Jens Munks dagbog – et splitsekund i verdenshistorien

Jens-Munks-antikke-dagbog

Alle os rejsende kender dét der med at skrive dagbog, når vi er på farten. Vi grifler ned, stort og småt, tanker, oplevelser, glæder og problemer og supplerer måske med en faktuel oplysning, et navn, et telefonnummer eller en lille tegning eller krusedulle i margin. For det har været vigtigt, siden vi skiver det. Vi sikrer os vel også for eftertiden, kan man sige. For at huske.

Ja, vi skriver for at huske og fastholde minderne, have styr på detaljerne og sidst men ikke mindst, så har en dagbog vel også den funktion, at man betror sig til nogen eller noget. Med en dagbog i hånden føler man sig ikke helt alene i verden. Lige meget hvor håbløst alting ser ud, så kan vi altid ”tale” med vores dagbog og få læsset af – både frustrationerne og de aldeles fantastiske øjeblikke – en dagbog lytter altid tålmodigt.

Og når vi mange år senere graver dagbogen frem af gemmeren igen, så glædes vi over alle vores oplevelser og genvordigheder. Vi fniser over vores tanker og syn på verden som helt unge, og det går pludselig op for os, hvor meget klogere vi er blevet, siden vi stod fortabte med vores nyindkøbte rygsæk på et fortov i Sydney, Denver eller Mexico City.

For mig har dagbøger i den grad sjæl. De er håndskrevne. Alene folks håndskrift siger en del om deres personlighed, og så er det et unikt øjebliksbillede på vedkommes tilstand, tanker og syn på verden. Et splitsekund i verdenshistorien og det var lige netop sådan, jeg følte det, da jeg onsdag d. 6 september var på Det Kongelige Bibliotek i København, hvor jeg havde fået lov til at nærstudere polarfareren Jens Munks næsten 400 år gamle dagbog.

Jens-Munks-dagbog-på-Det-Kongelige-Bibliotek

Sådan ser den ud – den næsten 400 år gamle dagbog, der har tilhørt Jens Munk. Enkelt, ja næsten primitiv, men ikke desto mindre et meget unikt og vigtigt stykke dokumentation fra Jens Munks skæbnesvangre ekspedition til Hudson Bay i Canada.

Overlevede mod alle odds
Ultrakort så handler det om, at den dansk/norske søofficer Jens Munk i 1619 blev udsendt af kong Christian IV for at finde en sejlrute nord om Amerika til Indien og Kina gennem den berygtede Nordvestpassage i det nuværende Nordcanada.

Læs også:  Los Angeles og San Diego

Ekspeditionen ender i en kæmpe katastrofe, da de to skibe strander i Hudson Bay ved udmundingen af Churchill-floden. 61 af besætningsmedlemmerne omkommer af kulde og skørbug, de mister det ene skib Enhjørningen, og kun Jens Munk plus de sidste to overlevende af besætningen klarer på mirakuløst vis at sejle hjem til Danmark i det andet skib, Lamprenen.

Hvad der er meget bemærkelsesværdigt er, at Jens Munks originale dagbog fra rejsen er bevaret. Det er i sig selv ganske imponerende, at en næsten 400 år gammel bog stadig er ”i live” og i hel stand, men der findes jo enormt gamle bøger rundt omkring i verden.

På biblioteket i Alexandria i Egypten findes nogle af verdens ældste bøger, ligesom man for eksempel i den engelske universitetsby Oxford ligger inde med bøger fra både 14 og 1500-tallet – trykte bøger vel at bemærke med sirligt malede billeder og gotisk skrift.

Bogtrykkerkunsten kom jo til Europa i midten af 1400-tallet, fordi Johann Gutenberg – en tysk guldsmed fra byen Mainz opfandt trykpressen, trykfarver og bly-bogstaver til at trykke med. Så i England kan man for eksempel se fine gamle førsteudgaver af William Shakespeare, lærebøger, bibler osv. Bøger der har tilhørt overklassen, adelen, de lærde og præsterne, og derfor er blevet passet på. Det er grunden til, at de er fuldt intakte og velbevarede den dag i dag, selvom de har flere hundrede år på bagen.

Mine-egne-Jens-Munk-bøger

Min research om Jens Munk har krævet indkøb og lån af flere bøger, men det er spændende og tankevækkende læsning om en dansk/norsk opdagelsesrejsende, der helt igennem gik linen ud i sit forsøg på at finde søvejen til Fjernøsten gennem Nordvestpassagen..

Noget helt andet er det med en personlig dagbog – og især én af Jens Munks dagbogs kaliber, for den har helt bogstaveligt fået nogle tæsk. Når man tænker på, hvilke lidelser denne mand gik igennem, så er det helt uhyrligt, at denne dagbog har overlevet.

Læs også:  Alaska - en smuk og majestætisk ødemark mod nord

40 graders frost, vind, vejr, vand, storme over Atlanterhavet, knækkede stormaster, iturevne sejl og et år i ismasserne i det nordligste Canada. Den dagbog kunne være forsvundet, blevet våd, forgået, havnet på havets bund – op til flere gange. Men den er her! Den bor i en blå papkassette i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling, og at åbne for den kassette er som at åbne en tidskapsel.

Menneskeskæbner der rører én
Det er ikke første gang, jeg har været på Det Kongelige Bibliotek i København og siddet fordybet over gamle svungne håndskrifter og gotiske bogstaver iført hvide handsker og taget notater og følt mig ført tilbage til forlængst svundne tider.

Sidste år, mens jeg var journalist for historie- og nostalgi-magasinet Danske Skæbner og Eventyr, var jeg på bibliotekets billedarkiv og i Håndskriftssamlingens læsesal for at se gamle sort/hvide billeder af danske Mads Lange, der rejste til Bali i 1800-tallet, og siden blev fredsmægler i krigen mellem hollænderne og balineserne. Han fik meget stor betydning for dansk og hollandsk kolonihistorie, og har i dag efterkommere over det meste af Sydøstasien.

Jens-Munk-Additamenta-Kvart

Dagbogen er på første side forsynet med et bogmærke – et exlibris, som man ofte ser det i gamle bøger. Det er et personligt mærke, ens navn, årstal, våbenskjold eller lignende – noget der viser, hvem man er. Flere steder i dagbogen har Jens Munk skrevet på latin, som også blev brugt som skriftsprog i 1600-tallet.

Senere var det den meget medrivende og dramatiske historie om Ove Frohn, der flygtede fra Fremmedlegionen i Marokkos hede ørkensand, og som blev sendt i straffelejr i det sydamerikanske land Fransk Guyana, som optog mig i læsesalen.

Det rører mig lige dybt hver gang. Det er for så vidt lige meget om materialet er fra 1920 eller fra 1619 – dét der rører mig er at sidde med disse menneskers tanker, lidelser og verdenssyn i hænderne. For hvad tænkte de? Hvordan så deres verden ud dengang? Hvordan betragtede de deres samtid og deres fremtid? Hvad for mennesker var de?

Læs også:  Planlæg din tur til Canadas nationalparker og undgå kaos

Det er naturligvis ekstra slående at sidde med Jens Munks gamle dagbog. For den mand led! Ja, han var så tæt på at dø, som man overhovedet kan komme. Han balancerede på kanten og var millimeter fra at lide en smertefuld død både midt på isen eller i Atlantens heftige brandstorme.

Jens Munk var så afkræftet, at han knap kunne skrive til sidst, og alligevel så nedfældede han sine inderste tanker – en hilsen til hans hustru og børn og en slags bøn til Gud. Han har haft denne dagbog ved sig, lige indtil han var tæt på at dø.

Dagbogen, der går under navnet ”Additamenta 184 Kvart” er håndlavet, måler 20×17 cm og rummer 50 sider. Den er meget enkelt udført, ja, jeg vil næsten sige primitiv. Dens omslag er lavet af pergament (gedeskind fra et nyfødt kid,) og den er simpelt syet i ryggen med tyndt sejlgarn, som man gjorde dengang. Jeg har læst mig til, at dette sejlgarn på Jens Munks tid gik under betegnelsen lettjæret merling.

Omslaget på Jens-Munks-dagbog

Betegnelsen Additamenta Kvart betyder, at bogen er håndskrevet og den måler 17×20 cm. Den er at finde i Håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek i København.

På forsiden står titlen med smukt svunget håndskrift: “Captien Jens Munks Beschrifning om den Reise 1619” – om end bogstaverne ikke er ret tydeligt mere. Siderne kunne minde en lille smule om egyptisk papyrus i strukturen med sarte striber på langs. Bogen indeholder skibsbønner, salmevers og bagerst i bogen er der et par regnestykker.

Cirka midtvejs i bogen har Munk tegnet, hvad jeg tolker som værende et kort over Nordpolen med de forskellige øer og landområder, der grænser op til – herunder selvfølgelig Canada. Det er blot en skitse, og ser ud som om det lige hurtigt er tegnet med let hånd.

Munk har skrevet med blæk, formentlig endda med en gåsefjerspen. Indtil 1875 skrev man i Danmark med gotiske bogstaver, så de latinske bogstaver, som vi kender i dag er i virkeligheden ikke så frygtelig gamle.

Læs også:  Interview med Doña Beti

Jeg er ikke nogen ørn til at læse gotiske bogstaver. Til nød kan jeg læse skråskrift, fordi det var dét jeg lærte i mine første skoleår, indtil man gik over til at skrive formskrift, men gotisk skrift kræver et mere indgående kendskab. Så jeg overvejer kraftigt at tage et kursus i gotiske bogstaver. Det vil lette livet en hel del for mig næste gang, jeg sidder fordybet i et gammelt underfundigt håndskrift på Det Kongelige Bibliotek.

Ligene blev flere og flere
Jens Munks dagbog kan betragtes lidt som en logbog. Han beskriver vejr, vind, hvad de ser i horisonten og den slags mere sejlmæssige ting. I starten skriver han længere passager hver dag, hvilket måske kan tolkes som om, han i starten har overskud til at skrive.

Hen mod slutningen af dagbogen skriver han hver dag, men kun ganske kort hver gang. Dette er rent tolkning fra min side, men efterhånden som dødeligheden blandt besætningen skred frem, har han jo nok også fået tanker om sin egen dødelighed og har villet nedfælde det allermest vigtige for eftertiden. I mod slutningen tæller han også lig hver dag. 21 lig, 22 lig, 9. Marts: 26 lig. 1.april: 34 døde, 19. maj: 57 døde og d. 4 juni, hvor han selv skriver sit testamente er der 61 døde.

Det var på ingen måder givet, at Jens Munk og de sidste to overlevende overhovedet nåede hjem igen. Han har formentlig villet dokumentere deres sidste dage, i fald nogen skulle komme og finde dem, når de var frosset ihjel på isen.

De-sidste-sider-i-Jens-Munks-dagbog

Det er lidt af en udfordring at læse Jens Munks dagbog, fordi den er skrevet med gotiske bogstaver og på et meget gammeldags dansk. Heldigvis har jeg kunnet læse uddrag af dagbogen på helt almindeligt dansk i de bøger, der senere udkom om Jens Munk. Blandt andet så kan man læse, at antallet af lig stiger dag for dag – lidt makaber læsning, men jo den rene skinbarlige sandhed om situationen i Hudson Bay tilbage i 1620.

Jeg fik ikke ret meget ud af at læse i den gamle dagbog – ikke af teksten i hvert fald. Gotiske bogstaver – håndskrevet, det kræver både tid og tålmodighed at tyde, men heldigvis blev Jens Munks dagbog udgivet som bog i 1624.

Læs også:  Nabolom - Frans Bloms hus

Den fik her titlen ”Navigatio Septentrionalis” og efter en del research rundt omkring på nettet i de danske antikvariaters databaser, fandt jeg den hos antikvariatet Herman Lynge i Silkegade i København.

Endelig er teksten selvfølgelig skrevet på et gammeldags dansk med helt andre ord og vendinger end vi er vant til i dag, men den oplevelse det ér, at sidde med en næsten 400 år gammel håndskreven dagbog i hænderne er noget helt særligt.

Måske man skal, som jeg være bibliofil for at kunne se det fede i det, og det er sikkert også fordi jeg selv skriver, jeg synes det er fascinerende, at sidde med folks gamle skriblerier. Det er jo et vidnesbyrd om en tid i verdenshistorien, blot et splitsekund, men om et menneskes liv i en her ekstrem situation.

Der er ligesom stadig lidt af det menneske, man læser om. De har selv sat deres personlige præg på en dagbog, når den er håndskreven. Han har haft ved bogen mange gange dagligt, hvilket man også godt kan se på den. Den er plettet, skjoldet, slidt og blækket er hist og her falmet, men det er lidt som om, han stadig er her i ånden, selvom det er 400 år siden.

At de stadig er her, sådan har jeg ofte følt, når jeg har siddet og researchet og skrevet om disse gamle menneskeskæbner. Jo mere jeg går i dybden med deres liv og levned, jo mere føles det som om de er her og er taknemmelige for at få taletid.

Jens-Munks-gamle-dagbog

Den gamle dagbog er indbundet i pergament – et skind fra et nyfødt gedekid. Der er ca. 50 blade i bogen – opdelt i to bundter af sider.

Hermed alverden godnat eller…
Jeg tror godt, de kan lide, at man interesserer sig for dem. For selvom det tit er flere hundrede år siden, de levede, så har de alle en beretning, som de gerne vil fortælle og et budskab, som de hellere end gerne vil ud med. Og hvis vi lytter tålmodigt og giver dem tid, så fortæller de gerne deres historie.

Læs også:  Er der en udløbsdato for ens trang til smarte millionbyer?

Derfor brugte jeg også flere timer på ”at indsnuse ånden” fra Hudson Bay og Jens Munks lange sørejse dertil, da jeg var på Det Kongelige Bibliotek. Sådan for at få det helt ind under huden. Det er vigtigt for mig, når jeg skal skrive om dem. At jeg har mærket dem så tæt på som muligt, og det gør man bedst ved at sidde med nogle af deres personlige ejendele – såsom en dagbog.

Jeg vil slutte af med Jens Munks sidste ord, som han skriver i sin dagbog, da han var været vidne til at alle hans besætningsmedlemmer har lidt kulde- og skørbugsdøden undtagen to, og hvor han selv ikke har ret langt tilbage – tror han i det mindste.

Den 4. Juni 1620.

Efterdi at jeg nu ikke længer haver Forhaabning at
kunne leve udi denne verden, da beder jeg for Guds
Skyld, om nogle kristne Mennesker hænder hid at
komme, at de mit arme Legeme med andre deres,
som derhos findes, udi Jorden vilde lade begrave,
tagendes Løn derfor af Gud udi Himmelen, og at
denne min Relation maatte blive min naadigste Herre
og Konning tilstillet (thi hvert Ord, som herudi findes,
er altsammen sandfærdigt), paa det, at min fattige
Hustru og Børn maatte nyde noget godt af min store
Besværlighed og ynkelige Afgang. Hermed Alverden
god Nat og min Sjæl i Guds Haand.

Jens Munk

Jens Munks dagbog forsiden

Forfatteren Thorkild Hansen, som skrev om Jens Munk mente i sin bog, at der på forsiden af den gamle dagbog var en blodplet. Der har været spekuleret en del i, hvorfor Jens Munk ikke fik skørbug, og i 2011 foretog man på Det Kongelige Bibliotek en hæmoglobin-test af pletten på dagbogen, men det er desværre ikke blod. Det er nærmere noget fedtagtigt eller voks. Via en eventuel blodplet kunne man ellers havde lavet en DND-test og forsket i, hvorfor Jens Munk kunne klare skærerne og ikke få skørbug, sådan som de 61 besætningsmedlemmer fik.

Det er smukt og næsten helt poetisk skrevet, men også sønderrivende smertefuldt og ensomt, og man kan ligefrem mærke håbløsheden i hans ord. Længslen efter sine kære, som han ikke regner med at få at se igen, er hjerteskærende. Men Jens Munk kom jo faktisk hjem. Foråret kom til Hudson Bay, og på en eller anden facon fik de tre overlevende mobiliseret kræfter, mandsmod og ikke mindst et sødygtigt skib, så de kunne sejle hjem.

De slipper ud af Hudson Bay, men må på turen over Atlanten kæmpe med altomsigfortærende storme, iturevne storsejl og knækket mast og tilbagelægge flere tusinde sømil til Norge og senere Danmark. I sig selv en imponerende præstation, og at de så overlevede strabadserne var blot endnu mere fantastisk.

En af de få ting, der er tilbage fra rejsen den dag i dag er dagbogen, men på Nationalmuseet i København findes effekter fra Jens Munks Mindeekspedition i 1964. Her fandt man, ved Churchill-flodens vestlige bred, kanonkugler og forskellig andre genstande ved en arkæologisk udgravning.

Disse effekter stammer med al sandsynlighed fra Jens Munks ene skib, orlogsfregatten Enhjørningen. Så der ér efterladenskaber fra Munks rejse, men dagbogen er nok den genstand, der gør mest indtryk. Der mærker man virkelig Jens Munk og hvilket stof, han var gjort af.

 

Kilder:

”Jens Munks Navigatio Septentrionalis,” indledning af P. Lauridsen, Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn,) 1883.

”Den Danske Ishavsfarer Jens Munk,” Johannes Knudsen, G.E.D, København, 1902.

”Jens Munk,” Thorkild Hansen,” Gyldendal, 1965.

”Jens Munks Minde-Ekspedition,” Thorkild Hansen og Peter Seeberg, Gyldendal, 1965.

 

Du kan her læse mit blogindlæg om filmproducenten Ole japp, der har lavet en film om Jens Munk.

 Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments