Flyvetur på Hawaii

Da jeg var i Chile i 2006 var jeg på et krydstogt ned til den sydlige del af landet, hvor fjorde og sneklædte bjerge præger landskabet. Vi sejlede ud fra byen Puerto Monnt og ned langs kysten til en gletsjersø, hvor vi kom ud i zodiac’s (gummibåde) og kom rigtig tæt på gletsjeren. På denne tur mødte jeg Lea fra USA, hun var oprindeligt fra Arizona, men hende og hendes kæreste (som iøvrigt skulle giftes nogle måneder efter) skulle flytte til Hawaii. Hendes kæreste var ornitolog og havde fået arbejde på øen Kauia i Hawaii-øgruppen, hvor han havde bundet sig til et fugleprojekt med at tælle og undersøge en bestemt fugleart i de næste 5 år.

Lea og jeg havde en rigtig sjov tid på krydstogtet og det endte med at hun inviterede mig til Hawaii, hvis jeg skulle komme på de kanter – og det kunne jeg jo hurtigt få planlagt! Min veninde og jeg stod nemlig for, at skulle på jordomrejse, når min veninde var blevet færdig med sin uddannelse til sygeplejerske. Da jeg kom hjem fra Chile gik vi igang med at planlægge en rute til jordomrejsen og selvfølgelig var Hawaii med i planen. Vi ville først bruge en uges tid i Los Angeles og her efter flyve til Honolulu og være på Hawaii i ca. 2 uger. Planen var at være på hovedøen Oahu i nogle dage og derefter prøve at finde et fly til øen Kauai.

Lea blev glad da jeg endelig kunne maile til hende og fortælle, at vi ville komme til Hawaii sidst i oktober 2006. Efter en uge i L.A fløj vi så til Honolulu med United Airways. 5 timer tager det at flyve ud til ø-gruppen og fedt var det da også da vi kunne se Honolulu. Det er nok en drøm mange har, at få lov til at opleve Hawaii og det var da afgjort også et smukt sted. Vi hang ud på Waikiki beach – et af de der steder som man altid ser på film – og som bare er nøjagtigt lige så fedt i virkeligheden som på film. Eksklusivt vil jeg kalde det! Store luksushoteller, limousiner, milliondollar butikker osv. Vi måtte nu nøjes med at bo på et billigt hostel, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Vi kunne sagtens få et indtryk af den enorme rigdom og øernes rygte som “stedet for de rige”.

Læs også:  Christmas island - landkrabbernes ubestridte paradis

Vi var øen rundt og se alle de spændende steder, som man nu skal se som turist. Ananasfarme, de enorme bølger som surferne alle valfarter til på østsiden af Oahu, polynesisk dans og ikke mindst selvfølgelig Pearl Harbour. Her sejlede vi over og så den store mur med navne over alle de personer som døde under bombeangrebet. Man kan gå ovenpå vraget af et af de skibe der blev sænket og tænk – selv så mange år efter lækker vraget stadig olie.

Efter ca. 1 uge fløj vi så til Kauai for at møde Lea. Hun hentede os i lufthavnen og lagde smukke blomsterkranse om skuldrene på os, sådan som det er tradition i Stillehavet. De første dage boede vi hos Lea og fik hilst på hendes kæreste. Vi var på ture ud og se nordkysten af Kauai hvor Leas kæreste arbejdede med at tælle fugle. Senere kom Leas mor på besøg fra Arizona og vi flyttede på hostel inde i byen. Vi fandt snart ud af at hoppe på en lokal bus og tage op til nordkysten selv og dase på stranden. En dag tog jeg den på stop hen til en kæmpestor grotte og jeg fik også set det bjerg der er med i filmen Bali Hai. Bjerget er en høj og spids pyramide, som kunne minde en smule om schweisiske Matterhorn. Den ligger på nordkysten af Kauai næsten ude ved stranden og hele sceneriet tager sig ganske dramatisk ud.

Nogle dage senere fandt vi på at ville til øens vestside, hvor Waimea Canyon ligger. Det er den største kløft i Stillehavet og bliver populært kaldet for Stillehavets Grand Canyon. Det var ikke helt nemt at komme ud til kløften, men med et lift fra et sødt japansk par lykkedes det os, at nå frem til et af kløftens mange udsigtspunkter. Det var et fantastisk syn, selvom en del af kløften lå indhyllet i tåge.

Læs også:  Alaska

Min veninde og jeg havde bestemt os for at rejsen skulle være en adventure tur, vi skulle ud og prøve nogle grænser af, og det skulle være f.eks. riverrafting ned af en rasende flod, lidt bjergbestigning, kajakroning osv. Men den idé min veninde fik var lidt ud over det sædvanlige. Hele den nordlige kyst af Kauai er dækket af store grønne bjergmassiver og den nemmeste måde at se de storslåede bjerge på er selvfølgelig ved at flyve. Området hedder Na Pali kysten og er et fantastisk flot sted. Der er stort set uberørt og virkelig et paradis for vandrefolk. Vi havde imidlertid ikke så meget tid tilbage inden vi skulle flyve tilbage til Honolulu og videre til Auckland – New Zealand, så vi blev nødt til at træffe en beslutning.

Vi havde set en reklame for flyveture inde i en kløft med et åbent todækker-fly. Sådan en lille rød gammeldags åben flyver fra dengang hvor piloten havde læderflyverhjælm på på, lavede luftakrobatik med kulørt røg blæsende ud fra flyets bagende osv. Det var naturligvis ikke helt billigt, men hvor tit er det lige man får lejlighed til at få sådan en oplevelse. Vi ringede til firmaet flere gange, inden vi endelig fik fat på manden der ejede flyet. Vi bookede en flyvetur til dagen efter og blev hentet på vores hostel. Vi var noget spændte på hvordan det ville føles at flyve i et åbent fly, det havde ingen af os prøvet før.

Ude i den lille lufthavn holdt det lille røde fly, der mest af alt mindede mig om den pålægchokolade der hedder den røde baron. Den lignede noget fra dengang hvor der var kanonkonger til og de første piloter fløj til Afrika. Flyet var selvfølgelig nyt og af nyt fabrikat, men modellen var en tro kopi af de gamle todækker-fly. Vi blev udstyret med rigtige læderflyverhjelme og fik cookpittet bag piloten. Da han startede motoren lød det nærmest som en hel traktor og jeg var afgjort ikke helt sikker på, at jeg havde gjort mig klar hvad jeg gik ind til. Fordi flyet var så lille, så kunne man mærke hver en lillebitte bevægelse og da vi bragede ned af startbanen sank jeg en ekstra gang. Det føltes ligesom at sidde i den blikkasse der buldrede og bragede derud af.

Læs også:  Sæler på Galapagos-øerne

Vi havde meldt os til en halv times flyvetur først ud over havet og derefter ind gennem en kløft. Det var en fantastisk oplevelse at se øen fra oven, de store kløfter med grønt vegetation, floder, vandfald og ikke mindst fugleflokke. Men helt tryg ved det blev jeg aldrig. Hver en lille ændring i højden eller en lille smule turbulens kunne man mærke øjeblikkeligt, så flyet var meget meget levende at sidde i. Fordi flyet var åbent følte man sig også ustyrligt udsat og larmen fra propellerne fuldendte bare indtrykket. Selvfølgelig var det sjovt og en anderledes oplevelse, men jeg var afgjort ikke stolt af det og var mere end lettet, da vi igen landede. Jeg havde diskret klamret mig til instrumentbrættet selvom det nok ikke ville hjælpe det mindste, hvis skidtet skvattede ned.

Men jeg er glad for at jeg prøvede det, det var virkelig som at være tæt på hele luftrummet. Måske er det også bare psykologi det med at jeg syntes det var mere vildt i et åbent fly. Jeg tror, at det var min højdeskræk der spillede lidt ind der. Jeg føler mig bare mere tryg i et lukket fly, jeg elsker f.eks. at flyve i helikopter. Det er det fedeste at flyve helikopter, især når den letter fra jorden, det er en helt speciel fornemmelse.

Jeg kunne kun sende en beundrende tanke til de piloter, der i gamle dage lavede den vildeste luftakrobatik og slap fra det med livet i behold. Senere er jeg også kommet til at tænke meget med den kvindelige pilot Simone Aaberg Kærn der fløj fra Danmark til Kabul i Afghanistan i et lille Piper fly. Jeg så hendes udstilling “Smiling in a Warzone” på Kunstmuseet Aros i Århus i 2008 og skrev senere en kulturanmeldelse (se iøvrig anmeldelsen under Artikel og tekstliste på denne hjemmeside). Især må man beundre de kvindelige piloter under Anden verdenskrig som Simone havde som forbillede.

Læs også:  En mindeværdig oplevelse med Aeroflot

Det var en skæg oplevelse at se Hawaii fra oven fra et lille rødt todækker-fly og nok ikke en idé jeg selv var kommet på. Men på denne jordomrejse fik jeg fløjet en hel del, bl.a. også en utrolig smuk flyvetur over Abel Tasman bjerget på Sydøen i New Zealand, men mere om det i historien “Gletsjertrekkeing i New Zealand”.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments