcafeen. Jeg skulle printe en udskrift ud på den domæneformular fra min hjemmeside, som jeg skulle underskrive og faxe tilbage til DK. Jeg clicker på print 2 gange og printeren går fuldstændigt amok. Jeg skal bare have 2 ark, og den udskriver i flere minutter. Jeg regner jo bare i min naivitet med at det vel er en anden der har skullet printe samtidigt. Konen begynder at tælle og det aner mig svagt at hun har tænkt sig at afkræve penge af mig for udskrifterne – meeeennn det kan da ikke passe! Men jo jo ganske rigtigt jeg skal nu pludselig betale for de 58 udskrifter som printeren har spyttet ud. De er alle på spansk og jeg fatter ikke en dyt af det hele. Og mine 2 ark er der ikke. Kvindemennesket bliver ved med at insistere – og der må jeg nok indrømme da bliver jeg så gal og så stædigt vedholdende at jeg imod alle odds ender som vinder af kampen. Der er en colombiansk fyr inde på internetcafeen som kan lidt engelsk – så han oversætter min meget meget insisterende talestrøm om “AT JEG BETALER IKKE” – om hun så gør hvad som helst ved mig, så GØR JEG DET IKKE! Jeg kan jo ikke gøre noget ved at hendes printer flipper sådan ud, aner ikke hvad der foregik. Det har vel været en der har clicket på print mens printeren var slukket og det nægter jeg da bare pure at betale for. Så jeg slap – og det kunne da også bare mangle! Jeg betalte selvfølgelig for den tid jeg havde brugt på nettet og så gik jeg! Det er da helt utroligt. Sommetider har jeg en fornemmelse af at Pc’er og mig ikke på nogen måder er en god kombination!

Læs også:  Et skelsættende møde med en journalist

Nå det var lige en sidebemærkning. Tilbage til juleaften i León. Efter en god varm tomatsuppe, brød og ananasjuice forsøger jeg kl. 20 at mose mig igennem menneskemængder a al Roskildefestivallen ned mod katedralen, hvor jeg jo forestiller mig at der må være en aftenjulemesse på et tidspunkt. Byen minder om Vorbasse markede af madboder, candyfloss, popcorn, råben og skrigen blander sig med kirkeklokkerne og en stimlen sammen af mennesker i alle afkroge af byen. Hovedgaden minder om bussen til Poneloya bare i stor format. Man kan gå to skridt og så bliver man most og skubbet tilbage. På et tidspunkt kommer jeg meget tæt på en madbod med 3 spildkogende frituregryder med pommesfrittes – jeg kan jo lige se i ånden at nogen bliver skubbet derover, så jeg forsøger at gå lidt til side fra stedet med gryderne og tage lidt hensyn så folk kan komme forbi. Næh nej jeg bliver skubbet og mast endnu tættere på madboden af folk bagfra og fra siden. Til sidst må jeg nærmest bruge magt for at komme væk selv og undgå at ende som friturestegt kylling med fritter. Helt ærligt sommetider så ved jeg ikke helt om jeg særlig godt kan lide de her mennesker. Hensyntagen virker som en by i Rusland for dem og selvfølgelig skal vi turister ikke tages specielt hensyn til, men bare en anelse medmenneskelig omtanke kan man vel godt udvise. Men det kniber gevaldigt for dem.

Kirken ligner et drive in bio, da jeg endelig får mig most igennem menneskemængden og ind. Det er stuvende fuldt, men folk fiser ud og ind. Ungerne sloges og ræser rundt med deres julegaver, bamser, dukker og alskens farvestrålende tingel tangel. Toppen er dog da en lille purk på vel 4 -5 år kommer stolt cyklende på sin nye skrigende pinkfarvede cykel med støttehjul – inde midt på kirkegulvet! Hele sceneriet minder vel mest om min barndoms Juletræsfest i Højmarkhallen, hvor alle ungerne sloges om slikposerne og fræsede rundt mellem hinanden – ja og så måske lige ganget med ca. 500. Præsten og hele hans følge kommer ind – i ført bispehue og messehageler i røde og hvide. Der bliver brændt røgelse og nogle nonner synger og spiller guitar til. Der er nadver og pengeindsamling, messen og sang og det er så det – 2 timer! For udenforstående er en katolsk julemesse ret forvirrende. Folk render som sagt rundt og er helt igennem meget mere aktive end de gudstjenester vi kender. Jeg aner knapt hvad det er de foretager sig, men end en del af det er i hvert fald at se på de krybbespil som altid er at finde i katolske kirker til jul og et godt stykke ind i januar. Alt i alt er katolske kirker og måden det hele afvikles på en del anderledes end det vi kender. Der er slet ikke den ro som vi kender. Her er faktisk ret meget panik. Der er altid “komme og gå politik” i katolske kirker, hvilket jeg egentligt godt kan lide. Man går i kirke når man har tid. Ikke til noget bestemt tidspunkt søndag kl. 17. Kirken her er åben det meste af tiden, så folk kan komme når de har tid og lyst. Men den store forskel er at det forekommer mig en del mere livligt og rodet end i DK.

Læs også:  Lago Cacao, Tela og San Pedro Sula

Da jeg kommer ud af kirken efter messen er der en voldsom stimlen sammen af folk lidt længere nede af gaden – mere end der plejer. Jeg tror det er et eller andet spil eller noget, for der står også børn, men det viser sig at være en stakkels hjemløs som man er ved at arrestere – hvad der så end er sket! Den hjemløse mand ligger på fortovet med en mand ovenpå der er ved at lægge ham i håndjern – ja hvad skal man sige? Og så på en juleaften – men det betyder åbenbart ikke noget! De roder rundt, mens menneskemængden og ungerne iagttager dem med stor iver. Jeg går videre og byen er mildest talt stadig et stort gedemarked kl. 22 – det er og bliver en gåde for mig hvornår de her mennesker får julegaver! For det får de – men det må dæleme gå kvikt! For mig at se er de ikke hjemme på noget tidspunkt – fantastisk! De her lande er “ude og være social juleaften lande”! Ligesom i Brasilien hvor jeg holdt jul i 2006. Alle er på gaden. Det er på ingen måde som i DK hvor gaderne ligger øde hen juleaften. Selvfølgelig er det især pga. klimaet – men sjovt at iagttage. Gad vide hvad de her mennesker ville sige hvis de skulle holde jul i DK?

Igår d. 25 dec var jeg tidligt oppe, for jeg skulle finde en bus tilbage til Managua så jeg kunne komme med Erika og hendes kæreste til julefrokost. Byen var usædvanligt morgenstille, ja stille i det hele taget! 25. dec er en af de mest hellige dage i året i den katolske verden, så nu lykkedes det da at se byen i nogenlunde ro – hvilket næsten var helt unaturligt. Jeg var rigtig meget i tvivl om der overhovedet gik en bus, men jeg fandt en taxi og kom til busstationen og med en nydelig og almindeligt lastet minibus. Der sad kun folk på de dertil indrettede sæder, ingen lå oppe i hattehylden, sad på taget eller hang ud af døren. Det hele virkede ganske civiliseret. Og jeg kom da også til Managua i stille, rolig stil og god ro og orden. Jeg gik op på mit efterhånden stamhostel med Gregory som manager. Han var knapt stået op endnu, men jeg fik ham da hevet ud af fjerene. Jeg skulle ringe til Erika, og selvfølgelig skulle det drille. Supermarkedet hvor man kan ringe fra var lukket, mønttelefonen udenfor duede ikke, Shell tankstationen havde korttelefoner, men kun kort til mobiltelefoner og sådan blev det ved. Jeg klagede min nød til Gregory og fik lov til at låne hans mobil og ringe til Erika. Samtidig fik jeg et værelse for en nat.

Læs også:  "Filmstjerne" for en dag - med Globetrekkers filmhold på arbejde i Honduras

Kl. 11.30 hentede Erika og hendes kæreste Adolfo mig. Adolfos datter var også med, så vi hyggede os omme på bagsædet med deres hund Carnella. De havde også hundehvalpen Simba med. Adolfos datter er mongolbarn, men en rigtig sød pige og hun blev hurtigt glad for mig, så det var fint, selvom hun godt kan blive rimelig sur indimellem. Vi skulle ud til en kratersø der hedder Laguna de Apoyo der ligger syd for Managua. På vejen kørte vi forbi en rygende vulkan, Volcán Masaya. Kratersøen vi kom ud til var utrolig flot og der var en hel masse mennesker der badede. Jeffey som vi besøgte er marinebiolog og har boet i Nicaragua i ca. 14 år. Hans lille hyggelige sted ligger ud til søen og fungerer som sprogskole. Han selv tager sig af en hel masse spændende projekter i området, bl.a. for at beskytte den følsomme natur i og omkring søen. Alle var ude at svømme, undtagen mig – jeg passede på hundene og vores ting. Simba hundehvalpen fik sin første svømmetur, hvilket gjorde den så ræd at den rystede i flere timer efter, og til sidst faldt i søvn hos mig.

Det var en rigtigt hyggelig dag og vi kom først hjem om aftenen. Vi havde fået dejlig julemad, bestående af laks, russisk salat, kartofler, ris og alt muligt godt og hjemme på mit hostel nåede jeg at redde mig endnu en julefrokost. Gregory var nemlig gået i gang med en større julemiddag, faktisk så flippede han helt vildt ud ved kødgryderne, så vi flere gange var ude at spørge ham om han ikke selv skulle spise noget. Han lavede flere retter til hele flokken af backpackere, vi var vel en 10 – 12 stykker samlet, og det blev en sej julefrokost og ikke mindst en ret mindeværdig aften. En af de mere specielle. Mest pga. af de mennesker der var der. Fordi vi kun havde begrænset udvalg af service og bestik var vi nødt til at vaske op ind imellem og det var hylesjovt. Gary fra Californien og jeg kørte en virkelig A- team opvask, vi skreg af grin, det var så sjovt og totalt åndssvagt. Stakkels Gregory han lavede mad så sveden sprang, mens vi andre bare sad ved poolen og guffede i os, men han insisterede på ikke at skulle have hjælp.

Først salat, herefter kartofler og grøntsager svitset med karry, herefter pasta og kyllingkødssovs, til sidst DANSK laks (hvilket han pointerede) indbagt i et megalag af kartoffelmos. En kæmpemiddag – han flippede da helt ud. Senere kom han med en frugtskål og gafler til alle, så kunne vi bare gå i gang. Bordet denne aften bestod af en blandet omgang af amerikanere, canadiere, mig som dansker og to yderst excentriske fyre, som jeg helt sikkert troede, var fra et eller andet eksotisk sted i Latinamerika. Så viste det sig at de var fra Paris. Især den ene fyr var meget mørk og eksotisk at se på, og havde han sagt at han var fra Trinidad eller et eller andet sted i den boldgade ville jeg helt sikkert havde troet ham. Så jeg var nær faldet ned af stolen da jeg fandt ud af at de var franskmand. Jeg kom til at snakke med ham, jeg troede var noget helt vildt eksotisk, og det kan godt være at han ikke var fra et tropisk paradis et eller andet sted, men excentrisk det var han i hvert fald. Den anden fyr faldt i søvn ved poolen i hængkøjen efter middagen, og der gik ikke lang tid for han snorkede som en bryggerhest med sin tallerken på maven.

Læs også:  Rafting på Pacuarefloden - ADVARSEL

Det der var ret specielt ved den anden fyr var ar han lige var blevet færdig på universitet i Paris, og havde læst noget så tungt som filosofi og kunst. Så på den måde endte det med at jeg sad og diskuterede Søren Kirkegaard, Jean Poul Sartre og zenbuddhisme på en 1. juledag på den anden side af jorden med en fyr fra Paris. Tunge emner ovenpå en tung middag og en lang dag, så min hjerne var måske knapt så skarp ud i filosofiske teorier om livets store spørgsmål – men passionen fejlede nu ingenting! Aner ikke hvad fyren hed, hvorfor og hvordan – bare en af de der sjove og halvbesynderlige oplevelser man for engang imellem og kan føje til samlingen. Det gjorde det jo ikke nemmere at diskutere den slags tunge emner på et andet sprog, og hans engelsk var ikke helt vildt god – så det krævede mere end tålmodighed at diskutere at Sartre på engelsk. Men sjovt og interessant var det!

I dag d. 26 dec vågnede jeg op til et hostel der lignede en nytårsmorgen, folk lå rundt på sofaerne og sov. Det så ud som om de bare var faldet om på den nærmeste sofa og aldrig nået i seng. Tv’et kørte på engelske BBC for fuldt drøn og der så lidt ud som om der var faldet en bombe. Nå men folk begyndte så småt at vågne, og jeg pakkede rygsæk og skulle finde bussen til Masaya. Jeg fik en god snak med min vaske-op-makker fra i går Gary fra San Francisco – jeg skulle da være velkommen hvis jeg skulle forvilde mig på de kanter. Det var helt ærligt lidt svært at komme fra det hostel, et af de der steder, som holder på en, fordi der bare er en god ånd – rigtig meget takket være Gregory – manageren fra Sydafrika. Nogle steder er der bare ekstra godt at være, og det her var et af stederne. Gode oplevelser, hyggelige medrejsende, godt samvær, en hel masse grin og snak og pjat (midt i de store filosofiske spørgsmål og synspunkter fra pariserfyren). Et af de steder der gør at jeg bliver ved med at være backpacker og tænker at jeg bare aldrig skal lave andet i mit liv.

Her i Masaya har jeg fundet et hyggeligt lille hotel, familieejet af det sødeste midaldrende ægtepar. Jeg har spist kylling, ris, og kartoffelmos til 4 dollar, skrevet postkort til De Berejste Klub om mit 42. land og er egentligt bare fuldstændig lykkelig. Så det hele svinger meget, trælse dage og oplevelser afløses af de fede, og omvendt – sådan er det at rejse – der er kriser og der er glæder. Opture og nedture. Oplevelser man aldrig glemmer, oplevelser man bare vil glemme og det er vel essensen af hele det at være backpacker.

Godt nytår fra Nicaragua.

Share Button

Comments

comments