En mayapiges bekendelser

En mayapiges bekendelser

Mine favoritrejsemål ligger spredt rundt i mange forskellige hjørner af verden og jeg har flere drømmedestinationer, men mit absolutte yndlingsområde er Latinamerika. Helt fra den allerførste gang jeg satte mine ben i Sydamerika i 1997 har jeg oplevet kontinentet som magisk og fyldt med eventyr. Jeg bliver ved med at vende tilbage til latinoerne, senest på min rejse til Mexico i vinteren 2010. Og i forbindelse med denne tur syntes tingene at gå op i en højere enhed, da jeg bor på den afdøde danske mayaarkæolog Frans Bloms researchcenter Na Bolom i byen San Cristóbal de Las Casas.

Siden jeg var i Argentina og Chile for første gang har jeg været solgt til Latinamerika. Det var ganske enkelt kærlighed ved første blik og jeg har lige siden følt den samme intense stemning af at komme hjem, hver gang jeg har været der. I starten var det mest Sydamerika og inkakulturen der trak, men efterhånden begyndte der at snige sig bøger om Mayaerne og Aztekerne ind på boghylderne hjemme i min stue. Jeg tog tilløb til Mexico og Mellemamerika i lang tid, men i 2007 skulle det være, så jeg lagde hårdt ud med en flere måneder lang rejse fra Mexico og hele vejen ned til Panama. Igen var jeg aldeles betaget. Mexico er ét stort outdoor-museum af ældgammelt ruinguf fra glemte tider, så det stod hurtigt klart for mig, at jeg var nødt til at derover igen. Som sagt har jeg mange favoritsteder og det kommer vel helt an på hvilke interesser man har. Men når man som jeg er bidt af kulturhistorie, arkæologi og har en anelse trang til Indiana Jones, jamen så er Mexico jo ganske enkelt en sand slikbutik.

I vinteren 2007 er jeg kommet hjem fra en jordomrejse og bor midlertidigt på City Sleep Inn i Århus. En dag forvilder jeg mig på det årlige bogudsalg. I samme åndedrag er det vist på sin plads, at indskyde at jeg er mindst ligeså tosset med bøger – især gamle antikvariske – som jeg er med at rejse. Så plastikposen er revnefærdig, da jeg vender hjem til mit beskedne hummer bestående af etageseng og et stålskab. Blandt de mange tilbud er jeg faldet over ”Fra Jaguarens hus – en beretning om mayaforskeren Frans Blom”. Hmm spekulerer jeg ”hvem er denne mand?” mens jeg bladrede bogen igennem og får øje på sorthvide fotografier af en moden herre med fuldskæg der aftegner sirlige skitser af mayarelieffer. Jeg har aldrig hørt om Frans Blom og nysgerrigheden bliver straks vakt. For hvad laver en dansker lige i Mexico tilbage i 20’erne? Efterhånden som jeg begynder at sætte mig ind i emnet bliver historien mere og mere fængslende. Så det går hverken værre eller bedre end, at jeg få dage senere køber en billet til Cancun med afrejse i oktober 2007. Et fuldkomment crazy og spontant påhit, men nu skal jeg til Mexico! Koste hvad det vil!

Læs også:  Glasperler i kultur og klædedragter

Trang til arkæologi og antikvariater
Jeg har læst og gået op i gammelt historisk litteratur ligeså længe jeg kan huske. I tredje klasse skrev jeg i alle venindernes Poesibøger at jeg ville være arkæolog, når jeg blev voksen – så trangen til gamle ruiner og antikke skrifter er ikke noget nyt. Det har altid draget mig. Utallige er de antikvariater jeg har snuset rundt i både i Danmark og i udlandet og altid er jeg kommet slæbende derfra med stakkevis af bøger. Især er det Thor Heyerdahl og ældre dansk rejselitteratur fra 1940 til 60’erne der fylder mine boghylder. Dengang Jørgen Bitsch kæmpede med Anakonda slanger i Amazonas og Åge Krarup Nielsen berettede om Mads Lange på Bali. Det var tiden med uudforskede områder på verdenskortet og jeg har altid fundet det yderst interessant at forske i hvorfor danskere i sin tid vendte blikket ud mod verden og forlod fædrelandet. Hvad drev dem? Eventyrlyst? Flugt? Ulykkelig kærlighed? Hvad fandt de på deres vej og sidst men ikke mindst – fandt de det de søgte? Det er netop tanker der popper op i hovedet på mig den vinterdag i marts 2007, hvor jeg står med Frans Blom bogen i hånden. For hvad har lige draget denne unge knægt over til mayaerne?

På min første rejse i Mexico, når jeg kun et fåtal af de historiske ruinkomplekser som jeg har planlagt og pludselig rapporteres der om voldsomme oversvømmelser i Chiapas. Det tvinger mig til at droppe planerne om at udforske den gamle danskers færden i det latinamerikanske – eller rettere drømmen bliver udsat et par år, indtil sidste vinter. Her gennemrejser jeg igen store dele af Mexico, fra Baja California i nord til Guatemalas grænse i øst og nu begynder det for alvor at pirrer en arkæologi – og litteraturfreak som mig. Tiden går med at søge på nettet efter info om Frans Blom og hans arbejde. For det går efterhånden op for mig at Danmark virkelig har haft en legende indenfor mayaforskningen gående over i de uvejsomme tropiske regnskove. Han bliver i den grad pioneer indenfor arkæologien på mexicansk jord og hans arbejde har stadig stor betydning den dag i dag.

Læs også:  Brick Lane - når hippie og hipster indgår ægteskab

Den fandenivoldske grossérsøn
Det stod næppe skrevet i stjernerne, at Frans Blom skulle ende som en af de mest fremtrædende mayaforskere og opdagelsesrejsende nogensinde i Mexicos historie. Han var en velbegavet ung grossérsøn fra København, der i begyndelsen af det forrige århundrede tilsyneladende havde svært ved at finde sin rette hylde i tilværelsen. Historien om den unge dansker er ganske usædvanlig, og ja man fristes næsten til at sige, at der er tale om en skæbnesvanger indgriben. Tilbage i 1919 er størsteparten af Mexico stadig uudforsket, og især den enorme jungle i øst er ukendt territorium. Landet oser af revolutioner og rebeller, så man kan spørge sig selv: Hvad får en nydelig ung mand fra det bedre borgerskab i Københavns pænere kvarterer til at ende op i Mexico af alle steder? Og hvordan bærer han sig ad med at blive en af de sidste store opdagelsesrejsende og en højt anerkendt arkæolog med speciale i et verdens mest avancerede højcivilisationer?

Grunden til at jeg sætter mig så grundigt ind i historien om Frans Blom er, at jeg har fået en forhåndsaftale med Weekendavisen om at skrive en artikel, da en genoptrykning af hans første bog ”I de store skove – breve fra Mexiko” fra 1923, netop på det tidspunkt er udkommet i Danmark. Jeg har året forinden søgt ind på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og gør alt for at få skrevet og publiceret så meget som muligt. Så jeg går grundigt til værks i min research og snuser rundt i alt, hvad der kan gøre artiklen mest mulig troværdig og skarpvinklet.

Efter at havde brugt tid på at studere mayaruinerne Palenque og Toniná rejser jeg videre til byen San Cristóbal de Las Casas. Her havde Frans Blom sit domæne sammen med sin schweiziskfødte hustru Gertrude Duby, også kaldet Trudy. Først bor jeg på hostel og tager på en rundvisning på Na Bolom som deres hus hedder, men bliver så grebet af ånden fra kolonitiden blandt de gule søjler, at jeg simpelthen flytter ind. Gennem stedets manager får jeg en aftale i stand om rabat på overnatningen, fordi jeg er ”journalist” og skriver på en artikel om Frans Blom. Nu kan jeg for alvor begynde at fordybe mig i researchen og samtidig nyde processen i inspirerende omgivelser.

Læs også:  Med Globetrekkers filmhold på arbejde

Som ung gennemfører Frans Blom med nød og næppe sit studie i Kunsthistorie ved Københavns Universitet, men herefter opgiver han studierne og har svært ved at finde sig tilrette med hverken arbejde eller studier. Faderen er ved at opgive knægten, og vælger til sidst at sende ham til Mexico på en enkeltbillet. I sig selv lidt af en risiko at tage, med de tilstande der hersker på det tidspunkt i det latinamerikanske land. Men Frans får arbejde som ekspeditionsleder til ukendte oliekilder i de uvejsomme bjerge i de østlige stater Tabasco og Chiapas. I den forbindelse finder han endelig frem til sin brændende passion og mission i livet – nemlig udforskning af mayakulturen. I den store ensomme jungle og Mexicos øde bjergområder, støder han på deres imponerende bygningsværker og her bliver kimen til hans fremtid lagt.

Han finder sin rette hylde ude i skovene, og kommer til at rejse over store dele af landet og i starten er hans eneste kvalifikationer eventyrlyst, fandenivoldskhed og gå på mod. Men efterhånden får flere fremtrædende personer øje på den unge danskers talenter og ildhu, og det får dem til at trække i trådene. Frans bliver tilbudt et fem mdrs. meritkursus på Harvard universitetet i USA og her er han i praktik i ørkenruinen Pueblo Bonito i Chaco Canyon i det nordvestlige New Mexico, hvor han afdækker et stort antal skeletter, lerkar og turkissmykker. Og allerede som nyuddannet arkæolog kommer han i høj grad til at bidrage til forståelsen af Mexicos historie og forskningen i mayaarkæologi.

Litteraturskatte og gamle ruiner
Na Bolom er i dag stadig et offentligt tilgængeligt forskningscenter indenfor mayakulturen og huset drives helt i samme ånd som da Frans Blom og Trudy stiftede det i 1951. De nærede begge et stort ønske om at oprette et maya-researchcenter og bibliotek, der kunne forene ideen om tværfagligt udforskning af det gamle kulturfolk.

Læs også:  Nicaragua - vulkaner og kontraster

Fuldkomment opslugt tilbringer jeg timer i biblioteket med at tage notater, læse, fotografere og lave filmoptagelser. Hver dag studerer jeg adskillige bøger, der er rent kræs for kendere og biblioteket er i sig selv et både charmerende historisk og meget æstetisk sted.

Flere af parrets fælles værker er at finde på hylderne i det gamle bibliotek, der har til huse i den ene fløj af den firlængede hacienda. Stilfuldt indrettet med pejs, rustikke stole i ædeltræ og bogreoler med glaslåger fra øverst til nederst, og man føler sig hensat til eventyrernes klub i New York og hovedpersonen var da netop også medlem af denne eksklusive skare. Det vidner et gammelt diplom i hans arbejdsværelse om. For mig er det som om, at tingene går op i en højere enhed i Frans Bloms stemningsfulde hjem. Jeg slentrer rundt og snuser til bøgernes aldrende læderindbinding og finder den ene litteraturskat efter den anden. Og stor er begejstringen da jeg pludselig står med en første oplags udgave af hans første udgivelse i hænderne. Dateret med fyldepen i 1945 og godt slidt og præget af patina. Det er stort! Her fristes jeg til at bruge en gammel traver af en kliché som ”historiens vingesus” – men det er helt igennem som et touch fra en for længst svunden æra. Med en saglig rislen ned af ryggen kærtegner jeg dette skrøbelige kuriosum og føler næsten, at jeg kan se det hele for mig, når jeg lukker øjnene.

I over 40 år udforsker Frans Blom størsteparten af ruinbyerne i det østlige Mexico og Guatemala. Han bidrager til forskningen med talrige forelæsninger, udstillinger og filmforevisninger på universiteter og museer både i Mexico, USA og Danmark.

Som senere afdelingschef ved Tulane universitetet i New Orleans udgraver han adskillige mayaruiner. Bl.a. får han til opgave at opmåle og undersøge Inskriptionernes Tempel i Palenque, men er ikke heldig at finde Kong Pakals grav, som først opspores i 1949 af arkæologen Alberto Ruz Lhuillier. Palenque, som i dag er en af de mest kendte mayaruiner i Mexico, bliver opdaget under en af Frans Bloms mange ekspeditioner. Overgroet, næsten forvitret og grundigt gemt af vejen langt inde i junglen, står den kolossale ruin som et symbol på mayaernes magt og håndværksmæssige kunnen. Vegetationen strækker sig i det uendelige og de gamle mure er næsten forsvundet under tætte regnskovsvækster, men det majestætiske fornægter sig ikke.

Læs også:  Jagten på krystalkraniernes hemmelighed

De langvarige og omfattede ekspeditioner til ruinkomplekserne foregår på muldyrryg med feltudstyr og under primitive forhold. Der startes som oftest i udkanten af junglen, hvorfra gruppen langsomt baner sig vej med macheter gennem den tætte hede jungle og stærkt kuperede terræn. Ingen tvivl om at københavnerdrengen får eventyr for alle pengene.

Ramt af Na Bolom-feberen
En af Frans Bloms utallige ekspeditioner munder ud i hans nok mest berømte bogudgivelse ”Tribes and Temples”. Her dokumenterer han specielle religiøse ceremonier og ofringsmetoder hos de såkaldte Lacandon-indianere, som er en speciel gruppe af mayaerne. Denne indianergruppe bliver også hans nære venner og snart bliver han en ivrig forkæmper for stammens rettigheder i Chiapas. Hans meget omfattende forfatterskab får også stor betydning for forskningen og for udbredelsen af kendskabet til netop Lacandonerne.

Selv i dag lever hele dette koncept videre på Na Bolom. Jeg har ikke været der i ret mange dage, da jeg falder i snak med Angela, der har lejet et lille værelse nede i byen. Hun er nemlig faldet pladask for disse indianere på en tur, som hun har været med på sammen med folk fra Na Bolom. Hun bor normalt i Florida, men har lige solgt sit hus der, overlevet en kræftsygdom og har nu besluttet sig for hellige sig arbejdet med at bevare indianernes unikke traditioner. Angela er en utrolig ildsjæl og jeg bliver hurtigt indlemmet i en lille gruppe af Lacandonindianer-entusiaster. En af dem, en schweizisk læge fra Zürich, fremviser en gammel dokumentarfilm om Trudy. Den er lavet af en ung filminstruktør tilbage i 1980’erne og viser Frans Bloms seje hustru på muldyrryg gennem lianer og junglekrat.

Læs også:  Valladolid

Jeg må indrømme at jeg på kort tid bliver smittet af ”Na Bolom-feberen”. Angela og jeg går i gang med at samle en gruppe til en ny tur ud til Lacandon-indianerne, men desværre bliver det aldrig til noget. Det tager lang tid at samle en gruppe og min hjemrejsedato nærmer sig desværre hastigt.

I stedet tager vi ud på den lokale kirkegård og ser Frans og Trudys gravsted og jeg nyder at have tid til fordybelse. Jeg er på flere researchture i byens omegn, studerer mayakalenderen, køber bøger om Lacandonerne og hygger mig på det lokale markede blandt indianerkvinder i farvestrålende dragter.

Historien om Frans Blom ender tragisk i 1963, hvor han dør alt for ung. Den fandenivoldske eventyrer fra det lille land i Skandinavien begynder forholdsvist tidligt – i sin ellers så strålende karriere – at slå sig på flasken. En trist afslutning på en beretning om en ellers stor og bemærkelsesværdig personlighed, der i høj grad fik sig skrevet ind i historiebøgerne. I dag lever han dog stadig videre i ånden på Na Bolom, såvel som i resten af Mexicos arkæologi med sine mange bidrag til historien om en af verdens sidste store højcivilisationer.

Mens jeg bor på Na Bolom laver jeg et interwiev med hans plejebarn Doña Beti, som er villig til at fortælle førstehåndsoplevelser om den danske mayaforsker. Jeg laver interviewet til artiklen til Weekendavisen, men desværre kom den ikke i avisen på det tidspunkt. Men der sker hele tiden noget nyt og i dag er jeg blevet journaliststuderende og i fremtiden kan jeg sagtens finde på at tage til San Cristóbal igen og indsamle mere data. Mayakulturen er utrolig omfattende og jeg har kun ridset lidt i overfladen, så der bliver sikkert meget mere at skrive om som uddannet journalist. Og det skulle ikke undre mig, om jeg ender op ude i junglen hos Lacandon-indianerne sammen med Angela – måske medbringende et filmhold – man ved aldrig! San Cristóbal de Las Casas har i hvert fald gjort sit til at være blevet et af mine absolutte favoritrejsemål.

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments