Mayagrotten i Belize

I 2007 da jeg var på min 4,5 måneders rejse gennem Mexico og Mellemamerika gik turen til det lille land Belize. Efter nogle dage i knapt så flatterende Belize City tog jeg med bussen vestpå i landet ind ind i Guatemala. Her skulle jeg se nærmere på mayaruinen Tikal der ligger ude midt i regnskoven. Det er et fantastisk smukt område hvor jeg brugte lang tid på at gå rundt i ruinkomplekset og læse om stedet.

Tilbage igen i Belize fandt jeg et lille hotel i byen San Ignacio der ligger romantisk mellem grønne bakker og frodige marker. Her minder næsten en lille smule om Europa bare med et lille eksotisk islæt. I området findes der en del limstensklipper og masser af huler og grotter som mayaerne brugte til ofringer. Så jeg meldte mig straks til en tur ud til en grotte der blev kaldte ATM-hulen. Spøjst navn men det er en forkortelse for Actun Tunichil Muknal. Som så mange af de andre grotter i området er denne hule dannet af flere tusinde års vanderosion, hvor floder og vandløb har ædt sig ind i klipperne her ved Maya Mountains som bjergene hedder. Grotterne har været anvendt af mayaer som slog sig ned i området omkring floden i den tidlige klassiske mayaperiode dvs. omkring år 300 – 600 eft. Kr. Mayaerne trængte dybt ind i disse huler og brugte dem til ceremonielle aktiviteter såsom menneskeofringer.

Da vi ankom til skoven hvori grotten lå var hele området dækket af et sælsomt syn med tåge henover trætoppene, det gav næsten det hele en spøgelsesagtig stemning. Vi bevægede os ind i skovens fugtige dyb og skulle passerer en flod. Her var det af med støvler og vade over floden, der dog ikke var mere end ca. en halv meter dyb. På et tidspunkt begyndte det at regne ret voldsomt og vi skyndte os i ly af et halvtag af palmeblade. Men det hjalp egentligt lige fedt, da vi fik instrukser om hvad der skulle ske. Vi befandt os nemlig få meter fra hulens åbning, men vi kunne ikke se den pga. det tætte bladhæng.

Læs også:  Er her endnu! - Ny opdatering fra Belize

Åbningen til grotten er forholdsvis stor – vel 3-4 meter høj og ligner en gotisk bue, men udfordringen ligger i at en flod fosser ud inde fra grotten, så man skal svømme over til åbningen. Foran åbningen er der simpelthen en sø på omkring 4 x 4 m som man skal forcere først. Så vi blev såmænd sjaskvåde alligevel. Søen var dyb, man kunne ikke se bunden, så der var ingen vej udenom. Vi måtte bare i baljen og så svømme over den modsatte klippebred. Vores ting – som ikke måtte blive våde – havde vores guide i en vandtæt rygsæk, så han hoppede først i søen og svømmede over.

Søen så værre ud end den var, vandet var dejligt køligt og forfriskende og svømmeturen var hurtigt overstået – sværer var det først at komme i land over på den modsatte side hvor klipperne var glatte og våde. Men over kom vi alle og stod nu overfor en kæmpemæssig hul ind i underverdenen. Ikke noget under, at mayaerne havde et særligt forhold til underverdenen i form af grotter. Det var med en særlig ærbødighed vi begyndte at bevæge os ind i mayaernes gamle ceremonielle hule hvor skumle ting havde foregået i tidernes morgen.

Klippevæggene rejste sig lodret op fra floden og mørket tog over længere inde. Den første passage var ret snæver, det var halvmørkt og svært at se helt præcist hvor man skulle træde. Vi anede jo heller ikke hvor dybt det var og væggene var glatte og umulige at holde fast i. Så vores skridt var forsigtige og tøvende. Sommetider gik vi i vand til anklerne og til andre tider stod vandet os til midt på maven. Men det skulle såmænd blive endnu mere spændende.

Læs også:  El Salvador - en meget mere positiv oplevelse end forventet

Jo længere vi trængte ind i grotten jo mere bælgmørkt blev det. Vores guide havde tændt sin pandelygte og et forunderligt syn af ældgamle drypstensformationer prægede nu hulen. De hang sylepsidse ned fra loftet og gav hulen et udseende som var den taget ud af en eventyrfilm med trolde og hekse. Vanddybden varierede stadig helt ekstremt, vi kunne gå i en lille rislende bæk og i næste øjeblik var vandet virkelig dybt. På et tidspunkt gik vi i vand til halsen og blev nødt til at svømme i perioder. Bunden var stadig ustabil og fuld af sten – hvoraf ikke alle lå lige fast. Så det var en balancegang og prøve på forsigtighed. Vi famlede os frem i dybet og luften blev mere og mere hed, våd og indelukket.

Nu har jeg lige en lille anelse klaustrofobi i huler (selvom jeg ellers finder dem utroligt spændende og udfordrende) – mest hvis gangene er virkelig snævre. I denne hule var der som regel ganske god plads og højt til loftet, men nogle passager var lige til den snævre side efter min mening. Men deri består jo også udfordingen – at provokerer sin skræk lidt og gå igennem ting som ikke er helt stolt af – så har man det rigtig godt bagefter.

Vi fik at vide, at grotten er ca. 5 km lang. Jeg tror vi var omkring 3,5 km inde i dybet og tanken om det var selvfølgelig også en smulle mavekildrende. Jeg får altid tanker om, om skidtet styrter sammen (selvfølgelig lige præcist i det øjeblik jeg er derinde) selvom hulen har eksisteret længe før der overhovedet var biler, internet og Nettobutikker i Danmark. Men sådan kan man godt få nogle lidt irrationelle tanker, når man bevæger sig rundt sådanne steder og de små hår er ved at rejse sig i nakken på én. Det var lige dele spænding, fascination og skræk jeg følte inde i denne hule.

Læs også:  Det skumhvide rædselskabinet - riverrafting i Mellemamerika

Efter at vi har vandret gennem vand, klipper og løstliggende sten i lang tid kommer vi til et sted der er specielt mørkt. Her står vi foran en ca. 3 meter høj helt lodret klippemur – rummet hvor vi står er blind – så nu er der faktisk kun én vej – og det er opad. Vi skal op og kravle i klipperne der stadig er glatte og fugtige. Hulen generelt er så fugtig (både af klimaet og pga. at vandet fra floden fordamper) at vandet driver ned af væggene. Så jeg er afgjort ikke vild med at skulle kravle i disse glatte klipper, men på den anden side, så er jeg jo nødt til at følge med. Jeg kan jo ikke bare blive stående der i vandet. Så opad går det. Det går nogenlunde hæderligt, jeg hverken falder eller glider og snart befinder vi os oppe i det andet niveau på en slags fladt klippeplateau.

Henne i den ene endevæg skimtes en åbning på en meters penge i højden – der skal vi ind og der ser afgjort ikke ud som om der er meget plads at give af. Nu følger 4 – 5 meters kravlen gennem en smal passage i klippen, hvor ryggen skraber hen mod klippeloftet og vi er alle nede på alle fire for at vriste os gennem tunnelen. Men hvad der venter os på den anden side er hele turen værd. Nu er vi nemlig inde i det aller helligste – en kæmpe stor “katedral” eller hal med de største og vildeste drypsten hængende ned fra loftet. Det er som at komme ind i en eventyrverden og vi står alle sammen med åben mund og er helt tavse. Det er et fantastisk syn. På gulvet ligger potteskår og rester af mayaernes ituslåene keramikkrukker som de også ofrede. Drypstenformationerne er kæmpestore og glitre i lyset fra guidens pandelampe. Det er et umådeligt smukt og storslået sted som tryllebinder os alle lige med det samme. Vi står lige midt i mayaernes hellige ceremonirum og man føler sig næsten helt ydmyg og forstår helt og fuldt hvorfor disse huler betød så meget i deres mytologi.

Læs også:  Smukke Tikal og et landejubiluæm

Næste rum skal vi entre ved hjælp af en almindelig aluminiumsstige op til et højere niveau. Her er nemlig ofringskammeret. Tre – fire skeletter ligger undt omkring i klipperummet, nogle af knoglerne i et frygteligt rod, men andre ligger som et skelet normalt vil ligge, hvis den ikke er blevet rodet rundt med. Knoglerne ser ud som om der gror hvidt kort hår på dem, men guiden forklarer os, at det er mineraler fra vand der krystaliserer. Hulen har nemlig i perioder været oversvømmet og vandet har stået helt op i denne øverste hulerum, så skeletterne også har været under vand. Derfor har knoglerne reageret på denne måde. Det ser ret spøjst ud og giver bare det hele et ekstra skær af uhygge. Men meget velbevarede er knogleresterne og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan det hele har foregået på mayaernes tid.

Turen ud fra hulen går nu ganske hurtigt og problemfri, nu er vi jo blevet vant til vejen og det går meget nemmere ud end ind. Indad var vi jo alle lidt usikre på hvor vi kunne træde og hvor dybt vandet var. Ude igen opdager vi, at det regner rigtig kraftigt, og vores guide siger, at vi er nødt til at skynde os tilbage til bussen. Han er nemlig bange for at den lille flod vi passerede på vejen til hulen vil stige så meget i vandstand at vi vil have svært ved at komme over den. Som han siger “naturen kan vi ikke styre her” det kan regne så vildt, at vandet lige pludselig kan stige adskillige cm og så bliver det hele noget mere besværligt. De er vant til megen regn på disse kanter og kender naturen godt, så vi skynder os tilbage og kommer over floden uden problemer.

Læs også:  Kajaktur i Honduras

Vi kommer også tilbage til bussen i hel stand omend temmelig våde og trætte, men en fantastisk oplevelse rigere. Tænk at der findes sådanne steder i verden. Ikke underligt, at de gamle mayaer valgte disse storslåede steder til deres religiøse ceremonier og ofringer – de havde afgjort sans for æstestik disse ældgamle folkeslag!

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments