Med Globetrekkers filmhold på arbejde

Steler på den centrale plaza i Copán-ruinen i Honduras

På min rejse i Mexico og Mellemamerika i vinteren 2007/08 skete der noget, som skulle komme til at få afgørende indflydelse på min fremtid og livsbane. Jeg havde længe drømt om at skifte retning i mit liv, forstået på den måde at jeg tænkte mere og mere på at tage en anden uddannelse. Jeg har været indenfor sundhedssektoren siden 1991, og sommetider synes jeg virkelig, at jeg trænger til at prøve noget andet.

Jeg har haft det fedt med at arbejde som vikar i mange år og haft friheden og økonomien til at rejse det, jeg har villet, så det var været fantastisk privilegeret at være, men det var som om, jeg mere og mere fik en følelse af, at jeg ville noget andet og mere her i livet. Men hvad? Jeg brugte mange år på at tænke og overveje og sommetider var det som om, det hele bare gik lidt i selvsving, og jeg kom ikke så meget videre end bare at blive ved med at køre i den samme rille.

Jeg får altid masser af inspiration af at rejse og vender altid hjem med hovedet fuld af vilde ideer, men som oftest så er hverdagen hurtigt nullet tilbage ind i den gamle gænge, når jeg er kommet hjem, og mine ideer og drømme er faldet til jorden igen. I Honduras i 2007 mødte jeg imidlertid nogle mennesker, som gjorde stort indtryk på mig, og som nok har en stor del af skylden for, at jeg i dag har fundet ud af hvad jeg gerne vil – nemlig læse til journalist.

Kameramand ved Copán-ruinen

Kamera-manden Jeff fra Canada.

På en rafting-tur på floden i en nationalpark ved La Ceiba i Honduras, stødte jeg ind i Max fra London. Han var filminstruktør og havde sit filmhold med i Honduras og El Salvador for at filme til rejseserien Globetrekker, det som i gamle dage hed Lonely Planet. Jeg kan tydeligt huske serierne helt tilbage fra midt i halvfemserne, hvor jeg altid sad klistret til skærmen, når engelske Ian Wright modig og med stor iver kastede sig ud i de vildeste rejseprojekter i de mest isolerede afkroge af verden. Jeg husker især en episode, hvor han var i Peru og sad ovenpå taget af toget mod den lille by Aquas Callientes ved inkabyen Machu Picchu. Andre gange kastede han sig i bølgen blå på Påskeøen eller et eller andet sted med tropiske palmer og raggaemusik.

Copán

Copán-ruinen i Honduras dannede rammen om min første “optræden på filmlærredet”

Jeg elskede disse serier, som rullede over skærmen dengang for mange år siden, og stor var overraskelsen, da jeg så lige pludselig mødte et filmhold, der netop var i færd med at optage min gamle yndlings-serie. Jeg fik en god snak med Max og en aftale i hus om at mødes 10 dage senere i mayaruinen Copán tæt på grænsen til Guatemala. De var netop på vej til hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa, for at hente Brianna Barnes fra Canada, som var blevet valgt til Globetrekker-seriens nye hovedperson. I løbet af de næste 18 dage skulle de filme i de to lande og alt i alt få råfilm nok  i kassen til at producere en times færdig film.

Læs også:  Kajaktur i Honduras

Et par dage før vi skulle mødes i ruinen, ankom jeg til den lille landsby i nærheden og indlogerede mig på et lille privatejet hostel. Jeg var spændt på, om jeg ville komme til at møde filmholdet og så med spænding frem til at se, hvordan man filmede. Det var en helt ny verden for mig, og jeg fandt det rigtig interessant at få lov til at få kendskab til det at lave film. På det tidspunkt anede jeg knapt, hvordan man tændte for et kamera, så jeg ville bare nyde muligheden for ny lærdom og forsøge at suge til mig af ny spændende viden.

Brianna, Max og jeg ved Copán-ruinen i Honduras

Jeg var heldig at få hilst på Globetrekker-seriens nye hovedperson, Brianna Barnes, fra Canada

Jeg mødte op kl. 9 på den pågældende dag ude i ruinen og fandt filmholdet nede i området længst borte fra indgangen. Her var de i færd med at filme inden i en af de gamle mayapyramider med assistance fra en fransk arkæolog, som havde arbejdet i ruinen i de sidste 30 år. Jeg fik hilst på hele filmholdet. Silvia, der var filmproducer og oprindeligt fra Spanien. Jeff, der var kameramand og fra Cananda, Chris fra England som lydmand og endelig Brianna, som er hende, der rejser rundt og afprøver forskellige ting og ser landenes seværdigheder.

Jeg fik lov til at følge filmholdet rundt i en fem seks timer og spørge om alt, hvad jeg havde lyst til. De var dog en smule stressede, da deres arbejdsprogram var temmelig stramt. Der var ikke tid til ret meget udover programmet. De skulle nå at filme en hel masse steder, og efter Honduras skulle de som sagt videre til El Salvador og filme resten af tiden. Men jeg fik en rigtig god snak med Silvia, som nok var den på holdet, der havde mest tid.

Læs også:  Nursesharks i Belize

Hun var den med det store overblik og skulle blandt andet sørge for transport, kontakt til lokale og at det hele kørte planmæssigt. Hun fortalte mig, at hun oprindeligt var fra Madrid og uddannet journalist i hjemlandet, men efter nogle år havde hun besluttet sig for at rejse til London, hvor hun havde været heldig at få arbejde på en tv- station. Globetrekker-filmene produceres af Discovery Channel og bliver udsendt i stort set alle engelsktalende lande i verden. I Danmark er de vist mest kendt fra DR2.

Max havde spurgt mig, om jeg havde lyst til at deltage i filmen med et lille interview, og det syntes jeg jo lød vældig spændende. Vi fik også lavet interviewet i skyggen af et stort træ, og det gik ganske hæderligt. Det var første gang, jeg nogensinde stod foran et kamera, så jeg skulle lige tænke mig om og sørge for at give et kvalificeret svar på det, han spurgte om. Det var ret sjovt at prøve, og jeg fandt det faktisk ikke så ubehageligt, som jeg havde forestillet mig. Han kunne dog ikke love at klippet kom med i filmen, og jeg har heller aldrig været heldig at se filmen efterfølgende. Så jeg har faktisk aldrig fundet ud af, om jeg kom med i filmen. Men sjovt var det at få sin debut på “filmlærredet.”

Jeg sagde farvel til filmholdet og var blevet en stor erfaring rigere. Det var noget, jeg tænkte en del over i de følgende måneder, og jeg skrev også en artikel til De Berejstes Klub. Jeg var af en eller anden grund blevet helt utroligt hooked på film, kameraer og journalister med jobs på tv-stationer. Som sagt var det aldrig noget, jeg overhovedet havde været i nærheden af før den oplevelse i Honduras, men jeg blev ved med at være interesseret i det, og syntes det var helt vildt spændende. Jeg var blevet lidt forelsket i journalistfaget.

Trappepyramide i maya-ruinen Copán i Honduras

Der blev besteget mangt en maya-pyramide under optagelserne til Globetrekker Honduras og El Salvador

I dag har det udviklet sig. Jeg har forsøgt mig som “filmproducent” med mit almindelige kamera på min rejse i Mexico i vinteren 2010, og hjemme har Bo og jeg anskaffet os et video-redigeringsprogram, så vi kan klippe filmsekvenserne sammen og lave små film, der er lagt ind på Youtube. Kvaliteten er ikke det mest fantastiske, men en film er det og rimeligt ok, hvis jeg selv skal sige det – det er jo lavet af en begynder.

Læs også:  Riverrafting på Rio Cangrejal

Min debut som filmmaker var ellers ikke nogen succes i Mexico. Ude i en mayaruin i sjaskregnvejr forsøgte jeg mig og var helt overbevist om, at jeg havde fået nogle filmklip i kassen. Men nej – da jeg kom hjem på hotellet, var der intet på hukommelseskortet. Så ikke nogen kæmpesucces, men sidenhen gik det bedre i en anden ruin, hvor jeg faktisk fik en nogenlunde hæderlig film ud af det.

Her i juni 2010 er jeg så faktisk kommet så langt, at jeg er kommet ind på Journalisthøjskolen til februar 2011 og håber nu på at få mine lyster styret med hensyn til kameraer, filmredigering og al den slags, som nu hører med til faget. Det var ikke svært at tage den beslutning om at søge ind på Journalisthøjskolen, men det var ret svært at komme ind. Jeg var til optagelsesprøve i maj 2009, men kom ikke ind. Men her i 2010 er det lykkedes i andet forsøg.

Copán

En af de mange flotte vægrelieffer i mayaruinen Copán.

Bo og jeg har købt et lækkert HD videokamera og håber på at komme til at filme meget mere i fremtiden. Min store drøm er at få lov til at lave dokumentarfilm rundt omkring i verden – der er lang vej endnu, men passionen kan jeg tydeligt mærke. Og den blev såmænd vækket til live i en mayaruin i Honduras – hvem skulle dog havde troet det. Sådan er skæbnens veje uransagelige. Det var ihvertfald det sidste, jeg havde troet for bare fire fem år siden, men sådan kan tingene jo lægge sig til rette for én lige pludselig. Og nej hvor jeg nyder at have fundet en ny passion her i livet. Det er en utrolig stor inspiration og en helt ny verden for mig.

Læs også:  Panama City - søfartshistorie og etniske minoriteter

Denne artikel blev skrevet som dagbog i 2007 og kom på min hjemmeside i 2010, men i dag, her næsten ti år senere i 2016, er mit store ønske om at bliver uddannet journalist så gået i opfyldelse, og jeg kan her fortælle jer forhistorien om, hvordan jeg egentlig kom til beslutningen om at skifte helt retning i mit liv. Jeg har absolut ikke fortrudt mit valg – heller ikke selvom det var en sej omgang. Nu laver jeg netop dét, jeg allerhelst vil – nemlig at skrive rejsehistorier og fortælle om mine mange oplevelser fra mere end 20 års rejseliv.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments