Grutas de San Cristobál og Toniná

Jeg vover pelsen i dag også og ser om Travellog vil fungere eller rettere sagt om computeren vil fungerer. I dette afsnit vil jeg fortælle om hvad jeg videre lavede i San Cristobál de Las Casas inden jeg flyttede på Nabolom. I min bog havde jeg læst om en mayagrotte lidt udenfor byen som var til at komme til med lokalbus, så mig af sted søndag morgen på Valentinsdag ud og se hvad det bød på. Stedet lå 9 km udenfor byen og jeg blev sat af ved en støvet grusvej ned gennem en skov. Området viser sig at være lavet til et picniksted for omegnens familier på søndagsudflugt, og der er da også allerede godt gang i festlighederne, især er parken fyldt med forelskede unge par med hjerte balloner og bamser med røde bånd.

Bo og jeg har udvekslet op til flere Valentinskort, men det ville nu være rart hvis han lige var her. I Latinamerika går man helt vildt op i Valentinsdag, enhver butik har et kæmpe udvalg i alt muligt tingel tangel til forelskede par, roser, chokolade, bamser, kort osv. Grotten er meget flot og ikke mindst stor, de første 350 meter går man på en anlagt betongangsti. Det er en drypstenshule med vel 15 – 20 meter til loftet og de mest fantasifulde drypstensformationer. Igen er der fugtigt og det drypper fra loftet, det elektriske lys er ret sparsomt, og gør hele indtrykket rigtigt skummelt. Jeg tager nogle billeder, men bliver sat på lidt af en opgave da jeg vil prøve at filme i grotten. Det er alt for mørkt og man kan slet ikke se på filmen hvad det er.  Hulen er kæmpestor – ingen tvivl om det, da jeg kommer til at se ned under gangbroen på et tidspunkt og opdager at der på et bestemt sted vel er 15 – 20 meter dybt også. Gangbroen er altså anlagt ca. midt i hulen.

Da jeg kommer ud igen spiser jeg en majskolbe, de har en ret kreativ måde at tilberede majskobler her, de er enten grillede eller kogte, og så kan man få dem smurt ind i mayonnaise, salt, lemon, og til sidst dyppet i ost. De smager super godt, dem er jeg ved at have fortæret nogle stykker af efterhånden. Tilbage i San Cristobál er jeg på en lille city rundtur på egen hånd, hvor jeg bl.a. er inde og se nærmere på deres flotte, men en smule misligholdte katedral. Den er rød og gul, smuk indeni, men kunne godt trænge til lidt maling udenpå, men ellers flot i stilen.

Læs også:  Palenque, Bonampak og Yaxchilán

Jeg vover mig op på det lokale marked, jeg kan godt lide markeder, men tit bliver man som turist totalt overfaldet så snart man nærmer sig, så det er lidt med et vist forbehold jeg gå derop. Man kan godt blive jagtet helt vildt som hvid, og slet ikke få lov til at gå stille og roligt rundt og kigge og danne sig et indtryk af hvad man evt. gerne vil købe. Men de er faktisk ret afslappede på markedet, man får lov til at gå fredeligt rundt og det inspirere mig jo til at købe nogle ting. Jeg køber et par tørklæder til håret og to andre hårbånd og en fin hårspænde med perler. Tre små flettede hippiearmbånd bliver det også til, det hører lidt til som backpacker – så er det helt rigtigt!

Og henne ved en stand med sten får jeg øje på den i vrimlen – et krystalkranie i sort obsidian (vulkansk glas). Det er meget sjældent – hvis nogensinde – at jeg har set en i stenarten obsidian. Den er vel ca. 4 x 5 cm, ikke stor og heller ikke gammel og antik, men et krystalkranie er det dog. Først vil fyren have 500 pesos for den. Senere da jeg kommer tilbage igen er det en ældre Lacandonkvinde der passer butikken. Hun forlanger 300 pesos for krystalkraniet, jeg tilbyder hende 200, men hun er hård og holder ved de 300. Så indgår vi en aftale, hun får 300 pesos for den og så får jeg lov til at tage et par billeder af hende. Det går hun sådan en lille smule modstræbent med til. De er ikke så glade for at blive fotograferet og det kan man jo et eller andet sted godt forstå. Alle vil have billeder af dem, pga. deres flotte traditionelle tøj, og det må også være træls hele tiden at skulle agere fotomodel.

Læs også:  Barrow, Alaska

Men jeg får mit krystalkranie og et par billeder af hende. Jeg har ledt efter et krystalkranie i lang tid og vidste slet ikke om man overhovedet kunne få dem. Min er som sagt hverken gammel, særlig stor eller fra Azteker eller Mayariget som de rigtige er, men et krystalkranie er det dog. Sådan en fyr skal jo have et navn og hvad var mere oplagt end at kalde ham Valentin, når han er købt på Valentinsdag.

Jeg glemte lige at fortælle at jeg til frokost mødte den herligste ældre mand fra Canada inde på en lille restaurant. Han hed Brian og er pensionist og forfatter. Så vi fik os en lang snak over min Spaghetti Cabonara. Han skriver på en bog om Olmekerkulturen og er faktisk så heldig at han af omveje har fået kontakt med direktøren for Det Antropologiske museum i Mexico City og fået ham til at skrive forordet til hans bog. Han havde helt tilfældigt mødt direktøren og de var kommet til at snakke om bogen. Brian lod ham læse hans manuskript igennem og han har så lovet at skrive forordet til bogen, sejt kørt syntes jeg, rigtig flot! Og Brian er gammel Jazzmusiker og har aldrig nogensinde haft noget som helst at gøre professionelt med arkæologi, men har bare interesseret sig for maya og olmekerhistorie i mange år. Så det er rigtig flot syntes jeg! En rigtig god historie om at man ikke nødvendigvis behøver at have universitetsgrader i stakkevis for at skrive bøger. Eller at være journalist for den sags skyld.

Brian viste mig alle sine mange billeder på sin bærbare computer fra de mange forskellige ruiner han har besøgt. Og så introducerede han mig til en olmekerruin syd for Mexico City som jeg aldrig har hørt om, den er åbenbart så lidt kendt at den ikke engang er omtalt i min bog. Den hedder Chalcatzingo og ligger vist noget afsides ved en mindre by. Jeg har nu lavet lidt om på min rejseplan, så jeg måske kan besøge denne ruin. Det var planen at jeg skulle ned sydpå til badebyen Acapulco, men nu har jeg mødt nogle stykker der har været der og alle siger at det bare er diskoteker, fulde mennesker og strandløver og det kan jeg jo ligesom meget nemt leve uden – så hellere udforske en for mig ny ruin. Når jeg engang tager fra San Cristobál så bliver det med bussen i 12 timer til byen Oaxaca og så kunne jeg tage videre til byen Cuatla hvor ruinen ligger. Det er lige en tanke jeg har fået. Det ville være mere spændende og mere udfordring end at ligge på stranden i Acapulco.

Læs også:  Er der en udløbsdato for ens trang til smarte millionbyer?

Forresten skal jeg lige huske at fortælle at de to filmklip der ligger på Travellog ikke er af særlig god kvalitet. Bo har forklaret mig at filmklippene bliver komprimeret og lavet om til et andet format og derfor bliver kvaliteten meget forringet. Jeg kunne også tydeligt se at inden jeg lagde filmene på Travellog så de faktisk rimelige ud, men på selve travellog ser de meget dårlige ud. Filmklippene er i forvejen ikke vildt gode, jeg er jo begynder, men de var trods alt bedre inden de kom på travellog. Men det var bare lige en lille forbrugeroplysning.

Mandag d. 15. feb. tog jeg ud og se en ruin som Frans Blom også har gravet ud. Den hedder Toniná og ligger ca. 2 timers kørsel fra San Cristobál mod Palenque. Det var igen muligt at tage dertil på en arrangeret tur, men jeg havde fået nok af disse ture, så jeg valgte at gøre det selv. Måske en smule mere besværligt, men med friheden i behold og meget billigere. En af de andre kendte ruiner han har udgravet hedder Chinkultic og ligger meget tæt på grænsen til Guatemala. Jeg havde forhørt mig et par steder om denne ruin og fik hele tiden nogle lidt underlige forklaringer. At det var farligt at tage dertil osv., men enden på det hele blev at jeg forstod så meget at ruinen var lukket pga. renovering. Jeg fik forklaringen at det var banditter i området, men hvor meget der var om den historie ved jeg ikke helt. Man får sommetider nogle sjove historier bundet på ærmet og hvor meget af det som passer, er ikke til at vide. Men som sagt først et par timers kørsel til byen hvor Toniná ligger og herefter en lokalbus ud til selve ruinen.

Læs også:  Den danske Kong Frederik VI’s hemmelige aner i Canada

Jeg kender vejen for det var turen som jeg kørte fra Palenque til San Cristobál, hvor man kører igennem byen Ocosinga og det er en frygtelig serpentinevej af en bjergvej. 86 km hårnålesving i et væk! Smuk natur og flotte udsigter, men en rigtig træls vej at køre – trættende vil jeg kalde den! I Ocosinga skulle jeg finde en bus ud til ruinen. Først blev jeg vist ned til markedet midt i byen og så i en minibus ad en mildest talt hullet vej de 15 – 18 km ud til ruinen. Det specielle ved Toniná ruinen er at den ligger utroligt flot placeret på en bakketop uden skov omkring, så man kan faktisk se den flere kilometer før man nå derud. Fantastisk smukt sted med udsigt over en grøn frugtbar dal ligger ruinen der som en fæstning. Det er en meget stor ruin, ikke så meget i areal, men i højden – flere pyramideterasser ligger oven på hinanden, hvilket giver en hel masse trapper at bestige. Flotte brede trappesystemer og mange flotte relieffer, grave med sarkofager og labyrintbygninger. Jeg kravlede op og ned af flere hundrede trapper og var virkelig træt bagefter og havde det vildt varmt.

Jeg kom til at snakke med en engelsktalende antropolog der havde arbejdet i ruinen i 25 år og vidste en masse om stedet. Han fortalte mig at Frans Blom havde været i Toniná i 1925, men ellers var ruinen først blevet rigtigt udgravet og helt fritlagt i 1979. Toniná har en helt særlig historie. Man mener at området har hørt ind under Slangekranie og Jaguardynastiet i det 7. århundrede. De lå i krig med klanerne i Palenque og mindst 3 af Palenques herskere har siddet fængslet i Toniná. Området var også et vigtigt spirituelt sted for ceremonielle riter og religiøse anliggender. Omkring år 900 e.Kr. blev Toniná genopbygget i en mere simpel stil, men hersker Jaguar Serpent år 903 e.Kr. var den sidste hersker der regerede – indtil slutningen af den klassiske Mayacivilisation. På vejen hjem til San Cristobál kører buschaufføren helt vildt af de snoede veje. Det er en ung Billy Smart Arse af en buschauffør der virkelig kører spændende af de smalle bjergveje. Jeg bliver noget der vist mest minder om køresyg, noget som jeg ellers aldrig bliver. Men fyren kører komplet sindssygt. Så efter 2,5 times kørsel af snirklede bjergveje i vild fart med vilde opbremsninger og ligeså meget gassen op er jeg glad for at være tilbage i San Cristobál. En galning af en taxichauffør var ved at køre mig ned i Ocosinga, så det var rart at komme hjem til mit lille hummer og slappe af i hovedet.

Læs også:  Canadiske naturperler og islændinge med royalt blod

Et eller andet må der havde været med mig for jeg går i seng kl. 20.20 og vågner 12 timer senere. Det er nok en eftervirkning af min forkølelse og feber. Jeg er helt slatten, men det hjælper meget at få sovet. Jeg står op og beslutter mig for at finde et sted oppe nord på i byen. Det hedder Centro de Desarrollo de la Medicina Maya. Det er et center der er lavet for at bevare den traditionelle mayamedicin og metoder. De har et lille museum og en forklaring på engelsk som man må låne og læse i. Der står forklaret om healing, medicinske planter, mineraler og en forklaring på deres terapeutiske bade og rensningsproces i specielle bade til udrensning af affaldsstoffer osv. Der står også beskrevet en hel del om lysestøbere der åbenbart havde en meget vigtig rolle i mayamedicin. Stearinlys i forskellige farver blev brugt og ordineret ifm. sygdom. Røgelse, farvesymbolik, miks af vild tobak og limsten, der blev fortalt om jordemoderpraksis, bønnehealerens have, urteeksperter, bønner, kort, blomster, soda (til renselse) og forskellige dyr med helbredende virkning. Af de forskellige dyr kan jeg lige nævne Kolibri, egern, sort kylling, bier, slanger, sort grib, skunk, sort edderkop, og af forskellige helbredende sten Obsidian, limsten og til sidst sort mudder. Desuden skelner man mellem kolde og varme planter i mayamedicin.

Bagefter er jeg igen nede i boghandlen som er ejet af den amerikanske dame, i dag er det hendes mexicanske mand der passer butikken. Jeg finder to meget spændende bøger, en om et gammelt Aztekerdigt på deres indfødte sprog kaldet Nahuatl. Et gammelt Aztekermanuskript (Codex)(deres skriftlige overleveringer/tegninger) dukker op i bjergene nær Oaxaca i 1961 og bliver oversat af en amerikaner til titlen “Ildpyramiden – det forsvundne Aztekerkodex” Den anden bog er af svenskeren Carl Johan Calleman, der har beskæftiget sig med mayakulturen siden 1979. Bogen her er om mayakalenderen. Jeg har lige lært noget nyt. Mayakalenderen og kalenderstenen er ikke det samme. Så nu er jeg begyndt at sætte mig ind i mayakalenderen, hvilket ikke er helt enkelt. Som jeg vist før har nævnt så opererede mayaerne med en tidsperiode der starter i år 3114 f. Kr. til år 2012 eft. Kr., altså om to år.

Læs også:  Planlæg din tur til Canadas nationalparker og undgå kaos

Den 21. dec 2012 hvor det er solhverv udløber mayaernes kalender. Og folk over hele verden ser frem til at se hvad der vil ske på denne dato. Der er mange teorier om hvad der vil ske! Men lige meget hvad så er mayaernes kalender altså slut denne dag, og det regnede de ud for 5000 år siden. Interessant og ret fascinerende efter min mening. I en butik finder jeg en forklaring på mayakalenderen som jeg prøver at sætte mig ind i. Ret kompliceret vil jeg kalde det. I samme omgang finder jeg et obsidian-oksehoved på markedet som jeg køber. Den er meget god at have med til foredrag, for at vise at det f.eks. var den slags okser man brugte på Påskeøen til at hugge de store stenhoveder ud. Bagefter køber jeg en busbillet til Oaxaca til fredag aften, i dag er det onsdag. 12 timer i natbus, men jeg har undt mig selv en rigtig god bus, en ADO Platino billet til brede bløde sæder og så vil jeg tage min sovepose med, så jeg ikke skal fryse, så skal det nok gå.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments