Dronning Ingrid under eksotiske himmelstrøg

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Under min rejse i Vestafrika i vinteren 2009 løber jeg – til min store overraskelse – ind i vores gamle Storebæltsfærge Dronning Ingrid ved havnekajen i byen Cotonou i det lille land Benin. Den gamle Dronning nyder sit otium under eksotiske himmelstrøg som hospitalsskib i den amerikanske organisation Mercy Ships. Hun har fået en ansigtsløftning til 300 millioner kr., er blevet omdøbt til Africa Mercy med det ædle job at sikre lægebehandling til befolkningen i verdens fattigste lande. Rent tilfældigt hilser jeg på en nordisk udseende mand på kajen, der viser sig at være skibets eneste dansker, overstyrmand Lars Kristensen fra Midtjylland. Det bliver til en interessant snak og rundvisning på vores gamle Storebæltsfærge, der nu huser både operationsstuer og dedikerede sygeplejersker.

En smule rådvild er jeg ankommet til havnebyen Cotonou i Benin, og står på gaden med min rygsæk og et bykort, der er hverken til at få hoved eller hale i. Jeg får øje på et ungt par der ligner backpackere, og får en temmelig kryptisk forklaring. De kender ikke byen så godt, da de lige er ankommet med skib. Jeg spærrer øjnene op, da jeg hører dem fortælle om, at de arbejder frivilligt på et hospitalsskib, der ligger her i Cotonou. Parret er fra Tyskland og pigen arbejder som sygeplejerske på skibet, mens hendes kæreste der er tømrer, tager sig af de mere praktiske ting ombord. ”Du kan gå ind og se på organisationens hjemmeside” foreslår de, og giver mig en adresse der hedder mercyships.org

Jeg får endelig fundet et hostel, smider min svedige rygsæk, og går ud for at finde en internetcafé. På organisationens hjemmeside opdager jeg til min store overraskelse, at man med et klik kan få teksten på dansk – og at skibet er en gammel dansk færge. Historien bliver mere og mere mystisk, også fordi jeg trods mit arbejde indenfor sygehussektoren i Danmark simpelthen aldrig nogensinde har hørt om Mercyships. Noget er gået min ellers ret nysgerrige næse forbi! På listen over organisationens kontaktpersoner finder jeg danske Anne Marie der er sygeplejerske. Jeg får den idé, at prøve om jeg – som social og sundhedsassistent – kan søge hyre på skibet som frivillig i et par uger. Det kunne være en spændende oplevelse, og jeg kunne sagtens få det passet ind i min tidsplan. Jeg mailer til Anne Marie og venter spændt på, hvad der vil ske. I mellemtiden går jeg i gang med et – viser det sig – ikke helt nemt arbejde, med at finde skibet. Det tyske par forklarede mig hvilken kaj det lå fortøjet ved, men det volder mig en del besvær at finde skibet. Jeg vader den halve by rundt i sveddryppende tilstand, men uden held.

Læs også:  Magnum 44 i Sydafrika

Jeg har fået advarsler om, at gå på stranden, da der hersker lovløse tilstande, og det vist er farligt at færdes der. Men til sidst ser jeg ingen anden udvej end at finde derned, så jeg i det mindste kan få overblik over havnen. Turen går gennem skumle fattigkvarterer, suspekte typer lusker rundt og jeg føler mig ærlig talt ikke helt tryg ved situationen. Også her må jeg opgive at finde noget skib og går slukøret tilbage. Endelig finder jeg et andet smuthul ned til stranden – og bingo!

Nu får jeg øje på et hvidt og blåt skib, der ligger ved modsatte kaj, godt nok et stykke væk, men nu har jeg da i det mindste lokaliseret det, der ganske rigtigt kunne minde om en dansk færge. Imens jeg går i retning mod skibet, spekulerer jeg på hvilken færge det mon er. Gamle Ask eller Urd fra Århus eller en Storebæltsfærge? På vej mod kajen får jeg øje på en ung hvid kvinde, der ligner en sygeplejerske og ganske rigtigt. Pigen er fra Holland og arbejder på skibet. Vi får en lang snak, men hun fastholder at fremmede ikke må komme ned til skibet, og da slet ikke ombord. Til sidst bestemmer hun sig dog for at slække på reglerne, da hun hører jeg er dansker og indenfor sygehussektoren, og jeg får lov til at følge med tilbage til skibet. Der er striks kontrol med hvem der går ud og ind. Ingen lægger mærke til at jeg intet navneskilt har, da jeg vælger en anden port. Jeg er jo hvid ligesom alle de fleste på skibet, og ingen tager notits af mig.

Stort er mit glædesudbrud da vi nærmer os skibet og jeg læser navnet Dronning Ingrid på forstævnen. Det er helt vildt at se vores gamle færge i disse omgivelser. Jeg tager afsked med sygeplejersken, går rundt, kigger lidt og tager billeder. Henne ved en af fortøjningerne får jeg øje på en meget skandinavisk udseende mand. Først gætter jeg på, at han må være nordmand, og hilser lidt forsigtigt på ham på engelsk. Til min store glæde og overraskelse viser det sig, at jeg faktisk er løbet ind i skibets eneste dansker, og oven i købet næsten ”bossen himself”. Lars fra Brande i Midtjylland er overstyrmand på Africa Mercy, og sammen med den amerikanske kaptajn hovedansvarlig for skibet. Efter nogen snak og en bekræftende mail senere, får vi et møde i stand til næste dag, hvor jeg får lov til at komme ombord, og få en grundig rundvisning. Det var enormt heldigt, at jeg lige løb ind i Lars, han har nemlig nøgler til hele skibet og tager mig med rundt, og fremviser gerne hver en kringelkrog fra dæk til kommandobro.

Læs også:  Indtryk fra et forrygende ”Ferie for Alle” i Herning

Han fortæller, at skibet er startet med at sejle fra England til Tenerife, hvor de har brugt tid på den nødvendige vedligeholdelse og ikke mindst på at give personalet et velfortjent hvil. Herefter har skibet ligget ni måneder i Liberia. Landet har akut brug for hjælp efter at 14 års borgerkrig endelig fandt sin afslutning i 2003, hvor land og befolkning blev efterladt i virkelig miserabel stand.

Skibet skal nu ligge i Cotonou i 9 måneder, hvor man udfører specifikke operationer, fortrinsvis indenfor plastikkirurgi. Organisationens formål er at hjælpe de fattige i tredje verdens lande til et bedre og mere værdigt liv, så der opereres for læbe – ganespalte, svulster, korrektioner af deformiteter, grå stær og skader ved for tidlige fødsler. Sørgeligt, men sandt, er det i Vestafrika nødvendigt med operation af unge kvinder, der har fået ødelagt underlivet, fordi de ofte føder børn som 12-årige. Disse piger er slet ikke færdigudviklede til, at føde børn i så ung en alder. Deres fødsel kan strække sig over flere døgn, hvorved blodtilstrømningen til underlivet klemmes af, så der kan opstå iltmangel og forrådnelse i vævet. Desuden kan de få svært ved at kontrollere vandladning og afføring. De unge kvinder udstødes af ægtemand, familie, og samfund og får et uudholdeligt liv. Det er blot én af de chokerende ting der foregår her, foruden omskæringer af 8 årige piger, der jo har de frygteligste konsekvenser som blødninger og infektioner. Men som jeg hørte nogen sige, så ”piller man jo ikke ved sekstusinde år gamle traditioner”.

Originale DSB-farver
Skibet er i utrolig flot stand og meget veludstyret med røntgen, laboratorium, og kapacitet til firs patienter, seks operationsstuer og tandlægeklinik. Meget af inventaret på skibet er det originale, den røde og blå gelændere ved trappen i hver ende af færgen, væggene, ja selv gulvet kan jeg genkende. Hele skibet var før malet udvendigt i røde, sorte og hvide farver – de originale DSB-farver, men i dag har skibet fået en grundig ansigtsløftning udvendigt, og er holdt i hvidt og blåt. De karakteristiske farver er dog bibeholdt på passagerdækket og ved restauranten.

Læs også:  Fish River Canyon - et psykologisk eksperiment i Namibias ødemark

Storebæltsfærgen var stort set kun bygget til, at skulle bringe totusinde passagerer fra punkt A til B, og i den tid skulle folk nå at købe kaffe, pølser og hamburgere, så derfor var der lagt meget vægt på restauranten og kiosk. Butikken er i dag en smule ombygget, men mellemgangen med opholdsstuen står næsten original. På en endevæg får jeg øje på det landkort med togruterne i Danmark, som altid hang i togene før i tiden. Senere på rundturen oppe på øverste dæk viser Lars mig skibets to originale redningsbåde. Dette dæk fungerer blandt andet også som legeplads til børnene, og man har også planer om at sætte et svømmebassin op.

Mercy Ships organisationen fik først tilbudt et krydstogtsskib, men det ville blive for svært at ombygge. En togfærge er nemmere at gå til, da hele jernbanedækket var ét stort rum, og gav mulighed for at bygge om til flere nye mindre rum. Desuden var Dronning Ingrid et stærkt skib af god kvalitet og med stor maskinkapacitet. På det nu ombyggede skib kan man se, at bagenden er bygget om; før var der åbning i begge ender, så togene kunne køre igennem skibet. Nu er bovportene lukket af. Passagerfærgerne sejlede mellem Nyborg og Korsør, men blev taget ud af drift i 1997, da vi fik Storebæltsbroen. Mercy Ships købte færgen af DSB for 40 millioner Pund, og skibet blev fragtet til den engelske by Newcastle, hvor det lå på skibsværftet i hele 8 år, inden det var klar til arbejdet som hospitalsskib.

Africa Mercy – som det nyrenoverede skib blev døbt – er indregistreret som passagerskib i Valletta på Malta. Der findes ingen kategori, der hedder hospitalsskib, så derfor hører skibet under passagerskibe, der har den højeste kategori af sikkerhed. Det stillede nye krav til færgen at skulle være et fuldt funktionelt hospitalsskib og sejle under tropiske himmelstrøg. Skibet har for eksempel intet Aircondition system, og motorens kølesystem er sat på overarbejde, når den nu skal afkøle med 30 grader varmt havvand.

Læs også:  Elefanter og andre vilde dyr i Sydafrika

Et moderne Jutlandia
Rundt på skibet ligger jeg mærke til messingskilte, der viser hvem der har ydet donationer. En af hovedsponsorerne er en kvinde fra Newcastle, der ønskede at holde liv i skibsbygningen i byen. Netop i denne by ligger der mange skibsværfter, men skibsbygning kører efterhånden på de sidste åndedrag. Nu til dags bliver skibe bygget i Fjernøsten, hvor arbejderne er lavere lønnede. Det er simpelthen ikke økonomisk rentabelt at bygge skibe i Europa mere, og det engelske værft var da heller ikke specielt motiverede for at ombygge skibet. Derfor trak arbejdet med Dronning Ingrid ud og skibet kom til at ligge længe i dokken, da værftet var ved at lukke. Desuden havde Mercy Ships heller ikke altid penge til renoveringen, og så gik arbejdet helt i stå.

Arbejdet på ombord er baseret på frivillig arbejdskraft, og personalet betaler 700 USD pr. måned for at arbejde der. Planen er at åbne skibet for offentligheden, og inviterer ombord til rundvisninger. Man håber så på, at pengestærke bidragydere – foruden de kristne kirkesamfund verden over der donere penge – vil sponsorere midler til forsat at videreføre den gode indsats blandt Afrikas fattige.

Africa Mercy er en hel flydende by med egen skole, frisør, bibliotek og computerrum. Der er foruden plejepersonalet også ansat lærer, teknisk personale og køkkenpersonale. På visse tidspunkter har der været op til 30 nationaliteter i personalegruppen. Rundvisningen med Lars giver mig associationer det danske hospitalsskib Jutlandia der sejlede under Korea-krigen i halvtredserne, og Kim Larsens sang om de dedikerede sygeplejersker, som vi sikkert alle har nynnet med på.

Men trods gode intentioner om at hjælpe værdigt trængende, er der masser af bureaukrati i de forskellige lande. Organisationen har for eksempel et stort antal biler på skibet, og langt de fleste af dem holder på kajen, da kun to af dem er godkendt til, at køre i Benin. Inden skibet ankommer til et land, samarbejdes der med præsidenten, sundhedsminister osv., men alligevel er der en masse papirarbejde der skal stemples og underskrives. Det offentliggøres i radio og TV i det pågældende land, når skibet ligger i havnen og er klar til at modtage patienter.

Læs også:  Mystik og menneskeofringer - på eventyr i hjertet af Vestafrika

Lars er i sin tid uddannet fra søfartsskolen på Ærø og trækker da også lidt på smilebåndet, da han viser mig, at den gamle Marstalfærgen – som han tit har sejlet med – faktisk også befinder sig i havnen i Cotonou. Ganske rigtigt får jeg øje på den gamle, lidt ramponerede færge, der stadig bærer navet ”Marstal” på bovporten lige ved siden af Africa Mercy’s hvide stævn. Så står man som dansker og bliver lidt rørt over, at de gamle færger ikke bare er gået til ophug, men faktisk gør gavn i disse eksotiske omgivelser. Glemt er den danske salte blæst – og i stedet er færgerne nu omgivet af azurblåt hav, palmer og farvestrålende fiskerbåde. Som Lars fortæller ”er der måske knapt så meget udfordring for en søfartsuddannet, når skibet ligger stille en stor del af tiden”. Men besætningen tjekker regelmæssigt motorerne, og der er altid et eller andet praktisk der skal gøres på et skib.

Færgen var virkelig vant til at lægge sig i selen for fuld skrue over Storebælt i strid blæst med bugen fuld af tunge togstammer, men her kan den nyde sit velfortjente otium i det milde klima. Man sejler slet ikke med tophastighed her, og for det meste duver færgen roligt i havnen.

Over en kold cola i privaten hos Lars, hans svenske hustru Lena og deres to piger, fortæller Lars at de har bestemt sig for at stoppe i organisationen til november 2009, så har de også været involveret i arbejdet i 5 år. Den ene af døtrene er født på skibet, og hendes forældre kan da godt have lidt bekymringer om, hvordan børnene vil vænne sig til livet som landkrabber. ”Nu må det være nok for denne gang”, slutter Lena, der ser frem til et normalt liv på landjorden, og gerne vil studere til sygeplejerske. I dag underviser Lena de ca. 50 børn i musik på færgens skole.

Læs også:  Gambia blev Anne Grethes hjertesag

Et nostalgisk tilbageblik
Min nysgerrighed fejlede heller ikke noget for 20 år siden, og jeg mindes tydeligt når jeg en kold ruskende efterårsdag ilede ud af toget i Storebæltsfærgens bug og lugten af motorolie fandt vej til næseborene. Det var et lyslevende flashback at gense dækket med døre ud til hver side, og tage ved dørhåndtaget. Dengang for mange år siden vidste jeg altid, at jeg skulle holde fast i den lette aluminiumsdør af alle kræfter, for i samme sekund jeg lukkede døren op, ville et vindstød af dimensioner flå den fra mig. Den stride danske blæst ville få håret til at stå ud til alle sider og presse tårerne frem i øjnene på mig, inden jeg med besvær ville få lukket døren igen med et dumpt brag. Jeg husker udsigten fra den flere meter høje færge ud over Nyborg eller Korsør færgehavn som værende storslået, mens jeg følte mig som en jordomrejsende globetrotter, selvom jeg kun skulle til København. Smilende tænker jeg tilbage på andre nostalgiske øjeblikke som Bornholmerturen i 7. klasse, eller da jeg skulle til Australien for første gang.

I dag ER jeg rent faktisk blevet globetrotter, og hvem møder jeg så langt ude i verden? Min barndoms Storebæltsfærge giver mig en flashback-oplevelse, da jeg nu lukker døren op til en hed, fugtig og stillestående tropevind i stedet. Det er helt surrealistisk. Det var noget helt særligt, at se skibet under så fremmedartede forhold, vi er jo nærmest alle sammen opvokset med Storebæltsfærgerne. Der var en pragtfuld stemning ombord – som et lille stykke Danmark midt ude i verden. Desværre fik jeg aldrig hyre på skibet, men det var en fantastisk oplevelse at få lov til at få en rundvisning, så det var med stolthed, jeg fulgte med overstyrmand Lars rundt.

TV udsendelse
Der har d. 20. juli 2009 været en udsendelse om Africa Mercy på TV2, se de 3 afsnit på: www.tv2east.dk/ingrid

Forfatteren gør venligst opmærksom på, at artiklen helt og holdent er skrevet ud fra egne personlige oplevelser på skibet, og at teksten ikke er bestilt af Mercy Ships. Organisationen står heller ikke til ansvar for indholdet i artiklen.

Se artiklen i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments