Krystalkraniet i Belize

For en del år siden fik jeg for første gang en bestemt bog i hånden, som kom til at betyde en hel del i mit rejseliv. Jeg havde tilfældigt fundet Klaus Aarsleffs bog “Mysterier fra det overnaturlige” og havde siddet og bladret i den, da jeg pludselig slår op på en side med et forunderligt og næsten uhyggeligt kranie udskåret i bjergkrystal. Jeg kiggede nærmere på krystalkraniet og lagde så bogen fra mig og tænkte ikke videre over historien.

Først da jeg i 2007 besøger den gamle mayaruin Tikal i Guatemala bliver der igen pustet liv i historien om krystalkraniet. Jeg finder nemlig igen om bog om disse forunderlige klenodier og ender med at ligge totalt opslugt i en hængekøje på øen Caye Caulker i Belize og læse bogen. Da finder jeg ud af, at krystalkraniet faktisk er fundet i en gammel mayaruin i det sydlige Belize og jeg bestemmer mig for at tage ned, finde stedet og forsøge at følge i fodsporerne på de gamle krystalkraniejægere. Ruinen hedder Lubaantun og jeg kommer dertil af snirklede omveje med et lille to-motors propelfly. En gammel hostende og hakkende udtjent amerikansk skolebus bringer mig ud til landsbyen hvor ruinen ligger og ude af en mudret markvej gennem regnskoven støder jeg endelig på et gammelt meget simpelt træskilt med ruinens navn. Forinden har jeg fået selskab af en gammel mand der hedder Agapito, som udnævner sig selv til guide for mig i ruinen, da han i en menneskealder har haft sin gård ved siden af ruinkomplekset.

Der går mange historier om krystalkraniet bl.a. at den er kinesisk og slet ikke er blevet fundet i Lubaantun, men i en mayagrotte i nærheden. Den officielle historie er, at en ung pige ved navn Anna Mitchell-Hedges fandt krystalkraniet i 1926. Hendes stedfar F. A Mitchell- Hedges var arkæolog og opdagelserejsende og var taget til Belize som på den tid blev kaldt Britisk Honduras. Han havde taget sin steddatter med og historien går så, at det var hende der fandt det sjældne krystalkranie som de mente var af ægte maya-oprindelse og havde været brugt i hellige ceremonier og menneskeofringer. Hvor vidt historine er sand er der rigtig meget tvivl om, man havde sine tvivl om kraniet var ægte og om det ikke var Annas stedfar der havde anbragt krystalkraniet i ruinen på hendes 18 års fødselsdag.

Læs også:  Mayagrotten i Belize

Men Agapito og jeg går rundt i ruinen og han viser mig stedet hvor krystalkraniet efter signende skulle være fundet. Min selvbestaltede guide hilser på manden i billetluen da vi ankommer og fortæller, at denne mands far havde vasket lertøj i ruinen under udgravningen i 1920’erne. Anna Mitchell Hedges krystalkraniet skulle i dag befinde sig i Canada. Den gamle dame døde i 2007 og nu er det en nær ven af hende der tager sig af krystalkraniet.

Efter at vi har gået rundt i ruinen i noget tid kommer vi til det sammestyrtede alter hvor det menes, at krystalkraniet skulle være fundet. Men efter hvad jeg har læst i bogen om fundet svarer dette sted ikke tild et omtalte i bogen, så jeg tager derfra med en lidt underlig smag i munden og er noget i tvivl om den historie Agapito har fortalt mig overhovedet er sand. Senere får jeg et lift hjem med en fastboende englænder der fortæller mig at Agapito er fuld af løgn. Der findes ikke nogen beviser på, at et krystalkranie er fundet i ruinen. Selv mener denne englænder, at kraniet er fremstillet i Kina og aldrig har været et gammelt mayakrystalkranie.

Hjemme igen i Danmark efter min rejse til Mexico og Mellemamerika og herunder Belize sker der flere ting på krystalkraniefronten. Bl.a. udsendes den nye Indiana Jones film der i bedste Hollywood stil er en fuldstændig urealistisk blanding af mayaruiner i Mexico og Nascalinier i Peru. Men jeg lærer nu, at flere af de gamle indianerstammer i Nordamerika har legender om 13 krystalkranier der alle vil dukke op en efter en i løbet af menneskehedens åndelige udvikling. I filmen har kranierne dog krop – altså hele skelettet, hvilket vist aldrig har været rigtigt i forhold til de gamle legender.

Mayaerne i Mexico og Mellemamerika var helt ekstremt fokuserede på kranier i deres religion og mytologi. Da de spanske erobrere kom til mayariget blev flere af spanierne gode venner med mayaerne og tog traditionen med kranierne til sig. Et levn fra den tid er  det sorte sørøverflag som altid vejre i masten på sørøverskibe når bl.a.  Johnny Depp ruller over biograflærredet i Pirates of the Caribien. Mayaerne  har også efterladt et stort antal kranier på rigtig mange af deres ruiner og selv den dag i dag fejre man hvert år de dødes dag i Mexico. For mayaerne betød kranier ikke død og onskab, men et liv efter døden i det hinsides. Så det var faktisk noget positivt.

Læs også:  Kajaktur i Honduras

Jo mere jeg begyndte at grave i denne historie om krystalkranierne jo mere omfattende blev det. Der findes utallige teorier om disse kranier og hver gang jeg nærmede mig Mexico fandt jeg ud af flere nye ting om kranierne. I januar 2010 lander jeg i Los Angeles og er på vej gennem Mexico for at se på gamle mayaruiner. Allerede i en boghandel i Venice Beach begynder eventyret. Jeg finder nemlig her en ny bog om krystalkranier og kaster mig straks over at læse den. Jeg mailer til forfatteren af bogen der hedder Stephen S. Mehler og får en adresse på en dame i Texas der har et ægte krystalkranie. Stephen S. Mehler skriver også til mig, at ingen mayaefterkommere i Belize nogensinde har hørt om, at nogen har fundet et krystalkranie i Lubaantun ruinen. De fleste af dem er døde nu, så det vil være svært at finde beviser. Og han tvivler i øvrigt meget på, at Anna Mitchel- Hedges nogensinde fandt det krystalkranie i ruinen i Belize. Han mener kraniet er falsk og maskinfremstillet i Oberland i Tyskland i slutningen af 1800- tallet. Anna Mitchell-Hedges har da også ændret på historien flere gange siden hun fandt sit krystalkranie, så der er noget uldent ved det.

Ikke desto mindre er disse kranier et imponerende stykke håndværk. De er meget forskellige i størrelse, men kan veje op til 9 – 10 kg. Som regel er de lidt mindre end et rigtigt menneskekranie med frakturlinier i og er udskåret i forskelligt halvædelsten som amatyst, bjergkrystal eller obsidian. Anne Mitchel-Hedges kraniet er det eneste der kendes med løs underkæbe. Der findes adskillige teorier om disse krystalkranier, da jeg begyndte at grave i det. Det siges også, at krystalkranierne er poleret med flodsand og menneskehår for tusinder af år siden. En romantisk, men ikke desto mindre temmelig usandsynlig forklaring, men historierne kan da få eventyret op i de fleste. De rigtig vidtløftige teorier går på, at kranierne er overbragt til Mellemamerika af overlevende fra det sunkne Atlantis. Så ingen ved om det helt er fup eller fakta med disse særprægede klenodier. Er de hellige relikvier fra ceremonier? Har de været brugt i religiøse menneskeofringer eller blev de brugt som krystalkugler eller orakler?

Læs også:  Bocas del Toro og byen David

Det er let at få uhyggelige billeder på nethinden af et krystalkranie der glimter frygtindgydende i fakkel-ilden, men en mayahøvding eller en shaman langsomt hæver sin obsidian-offerkniv over en udvalgt skrækslagen fjende, der ligger på alterstenen og må lade livet i et blodbad til fordel for de blodtørstige guder.

Og med den jordskælvsaktivitet der er lige for tiden, kunne et sunken Atlantis måske godt være en mulighed, selvom gamle Platon har været mere eller mindre til grin lige siden han nævnte myten om Atlantis. Jo mere jeg rejser, jo mere imponeret bliver jeg over gamle højcivilisationers håndværks kunnen og viden om hvad de formåede rent håndværksmæssigt. Kunne de bygge 80 meter høje pyramider, så kunne de vel også lave krystalkranier. Jeg ved det ikke, men historien om disse krystalkranier er i hvert fald ganske tankevækkende, når man begynder at grave længere ned i emnet.

Anna Mitchell-Hedges krystalkraniet har ingen spor af moderne sliberedskaber og det blev senere sendt til undersøgelse hos en retsmediciner, der udfra kraniet var i stand til at tegne et billede af den afdøde person, og stor var overraskelsen da personen viste sig, at være en kvinde med meget karakteristiske mayaansigtstræk. En præstinde måske eller en mayaprinsesse? Anna Mitchell-Hedges krystalkraniet er så perfekt lavet at den ”slet ikke burde eksistere”, så perfket er den udskåret.

Men hvem har lavet krystalkranierne? Aztekerne, mayaerne eller er de ældre?  Der er ingen tvivl om, at det har krævet avanceret værktøj at slibe disse krystalkranier.  Man mener også, at nogle krystalkranierne måske har været anvendt ved menneske og dyreofringer, mens andre er blevet brugt ved ceremonier og healing af Toltekerpræster og mayashamaner. Det siges, at det ikke var de gamle mayaer eller de senere Aztekere der lavede krystalkranierne. De var de ”en gave fra guderne” enten fra en ældgammel forhistorisk civilisation eller fra en extraterrestial kilde. Mixtekerne og Zapotekerne var mestre i jade og kvarts udskæringer (de små kranier, men ikke de store) så hvem lavede så de store kranier? De skeptiske mener, at ingen af kranierne er ægte, men alle fremstillet på maskiner efter 1850. Der er altså flere spørgsmål end svar!

Læs også:  Costa Rica - suppe med overraskelser og ugens griner

De fleste krystalkranier i dag er udskåret med moderne diamantbor og nutidige polereværektøj,og  man kan tydeligt se disse mærker under mikroskop. Anna Mitchell-Hedges krystalkraniet blev i sin tid sendt til Hewlett Packards laboratorium i Californien, hvor deres ingeniører undersøgte det. Der findes nemlig bjergkrystal i computere – de kan opbevare information og man ville her forsøge, at afdække om kraniet indeholdt information. Bagefter blev det også undersøgt på Smithsonian Institute i Washington D.C. og man fandt heller ikke tegn på slibemærker.

Mens jeg var i Mexico sendte jeg en mail til den kvinde som Stephen S. Mehler havde givet mig adressen på. JoAnn hedder hun og bor i Houston i Texas og hendes krystalkranie bliver kaldt for Max. Jeg fik også svar tilbage, men JoAnn farer land og rige rundt med Max og var nødt til at takke nej til at jeg måtte komme på besøg – jeg ville ellers rigtig gerne havde set hendes krystalkranie. Max er ikke symmetrisk, det ene øje er større end det andet, hvilket indikerer at han er håndslebet og mere naturligt udskåret. Man ved ikke hvor gammelt dette krystalkranie er eller hvordan den er blevet lavet. Den ene kind er også større end det andet og det ene øjenæble ligger dybere end ved det andet øje. Max siges, at have haft tilknytning til stjernekonstallationen Plejaderne. Max blev fundet i Guatemala i en gravkrypt i 1924. Et andet krystalkranie siges at være fundet i Guatemala i en gravkrypt i 1912, men det kan ikke bevises. Ametystkraniet skulel være fundet omkring Oaxaca i Mexico – også i en mayagrav. Nogle af kranierne er hule og andre massive og Max er slebet ud af det samme stykke moderkvarts.

Læs også:  Guatemala - en udfordring for både ører, blodtryk og nervesystem

Men fælles for dem alle er de dybe øjenhuller, som ofte gør at folk bliver hypnotiserede. Kranierne siges, at bringe healing og positive forandringer. De spreder kærlighed, selvom det også siges at de kan være onde. New Age tilhængere ynder at anvende kranierne til kanalisering og altså fremhæve den mere spirituelle side af sagen.

Mens jeg var i Mexico drømte jeg meget om, at få lov til at se et af disse krystalkranier. Jeg havde læst mig til, at der findes enkelte eksemplarer rundt om i verden på forskellige museer. Bl.a. har man et krystalkranie på British Museum i London, men den var en overgang taget ud af udstillingen, da man var i tvivl om dens ægthed. Jeg har netop for nyligt læst mig til, at nye undersøgelser af dette kranie har afdækket at det er en forfalskning. Man har også et krystalkranie på et museum i Paris. I Mexico City lykkedes det mig at finde nogle små eksemplarer af krystalkranier på Det Antropologiske museum, hvor jeg også studerede de gamle Aztekerkodexer der er fyldt med eksempler på kranier.

Senere bliver jeg selv den lykkelige ejer af hele to krystalkranier ved et tilfælde. På et markede i San Cristóbal De Las Casas i det østlige Mexico finder jeg et lille krystalkranie i Obsidian. Jeg har aldrig set et sort obsidian krystalkranie før (vulkansk glas) – så jeg købte den af en Lacandon indianerkvinde  og nogle dage senere finder jeg et større  bjergkrystalkraniet ved Aztekerruinen Teotihuacan. Det var også første gang jeg havde set et bjergkrystalkranie i klart transparent krystal. Jeg køber dem begge og syntes jeg har gjort et rigtig godt køb. De er ganske vist hverken gamle eller håndlavet, men er af halvædelsten. Jeg døber dem Valentin og Masisa og har dem stående på mit natbord under rejsen og nu da jeg er kommet hjem står de på mit skrivebord. Jeg tager også mit store krystalkranie med til en workshop i Los Angeles i Mystic Journey Booksshop, da jeg på vejen tilbage til Danmark hvor jeg har tre dage inden rejsen går mod Europa. Her får jeg ganske interessante ting at vide, for eksempel fortæller Nancy der er krystalhealer at krystalkranier har det med at dukke op, når man har ægte brug for dem. De er gode til at have ved siden af sig, når man skal skrive da de holder på information og bringer gode vibrationer. Og jeg skal jo netop hjem og skrive artikler.

Læs også:  Smukke Tikal og et landejubiluæm

I lufthavnen i Mexico City er de lige ved at gå helt i spåner over mine krystalkranier, jeg har pakket dem godt ind i bobleplastik. Jeg er sikker på, at de tror at jeg er narkosmugler, men slipper dog igennem uden større forklaringer. Senere ligger jeg dem nederst i håndbagagen og jeg går lige igennem sikkerhedskontrollen uden at nogen overhovedet opdager den.

Jeg var en anelse skeptisk over disse kranier, ihvertfald det med de positive forandringer og healingen, men de har stået på mit skrivebord ved siden af min computer lige siden jeg kom hjem i marts 2010. Og jeg må sige, at der er ihvertfald sket et par ting, når jeg nu tænker over det. Jeg er kommet ind på Journalisthøjskolen i andet forsøg, er kommet godt i gang med at skrive min bog om kunstneren Saeed Fadavi og det hele går faktisk ganske godt, så måske er der noget om snakken. Jeg fandt det ihvertfald ganske tankevækkende, at jeg lige løb ind i hele to krystalkranier på denne rejse, bøger om fænomenet og folk der vidste noget. Jeg har også skrevet en artikel til De Berejstes klub om krystalkraniernes hemmeligheder, som jeg venter spændt på om kommer i næste blad. Så måske syntes de højere magter simpelthen, at jeg havde brug for to krystalkranier i mit liv for at komme videre. Og det kan man jo kun være taknemmelig for. Og er man åben overfor den slags ting, ja så går ens ønsker tit i opfyldelse.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments