Eventyr i hjertet af Vestafrika, Mali

Da jeg var i Vestafrika i 3 måneder i vinteren 2009 tilbragte jeg nogle uger i Mali. Det er et enormt stort ørkenland, meget fattigt og med megen elendighed, men også en af Afrikas mest spændende områder mht. gamle kulturer. Fra hovedstaden Bamako tog jeg sammen med en tysk dame og en fyr fra Italien til Mopti for at opleve Dogonfolket der lever langs en ca. 225 km lang kløft/klippevæg i det centrale Mali. Den italienske fyr og jeg meldte os til et 6 dages trek langs klippevæggen hvor vi skulle besøge små landsbyer hvor tiden synes at have stået stille i århundreder.

Vi var tre i gruppen, os og vores unge guide Zacarie der selv var Dogon og født oppe på højplateauet længere mod nord. Første dag startede vi med at blive sat af i den lille landsby Djiquibombo, hvor vi var rundt og se de meget specielle huse som Dogonerne er kendte for. De er nærmest små lerklinede “siloer” med stråtag og bruges til  at opbevare hirse og andre afgrøder i. Fra denne by var der 5 km til Kanikombolé som ville blive vores næste stop. Vejen dertil gik gennem et forunderligt klippelandskab og snart skulle vi gå ned af stejle klippestier de 600 meter fra kløftens top.

Kanikombolé var en romantisk og fredfyldt lille landsby hvor vi holdt frokostpause ved en sø med slubrende køer omkring. Her var brug for et tiltrængt hvil efter den lidt seje nedstigning fra højderne. Efter et godt måltid bestående af kylling og ris startede vi så småt på at vandre videre til byen Teli, hvor der var 3 km. Denne by består af den meget højde og stejle klippevæg med mange af de små stråtagshuse. En magisk stilhed prægede byen der henlå i et sælsomt lys da vi går ind af byporten. Før aftensmaden var vi på vandring oppe mellem husene og fik forklaret en masse om Dogonernes specielle naturreligion og ofringer. Natten tilbragte vi på loftet af en Adobestenhus under stjernerne med lyden af skrydende æsler i det fjerne.

Læs også:  Planlæg din tur til Canadas nationalparker og undgå kaos

Dagen efter gik vi en strækning fra Teli til landsbyen Ende på 5 km og passerede et marked hvor kvinderne faldbød deres varer. Deres farvestrålende ting hang dekorativt i træerne og blafrede. Vi går små strækninger formiddag og eftermiddag og passere gennem små landsbyer hvor vi bliver tilbudt te og frokost. En af de små byer hedder Begnimato og er en smule besværlig at komme på til. Vi skal kravle over en klippekam og kommer op i en lille smuk dal med løg – og tobaksmarker, som fuldkomment minder mig om dalen i min barndoms ”Den sorte hingst” bøger. Det er en smuk aften og Zacarie tager os med på et aften trek til et flot udsigtspunkt med et storslået udsyn over den enorme flade slette og med et lodret fald ned fra klippen på over 600 meter. Om natten sover vi i et Adobestenshus på jorden. Vi har holdt bålmøde om aftenen under en stjernebestrået himmelhvælv og falder snart i søvn efter dagens anstregnelser.

Næste morgen inden afgang køber jeg en smuk perlekæde, selvom jeg må prutte meget og længe om prisen. Vi skal nu gå 8 km fra Banjamato til Dourou ovenpå klippen, men holder en lille pause i en landsby, hvor en mand underholder os på sin hjemmelavede guitar der er lavet af en konservesdåse. Det blæser vildt oppe på klippen denne formiddag og der er tåge  og sandstorm. Da vi ankommer til Dourou sidder vi inde i et mustenshus og de lokale børn stikker armene ind gennem huller i væggen får at få fat i tomme vandflasker. Det griner vi meget af og børnene ser også ud til at more sig kosteligt over det. De er jo vant til turister og syntes det er sjovt at lege med os.

Læs også:  Det sværeste er at komme hjem - der er man fucked up i hovedet!

Efter frokost får vi vores sag for, her skal vi igen vandre 5 km over klippen og på vejen skal vi gå nedad gennem en meget stejl og smal klippepassage, hvor vi kommer ned fra klippen og ud på den flade slette  igen. Hernede ligger byen Nombori, som er midt i et meget farverigt marked da vi ankommer sidst på eftermiddagen. Der faldbydes alt og kvinderne kommer langvejs fra for at handle på markedet. I adobestenshuset hvor vi skal bo hænger der flagermuslamper og det giver en rigtig hyggelig stemning da det bliver mørkt og vi igen sidder under stjernerne. I Nombori viser Zacarie os Fetish sten og shamanens – den såkaldte Hogons – hus.

På den fjerde dag på vandreturen ankommer vi efter 5 kms vandring til Komokan hvor vi spiser frokost sammen med et hollandsk par. De har en hårrejsende historie at fortælle, da deres guide pludselig har efterladt dem ude midt i ørkenen i mørket og der gik en rum tid inden han kom tilbage igen. Konen var nået at bliver rigtig bange da hun frygtede at de ville blive røvet derude i mørket, men heldigvis gik det ikke så slemt.

Vi kigger på byen og ser retshuset og besøger en knivbygger. I retshuset sidder de ældste mænd og diskuterer eventuelle problemer og forsøger at komme til diplomatiske løsninger. Husene er så lave at man ikke kan stå oprejst inde i dem. Det er fordi man forhindres i at rejse sig i vrede, er man uenig og ikke tilfreds må man gå udenfor og afreagere. Et virkelig eksotisk sted og en særpræget tankegang der ligger til grund for stedet.

Om eftermiddag går vi de sidste 4 km til Tireli. Det er en smuk eftermiddag med  gyldent lys. Vinden har lagt sig og vi går på en lige plan, men støvet grusvej. Det er virkelig en af de dage hvor man næsten kan tage sig selv i at være helt rolig og lykkelig – væren på højt plan. I Tireli reder vi vores soveposer op på taget af en Adobestenshus under stjernerne. Der er intet tag og det er isnende koldt om natten, så koldt at ens ånde bliver til damp. Næste morgen står der en hel flok unger og glor på os fra det modsatte hustag. Der er ikke megen privatliv på disse kanter, men det er til stor morskab for byens unger at se os misse med de forsovne øjne i det klare morgenlys.

Læs også:  En ung hanløve i Sydafrika

Idag får vi helt specielle instrukser af Zacarie. Det er dag 5 på trekket, den anden sidste dag og denne formiddag skal vi først gå fra Tireli til Ireli – en strækning på normalt 6 km. Men i dag går vi en 2 km omvej for at styre udenom byen Yaye. Vi slæber os hen af en støvet, sandet jordvej og det er stegende sol, så vi sveder som heste. Zacarie har forklaret os, at vi skal gå udenom byen fordi man i denne tid er i gang med en speciel ceremoni. Folk står og fisker i en lille sø indenfor byen og dem der kommer til byen udefra skal i denne periode passe på. Man skal nemlig undgå at få en fisk.

Det første menneske der kommer ind i byen, vil blive overrakt en fisk. Ceremonien varer ca. 2 uger og afholdes én gang om året, men man ved aldrig helt præcist tidspunktet, men omkring december – januar. Den der intetanende modtager fisken vil helt sikkert dø. For 2 år siden havde en mand der kom ind i byen ikke hørt advarslen og han modtog fisken. Hans søster var syg og lå på hospitalet i Sangha og han var på vej hen og besøge hende. Han fik fisken og kørte 2 uger senere galt på motorcykel og blev dræbt. En ret skummel historie og vi gør da også alt hvad vi kan for at undgå byen, så vi ikke får en fisk.

Hvis ingen passerer igennem landsbyen i 2 Dogon-uger dvs. 10 dage, så vil den ældste mand i byen automatisk dø. Inden 100 meter kan man nå at vende om, hvis man kommer ind i byen og opdager i tide at de fisker. Men har man først modtaget fisken, så er der ingenting at gøre. Men 100 meter før, kan man nå at vende om og slippe for fisken. Man skal altså vide fisketidspunktet, så man kan undgå at skulle gennem landsbyen.  I nabobyerne Amani og Ireli har man gennem årerne mistet over 70 mennesker på den konto. De modtog fisken og døde på mystisk vis få uger senere. Også børn kan modtage fisken. Hvis en hel gruppe kommer ind i byen under fiskeceremonien er det den enkeltperson der modtager fisken der dør – ikke hele gruppen. Ifølge vores guide er problemet søen. Som han siger “regeringen kunne fylde søen op og så ville problemet sandsynligvis være løst!” Men det tør man alligevel ikke – det kan være forbundet med stor risiko at gå imod de gamle traditioner og ånder.

Læs også:  Gambia - smilets og Kunte Kintehs hjemland

Om aftenen ankommer vi temmelig udmattede til Banani, hvor vi sover under et halvtag i meget friskt blæst. Vi er alle tre lidt småpjattedenæste morgen, fordi det er den sidste dag på trekket. Vi skal nu op af en stejl klippepassage igen til byen Sangha. Turen går af en klippetrappe der er hugget ud, det er lidt hårdt, men det går nu forholdsvis hurtigt og er rimeligt let. Fra toppen af klippen og byen Sangha er der en fantastisk udsigt ned over Banani og sletten. Vi iler hen på den nærmeste café og snupper os en kold cola og lykønsker hinaden med et veloverstået trek.

Zacarie har i løbet af turen fortalt os mange ting om Dogon folket. De første mennesker der bosatte sig i området menes at havde været Tellemfolket. Dogon folket troede, at disse mennesker besad nogle specielle magiske kræfter, så de kunne flyve op til deres boliger, der ligger placeret på smalle afsatser flere 100 m oppe af de lodrette klippevægge. Mange af de små huse ligger langt oppe af stejle klippesider, så det har været meget besværligt at komme op til deres huse. Mest sandsynligt er det, at der på den tid fandtes flere træer, så måske de brugte træerne til at kravle op til deres huse. De flettede reb og firede sig ned af klippevæggen og kunne på den måde komme ind i deres huse.

Dogonerne begraver også deres døde på specielle måder, hvor den døde lægges på en træbåre og hejses op til en klippehule. Zacarie fortæller os, at flere end 100 mennesker er begravet i disse klippehuler. Før begravelsen pakkes liget pakkes ind i et hvidt stykke klæde og en højtstående person pakkes ind i et særligt fint stykke klæde. Efter begravelsen i klippehulen forsejles døren til gravhulen med et tørt mudder. Dogonfolkets religion er baseret på tanken om reinkarnation og tilgivelse. Efter et dødsfald afholder de en speciel ceremoni for, at den nyligt afdøde skal komme til det sted, hvor forfædrene befinder sig. Ceremonien hedder Yinoun – Yanna og afholdes for alle mennesker med den traditionelle Dogon-religion. Men dogonerne har også taget den nye religion til sig. Man er også kristne og muslimer og har kirker og moskeer. Men en vigtig bestanddel af deres religion er altså animismen og shamanisme med  troen på ånder. Man tror iøvrigt på ånder lige meget hvilken anden religion man har.

Læs også:  Zermatt - en lille alpeby for foden af Matterhorn

En anden ret uhyggelig tradition er menneskeofringer for en god regntid. I slutningen af april hvert år foretages  menneskeofringer før regntiden i byerne Yenda, Tendeli og Tintan. Det er dog aldrig en person fra landsbyen, men en fremmed. Om turister går ind under kategorien fremmede vides vist ikke helt. Menneskeofringer sluttede officielt for lang tid siden, men nogle steder foregår det stadig. Men i langt de fleste landsbyer er dyreofringer langt det mest anvendte. Man ofre kyllinger og gerne sorte hunde eller geder og får. De skal være sorte for, at give den bedste virkning, men det er meget svært at finde et helt sort dyr.

Det blev en særdeles spændende vandretur gennem en kultur som trods mange år på bagen stadig lever i bedste velgående. Et for os europæere meget eksotisk sted med traditioner som ikke bare er fremmedartede,  men også en smule uhyggelige. Jeg tror, det er de færrste af os der tror på, at der stadig udføres menneskeofringer rundt om i verden, men kommer man langt nok ud i de små afsides beliggende landsbyer, så foregår der ting som vi knapt har fantasi til. Så det blev afgjort et kig ind i en verden som de fleste nok kun tror findes på film eller er beskrevet i gamle rejsebøger fra dengang der endnu fandte hvide pletter på verdenskortet.

Tilsidst vil jeg slutte af med en Dogonhilsen som vores guide Zacarie tiltalte alt og alle med som han mødte på vores tur. I vores ører lød det helt igennem som en tungevrider, så jeg endte med at få ham til at skrive ordremsen ned til mig, så jeg bedre kunne læse det.

Læs også:  Poetry in sand

Dogon hilsen.

  • Good morning: Aga – Po
  • How are you? Owa Sewo
  • I’m fine: Se Won
  • How are your family? Gini Sewo
  • They are fine: Sewo
  • How are everybody? E Fou Sewoi
  • They are ok: Sewoi Kai
  • Thank you: Ya – p – o
Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments