Forkæl dig selv med luksus i Thailand

Poolområdet på Anantara Maoi Khao Hotel i Phuket

Inkapigen.dk var inviteret af Turkish Airlines, EASIA Travel og Anantara Hotels – Resorts – Spas.

Når man siger Thailand og især ferieøen Phuket, så har man generelt også sagt solskin, afslapning, fest, farver og strandliv. Rigtig mange kender sikkert til den sydlige del af Phuket med stranden og badebyen Patong som det vigtigste omdrejningspunkt, og det er så absolut stedet, hvis man har lyst til at party igennem og gå på bar og natklub, shoppe amok og solbade.

I Patong er der knald på døgnets 24 timer. Du kan blive underholdt på enhver måde, hænge ud på en bar, flyve i faldskærm efter en motorbåd eller nyde havudsigten fra en solseng med brisen hvislende i palmetræerne. Man kommer næppe til at kede sig i Patong, det er ganske simpelt umuligt. Der er altid noget at se på og afprøve, men der er også meget larm, kaos og et væld af turister. Er man nu imidlertid ikke til den slags, så findes der faktisk et alternativ.

Receptionen på Anantara Maoi Khao Hotel, Phuket

Anantara Maoi Khao Hotel i den nordvestlige del af ferieøen Phuket ligger i smukke omgivelser. Som gæst har man sin egen villa i en stor tropisk have med små søer, bananpalmer og fuglesang. Der går ikke ret lang tid, før man i den grad føler sig hjemme og ikke er til at slæbe hjem til Danmark igen.

Hvad hvis nu du har mere lyst til fuldkommen ro, stilhed, afslapning og privatliv – hvor går man så hen? Hvis I skal på Honey Moon og bare nyde hinanden? Eller hvis I nu vil have det allerbedste? Hvis I er til fed luksus, smukke omgivelser og forkælelse på alle planer?

Svaret er den nordvestlige del af Phuket – det er her alle de fredshungrende rejsende holder til. Folk der vil forkæles, opholde sig i luksus, vartes ekstra op og ikke mindst være sig selv. De der vil masseres med eksklusivt kokosolie, spise veltillavet lokal thaimad og drikke dyre vine på en elegant restaurant med havudsigt og betjening i topklasse. Så er det her, det sker!

Stranden i det nordvestlige Phuket, Thailand

Ferieøen Phuket i Thailand har smukke og rene strande, og Anantara Maio Khao Hotel har sit poolområde liggende ned til vandet. Her er rig mulighed for at bade og slikke sol, samtidig med at man kan få kolde drinks og mad bragt. Så bliver det næsten ikke mere luksuriøst.

Æstetik og funktionalitet i smuk forening
Der er måske knapt så meget at se i den nordlige del af Phuket, altså af seværdigheder som gigantiske buddhafigurer, templer og den slags. Til gengæld er der smuk fredfyldt natur, og så ligger der en række virkelig lækre luksushoteller, som ikke bare er luksus, men som samtidig har den der ånd, hvor man føler, at man kommer hjem.

Læs også:  Flyvetur på Hawaii

Nok er det store hoteller og internationale hotelkæder, men det føles ikke, som om man er et sted med enormt mange mennesker. Der værnes netop meget om ens privatliv, og der er god plads og højt til loftet på enhver måde. Det gør, at man med det samme føler sig velkommen og godt tilpas.

Jeg har på denne rejse boet tre dage på det hotel, der hedder Anantara Maoi Khao Phuket Villas. Det er, som navnet siger private villaer i en kæmpestor dejlig tropisk have med bananpalmer og alskens tropiske vækster lige udenfor vinduerne.

Da jeg åbnede døren til min villa, stod jeg med åben mund og bare sagde nøjjj, ihhh og åhhh. Jeg brugte den første halve time på at tage billeder af fine små orkidéarrangementer rundt på bordene, små lækre velkomstsmagsprøver, frugtskåle og tropisk juice i flasker med patentpropper og ikke mindst sengen, som jeg slet ikke kunne nænne at ligge mig i.

Værelse på Anantara Maoi Khano Hotel, Phuket

Der er gjort ekstra ud af indretningen og æstetikken i Anantara-hotelkædens ferievillaer. Der er ikke sparet på noget, så det hele giver indtryk af virkelig luksus og forkælelse, men også hygge og tryghed.

Den var nemlig pyntet med strandsten med hvert sit bogstav, så de dannede ordene WELCOME TO ANANTARA PHUKET, pinkfarvede orkideer og dyr foldet af håndklæderne. Et sand kunstværk, som jeg slet ikke kunne nænne at tage væk – heller ikke selvom jeg faktisk godt kunne trænge til en lur ovenpå den mere end ti timer lange flyvetur fra København og Istanbul.

Min villa var virkelig lækkert indrettet og designet og pakket med luksus i enhver henseende. Eksklusivt, men enkelt og smuk på en rustik måde inspireret af stilen og kulturen i det sydlige Thailand. Interiøret var holdt i mørkt tropisk træ og med lækkert tilbehør som puder, bronzefarvede urtepotter med orkideer, små skåle og stearinlys. Der var bare på alle måder skruet op på lækkerhedsknappen.

Læs også:  Når de helt store dybder kalder på én...

Alt det der ekstra, som gør det hele virkelig attraktivt og smukt at se på. Men det bedste var næsten, at jeg havde adgang til min helt egen private pool – lige ude i haven. Jeg kunne bare vælte lige ud i den fra mit badeværelse, hvis det er dét, jeg vil.

Når jeg ikke gad dét mere, kunne jeg lægge mig på en af de to solsenge på træ-terrasssen eller sætte mig midt i en stak kulørte puder under et lille halvtag i hjørnet i haven. Det hele var rammet ind af tropiske træer, søer, fuglesang og palmetræer i enhver udgave. Jamen, det kommer jo ikke ret meget tættere på paradis! Og det bedste var; jeg behøvede bare at slappe af, jeg skulle ikke røre en finger. Se, dét er jo ferie!

Min tropevilla på Anantara Maoi Khao Hotel, Phuket

Man har sin egen poolvilla på Anantara Maio Khao Hotel, hvilket giver ro og privatliv. Villaerne findes i forskellige størrelser til henholdsvis par og familier, så der er en løsning til ethvert behov. Der er også mulighed for at vælge villaer med et lille “sø-hus,” som har adgang fra ens have. I sø-huset kan man for eksempel holde barbecue og nyde sø-udsigten.

Få  dit eget lille tropiske paradis
Det er næsten umuligt at komme op med en idé, som de ikke kan hjælpe dig med på Anantara – der er alt, og der er stort set mulighed for alt. Faktisk så behøver du overhovedet ikke at komme ud af det hotel – for der er det hele. Alt hvad du overhovedet kan drømme om.

Du kan spise, du kan svømme, dase ved den private strand, få dine børn passet i børnehaven, gå til fitness, yoga, få luksusmassage, ansigtsbehandlinger, manicure og alt hvad hjertet begærer af wellness i Spa-afdelingen eller købe gaver med hjem fra en lille souvenirbutik på hotellet. Og ikke at forglemme spise god mad. Dét er meget vigtigt.

Læs også:  Phuket Town – en måske lidt overset perle

Man kan også bare gå sig en tur i den flotte tropiske have. Der er søer med pinkfarvede åkander og orangefarvede karper, der svømmer rundt. Springvand, små bedetempler med farverige gaver til Buddha og tætte bambus-alleér. Ja, du behøver faktisk heller ikke at gå, hvis du er blevet for doven. Du kan blive kørt rundt på hele området i små vogne, som du blot kan ringe efter, så henter de dig i din villa og kører dig, hvorhen du vil på området.

Velkomstanretning på Anantara Maoi Khao Hotel, Phuket

Når man ankommer til sin villa bliver man overrasket med en lille fin velkomstanretning. Det er de små detaljer, der gør, at man føler sig hjemme med det samme og bare næsten har lyst til at blive der resten af sit liv.

Anantara Maoi Khao Phuket Villas er en del af hotelkæden Anantara Hotels, Resorts, Spas og har hoteller flere steder rundt omkring i verden, selvfølgelig i mange lande i Asien, men også flere steder i både Mellemøsten og Afrika. Nok er det en stor og kendt hotelkæde, men jeg synes ikke, at det bliver upersonligt der. Man føler på ingen måde, at man drukner i menneskermængden, som man ofte kan gøre på store traditionelle hoteller.

Her er som sagt plads og rum og højt til himlen, og selvom der ligger mange villaer, så er der god afstand imellem, så man føler, at man har sit eget albuerum. Det tiltaler mig meget, at man kan være sig selv og få ro. At man kan ligge ved poolen og solbade uden en masse virak omkring én. Det syntes jeg er rigtigt rart.

Palmetræer på Anantara Hotel

Findes der noget bedre end bare at ligge og kigge op i en lyseblå himmel og høre vinden hvisle i palmetræerne? Det har man mulighed for på Anantara Maoi Khao Hotel. Her får man nemlig sin helt egen tropevilla med egen have og privat pool. Så er det jo sådan set bare at slappe af, dase på solsengen og nyde livet.

Her findes selvfølgelig flere forskellige villaer, afhængigt af, hvor mange mennesker man er på ferie. Der er selvfølgelig romantiske poolvillaer til par, men også til familier med børn. Villaerne er grundlæggende nogenlunde den samme størrelse, altså soveværelset, badeværelse og poolen, men nogle huse er selvfølgelig forsynet med separat afdeling for børnene.

Læs også:  Sæler på Galapagos-øerne

En anden luksusting man kan købe sig til, er et lille ekstra ”søhus” – der er adgang til via ens have/poolområde. Det er små overdækkede huse, som er bygget på pæle i søerne i haven, hvor man kan sidde i sofaer med kulørte puder og nyde udsigten, holde barbecue eller få maden bragt til. Det er virkelig hyggeligt at sidde med udsigt til smukke fredfyldte søer og lytte til havens tropiske fugle og bare slappe af og nyde livet.

Lille buddhistisk tempel, Phuket, Thailand

Den tropiske have, hvor Anantara Maoi Khao’s villaer ligger, er fuld af skønhed og fred og ro. Man finder man små fine detaljer rundt omkring i haven som dette lille alter med gaver, mad og drikke til Buddha.

Ro og fred, men mange muligheder
Alt i alt så synes jeg virkelig, at Anantara og hele området omkring er lækkert. Jeg kører jo ret hurtigt kold i steder som Patong, fordi der simpelthen er så meget larm og kaos. Det er sjovt dér de første par dage, men så løber jeg skrigende væk. Så kan jeg ganske enkelt ikke holde det ud mere, og jeg er sikker på, at mange andre også har det på den måde.

Det er klart, at når man er 21 år og backpacker Asien rundt efter gymnasiet, så vil Patong være et totalt hit. Der er alt, hvad man skriger på, når man er ung, hip og smart, og det er jo fantastisk og en fed mulighed. Men os der er blevet lidt mere modne; vi vil egentlig bare helst have ro og være i fred, og her synes jeg, at Anantara har fat i det helt rigtige. Vi vil bare forkæles, og dét bliver man der.

Læs også:  Ferie på et sejlskib – hvorfor vælge den slags krydstogt?

Selvom man nemt kunne blive på resortet hele tiden, så står det jo selvfølgelig én frit for at tage på ture ud fra det nordlige Phuket. Der er nøjagtigt ligeså mange muligheder for ture og aktiviteter, som hvis man bor i Patong. Forskellen er bare, at her skal det bestilles eller i hvert fald lige organiseres lidt.

Håndklæder på Anantara Maoi Khao Hotel, Phuket

Man har øje for detaljen på Anantaras hoteller og intet er overladt til tilfældighederne – end ikke håndklæderne. Ligesom ens seng i villaen byder velkommen med strandsten, orkideer og dyr foldet af håndklæderne, så er håndklæderne også rullet og arrangeret med kærlighed og omtanke.

I Patong går man bare ud på gaden, så ligger der de første 500 turoperatører ned ad fortovet, som man kan booke sin tur ved. Men ellers kan man blive kørt, hvorhen man vil på øen og se de steder, som man gerne vil.

Der ligger et par shoppingområder lidt længere nede ad vejen fra Anantara, og her kan man fint købe det mest nødvendige, hvis man lige står og er løbet tør for hårshampoo eller skal have en solcreme. Der ligger også et par hyggelige restauranter, butikker og kaffebarer.

Så man skal altså ikke føle sig isoleret fra omverdenen, fordi man har valgt at bo i den nordvestlige ende af Phuket. Jeg vil personligt nyde at tage på ture rundt på øen og se en hel masse og prøve alt muligt, og så tage hjem til mit fredelige logi om aftenen. Det ville jeg elske.

Anantara har selvfølgelig også et stort poolområde med bar, solsenge og alt, hvad der nu hører sig til. Stranden er en fin sandstrand uden sten overhovedet, og der er aldrig længere, end man kan gå derned, hvis man altså ikke lige vælger at lade sig transportere.

Åkander i Thailand

Smukke åkander og lotusblomster er indbegrebet af Asien og overalt i haven på Anantara Maoi Khao Hotel er der søer med et væld af vandplanter i blomst – et betagende syn, der er med til, at man føler sig velkommen.

Endelig synes jeg, at personalet fortjener at blive fremhævet. Alle er smilende og og søde og hilser venligt på én, når man kommer gående. Det er virkelig en fornøjelse at opleve. Det er lige meget, om det er gartneren, der passer haven, rengøringspersonalet, receptionisterne, tjenerne i restauranten, så er alle venlige, dygtige og på pletten bare der er det mindste.

Læs også:  Phuket – så meget mere end strandløver og badenymfer

Generelt så oplever man jo et helt imponerende serviceniveau i Thailand. Der bliver virkelig kræset om én, men på Anantara synes jeg lige, man får det der ekstra, hvor man føler, at de simpelthen kun har ventet på, at netop jég skulle komme.

Det gør selvfølgelig, at man bare føler sig velkommen og ikke mindst overordentligt forkælet. Jeg ved da knapt nok, hvordan jeg skal finde ud af at være i Danmark igen efter at være blevet gennemforkælet i Thailand. Det bliver ikke helt nem da.

Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på noget negativt at sige, det skulle da lige være, at vejret ikke var helt med os i de dage, vi var i Thailand. Det styrtregnede meget af tiden kun med korte perioder af tørvejr. Til gengæld blev det smukt vejr den sidste dag vi var der – bedre sent end aldrig.

 

Værd at vide:
Du kan flyve til Phuket i Thailand fra København med Turkish Airlines over Istanbul for omkring 6.500 kroner. (Reklamelink)

Anantara Hotels, Resorts & Spa har hoteller mange steder rundt i Asien, Mellemøsten og Afrika. På ferieøen Phuket koster en poolvilla fra ca. 500 USD pr. nat. (Reklamelink)

For aktiviteter, ekskursioner og rejseplanlægning rundt i Thailand og resten af Asien er EASIA Travel er godt sted at søge og få hjælp. (Reklamelink)

 

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments