Giovanni Belzoni – fra cirkusartist til arkæolog i Egypten

Gizapyramiderne i Cairo, Egypten

Da jeg i 2014 læste et semester på The American University i Cairo, Egypten, som et led i min journalistuddannelse, havde jeg tre antropologi-fag og et egyptologi-fag. At læse egyptologi i Egypten, det er jo et drømmescenarium, for landet er som bekendt ét stort udendørs museum.

Der er nærmest fortidsminder på hvert andet gadehjørne i Egypten, ja, historiens vingesus kommer simpelthen ikke tættere på. Det bliver ikke ret meget mere autentisk, og det var da også noget, som vi benyttede os af i høj grad.

Vi var på adskillige ekskursioner for at få et virkeligt hands on-indtryk af gamle farao-grave, pyramider, massevis af effekter på Det Egyptiske Museum, mumier og  historier om de mange arkæologer og andet godtfolk, der gennem tiderne har gennemtrævlet ørkensandet. Alle i et evigt håb om at afdække den helt store guldskat.

Faget egyptologi er omfattende. Meget omfattende! Den dækker jo groft sagt over mere end 6000 års historie, og selvom jeg klogeligt nok havde valgt “Egyptology – An Introduction to Ancient Egypt,” fordi jeg aldrig havde beskæftiget mig med faget før, så får man kam til håret. Der er enormt mange detaljer at huske om de 31 dynastier og alt, hvad der hører sig til. Og der er virkelig meget, der hører sig til.

Alle guderne, alle faraoerne, deres koner og børn, familier, alle deres kendte store bedrifter, store krigsslag, bygningsværker osv. For slet ikke at tale om tydning af hieroglyffer, ældgamle tegninger og kunsten og æstetikken i de mange dynastier. Der er nok at tage fat på, og man bliver aldrig færdig med egyptologi. Det er og bliver en livslang passion, når man først er gået i gang med det.

Giza pyramiderne i Cairo, Egypten

I 2014 læste jeg et semester på The American University i Cairo, Egypten, og i den forbindelse besøgte vi ofte Giza-pyramiderne. Her er jeg på udforskning mellem de mange kæmpestore stenmure og flere tons tunge sten og spekulerer på, hvordan de gamle egyptere fik disse enorme bygningsværker rejst. Det er nok stadig lidt af et mysterium. Foto: Bo Skov Særkjær.

Et skattekiste af arkæologiske fund
Egyptologi er virkelig et hukommelsesfag, og det gælder om at få prentet ind i hjernen, hvordan det hele hænger sammen og virkelig køre sin klæbehjerne i stilling. Men ok, noget må jeg jo havde gjort rigtigt.

Læs også:  Et langt liv med peruansk inkakultur

Jeg afsluttede med et A i karakter, der svarer til det danske 12-tal, så helt galt kan det jo ikke havde været, men jeg blev også fuldkomment hooked på Egyptens historie, så jeg læste nærmest 24 timer i døgnet.

En af opgaverne i egyptologi gik ud på at skrive en tekst til Wikipedia om et valgfrit emne. Der var simpelthen frit valg på alle hylder, og der er i den grad mange hylder. Igen 6000 års historie – ta’ den! Hvor skulle man overhovedet ende og begynde?

Jeg brugte adskillige timer på research på universitets bibliotek, endda på allerøverste etage, der husede deres samling af sjældne værker. Det var det allerhelligste, og jeg elskede at være der.

Blandt andet har de førsteudgaven af Napoléon Bonapartes ”Description de L’Égypte” der består af kæmpestore håndmalede plancebøger med detaljerede søjler, templer, grave, mumier og alt hvad der ellers var at dokumentere i faraoernes land.

Bøgerne er så velbevarede, at man får helt åndenød. Tegningerne fremstår så klare og fine, som de var malet i går. Napoléon var i Egypten fra 1798 til 1802, så det er trods alt bøger med nogle år på bagen. Men det knastørre ørkenklima er godt til at opbevare bøger i.

Giovanni Battista Belzoni

Italienske Giovanni Belzoni var født i nærheden af Venedig, men tilbragte det meste af sine barndomsår i Rom. Det var dog de færreste, der havde forudset, at han ville blive en af de største arkæologer i Egyptens historie. Han startede sin karriere i en helt anden branche – nemlig som stærk mand i cirkus.
Foto: Wikipedia.

Anyway, det var faktisk en hel anden, der endte med at få min endelige interesse i forhold til at skrive en tekst til Wikipedia. Jeg var nemlig faldet for Giovanni Belzoni (1778–1823) og havde gennemtravet den ene bog efter den anden om den fandenivoldske italiener.

Læs også:  Der er en tid til at undres

Han endte nemlig med, trods sin komplette mangel på baggrundsviden om arkæologi og egyptologi, at blive et stort navn indenfor egyptisk oldtidshistorie.

Man kan så diskutere lidt, om det nødvendigvis altid var for det gode, han blev kendt, for han brugte ret hårdhændede metoder til at afdække fundene. Metoder, som man i dag indenfor arkæologien, aldrig nogensinde ville tillade.

Ikke desto mindre, så kan vi ikke komme udenom, at han faktisk afdækkede nogle af de helt store ting indenfor egyptisk arkæologi. Blandt andet så opsporede han farao Seti I’s grav i Kongernes Dal – men det vender jeg lige tilbage til.

En ”cirkusartist” indtager faraoernes land
Giovanni Battista Belzoni havde en noget atypisk indgangsvinkel til egyptisk arkæologi. Han havde nemlig ikke skyggen af erfaring med Egyptens oldtid eller arkæologi.

Han blev født i 1778 i Padova i Italien – en by vest for Venedig. Hans far var en lokal barber, og den unge Giovanni var ud af en søskendeflok på 13. Familien var oprindeligt fra Rom, og Giovanni tilbragte en del af sine teenageår i den italienske hovedstad.

Imidlertid havde han talent ud i ingeniørfaget og begyndte at studere hydraulik (kraftoverførsel ved hjælp af væske) i Padova, for senere at tilbringe en tid i Holland, inden han i 1803 rejste til England.

Nu slog den unge italiener over i en helt anden boldgade. I England ernærede han sig nemlig som stærk mand i cirkus. Det er jo ikke ligefrem dét, man forbinder med en arkæolog, der skal sidde i timevis og fedte med teske og pensel for at vifle støv af en oldegyptisk krukke eller et væg-relief.

Belzoni var selvsagt en fysisk stor og stærk mand, der levede af at løfte tunge ting for sit cirkuspublikum, og deraf fik han kælenavnet ”The Great Belzoni.” I omkring ti år rejste han rundt med cirkus, og undervejs giftede han sig med engelske Sarah Bane.

Solnedgang over Nilen i Luxor i Egypten

Det var formentlig disse næsten psykedeliske solnedgange, som Giovanni og Sarah Belzoni også betragtede over Nilen i Luxor for 200 år siden. Nær Nilens bredder i Kongernes Dal stødte han på farao Seti I’s imponerende gravkammer. D. 18. oktober 2017 er det præcist 200 år siden, han for første gang så gravens imponerende udsmykning.

Trods sine mange år inden for cirkusverdenen havde Belzoni dog ikke glemt sit kendskab til hydraulik og især systemer, der kunne lede vand. Det blev lidt af et springbræt til hans videre færd. Han og Sarah tog i 1812 til Malta, hvor Giovanni tilfældigt møder en af den egyptiske hersker Mohammed Ali Pashas officerer, der inviterer ham med til Egypten.

Læs også:  Biblioteket i Alexandria – et paradis for læseheste

Den tidligere stærke mand i cirkus har nemlig udviklet en hydraulisk maskine, som han mener, kan ”tæmme” Nilens vandmængder til gavn for det tørre ørkenland, og denne opfindelse har han i sinde at vise Pashaen i Egypten. Selvom opfindelsen er en succes, så afviser Pashaen maskinen, og projektet glider næsten bogstaveligt talt ud i sandet.

Men Giovanni og Sarah er nu engang kommet til faraoernes land, og helt andre interesser får tag i den farverige italiener. For han kan næsten ikke undgå at lægge mærke til de mange enestående bygningsværker, templer, grave og ikke mindst pyramiderne i ørkensandet. Det bliver hans skæbne.

Det allerhelligste af Kefren-pyramiden
Det er som om, det virkelig er meant to be, at Belzoni skal have fingrene i de gamle oldtidssager, for straks han og Sarah er ankommet til Egypten får de et møde i stand med den britiske generalkonsul Henry Salt. Han arbejder på et projekt, hvor han skal flytte egyptiske kulturgenstande fra Egypten til British Museum i London.

Det bliver begyndelsen på Giovanni Belzonis karriere som selvlært egyptolog og arkæolog, og man må sige, at han gennem de næste mange år gør mange betydningsfulde fund, som kommer til at have stor indflydelse på de næste i rækken af egyptologer og arkæologer.

Hans metoder var som tidligere nævnt noget hårdhændede, og han var ikke bleg for at bruge både dynamit, økser, hakker og spader, når han skulle bane sig vej ind til det indre af grave og templer. For eksempel så ved man, at Belzoni brugte dynamit, da han skulle blotlægge indgangen til farao Seti I’s grav i Kongernes Dal i Luxor.

Læs også:  Christmas Greetings from the Crypt Church of Aarhus

I dag ville man aldrig nogensinde tillade denne måde at skabe sig vej ind til de værdifulde skatte og gravkamre. Det er ikke umuligt, at han på sin vej for at afdække uvurderlige gravfund har skadet både omgivelserne og effekter betydeligt, men på det tidspunkt var der ikke så megen opsyn med arkæologiske udgravninger, som der er i dag.

Kefrenpyramiden i Cairo, Egypten

Dette foto viser det inderste rum i Kefren-pyramiden, som Giovanni Belzoni var den første, der så tilbage i 1818. Ingen kan vist være i tvivl om, hvem der opdagede rummet i sin tid.

I 1818 er han den første, der når det allerinderste rum i Kefren-pyramiden – den ene af de tre berømte pyramider i Giza i udkanten af Cairo. Jeg har været i Egypten tre gange inkl. da jeg læste på universitet, og har hver gang været inde i Keops-pyramiden.

Det er utallige gange, jeg har kæmpet mig op ad de mange trapper i stenkæmpens hede og tætte indre, men i 2014 var det første gang, jeg var inde i Kefren-pyramiden.

Gangene her er knapt så snævre og skumle, og det der er den helt store forskel er, at man ender i et oplyst ganske behageligt rum – i modsætning til det noget lumre og mørke rum med den dystre granitsarkofag i Keopspyramiden.

I Kefren-pyramiden er der på væggen i det inderste rum skrevet Belzoni 1818 med store typer, så ingen kan være i tvivl om, hvem det var, der havde ”opdaget” rummet. For den tidligere stærke mand i cirkus var simpelthen ham, der først trængte igennem de tykke mure og entrede pyramiden. Lidt af en præstation må man sige.

En berømt faraos grav afdækkes
Belzoni er berømt for sin indgang til det allerhelligste i Kefren-pyramiden, men der var også mange andre arkæologiske præstationer, som han kunne skrive på sit cv. Han møder på et tidspunkt den schweiziske opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817,) der nok er mest kendt for opdagelsen af oldtidsbyen Petra i Jordan.

Burckhardt har opdaget det såkaldte Ramesseum ved Nilens vestlige bred i Luxor, der er et mindetempel over  Ramses II. Her fandtes en enorm granitbuste af faraoen. Den var ved at falde i franskmændenes hænder, men Belzoni sørger for at få statuen bragt i sikkerhed.

Læs også:  ”Og nu vi lige er ved søfartshistorien…!”

Der findes mange gamle billeder af ham, hvor han leder flytningen af granithovedet, der bliver kaldt for The Younger Memnon og er fra det 19. dynasti.

Sammen med lokale hjælpere flytter Belzoni figuren på en træslæde og skubber den ned til Nilen, hvor den bliver flyttet ombord på en damper og sejlet ad Nilen mod Alexandria. Derefter sejles den til England. Jeg har set den næsten tre meter høje statue flere gange på British Museum i London, hvor den er udstillet i afdelingen Ancient Egypt & Sudan. Den er et ganske imponerende syn.

Også andre templer havde den ihærdige italieners besøg – blandt andet Edfu og Philae-templerne ved Aswan i det sydlige Egypten og Abu Simbel i Nubien nær grænsen til Sudan. Men som tidligere nævnt sker hans nok største fund i Kongernes Dal i Luxor.

Det egyptiske tempel Abu Simbel i Nubien

Templet Abu Simbel i det allersydligste Egypten, nær grænsen til vore dages Sudan, var også et af de steder, der blev udgravet af Giovanni Belzoni. Jeg besøgte Abu Simbel i 2004, og det er et virkelig storslået sted, der i sin tid næsten lå begravet i ørkensand. Foto: Wikimedia Commons

D. 18. oktober 1817 – altså for lige præcis for 200 år siden i morgen – opdager Giovanni Belzoni en af de største og mest imponerende grave, der nogensinde er fundet i Egypten – nemlig Seti I’ sidste hvilested. Seti I fra det 19. dynasti er fader til Ramses II og har fået en mere end imponerende begravelse i et næsten overjordisk gravmæle, der næsten ikke er set magen til i Kongernes Dal – ikke rent kunstnerisk i hvert fald.

Graven er dekoreret med helt ekstraordinære smukke malerier og væg-relieffer, og i dag er den lukket for offentligheden. Jeg har sommetider set dokumentarfilm fra dette enestående gravkammer, hvor vægmalerierne er så velbevarede, at man skulle tro, at de var malet i går.

Læs også:  Siwa – når barndommens bibelhistorie bliver virkelighed

Den gamle faraograv var fuldstændig uåbnet og intakt, da Belzoni fandt den og beskyttet med fugt og sollys har billederne haft de allerbedste betingelser for at holde sig friske og helt klare i farverne.

Den mystiske alabaster-kiste
Gravene i Kongernes Dal er lukket på skift. Nogle er permanent lukket som Seti I’s grav, andre åbnes engang imellem for turister. Tutankhamons grav er for det meste åben, men man er nødt til at lukke dem for offentligheden i perioder, fordi den massive strøm af turister giver problemer.

Folks udåndingsluft giver ganske enkelt de ellers knastørre gravkamrene alt for høj luftfugtighed, og det ødelægger vægmalerierne. Så man har været nødt til at begrænse adgangen til gravene, så man kan bevare dekorationerne. Så gravene er åbne lidt på skift.

Seti I døde i år 1279 f.kr og ikke nok med, at hans grav er et af de mest imponerende udsmykkede gravkamre i hele Egypten, den gamle farao var også stedt til hvile i en aldeles overdådig kiste. En kridhvid alabaster-sarkofag med sirligt udhuggede inskriptioner fra The Book of the Gates (en slags guidebog for den døde sjæl til at finde vejen gennem underverdenen.)

Kongernes Dal i Luxor, Egypten

Det var her i Kongernes Dal i Luxor i Egypten, at Giovanni Belzoni for præcist 200 år siden opdagede faraoen Seti I’s grav – et af de smukkeste og mest velbevarede grave, der nogensinde er fundet i Egypten. Og faraoen lå ovenikøbet begravet i en hvid alabaster-kiste. Foto: Supermac1961

Denne alabaster-kiste kommer ud på noget af en rejse, efter at Belzoni har afdækket den i gravens knastørre mørke, og den står i dag det mest finurlige sted, men det vil jeg fortælle jer om i næste blogindlæg. Det er en hel historie i sig selv, så følg med i del 2 af historien om Seti’s eventyrlige alabaster-kiste. Den er nemlig at finde på et helt særligt sted.

Giovanni Belzoni vender i 1819 tilbage til England, hvor han udgiver sin bog ”Narrative of the Operations and Recent Discoveries Within the Pyramids, Temples, Tombs, and Excavations in Egypt and Nubia” året efter.

Bogen gør virkelig den selvlærte egyptolog og arkæolog berømt, og værket betragtes som noget af det første engelske research i egyptologi. De næste to år holder Belzoni adskillige udstillinger, hvor han fremviser sine fund i The Egyptian Hall ved Piccadilly i London.

Den tredje rejse, som han påbegynder i 1823, bliver hans skæbne. Han er taget afsted for at besøge den myteomspundne by Timbuktu i Malis nordlige ørken. I stedet for at rejse gennem Marokko vælger han at lægge ruten ned langs kysten til Guinea og Benin.

Selvom Belzoni er vant til at rejse, så er han alligevel blevet en moden mand på 45 år, og da en omgang dysenteri får et voldsomt tag i ham, har han ikke styrke nok at stå imod med. Han når landsbyen Gwato i Benin, hvor han dør.

De lokale begraver ham under et træ, og det bliver afslutningen på en stor mands eventyrlige liv i de gamle egypteres fodspor – en mand der på sin helt egen måde formåede at sætte sig et gevaldigt aftryk i både egyptologien og arkæologien. Belzoni gjorde fund, som ikke blev set igen indtil opdagelsen over dem alle – nemlig Howard Carters fund af Tutankhamons grav i 1922.

Så historien om Giovanni Belzoni er altså historien om, hvordan en stærk mand i cirkus blev til en af de største arkæologer gennem tiderne, trods det faktum at der ikke er mange ligheder mellem cirkuslivet og tilværelsen som arkæolog med speciale i ældgamle farao-grave – men Herrens veje er som bekendt uansagelige.

Du kan her læse min Wikipedia-tekst om Giovanni Belzoni fra mit semester på The American University i Cairo.

Hvis du også har lyst til at se min powerpoint-præsentation om Giovanni Belzoni, så kan du finde den her.

Egyptian Hall, London

Giovanni Belzoni udstillede sin mange egyptiske fund i London, nærmere betegnet ved Piccadilly. Stedet blev kaldt for Egyptian Hall og havde mange interesserede besøgende. Egypten var yderst eksotisk og fremmedartet på den tid, og ingen var i tvivl om, at der lå masser af arkæologiske skatte gemt under ørkensandet. Foto: Wikimedia Commons

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments