En julenat, jeg aldrig vil glemme…

Krybbespil i Honduras

Når jeg går mit fotoarkiv igennem, sniger der sig en hel del julebilleder ind – i særdeleshed krybbespil i alle mulige afskygninger og eksotisk pyntede juletræer, der er totalt modsat vores nordiske opfattelse af jul med sne, mørke, hygge og stearinlys. Forklaringen er, at jeg i en årrække har holdt jul i enten Australien, Latinamerika eller andre steder, hvor det er højsommer og solen skinner fra en skyfri himmel d. 24. december.

1995: Port Macquarie, Australien

2004: Isla del Sol, Lake Titicaca, Bolivia

2005: Salvador de Bahia, Brasilien

2006: Queenstown, New Zealand

2007: Léon, Nicaragua

2014: Luxor, Egypten

Der gik altså alt andet end brunkager, marcipangrise og rødkål i den, når jeg fejrede jul for år tilbage. Fra den allerførste gang, jeg holdt jul i Australien, har jeg været vild med det. Det gør mig intet, ikke at være i Danmark juleaften, tværtimod.

Jul i San Salvador de Bahia i Brasilien.

Selv i tropisk klima og 35 graders varme kan man finde smuk julepyntning – her fra torvet i San Salvador de Bahia i Brasilien, hvor jeg holdt jul i 2005.

For nogle år siden var jeg ved at køre godt og grundigt surt i al den juleræs, og fandt ud af at jeg hyggede mig gevaldigt med at tilbringe både efteråret og julen på den anden side af jorden. De holder jo også jul i andre lande, det er bare på en anden måde. Og faktisk så vil jeg sige, at jeg har haft nogle af de største og mest åndelige juleaftener langt væk fra alfarvej. Især én oplevelse står og vil altid stå meget stærk i min erindring, men den vender jeg lige tilbage til.

Første gang, jeg holdt jul udenfor Danmarks grænser var i Australien i 1995 i 35 graders varme med kæmpe julemiddag d. 25. december, som man gør det i Stor Britannien. Det er klart, det er milevidt fra dansk jul. Det bliver jo unægtelig noget mere eksotisk, også fordi man render rundt og kampsveder og egentligt helst ligger i poolen og fjoller med et badedyr, men det er en charmerende jul på sin egen måde. Faktisk så havde jeg det helt fint med at slippe for juleræs, gaveræs og alt det andet materielle ræs, der holder sit indtog allerede først i november her i Danmark.

Jul i San Diego i USA

Jul i det sydlige Californien. Her et smukt pyntet juletræ i Sea World, San Diego.

Det åndelige ved julen
I Latinamerika er stemningen noget anderledes end i Danmark, mest af alt fordi de fleste er katolikker og selve det åndelige og religiøse budskab ved julen fylder meget mere end gaver og julemad for en formue. På mange måder kan jeg bedre lide den facon på julen.

Læs også:  Fra Atlantis til Gudhjem - medlemmernes yndlingssteder

Herhjemme er folk helt oppe at køre og får julestress, overskrider budgettet hvert eneste år og hysteriet vil nærmest ingen ende tage. I år slår julehjælpen fra velgørenhedsorganisationer alle rekorder, fordi kontanthjælpsreformen har gjort mange mennesker meget fattigere. Det gør mig trist og modløs. Jeg har nok altid haft det sådan lidt ambivalent med jul; det er da hyggeligt nok, men bringer også mange følelser frem i folk – både gode følelser, men også følelser af savn og afmagt.

Jul i Tegucigalpa i Honduras

Krybbespil er en meget vigtig del af julen i Latinamerika, og de er at finde i mere eller mindre kreative og farverige udgaver i både kirker og på torvene i byerne.

Dybest set så bekommer det mig egentligt godt at være et sted, hvor det er mere det religiøse og åndelige aspekt, der er i højsædet. Dét koncept er at finde i Latinamerika. Jeg husker for eksempel med fryd tilbage på den mest fantastisk smukke midnatsmesse i katedralen i Salvador de Bahia i Brasilien, hvor jeg holdt jul i 2005. Sjældent har jeg oplevet noget mere sjælfuldt og rørende.

Det halve af byen var proppet ind i kirken, så vi måtte mose os tæt sammen, men der blev sunget så smukt, at folk stod og snøftede. Nu er latinamerikanere måske også ekstra emotionelle, men man følte den der forenethed om at vi er alle mennesker, ligegyldigt hvor vi kommer fra. Jeg følte et enormt stærkt fællesskab og stor kærlighed blandt disse mennesker.

Der var smukke sorte kvinder med afrikanske rødder, hvide europæere, kinesere og japanere, ja, fok fra hele verden. Der blev talt portugisisk, engelsk, tysk, japansk osv. Alle hilste på hinanden og ønskede en glædelig jul. Jeg syntes, de har meget mere fat i, hvad jul i virkeligheden handler om der. Ikke gaveræs og det at æde livet over ryggen i fed julemad, men åndeligheden, troen, og dét at vi alle er mennesker med glæder og sorger. Det var virkelig en smuk oplevelse.

Jul i San Salvador de Bahia i Brasilien.

Latinamerikanerne elsker deres smukke krybbespil til jul. Her er det et flot udendørs krybbespil på torvet i San Salvador de Bahia i det nordlige Brasilien.

Jeg har ofte rejst til et eller andet land i Latinamerika sidst i oktober og dermed fulgt med gennem hele julemåneden og set adskillige krybbespil blive sat op ved kirker eller på torve. Enkelte gange er jeg kommet først i januar, og der har der stadig stået krybbespil efter julen.

Læs også:  Palenque, Bonampak og Yaxchilán

Krybbespil er for mig ekstra meget jul, og jeg forbinder dem med jul i Sydamerika, Mexico eller Mellemamerika. Jeg kan sagtens finde på at gå ind i den katolske kirke i Ryesgade i Aarhus i julemåneden, bare for at se deres fine krybbespil og indsnuse lidt af stemningen – for så bliver det først rigtig jul.

Alternativ anti-jul
Det er også blevet til juleaftener, hvor det har været knap så juleagtigt som for eksempel i byen Léon i Nicaragua, hvor det for mig blev en rimelig almindelig dag og i New Zealand, hvor det til gengæld lignede ret meget en nordisk jul udenfor. Det var faktisk ret koldt, og der lå et tyndt fint lag sne over bjergene, da vi vågnede op d. 25. december. Om aftenen d. 24. december var vi til gudstjeneste i byens lille kirke. Nåh, ja, vi var for resten også på kasino og forsøge at spille vores svimlende formue bort. Mest for sjov, men ret festligt.

Jeg kender få mennesker, som har været ude at riverrafte d. 24. december, men dét var jeg faktisk i 2006 på en vild og vanvittig flod lidt udenfor Queenstown i New Zealand. Så jeg tilbragte eftermiddagen iført våddragt, hylende og skrigende og pladdervåd – det var i hvert fald en jul med action.

Julepynt i Mexico.

Kun fantasien sætter grænser, når der skal pyntes til jul. Her er det julepynt i Mexico City, Mexico.

Men jeg vil fortælle jer om min absolut smukkeste jul nogensinde. Den er på ingen måde, som I tror. Den er totalt antijul. Ingen nisser, intet juletræ, ingen gaver, ingen gås eller ris a la mande – nada! Men til gengæld er det nok den mest spirituelle og unikke juleaften, jeg har haft i mit liv.

Læs også:  Biblioteket i Alexandria – et paradis for læseheste

I 2004 var jeg særdeles godt tilpas med at slippe for den danske jul og jul i det hele taget. Jeg befandt mig i Bolivia og nok fejrer de jul på katolsk manér i kirkerne der, men jeg havde bestemt mig for noget helt andet. Jeg nægtede at se på mere blinkende julepynt og selvlysende plastikengle, så jeg sejlede over til øen Isla del Sol i Titicaca-søen.

Et par dage i forvejen var jeg ankommet til den lille by Copacabana, (ikke at forveksle med den berømte strand i Rio de Janeiro i Brasilien,) og jeg faldt fuldstændig for stedet. Byen ligger lige ved bredden af søen, og fordi området ligger i ca. 4000 meters højde er lyset helt guddommeligt. Luften er så ren og krystalklar, så det næsten føltes som et helt overjordisk sted.

Mit lille simple hotel lå lige ned til søbredden, og da jeg efter en kort eftermiddagslur vågnede op til den mest fantastisk solnedgang, var jeg slet ikke i tvivl om, at det her område var helt perfekt valgt til min juleaften. Jeg ville nemlig holde en jul tæt på naturen, tæt på det uendelige himmelrum, i ro og fordybelse og fuldstændig i mit eget selskab. Det kom til at lykkedes til 100 procents perfektion.

Jul i Mexico.

Man behøver ikke nødvendigvis at have et traditionelt grantræ til juletræ – andre eksotiske grønne vækster kan også gøre det. Her er det juletræspynt fra Mexico City, Mexico.

Jul på afstand af verden
Næste dag sejlede jeg med den lille færge over til Isla del Sol og indlogerede mig hos en indianerfamilie, hvor konen gik rundt i smukke broderede klæder. Jeg fik et værelse i et lille udhus lidt væk fra familiens hus, og jeg fornemmede, at de var helt med på, at jeg bare ville passe mig selv.

Læs også:  Jagten på krystalkraniernes hemmelighed

Man kunne godt kalde det for lidt af et meditationsophold eller retræte, for i Sydamerika kan larmen og intensiteten godt gå lidt til hovedet på én engang imellem, hvis man er i de store byer. Så der ude på min lille ø, havde jeg fundet det sublime sted til åndelig fordybelse. Jeg gik ture rundt på øen, indåndede krystalklart luft og forkælede øjnene med en udsigt i verdensklasse.

Der skete absolut intet d. 24. december. Der var kun ganske få andre rejsende på øen, og stilheden var simpelthen total. Jeg storhyggede mig. Læste bøger, slappede af og følte mig aldeles tilpas i mit eget selskab. Jeg savnede ingen eller intet. Det var fuldstændigt, som jeg havde drømt om. Fuldstændig som jeg havde ønsket.

Julestjerne i San Diego i USA

Ja, alting er jo lidt større i Guds eget land, USA – selv julestjernerne stortrives og vokser sig enorme i det lune sydcaliforniske klima.

Min julemiddag bestod af en simpel tallerken spaghetti med kødsovs serveret i en primitiv og  interimistisk restaurant, som hørte til mit lille familiedrevne hostel. Det kunne simpelthen ikke blive mere antijul. Simpelt og helt nede på jorden. Og alligevel så følte jeg, at jeg stod på det allervigtigste sted i hele verden. At stedet var vigtigt (for mig,) skulle jeg få bekræftet julenat.

Mit lille bitte primitive hummer bestod af en solid træseng med vævede tæpper og et lille vakkelvornt bord med en ligeså vakkelvorn stol. Det lignede på det nærmeste en stald med hvide kalkede vægge og små vinduer. Men sjældent er jeg gået i seng mere lykkelig. Så tæt på så storslået et stykke natur, så tæt på Gud måske i virkeligheden.

Læs også:  Rafting i New Zealand

Jeg forstår til fulde, hvorfor de gamle Inkaer troede på naturkræfter og besjæling af naturen. Når man bor så enestående et sted som midt i Andesbjergene, så kommer det helt af sig selv for mig at se. Man får en dyb respekt for skaberværket og begynder at tro på noget, der er større end én selv.

Tæt på noget større
Jeg må være faldet i søvn, for da jeg vågner, er det bælgmørkt og iskoldt. Jeg fryser ikke under mine mange lag tæpper, men jeg skal tisse. Der er et lille toilet i tilknytning til mit værelse, men jeg skal helt udenfor, for at komme på toilettet. Da jeg åbner hoveddøren, får jeg nærmest et chok.

Det er knitrende koldt, måske noget nær frysepunktet og hele horisonten med en perlerække af høje bjerge med sne på er svagt oplyst af en klar skinnende fuldmåne. Månelyset og de sneklædte bjerge spejler sig ned i Titicaca-søen. Jeg står simpelthen med åben mund. Fuldkomment betaget. Helt fortryllet. Luften er så klar, at det næsten gør helt ondt i næsen og halsen at indånde det.

Der er millioner af stjerner på himlen, som der kun er i virkelig øde bjerg- og ørkenområder uden lysforurening. Der er så fuldkomment musestille, at jeg føler mig som det sidste menneske på jorden. Det giver mig en sjælden ro i hjertet, sådan helt ind. Det går helt ind under huden. Det er efterhånden så sjældent, at vi mennesker i dag får lov til at opleve fuldendt stilhed – og ikke mindst tør at være i den. Det bimler og bamler jo konstant med mobiltelefoner, musik, trafikstøj og folk alle vegne.

Jul i Baja California i Mexico.

Mexicansk julehygge på det lokale torv. Her fra Cabo San Lucas i Baja California, Mexico.

Det var min mest specielle juleaften/nat nogensinde. Jeg har ikke oplevet noget tilsvarende hverken før eller siden og kommer formentlig heller ikke til det. Jeg har ikke så meget som et eneste billede af oplevelsen, dels fordi det var bælgmørkt, dels fordi der er visse ting her i verden, som ikke kan gengives på et fotografi, så jeg forsøgte slet ikke. Nogle ting og oplevelser skal man bare gemme i sit hjerte.

Læs også:  ”Og nu vi lige er ved søfartshistorien…!”

I dag er mine juleaftener helt anderledes og også mine december-måneder for den sags skyld. Nu bager jeg brunkager, koger risengrød og klejner, fedter rundt med mine havregrynskugler, pakker gaver ind og skriver til-og fra-kort. Ja, og så dog; for to år siden fejrede Bo og jeg jul og nytår i Luxor i Egypten blandt farao-grave, æselkærrer og tusind år gamle templer, men det er en helt anden historie, som I må få en anden go’ gang.

Ja, der er mange måder at holde jul på, og det er vidt forskelligt, hvordan vi opfatter julens budskab. Ingen måder er vel rigtig eller forkert, hver ting til sin tid osv., men min julenat i Bolivia var én af dem, der satte sig dybt i mig og var med til at forme mig til det menneske, jeg er i dag. Jeg tror, at jeg på alle måder blev mere troende af det, for den nat følte jeg mig godt nok tæt på noget, der er større, end vi mennesker overhovedet er i stand til at begribe.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments