Gambia – smilets og Kunte Kintehs hjemland

Rejsemagasinet Vagabond

Lilleputlandet Gambia ligger fuldstændig omkranset af Senegal i Vestafrika og har ca. 80 km kystlinje til Atlanterhavet. Gambia forfører en øjeblikkeligt med sine landskaber, farver og lyde. Man gribes af stemningen og får adgang til et kig ind i et lille tryllebundet univers fuld af magi. Gambia er ikke uden grund blevet kaldt for The Smiling Coast – ”Smilets kyst” med sin imødekommende og smilende befolkning. Landet er rig på historie og lagde kulisser til filmatiseringen af Alex Haleys bog ”Rødder” tilbage i 1976. Igennem hele landet bugter Gambiafloden sig og byder den rejsende på landskaber med Baobabtræer, små fiskerlandsbyer og et spraglet marked i hovedstaden Banjul.

Noget af det første man som rejsende til Gambia lægger mærke til er de utroligt smukke og farvestrålende klædte kvinder der ses overalt i gadebilledet. Selvom fattigdommen er tydelig for enhver, ser man fagre stolte kvinder bærende fade og skåle på hovedet, mens de med vuggende bevægelser promenerede rundt med en sprudlende ligefremhed og livligt smilende.

Det er det syn der møder en, når man som rejsende entrer Afrikas mindste land, som var en britisk koloni indtil 1965. Et på alle måder magisk og kontrastfyldt rejseland fuldt af paradokser. Man gribes hurtigt af stemningen og får et indblik i et lille tryllebundet univers med helt forskelligartede og fremmedartede traditioner.

Gambia har haft en stor tiltrækningskraft på mange fremmede, især nordeuropæere der har slået sig ned i det milde klima og frodige landskab, hvor en lun vind smyger sig om ens krop. Mange af dem er virkelig ildsjæle, som alle gør en stor indsats for at bedre vilkårene for den fattige befolkning og give børnene en uddannelse. De fremmede har oftest bosat sig ude i de små landsbyer langt fra turiststederne, hvor man finder de lokale skikke, som ingen andre kender til.

Highlights på rejsen vil være de små landsbyer som ligger spredt rundt omkring i landet, men der findes også flere gode turistattraktioner, som er værd at tage et ekstra kig på. Et attraktivt sted at tilbringe eftermiddagen hvis man trænger til en frisk lidt køligere havbrise, er Tanji fiskerlandsby lidt syd for Serakunda. Byen er en sjov og spændende oplevelse sidst på dagen, hvor bådene kommer ind med dagens fangst af friskfangede fisk. Man kan iagttage lokalbefolkningen, hvor det er kvindernes opgave at bære fangsten ind i store baljer på hovedet i vand til livet, før fiskene rengøres og sælges på markedet. Der er et sandt leben på stranden på denne tid af dagen og sjovt er det at følge fiskenes vej fra skibene og til deres bestemmelsessted inde på stranden. Der er et sandt menneskemylder og farverigt er det, at se de store malerisk og rigt udsmykkede træfiskerbåde vuggende i brændingen.

Læs også:  Man piver ikke som sygeplejestuderende i Gambia

Oyster Creek er et sumpområde på vejen mod Banjul, der er hjemsted for den sjældne ferskvandsdelfin, som rejsende kan være heldig at opleve i de smalle kanaler i mangrovesumpens mange labyrinter. Området ligger på vejen mellem Serakunda og Banjul, hvor man kører over broen hvor floden inde fra mangroven løber ud i havet. Man kan tydeligt kende stedet med de farvestrålende fiskerbåde der ligger fortøjet.

Lige før broen ligger den katolske kirkegård, som havet har gnavet sig ind på, så mange af gravstenene er forsvundet. De katolske kirkegårde er let genkendelige med deres gravsten og kors forklarer min guide Ilo, hvorimod de muslimske er helt anderledes spartanske uden sten, men bare med et simpelt træskilt.

Gambias hovedstad føles mest som en stor landsby og ikke en hovedstad. Byen er indbegrebet af Vestafrika med sin farverige mangfoldighed og aktive befolkning. En gåtur i byen fører én forbi det ambitiøse bygningsværk porten Arch 22, der tjener som byport og som har det særpræg at kun præsidenten må kører under, mens alle andre pænt må køre udenom i traffikmylderet. Banjuls gamle bydel er præget af bygninger fra kolonitiden og små listige gyder. På en tur rundt i byen støder man på det centrale Albert Market der er et sandt inferno af spraglet mangfoldighed og næsten danner omdrejningspunkt for handlen i hovedstaden. Det farverige marked er indhyllet i en sødlig duft af krydderier, fisk og eksotiske frugter.

Naturoplevelser og hellige krokodille søer
Bijilo Skovpark ligger i nærheden af turistområdet Senegambia. Det er et skovområde med markerede vandrestier, hvor man kan gå rundt i den fredfyldte park og opleve aber og farvestrålende sangfugle på tæt hold. En guide anbefales til området, da man forholdsvist nemt kan fare vild. Der findes flere forskellige abearter i området, bl.a. Grøn Marekat og Rød Colobusabe. Skoven er meget gammel og træer, buske og palmer danner et sælsomt syn i morgenlyset med termitboerne som silhuetter. Det er bedst at tage derud tidligt om morgnen hvor det er køligt og dyrene mest aktive. Et hyggeligt sted for en rolig hyggevandretur og en snak om dyrene med guiden der gladelig fortæller og viser frem.

Læs også:  En udfordrende trekkingtur i Namibias ødemark

Kachikaly krokodille sø er et andet interessant sted at besøge. Søen er et helligt vandhul for de indfødte og siges at have healende kraft. De lokale tager ofte til søen for at bede om velsignelser og frugtbarhed. Unge drenge som er blevet omskåret tager til søen for at hænge det lille stykke forhud op i et træ, hvilket skulle bringe beskyttelse til drengen. En nybagt mor tager også til søen med sit barn og vasker det i vandet for at sikre barnets velbefindende og et fredfyldt liv. Man bringer tit en lille offergave med til søen i form af Kolanødder. Parken er hjemsted for omkring 80 Nil-krokodiller i alle størrelser, lige fra små krokodilleunger på ca. 30 cm og op til fuldvoksne på 2 – 3 meter. Alle ligger de og dovner ved bredden af den andemads-grønne sø i solen det meste af dagen, men tag ikke fejl! De kan pludselig vågne op og er lynhurtige, så hold afstand. Der er intet hegn og man går rundt imellem dem. Der er dog et par parkforvaltere, som sørger for at turister ikke kommer for tæt på. Der er også flere tropiske fuglearter at få øje på i området, reptiler og slangearter, når man går rundt på de indrettede naturgangstier. Parken indeholder også et lille museum med forskelligt etnografika fra Gambia. Museet har til huse i et par runde afrikanske hytter og har en fin udstilling af lokale musikinstrumenter, dansedragter, perlebesatte hatte og plancher om traditionel medicin. I gaden ned mod indgangen kan man finde souvenirshops og små butikker med håndlavet batik. Her følger jeg processen med batikken hvor unge mænd sidder og maler på stoffet, som derefter hænges til tørre på muren udenfor.

I Kunte Kintehs fodspor
Jufureh og Albreda er de to små landsbyer der ligger side om side på nordsiden af Gambiafloden. Området var hjemsted for optagelserne til filmen ”Rødder” med Kunte Kinteh. Alex Haleys levende beskrevne bog blev filmatiseret i 1976, og jeg husker den tydeligt fra min egen barndom. En meget uhyggelig historie erindrer jeg, der gjorde et usletteligt indtryk. På turen til de to små landsbyer følger man i Kunte Kinteh fodspor, og hører om den unge negerdreng der under slavernes kolonitid i Afrika blev indfanget og sejlet til Amerika. Det er et vigtigt sted for Gambias historie, hvor den videbegærlige rejsende kommer om bag stederne og får en dybere indsigt i landets sjæl. Turen starter med en sejltur med færgen fra Banjul til byen Barra på den anden side af Gambia-flodens udmunding. Der er ca. 8 km og turen tager en lille time. En flot oplevelse om morgenen med færgen kl. 7, hvor solen er ved at stå op over Atlanterhavet, farverne langsomt transformeres og nattens trylleri langsomt forsvinder.

Læs også:  Elefanter og andre vilde dyr i Sydafrika

I færgeterminalen i Barra vil en masse sælgende tilbyde én bananer og slik til at tage med til børnene på turen langs floden. Det kan ikke anbefales, da børnene så lærer at tigge efter slik og desuden får dårlige tænder af det. Tag hellere kuglepenne eller blyanter med og forær til børnene.

Køreturen langs med Gambia-floden til de to landsbyer går af jordveje lidt inde i landet. Vejen på nordsiden af floden er den af bedst kvalitet i landet. Undervejs passerer man små bosættelser, bush-landskab og de store Baobabtræer der kan blive flere hundrede år gamle. Efter et par timers kørsel når vi frem til Albreda og kan tage et velfortjent hvil, og en forfriskning i den lille restaurant ved flodbredden. Her er en flot udsigt over Gambia-floden og i det fjerne kan man skimte øen James Island – et lille stykke Edens have ude midt i floden. Dog løftes sløret snart for den rædselsvækkende historie, øen var nemlig udskibningssted for slaverne inden de blev sendt ud på den lange sørejse over Atlanten til De Vestindiske øer. En engelsk kanon er udstillet overfor restauranten og en træmole fører en ud til båden der sejler turister ud til øen. Man bestiller som regel sin mad i restauranten, og spiser når man vender tilbage fra James Island. Sejlturen tager omkring 20 minutter og akkompagneres som regel af et par drenge der synger og spiller på tromme og en art guitar. Båden er en motoriseret udgave af en Piroque i stærke farver. Piroque bådene er de oprindelige smalle og meget rustikke kanoer udhugget af træstammer, som den dag i dag stadig anvendes ved fiskeri på Gambiafloden. Dem er der også rig mulighed for at kigge nærmere på ved flodbredden. Floden er på dette sted over 20 km bred, og det er virkelig en speciel oplevelse at sejle over til den lille ø, hvor man kan skue ud over floden og landskabet. Det er et af disse magiske øjeblikke hvor man som rejsende kan fornemme lidt af historiens vingesus, og gyse ved tanken om hvad der er foregået i disse farvande.

Uhyggelige rædsler
James Island er en meget lille ø og huser ruinerne af et fort, som i dag er støttet under FN’s Unesco. Her kan man gå rundt og se de gamle mure og den celle hvor Kunte Kinteh sad indespærret, og forestille sig hvilke rædsler her har foregået der for ca. 350 år siden. Et lille stykke stenet strand fungerede som udskibning for slaverne, et andet sted kaldes ”slavegården” hvor slaverne så at sige blev ”opbevaret” inden afrejsen. Det var også på James Island slaverne blev brændemærket på brystet, så de i bogstaveligste forstand var mærket for livstid. Uhyggelige ting har foregået på denne lille plet, der i dag ligger roligt og fredfyldt hen i det skarpe sollys. Guiden forklarer os at hvis nogle af slaverne forsøgte at flygte ved at svømme væk, druknede de hurtigt i floden, da understrømmen er meget stærk. Mange forsøgte at slippe væk, og valgte herved druknedøden. Tilbage igen på fastlandet ser vi efter frokosten nærmere på slavemuseet der ligger i nærheden. Det er et godt og informativt lille museum med masser af billeder, kort og redskaber der blev brugt under slavetiden, bl.a. de uhyggelige brændemærkejern. Udenfor museet står en formindsket model af et af de træskibe der bragte slaverne over Atlanterhavet under kummerlige forhold.  Man kan gå ombord og tage bestik af pladsen under dæk, og hurtigt danne sig et indtryk af hvor lidt plads der har været at røre sig på. Ikke noget under at så mange slaver aldrig nåede Amerika i live.

Læs også:  Rafting på Zambezifloden i Zambia

De første portugisiske bosættelser
Over middag hvor man for alvor kan mærke solens tiltagende magt på himlen besøger vi et par gamle ruiner af de første portugisiske bosættelser i Gambia. Et af stederne kaldes Santa Domingo og er ligeledes udpeget til Unescos kulturarv. Ruinen ligger i næsten ubemærket stilhed i en lille skov og vidner om for længst svundne tider. Er man heldig findes der leguaner i skoven omkring ruinerne, der sommetider krydser vejen foran bilen.

På vejen tilbage mod byen Barra kører man igennem adskillige små landsbyer hvor tiden synes at have stået stille i årtier. Et enkelt sted har kunsthåndværkerne slået sig ned under halvtage og sælger deres ting til turisterne. Priserne er lidt billigere her end på markedet i Banjul, til gengæld er udvalget ikke så stort. Vi er virkelig ude på landet her og kan iagttage de lokale passe deres landbrug, bl.a. er der en del jordnøddemarker i området. Det er et tidløst terræn der byder den rejsende på store naturoplevelser og lokale traditioner på tæt hold. Man får her rig mulighed for at opleve det rigtige autentiske Gambia udenfor turistområderne.

Faktabokse:

Rejsen til Gambia
Flyrejsen til Gambia kan foregå med flere flyselskaber fra Københavns lufthavn. Det portugisiske luftfartsselskab TAP flyver over Lissabon til Dakar. Spanair, Air Europa eller SAS har en mellemlanding i Madrid.

Mod Banjul flyves med Air Senegal International eller Cabo Verde Airlines fra Dakar. Nogle Spies afgange flyver over Las Palmas på Gran Canaria.
Rejsetiden ligger på mellem 8 og 15 timer afhængig af rute, mellemlandinger og ventetider.

Prisen for billetten fra København til Banjul ligger fra ca. 8000 kr. til 12.000 kr. ligeledes afhængig af flyselskab og ventetid i lufthavnene.

Læs også:  Indtryk fra et forrygende ”Ferie for Alle” i Herning

Et sted at sove
Turistområderne omkring strandene bugner af hoteller og guesthouses i alle prisklasser. Palm Beach Hotel og Bungalow Beach er et par af de gode hoteller med egne strande, dejligt pool-område, strandbar, restaurant og live musik de fleste aftener. Vil man længere ud på landet og opleve cikadernes underfundige hvislen om natten i tropemørket og en stjerneoverstrøet himmel vil udvalget af overnatning være noget mere spartansk. Her kræver det nok en opringning og reservation i forvejen, evt. hos et rejsebureau. Gambia har flere hyggelige danskejede lodges ude i bushen, langt væk fra civilisationen, som kan bookes hjemmefra.

Prøv på www.hotels.com eller en af de mange hjemmesider om Gambia.

Lidt at spise
Der findes adskillige restauranter i Gambia, de fleste ligger i eller omkring turistbyerne og byder den rejsende på traditionelle lokale retter tilberedt af gode råvarer.  Mange af de gode steder ligger tæt ved stranden i tilknytning til hotellerne. Men også i Serakunda kan man finde små cafeer og restauranter med specialiteter og delikatesser fra Gambia og Vestafrika. Landet er især kendt for fiskeretter pga. den tætte relation til havet. Kulinariske oplevelser som rejer, hummer, blæksprutte fås i adskillige varianter, ligesom røget fisk også hører med i det gambianske køkken. De kendte retter Thiéboudienne eller Benechin er fisk eller kød lagt på et lag af røde ris eller Cous Cous krydret med hvidløgspasta, grøntsager og mos af rodfrugten Kassava. Begge retter fås i flere varianter, er en fryd for både øje og gane, og en vigtig del af den gambianske cuisine.

I Gambia drikkes der øl, men sjældent vin, da det er et muslimsk land. Vin er derfor dyr, mens den specielle palmevin der er hjemmebrygget er værd at prøve. Den er hvid, smager sød og klistret, mens den gambianske likør er sursød.

Læs også:  Magnum 44 i Sydafrika

Gambia er rig på eksotiske former for juice. Først og fremmest de traditionelle som Mango, ananas, kokosnød, papaya. Men også mere utraditionelle smagsvarianter som Corossol, der er en tyk hvid juice lavet af frugten fra Soursop træet, og Bouyi der er den søde tykke juice fra Baobabtræets frugter. Bissap er en forfriskende lillafarvet drik af vand, sukker og et anstrøg af Hibiscus. Om eftermiddagen nyder man en traditionel stærk te i små glas med masser af sukker.

Shoppingmuligheder
Der er rigtig gode muligheder for at købe sig en speciel souvenir med hjem fra Gambia. Det farverige Albert Market i Banjul er et godt sted at starte med at lure prisniveauet af. Markedet er opdelt i forskellige sektioner med mad, frugt, grøntsager, stof, sko og tøj. I den ene ende kan man finde afdelingen for souvenirs. Her er boder med håndskårne træmasker med stor detaljerigdom, skåle og figurer, samt smukt og farverigt batikstof. Man kan også finde smykker, perler og læderting. Her findes også et udvalg af souvenirs af ypperlig kvalitet fra de omkringliggende lande i Vestafrika. Ønsker man at få sit hår flettet i en fantasifuld frisure med perler og pynt ligesom de afrikanske kvinder er det også muligt på markedet.

Der findes også markeder i Serakunda og andre mindre byer hvor lokalbefolkningen sælger deres kunsthåndværk. Husk endelig at prutte om prisen – det er en vigtig del af den vestafrikanske kultur. Start med et lavt beløb og gå så langsomt op i pris indtil i har opnået enighed.

Værd at vide om Gambia
Der kræves ikke visum til Gambia, kun gyldigt pas. Landet kræver en del vaccinationer og malariaforebyggelse, som man kan finde oplysninger om på Statens Seruminstituts hjemmeside.

Temperaturen er behagelig året rundt, mens der er regntid fra juli til september.

Landet har vidtstrakte strande hvor man kan slænge sig eller man kan lade sig forkæle med smygende lækkert helsebringende massage og well-ness på danskejede Hotel Lemon Creek. Der er masser af muligheder for forkælelse.

Rejsende skal være opmærksom på at Gambia er et fattigt land, med alt hvad dertil hører af tiggeri og påtrængende sælgere. Man gør klogest i at afvise dem venligt, men bestemt. Husk at give drikkepenge, det er en del af kulturen.

Gambiatours er behjælpelige med at arrangere ture rundt i landet og skaffe kontakter. www.gambiatours.com

Se artiklen i Rejsemagasinet Vagabond

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments