Et øjenåbnende minebesøg i Bolivia

Siden jeg var helt ung har jeg jævnligt haft en underlig drøm om tit gentog sig. Det har aldrig været normalt for mig, at mine drømme gentog sig, men den her blev altså ved med at plage mig nat efter nat. Det var en ret skummel drøm og det der gjorde den faktisk ret uhyggelig var at den altid var så utydelig, at jeg aldrig helt kunne finde ud af hvad den handlede om.  Men det jeg kunne opfatte af den var, at den foregik i en mørk mine med masser af spindelvæv og minegange langt nede under jorden. Hver eneste gang skulle jeg bevæge mig gennem et tæt væv af spind og støv og indelukket klima som var en del af drømmen. Endelig kom der altid en slidt minevogn farende gennem minen, jeg kunne altid tydeligt huske lyden af jernhjulene mod skinnerne og hvordan vognen så hærget og gammel ud. Der var aldrig noget i denne vogn. Det var som sagt en drøm jeg ofte havde og jeg vågnede altid op og var rædselsslagen og undrede mig altid over hvad denne drøm ville sige mig.

Mange år efter står jeg i 2003 i byen Potosi i det sydlige Bolivia, en by som er berømt for sin enorme sølv og tinmine Cerro Rico (Det rige bjerg). Minen ligger i dette bjerg som man kan se i udkanten af byen. Et smukt bjerg og en vigtig indtægtskilde for byen. Bjerget består af flere miner og flere forskellige selskaber bryder metaller i minen. Hele byen er fokuseret på minedrift og der tilbydes da også ture i minen for turister. Jeg ved egentligt ikke hvad det var der slog mig ligepludselig, men jeg skulle selvfølgelig også på en minetur. Jeg tænkte vel, at jeg hellere måtte opleve byens hovedattraktion og meldte mig til en tur. Det skulle ende med at blive et af mit livs allermest mærkelige oplevelser, men også i den grad en øjenåbner.

Læs også:  Et langt liv med peruansk inkakultur

Vi var en 4 – 5 stykker foruden guiden, nogle unge fyre fra Argentina, en anden pige og mig. Vi blev alle udstyret i gummistøvler, regnbukser og hjelm med lygte i panden. Jeg tænkte lige i første omgang, at det da var noget vildt med al den udstyr, men det var ingen tvivl om, at vi fik brug for det. Så kørte bussen os op til mineindgangen – op af stejle veje, og vi stoppede foran et stort hul ind i minen. Der hang en masse tykke slanger ud derfra og åbningen var forstærket med træplanker. Jeg var rigtig i hopla og tænkte at det blev spændende og jeg skal så sandelig lige love for at det blev en spændende tur. Det blev et af de mest underlige oplevelser jeg næsten nogensinde har haft i mit liv.

Hvis jeg nu tænker mig om, så ved jeg godt at jeg har en smule klaustrofobi, jeg er ikke særlig vild med snævre gange hvor jeg føler at jeg bliver helt mast, men jeg mente nok at jeg kunne klare det her. Indgangen så desuden stor og rummelig ud, og er der bare god plads og højt til loftet så generer det mig normalt ikke så meget. Det er værre når gangene bliver snævre. På denne rejse havde jeg også været igennem en del hårrejsende ting, så jeg mente at jeg var nogenlunde hærdet – men nej! Der skulle komme til at ske noget som gjorde, at min modstandskraft dalede til under nulpunktet og skrækken i den grad tog over.

Vi fulgte med guiden ind i mørket, det var mudder og store vandpytter på jorden, men stadig fint højt til loftet og midt i rummet løb et sæt skinner. Inde til venstre havde man indrettet et lille intermistisk museum med plancher og små udstillinger om minen. Den var vi inde og kigge på, og da vi kommer ud kan jeg pludselig høre en meget underlig velkendt lyd. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og jeg mærker en stigende uro indeni. Pludselig kommer en gammel slidt minevogn buldrende hen af skinnerne. Den kommer i et anseeligt tempo, da skinnerne hælder svagt mod udgangen, så den kan køre selv. Man giver den et skub inde i minen og med sin fulde last kan den få pæn fart på.

Læs også:  Skrumpehoved-get together på Moesgaard Museum

Jeg stivner fuldkomment, det er nøjagtigt den minevogn fra mine mareridt. Den er fuldkomment som i drømmene, lige så slidt og hærget af mange års brug og dens skrabende buldrende lyd når den kommer rullende hen af skinnerne er også nøjagtigt den samme. Jeg står helt paralyseret og lammet og kan slet ikke få hoved og hale i det her. Tusind tanker flyver gennem mit hoved og jeg kan mærke, at jeg er skrækslagen. Vi blever bedt om at komme med længere ind i minen. Jeg kan knapt bevæge mig af skræk og er vist helt hvid i hovedet. Jeg tror ikke rigtigt, at nogen i gruppen opdager hvordan det forholder sig med mig, i det dunkle mørke er det sikkert svært at se at jeg har mistet alt hvad der hedder blod i ansigtet. Minegangen bliver nu pludselig meget lav og snæver, den er så lav at vi må ned på alle fire at kravle. Min rygsæk skraber henover gangens loft og jeg er mildest talt ved at skide i bukserne af skræk.

Jeg kan virkelig mærke en angst så dyb, at jeg ikke har ord til at beskrive den, det er noget meget meget dybt og urgammelt, og jeg kan ikke forklare det. Det er som om denne oplevelse pirrer ved noget i nogle lag af bevidstheden som jeg slet ikke kan håndtere. Hvor kommer det fra? og hvad sker der? Jeg kan jo ikke så godt sige til guiden, at jeg har det så skidt og et eller andet sted så ville det også være for billigt bare at slippe nu og opgive. Jeg føler ligesom, at noget vil vise mig noget og kravler modvilligt med dybere ind i minen. Min mave krøller sig sammen og jeg har kvalme.

Læs også:  Røveri i La Paz

Byen Potosi ligger i omkring 4000 meters højde, så luften er i forvejen tynd og inde i minen er der så varmt og indelukket at det i sig selv er svært at trække vejret. Så jeg kæmper med en mellemting mellem almindelig forpustethed pga. for lidt ilt og noget der minder om hyperventilation pga. skrækken og angsten. Jeg kæmper vildt for at holde sammen på migselv og ikke falde fra hinanden – ingen skal se at jeg ikke kan klare det her! Men det er svært og jeg er på nippet til at bryde sammen.

Væggene truer med at opsluge mig og det føles som om loftet maser mig længere og længere ned. Senere kommer vi til et sted i minegangen hvor det er knapt så snævert og her gør vi holdt og guiden fortæller os lidt om minen. Jeg er to sekunder fra at sige at jeg vil ud og kan mærke desperationen nærme sig, men et eller andet holder på underlig vis min mund lukket. Jeg er tør i munden og kan ikke få orderne over mine læber og bliver jo så af gode grunde nødt til at fortsætte med gruppen længere ind i dybet. Min skræk når nye højder, selvom jeg ihærdigt forsøger at sige til mig selv at jeg skal tage mig sammen. Det kræver enormt meget energi at holde sammen på sigselv og jeg forsøger at tvinge et smil frem fra guiden spørg om jeg er ok. Jeg er alt andet end ok men nægter at vise det.

På et tidspunkt vil guiden have os med ned i et andet niveau af minen og vi skal igen kravle gennem en smal passage. Her sidder to minearbejdere og hakker lød i den hårde klippe med økser. De er sorte i hovederne og hærget efter mange års hårdt arbejde i minen. Jeg får øjenkontakt med den ene og hilser med et forsigtigt nik. De har begge pandelygter på hjelmen ligeom vi har og oplyser det smalle rum, hvorefter mørket igen tager mere over længere nede i minen. Luften er dog noget bedre i denne sektion af minen. Der er køligere og mere friskt og jeg ånder straks lidt lettere. Jeg kan mærke, at min puls hamre afsted, men den falder en anelse mere til ro i den køligere og mere rene luft. Guiden forklarer os, at det er fordi luftforsyningen her er bedre. De tykke slanger udefra bringer frisk luft ind i denne fjerne ende af minen og gør det en anelse mere udholdeligt at være der.

Læs også:  En julenat, jeg aldrig vil glemme…

Jeg spekulere som en gal over hvorfor jeg har denne oplevelse og ikke mindst hvorfor jeg er så totalt ude af flippen af skræk. Er det rigtig det nogle mennesker påstår om reinkarnation? Har vi levet før? Og er nogle af os i stand til at huske disse tidligere liv? Hos nogen er sløret mellem forskellige liv måske bare ikke så tykt. Jeg prøver at sige til migselv, at jeg måske er så skrækslagen over denne mine fordi jeg engang har haft et liv i Bolivia og er omkommet ved minearbejde. Straks mærker jeg en ro, som en dyb erkendelse – så måske er det rigtigt! Men hvad mere skummelt er jo at jeg har drømt denne drøm om minen adskillige gange – får vi glimt af tidligere liv i drømme?

Vi er vel inde i minen i omkring to timer og jeg er mere end lettet da vi igen begynder at bevæge os i retning af udgangen. Jeg er ret sikker på, at jeg snart ikke kan klare mere eller trække vejret mere for den sags skyld, men selvfølgelig klarer man det. Vi mennesker kan klare mere end vi tror, men da vi igen står ude i den friske luft ved indgangen til minen er jeg mere end lettet. Men også underlig afklaret. Jeg føler i høj grad, at jeg var én Anette da jeg gik ind i minen for to timer siden og nu er kommet ud som en anden. En renselse måske! En symbolsk genfødsel. Lige meget hvad så ihvertfald med en portion selvindsigt der er større end jeg nogensinde havde troet at jeg kunne få i mit liv. Det føles underligt, og så alligevel stort. Det er ikke uden en smule stolthed og knejsen med nakken, at jeg går ud af minen og føler at jeg har overlevet en psykologisk gyserfilm.

Læs også:  Pastorale, Peru

Det er en episode jeg har tænkt over mange gange siden, jeg har aldrig haft denne drøm om minen siden dengang hvor jeg i den grad fik udlevet mine dæmoner i en skummel minegang i Bolivia. Jeg havde aldrig forestillet mig denne oplevelse, jeg tog afsted på rejsen med åben sind og gå-på-mod og det kom der en del underlige historier ud af. Den dag i dag må jeg sige, at jeg helt sikkert tror på reinkarnation. Jeg syntes, at jeg har haft for mange oplevelser der peger i den retning til at kunne ignorere det. Jeg går ikke op i om folk syntes det lyder underligt eller de syntes jeg er lidt sær. Jeg forsøger bestemt ikke på at overbevise nogen om det, det er egentlig bare sådan en stille men meget dyb erkendelse hos mig. Og jeg syntes det giver mening og for mig lyder det logisk at vi har levet før. Vi er summen af alle vore liv og som sagt giver det bare mening helt langt ind i sjælen hos mig.

Men selvfølgelig er det vildt at tænke på og forestille sig. Jeg har også tvivlet en million gange på om det var rigtigt, men sådan som jeg har oplevet det rundt omkring i verden er ved at opleve en dyb genkendelse. At føle at jeg har været på det pågældende sted før, at jeg møder mennesker som jeg føler jeg har kendt i 100 år osv. Det er sikkert noget vi alle kender til, men aldrig helt tænker over ellermåske skyder væk som noget pjat. Jeg er sikker på, at der er noget om det, og denne mineoplevelse i Bolivia var afgjort med til at overbevise mig. Jeg var helt klart en anden da jeg kom ud fra minen!

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments