Malariapille-mareridtet i Bangkok!

Nr. 3 i skribentkonkurrence i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Første gang jeg skal tage malariapiller er i 1998 i Nordthailand. Dengang skulle man både tage Paludrine og Klorakinfosfat, men efter få dage bliver jeg syg med opkastninger og maveonde. Det går snart op for mig at det er malariamedicinen der har skylden. Jeg holder pause med pillerne, men det nager mig en hel del at jeg ikke tager medicinen.

Tilbage i hovedstaden har jeg ikke spist pillerne i et døgn og er simpelthen skrækslagen for at få malaria. På et tidspunkt slår det mig, at det sikkert er fordi jeg har indtaget pillerne på tom mave. Jeg har bare sunket pillerne med vand og tænker logisk, at hvis jeg nu spiser lidt mad samtidig, så skal det nok gå.

På et skummelt baggårdshostel gnasker jeg en humpel tørt brød og tager så en beslutning der skal få voldsomme konsekvenser. Jeg overvejer, at hvis jeg nu tager gårsdagens piller sammen med de to fra i dag, så vil regnskabet passe. Nu kan man jo så spørge sig selv hvorfor jeg ikke havde læst indlægssedlen i medicinpakken, men sommetider vil skæbnen bare, at man skal lære tingene på den hårde måde!

Efter ca. en halv time føler jeg mig døden nær! Jeg får vildt kvalme og mave – og nyresmerter så stærke, at jeg ligger fuldstændig sammenkrøbet på mit skidne værelse med kakkelakkerne pilende omkring mig. Jeg er svimmel og uklar i hovedet og fuldstændig sikker på, at hvis jeg giver efter for søvnen så vil jeg ikke vågne igen. I mine tåger kan jeg dog fatte så meget, at jeg skal til læge. Og hvor finder man lige sådan en i Bangkoks larmende kaos?

Læs også:  Når de helt store dybder kalder på én...

Jeg slæber mig ud til personalet og får hvisket, at jeg skal bruge en læge NU! De ser forfærdede på mig og ringer til en klinik og jeg stavrer ud på gaden. Jeg bor på Khaosan Road – Bangkoks backpackergade og det er lidt af et galehus. Trafikken er fæl og der er proppet med mennesker. Sikkert et skægt sted, men i min tilstand et sandt hippiekaos af psykedeliske farver.

Tuktuk-chaufføren hamrer gennem cirkusset og jeg kæmper med min kvalme. Han kører mig til et hospital og jeg venter med mine vilde mavesmerter og sidder helt foroverbøjet. Så bliver jeg grebet af skræk. Hvad nu hvis de vil udpumpe mig! Hvis de vil bedøve mig og jeg ikke vågner igen. Helt panikslagen er jeg overbevidst om, at de vil stikke slanger i halsen på mig. Jeg får også vågne mareridt om, at de bare sender mig hjem på mit hostel og begynder at forestille mig, hvordan folk vil finde mig død på værelset.

Der går vel en times tid inden jeg bliver kaldt ind i konsultationen af en kvindelig læge. Med slørede øjne får jeg forklaret, at jeg har taget dobbeltdosis malariapiller og at jeg godt ved, at det ikke er den mest smarte disponering. Hun kigger blidt på mig, og siger, at jeg skal stoppe med medicinen. Hun gør tegn til, at jeg godt kan gå igen. “Jamen hva’ med mine mavesmerter?” trygler jeg desperat. Så skriver hun en recept på noget smertestillende og smiler overbærende.

På vejen hjem får jeg med besvær hentet medicinen og en flaske iskoldt vand. Men koldt vand gør det kun værre og jeg brækker mig eksplosionsagtig i en beskidt spand. Bagefter vælter jeg om på min uhumske skumgummimadras. Mine vågne mareridt og dødsforestillinger tager så meget overhånd at jeg vakler udenfor. Her tager jeg fat i den første backpacker jeg kan finde. En skal simpelthen holde øje med mig og Sean fra USA påtager sig jobbet som sygepasser.

Læs også:  Ferie på et sejlskib – hvorfor vælge den slags krydstogt?

Han kigger til mig flere gange i løbet af eftermiddagen og jeg begynder at komme lidt op til overfladen og tro på at jeg overlever. Han mener, at hvis jeg virkelig var så syg, så havde de indlagt mig. Så måske er det ikke så alvorligt, som min hjerne gør det til. Men jeg har fået en seriøs forskrækkelse, selvom beslutningen blev taget i bedste mening. Men at tage en overdosis ér bare ikke skidesmart og når man ligger alene på et lummert hostel i Bangkok, så kan panikken godt tage lidt overhånd. Jeg har ultimativt aldrig nogensinde haft så stærke smerter og været så bange! Så ku’ hun lære det!

Se artiklen i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Share Button

RelatedPost

Comments

comments