Et umuligt kærlighedsforhold

På min rejse i Sydøstasien i 1998 skete der noget, som skulle få betydning for mig flere år ud i fremtiden. Det var meningen fra start, at jeg kunne skulle rejse gennem Thailand, Malaysia og Singapore, men af en eller anden uforklarlig grund endte jeg op på Bali i Indonesien. Jeg fik bare lige pludselig den idé at jeg gerne ville se Bali og så var der ikke så langt fra tanke til handling. Men havde jeg vidst på det tidspunkt hvad der endte med at ske, var jeg nok blevet langt væk fra Bali. Jeg mødte nemlig mit livs kærlighed troede jeg ihvertfald.

Denne historie om min balinesiske kæreste kunne i sig selv fylde en flere hundrede sider tyk bog, men jeg skal forsøge at fortælle den i korte træk. Han hed Kadek og jeg mødte ham gennem hans storebror Gedé som arbejdede på det hotel hvor jeg boede. Jeg var med Gedé på en rundtur på øen og han inviterede mig med hjem for at hilse på hans familie. På det tidspunkt skulle jeg skrive en avisartikel om min rejse og hvad var mere oplagt end at møde en indfødt familie og skrive om mine oplevelser med dem. At det så skulle udvikle sig til mit livs mest besynderlige kærlighedshistorie vidste jeg heldigvis ikke på det tidspunkt. Så havde jeg sikkert løbet skrigende væk!

Kadek og jeg rejste rundt på Bali sammen i den uge jeg var der og det blev mere og mere romantisk. Vi snorklede sammen hånd i hånd blandt stribede tropefisk, udforskede gamle hindutempler sammen og kiggede ud over solnedgangen over Javahavet. Jeg anede simpelthen ikke mine levende råd om noget som helst, jeg vidste bare at jeg var ved at blive voldsomt forelsket i manden og det var gensidigt. Men, at der lå en ræv begravet under denne glødende kærlighed viste sig først flere år senere. Jeg lod mig rive med af denne fuldstændige altoprivende forelskelse og følte at jeg havde fundet manden i mit liv. Selvom det hele var frygteligt besværligt , så ville vi være sammen. Men ak og ve  kærlighed på langdistance ikke er det nemmeste i verden måtte jeg snart sande.

Læs også:  Med Aeroflot fra New Delhi til Moskva

Jeg tog hjem til Danmark og begyndte på HF, savnede, længes, drømte og led og havde så ondt i hjertet at jeg knapt kunne koncentrere mig om noget som helst. Så en kold efterårsdag lå der pludselig et luftpostbrev i min postkasse – jeg flåede den op og læste den ene mere glødende kærlighedserklæring end den anden. Han havde skrevet på gebrokkent engelsk, men meningen var tydelig – han længtes og savnede nøjagtigt lige så meget som jeg gjorde.  Det var rædsomt at skulle følge HF undervisningen når man hellere vil stå på den anden side af jorden og holde sin elskede i hånden, men pligtopfyldende som jeg var blev jeg i skolen og gjorde min eksamen på 1. HF færdig året efter. Men om eftermiddagen som vi var sluttet i skolen om middagen stod jeg i Billund lufthavn på vej til Bali. Jeg glædede mig så inderligt til at se ham, at jeg knapt kunne beskrive det.

Selvom vi ikke havde set hinanden et helt år, så var det som om vi aldrig havde sluppet hinanden. Vi havde på en eller anden underlig måde været sammen i ånden i al den tid og intet kunne skille os ad. Vi var sammen næsten afbrudt i 2 månder og tog til Borneo sammen. Det blev dog en kort fornøjelse, da han som indonesisk statsborger ikke måtte entre Brunei uden penge. Myndighederne var ligeglade med, at jeg stod som sponsor, så han fik en anmærkning i sit pas og blev bedt om at være ude af landet efter fire dage. Det var første gang jeg fik at føle på egen krop hvor svært det er at have en kæreste fra et tredie verdens land som Indonesien jo i realiteten er. Men det var blot den første ud af enormt mange genvordigheder.

I juli 1999 det år hvor jeg besøgte ham anden gang blev vi forlovet på en smuk sandstrand på det nordlige Bali. I sort vulkansk sand gav vi hinanden ringe på og svor evig troskab. Jeg var så lykkelig og forelsket, at jeg ignorerede hans underlige fraværende attitude. Jeg ville ikke se det, men inderst inde vidste jeg måske godt allerede på det tidspunkt at noget var rivende galt – ihvertfald efter vestlig målestok.

Læs også:  Krydstogter for luksusdyr og livsnydere

Vi skiltes i lufthavnen i Kuta på Bali med løfter om, at ses snart igen, men jeg måtte jo lige gøre min HF færdig og han ville forsøge at tjene nogle penge og komme til Danmark. Hjemme igen tog jeg efter lang overvejelse en stor beslutning. Jeg gik ud af skolen og flyttede til Århus, jeg tog simpelthen toget en fredag eftermiddag og er aldrig vendt tilbage til Vestjylland igen. Med min skinnende forlovelsesring i guld på højre hånd havde jeg ligepludselig fået så meget energi og var blevet så klarsynet, at jeg helt igennem kunne se at det var bedst at tage et års pause fra HF. Jeg gjorde det i solidaritet med min elskede, det var ikke blot ham der skulle knokle for at vi to kunne være sammen, jeg var parat til at yde min del af slæbet, så han kunne komme til Danmark. Jeg elskede jo manden og så kan man jo holde til hvad som helst.

Jeg flyttede til Brabrand, fik arbejde som social – og sundhedsassistent på et plejehjem og lagde penge til side så vi kunne være sammen og skabe et liv sammen på Bali. Jeg var 500 % sikker på, at jeg gjorde det rigtige, men Gud hvor skulle jeg blive klogere. En dag fik jeg brev fra ham – fra Tokyo! Jeg kunne godt regne ud efter mine oplevelser med ham i Brunei, at han ikke bare havde kunnet få opholdstilladelse i Japan, som jo bekendt er et af de rigeste og mest velordnede lande i Asien. Han havde ovenikøbet fået arbejde på en restaurant til gode penge. Jeg var lykkelig over hans initiativ og held og tænkte, at når vi nu begge to tjente penge så skulle vi nok snart kunne være sammen igen. Men et eller andet sted langt inde i mit hoved studsede jeg over hvor nemt det ligepludselig var gået for ham at få arbejde i Japan. Det var ikke normalt et nemt projekt for en balineser med 6 års skolegang.

Læs også:  Et skæbnesvangert møde på Bali

Året efter besøgte jeg ham i Tokyo og han var underlig stresset og havde forandret sig en del. Han var slet ikke den gudesmukke mand som jeg havde mødt på Bali i det gamle hindutempel under ceremonien mere. Lidt efter lidt begyndte han at lette sløret for hvad han havde gang i. Han boede sammen med en japansk ven, som jeg senere fandt ud af var en kvinde. Selvfølgelig skal man ikke male en vis herre på væggen, men jeg blev meget mistænksom. Hvad lavede de to sammen? Der var rigeligt tid til at “lave noget” når jeg kun var der en gang om året.

Langsomt begyndte historien at blive trevlet op over de næste par år. Jeg fik bare brudstykker af historien hver gang og i lang tid nægtede jeg simpelthen at tro på det. Han var gift med denne japanske kvinde, og først påstod ham overfor mig, at de barevar gift proforma for at han kunne få lov til at blive i Japan og arbejde. Men de boede jo sammen og langt inde i min sjæl vidste jeg jo godt hvad der foregik. Alligevel forsøgte jeg at ignorere det og lukke øjnene for det. Han påstod, at han søgte skilsmisse fra hende for at være sammen med mig, men hun nægtede at skrive under på skilsmissebegæringen. Hvad vi ikke forsøgte af advokater osv – uden held! Han blev ved med at sige, at han ikke ville være sammen med hende, og alligevel blev han boende hos hende. I Indonesien er det tilladt, at have flere koner, så langt hen af vejen mente han bestemt heller ikke at han gjrode noget forkert. Han gi k endda så langt som til at spørge mig om kans kone og jeg ikke bare kunne bliver gode venner, så vi kunne væresammen alle tre. På den danske ambassade i Tokoy fik han dog stolen sat for døren, da han kom og bad om visum til Danmark – til mig hans forlovede! Sådan leger vi ikke her fik han at vide, han kunne ikke både være gift i Japan og have en dansk forlovet.

Læs også:  Bali - et kig ind i magiens og kontrasternes verden

Historien blev ved med at udvikle sig mere og mere grotesk og varede faktisk ved helt indtil marts 2002 – dvs. 4 år efter jeg havde mødt ham. Her havde vi efter alle problemer haft en ganske god periode og talt sammen ofte i telefonen, når hans jaloux kone ellers kunne lade os være i fred. Hun var pludselig blevet som en høg, og havde truet med at begå harikiri (rituelt selvmord) hvis han gik fra hende. Sommetider tror jeg ikke, at hun var helt psykisk velforvaret, omvendt så var jeg jo en reel trussel og igen skal jo genere en japaner, det er deres stolthed alt for stærk til – de skal ikke nyde noget af at tabe ansigt og åbenbart slet ikke til en europæer. Det var noget frygteligt rod og jeg forsøgte i lang tid at få en rolig snak med hende, men det nægtede hun pure.

I marts 2002 sidder jeg nede ved en computer og tjekker mail på hovedbiblioteket i Århus da jeg åbner hans mail og får et chok. Konen er gravid i 7. måned og nu går han så til bekendelse, at han faktisk blev gift med hende ved et storstilet bryllup på Bali i 1997, altså året før jeg møder ham. Han har altså fortiet alt omkring dette, hele tiden mens jeg kendte ham. Efter denne mail afbryder jeg al kontakt med ham, og selvom han efterfølgende med nogle måneders mellemrum igen forsøger at kontakte mig, så svarer jeg ham aldrig igen. Jeg var i chok i flere dage efter denne mail og det værste var at han var så langt væk – på den anden side af jorden at jeg ikke havde den fjerneste chance for at få en fornuftig snak med ham eller skælde ham hovedet fuld for den sags skyld!

I dag har han et barn på 8 år og jeg har efterhånden lagt 4 års rædsler bag mig, selvom det i den grad holdt hårdt. Jeg gik fuldstændigt ned rent psykisk og det tog mig enormt mange år om igen at stole på mænd. Mange vil sikkert spørge (og har også spurgt mig tit) om hvorfor jeg dog blev ved. I dag når jeg tænker tilbage på den tid har det været en af de mest grusomme perioder i mit liv og i lang tid fortrød jeg inderligt, at jeg havde forelsket mig så voldsomt i ham. Det er rigtig svært at forklare hvorfor jeg blev ved, andre ville sikkert havde stået af flere år før mig, men min bedste forklaring er vel at jeg var dødeligt forelsket i manden. Dengang var jeg i den grad i mine følelsers vold og troede på det bedste i alle, naiv vil nogen sikkert kalde mig og tage sig til hovedet. Men sådan noget er man totalt blind for når man er så forelsket som jeg var.

Læs også:  Et skønt gensyn med øen Penang i Malaysia

Jeg tror på, at der er visse ting i vores liv som vi skal igennem for at blive hele mennesker, nogle gange er disse ting så svære og så hårde at man er ved at kollapse psykisk , men idag ved jeg at man kan komme ud på den anden side. Det er noget af det mest intense jeg nogensinde har oplevet i mit liv og et eller andet sted skal man vel være taknemmelig for at kunne føle så intensivt. Der gik utroligt mange år hvor jeg hadede ham vildt og bare havde lyst til at tage ud og slå ham ihjel. Det værste havde været ydmygelsen og alle hans løgne. Han fik nogle helt vilde følelser op i mig som virkelig skræmte mig og det tog ufatteligt lang tid om at komme over det. Jeg ved ikke om jeg kan sige, at jeg nogensinde har tilgivet ham, men jeg tror at jeg er kommet til et punkt hvor jeg lever med det sår han efterlod og har det stille og roligt med det.

Men jeg kan godt mærke, at selv den dag i dag, kan det krølle fuldstændigt sammen indeni  mig hver gang jeg hører historier om danske eller vestlige kvinder der forelsker sig i mænd fra meget fremmedartede kulturer. Selvfølgelig findes der søde og rare mænd der også er seriøse i deres kærlighed, men der findes lige så mange snuskede historier om “Bali-boys” der har flere europæiske kærester som de konsekvent pumper for penge og serviceydelser. Mange af dem er totalt uden følelser og høster bare penge og hurtig kærlighed (læs sex) med attraktive hvide kvinder med økonomien i orden. Og i bund og grund var det jo det jeg var offer for. I lang tid hadede jeg også hans kone, men senere i forløbet gik det meget mere over i en søstersolidaritet. Stakkels kvinde, at kende sådan en idiot der opførte sig som et umodent barn – jeg overgav ham hende med glæde tilsidst. Først der slap jeg ham helt. Der er ingen mennesker der er så meget værd, at man skal gå ned psykisk over dem, og slet ikke sådan et fjols, men det tog lang tid for mig at opnå denne selverkendelse og selvomsorg.

Læs også:  Malariapiller

Når jeg tænker tilbage på de fire år var det de hårdeste år i mit liv, men et eller andet sted så gav de mig også en selvforståelse og en indsigt, som jeg tvivler på jeg kunne havde fået andre steder – det havde ihvertfald taget meget lang tid. Og nogle gange er man nødt til at forstå, at der er nogle ting som er “lagt til rette på forhånd” her i livet. Min kæreste var bl.a. et af de mest religiøse mennesker jeg nogensinde har mødt noget sted i verden og jeg fik hans dybe åndelighed helt ind under huden og det er noget som altid vil være en del af mig. Så et eller andet sted har jeg også noget at takke ham for, selvom der gik mange år inden jeg kunne se det på den måde. Det var et umuligt kærlighedsforhold der i virkeligheden var dømt til at dø fra start, men hvem vil acceptere det, når man er blind af forelskelse? Jeg ville ihvertfald ikke!

Share Button

Comments

comments