Mysteriet om krystalkraniet

Ja der er sket en hel del ret hurtigt her i de sidste 2 -3 dage. Faktisk så sidder jeg lige nu i silende regnvejr ude på en rigtig caribisk tropeø med palmer og det hele i Belize, men det kan altså også regne her. Jeg beder til vejrguderne om bedre vejr til i morgen, hvor jeg skal ud at snorkle. Ikke at det måske gør så meget, man er jo våd alligevel, men korallerne bliver lidt mere strålende i solskin.

Men lige lidt opdatering og en god mystikhistorie til underholdning.

I weekenden blev det til en hel del snak og knapt så megen action, men det er også godt nok indimellem. Jeg var kommet til at snakke rigtig godt med Mark fra Oregon, så det tog lidt overhånd med udveksling af diverse røverhistorier fra de skumleste egne af verden. Toppen var nu alligevel da Mark gav sig til at fortælle om dengang han spiste abehjerne i Vestafrika. Det var midt i morgenmaden (som kom til at tage 3 timer, pga. diverse fortællinger om underlige landes crusine). Jeg var midt i en traditionel Guatamalan morgenmad bestående af røræg, brune bønner i mast tilstand, tortillachips, stegte bananer og brød. Historien om abehjernen var da Mark boede og arbejdede i Sierra Leone og ankom til en indfødt familie en søndag. De var så stolte for de havde lige slagtet en abe og hjernen var det absolut allerbedste man kunne servere for sine gæster langvejs fra – så der var ingen vej tilbage for stakkels Mark. Han var dog ikke helt i stand til at fortælle hvad det smagte af – han slugte det bare – af ren høflighed. Den historie med at sætte en abe op gennem et hul, hugge toppe af hovedet og så sætte et sugerør i eller spise med ske eksisterer altså – ikke bare i Indiana Jones film, men i virkeligheden. Det havde han hørt tale om man gør i Afrika i bestemte egne. Desuden spiser man også rotte, kat og andet godt fra havet (eller skulle man sige rendestenen). Lidt svært at tænke over når man sætter tænderne i en karry kylling.

Søndag endte vi op med en sejltur på søen, hvor vi blev sejlet over til en lille halvø, hvor der var to zoologiske haver. Her var lidt af hvert af dyr fra regionen, bl.a. fugle, Ozelotter (de stribede/plettede katte), oddere og papegøjer. De havde også et lille museum med en udstilling af slangeskind, indtørrede krokodiller, onzelotskind, skildpaddeskjold og en lille orkidefarm.

Læs også:  En blandet landhandel af oplevelser

Vores bådsmand skulle komme om 2 timer, men vi var lige ved at tro at han havde taget os ved næsen, for det trak ud i lang tid. En ung fyr kom over til os, han var uvenner med sin forlovede, så gode råd var dyre. Han ville vist helst med os, og var ved at arrangere en anden båd til at sejle os alle tre tilbage. Men så dukkede vores bådsmands søn op, det var så ham der skulle sejle os hjem. Så fyren blev der sammen med sin rigtig sure kæreste. Da vi kom tilbage var vi oppe og se kirken som lå oppe på en lille bakketop, men det var også ved at være det der var at se på i Flores. Stedet var ved at gå os begge lidt til hovedet, for det var ekstrem turistområde, og det kunne man i den grad godt mærke. Vi blev begge snydt så det drev, både med priser på værelser, internet, ja selv frimærker tog de overpris for. I Santa Elena var det noget anderledes, der var folk faktisk meget søde, og der kunne jeg godt lide at være, selvom der var meget larm. Folk var for vildt anstrengende i Flores, men vi skulle også begge to videre om mandagen, så det var fint nok. Man skulle sloges lidt for meget med folk til at det var fedt, så vi var begge klar til at rykke videre. Mark til San Andres over på den anden side af søen, for at studerer spansk og bo hos en indfødt familie og jeg tilbage til Belize.

Jeg er færdig med bogen om Inka og Mayaprofetier, og er nu gået i gang med en der meget tykkere og noget mere omfattende at læse. Stadig på engelsk, så det ender nok med at jeg får mere og mere smag på det. Denne gang handler bogen om krystalkranier, hvilket godt nok er noget af en historie man godt kan blive lidt opslugt af – mindst ligeså meget som den anden bog jeg læste.

Læs også:  Eventyrdrager og himmelblå floder

Jeg har lært noget, som jeg aldrig havde hørt om, så det vil jeg lige fortælle jer om. I gamle dage var der rigtigt mange sørøvere ud for Belizes kyst. Dengang der både var sørøverskibe, skatteøer og sørøvere med klap for øjet og træben. Disse sørøvere gik i land i Belize og blev gode venner med mayaerne og faktisk så adopterede de en masse af mayaernes traditioner. En af dem var at sørøverne lavede deres flag sort med et kranie og to krydsede knogler. Det rigtige sørøverflag som vi alle ved hvad betyder, og har set i samtlige sørøverfilm, inkl. ”Pirates of the Caribien” med lidt for lækre Johnny Depp.

For mayaerne var kraniet ikke noget uhyggeligt og slemt som de fleste af os tror og ligesom er lidt “opdraget med”. For dem betød det godt nok døden, men man forbandt ikke døden med noget afsluttende og uhyggeligt. Tværtimod så troede man på et liv efter døden og at det var noget man skulle se frem til. For mayaerne var symbolet altså meget positivt, religiøst og tegn på den næste verden. For søfarende spredte det skræk og rædsel i Det Caribiske Hav. Så snart man så det sorte flag flygtede man af alle kræfter – hvis det ellers var muligt. Det har også fået mange til at spekulere i skjulte sørøverskatte i gamle dage. Vore dages piratfilm er altså ikke taget ud af ingenting, det har eksisteret engang. Sørøverne vidste at mayaerne havde skatte, så det er formentligt derved historierne er opstået. Man forstillede sig at der lå gemt skatte som mayaerne havde gemt.

Det med skattene er måske ikke helt ved siden af, i hvert fald ikke hvis man begynder at læse hvad jeg læser lige nu.

Ifølge gamle legender hos indianere overalt i Nordamerika og Mellemamerika har man haft krystalkranier siden “tidernes morgen”. Mayaer, Aztekere, Pueblo, Navajo, Hopi, Cherokee, Seneca indianere osv., har alle i en eller anden udgave haft historier om krystalkranier i deres legender.

Legenden går på at der i verden findes 12 krystalkranier + en ekstra. 12 kranier for de tolv planeter i vores galakse der er beboet og så den ekstra. Kranierne er på størrelse med et rigtigt et og lavet af massivt bjergkrystal. De besad stor viden og blev brugt i rituelle ceremonier. Nogle af dem har haft underkæbe, der sad løst og kunne tages af. De fik tilnavnet – de talende eller syngende krystalkranier.

Læs også:  Evaluering og afsluttende kommentarer og uigenkaldeligt sidste beretning fra Mellemamerika

Nu er jeg jo så gået i gang med den bog og må sige at det er en ret vild historie. Der er nemlig det ved det, at et af kranierne blev fundet her i Belize. Nede sydpå i et mayatempel der hedder Lubaantun ved en by der hedder Punta Gorda, næsten nede ved Honduras. Lubaantun betyder “De faldne stens tempel” og det var lige ved at skulle tages helt bogstaveligt, da man under en udgravning i området brugte dynamit til at sprænge sig igennem trærødderne. Så stedet er lidt mishandlet den dag i dag har jeg læst mig til.

I 1920’erne ankom en ekspedition til stedet fra England med arkæolog Frederick Mitchell Hedges i spidsen. En rigtig Indiana Jones type, der sammen med sit arbejdshold arbejdede sig igennem junglen ved hjælp af macheter og nåede frem til noget der mindede om en ruin langt inde i junglen. Han havde sin 17 årige adoptivdatter Anna med, der var en lige så entusiastisk arkæologispire som sin far. Landet hed dengang Britisk Honduras og man var sejlet fra Liverpool til dette fjerne sted i kolonien, for at foretage udgravninger.

De to forfattere der har skrevet bogen jeg er ved at læse er filmproducenter og ville lave en film om krystalkranierne, skal jeg måske lige sige.

Tilbage i 1924 finder den unge pige Anna et krystalkranie i Lubaantun. Hun kan se noget skinne nede i en revne nede i den største pyramide, og da de sænker hende der ned i en snor finder hun krystalkraniet. I første omgang kun overdelen og senere den løse underkæbe. Kraniet vejer 5,5 kg og er af så klart krystal at man kan se lige igennem det. Det der er lidt vildt er at det ville tage flere år at lave sådan et kranie i dag selv med vore moderne hjælpemidler. Det ville muligvis også knække og flække under forarbejdningen med moderne redskaber. Så langt som jeg er kommet i bogen indtil nu, har de fundet ud af at kraniet er lavet ud af et stykke bjergkrystal og at det har taget flere generationer at lave det. Det er poleret med flodsand og hår.

Spørgsmålet var hvorfor man havde lavet kraniet – med hvad formål:

  • Var det kraniet af en stor Mayapræst
  • En krystalkugle (den har ingen sammenføjninger som et rigtigt kranie ville have det)
  • Et talende orakel.
Læs også:  En mayapiges bekendelser

Nu er jeg så begyndt at læse om det både i bogen og på nettet. Anna der fandt kraniet har sin egen hjemmeside. Hun er en gammel dame på 88 år i dag og bor i en lille by udenfor Toronto i Canada. Hun har stadig krystalkraniet og viser det gerne frem. Men jeg har også fundet ud af at det siges at hun aldrig har fundet kraniet. Det er ved at blive en halvspændende historie. At der aldrig har været beviser for at hun fandt det, at det var anbragt der af hendes far osv. Hun fandt det nemlig på hendes 17 års fødselsdag. Så det skulle være en fødselsdagsgave.

Nogen mener kraniet er 17.000 år gammelt, nogle mener det er nogle 100 år gammelt og andre igen mener det er over 100.000 år gammelt. Nogle mener det stammer fra det forsvundne Atlantis i formentligt Atlanterhavet. Nogle mener Atlantis slet ikke har eksisteret, at det bare var et sagnland eller en myte. Platon skrev dog om stedet i det gamle Grækenland. Teorierne går vel på at Atlantis gik under pga. enorme naturkatastrofer, jordskælv og derefter en tsunami. Hvem ved? Hvis det overhovedet nogensinde har eksisteret!

Der er vist aldrig fundet de helt vilde beviser på at Atlantis har været ude i Atlanterhavet, men på den anden side kunne det vel godt passe, men så havde man vel været i stand til at finde fund derfra.

Det der er specielt ved Mayaruinen Lubaantun er at den faktisk ikke ligner en traditionel Mayaruin, men den er bygget mere i peruviansk Inkastil. Inkaerne brugte ikke cement eller “lim” imellem stenene, som mayaerne gjorde det. Lubaantun er bygget uden cement, men så stenene passer ind i hinanden, nøjagtigt som inkaruiner i Peru. Det er rigtig underligt, det er første gang jeg hør om det i Mellemamerika. Ruinen er konstrueret på en anden måde. Med en anden teknik end de traditionelle mayaruiner.

Det korte af det lange er at jeg er på vej til Punta Gorda for at se på den ruin. Det bliver jeg bare nødt til, overhovedet ingen tvivl om den sag. Men det har lige krævet lidt planlægning og koordinering af min rejse og af tiden. For den ligger som sagt ganske meget sydpå, men jeg er sikker på at den er værd at undersøge nærmere.

Læs også:  Costa Rica - suppe med overraskelser og ugens griner

Mht. historien med krystalkraniet har jeg sendt en mail til denne Anna oppe i Canada og spurgt hende om hun vil maile til mig hvis der findes nogen guider ved ruinen der måske ved noget ekstra. F.eks. præcis hvor hun fandt det. Jeg har altså ikke tænkt mig at skulle på gammeldags skattejagt, men vil bare gerne se det sted hvor kraniet er fundet. Hvis det altså er rigtigt! Det står jo lidt hen i det uvisse. Kraniet eksistere – er stadig hos Anna i Toronto. De gav det til mayaerne i området da det havde fundet det, men Anna fik lov til at få det tilbage igen. Det er hendes udlægning. En anden historie er at kraniet blev solgt i England på auktion i 1930’erne, og at det havde tilhørt en mexicaner. At det er mellemamerikansk er de vist nogenlunde enige om, at det er et Maya eller Aztekerkranie, men hvem der har fundet det og hvorfor, hvor og alt det der – er det delte meninger om. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg rigtigt gerne se det kranie. Det er åbent for alle at komme og se det hos Anna. Det var afgjort en grund til at tage til Canada.

Jeg syntes det er en fed historie, ligegyldigt hvad og hvordan, og nu tager jeg i hvert fald ned og ser lidt på det tempel i Sydbelize. Noget eventyr skal der altså være. Om jeg hør fra Anna eller ej, det må jeg jo bare se til. Det kunne være meget sjovt hvis det lykkedes. Det kunne også være meget sjovt at finde ud af om historien er sand eller det er det rene fup. Godt med en moderne sørøverhistorie!

Det sjove er også at der er fundet andre krystalkranier og at de befinder sig rundt på museer i verden. Bl.a. en på British museum of Mankind i London og en i Paris. De har været undersøgt hos Hewlett Packard – computerfirmaet. Fordi en af de vigtige komponenter i en computer er krystal. Det krystalkranie har været igennem et utal af undersøgelser i tidens løb.

Læs også:  Strandet på ubestemt tid

Det der så er sket indtil nu er at jeg i dag har taget fra byen San Ignacio tilbage til Belize City og igen videre ud til øen Ambergris der ligger ude i Det Caribiske Hav, kun 2 km fra koralrevet – verdens andet største barriererev næstefter Great Barrier Reef i Australien. Det har hele tiden været min plan at tage hertil. Men det blev lige taget et par hurtige beslutninger i morges. Det havde regnet de sidste to døgn i San Ignacio, og det var uvist hvor om det ville blive bedre. Min plan i San Ignacio var at tage ud til byen Spanish Lookout og se Amish folket og evt. finde Herman. Men alt i alt var jeg ved at komme til den konklusion at det ikke var besværet værd. Det tæskregnede helt vildt og jeg ville alligevel ikke kunne få nogen gode billeder fra stedet. Desuden var det rigtigt at Amish folket var voldsomt sky og lukkede, og det var spørgsmålet hvor meget jeg ville kunne få ud af det alligevel – og på så kort tid som jeg havde til rådighed.

Så jeg tog en rask beslutning i morges og tog bussen til Belize City og hoppede på en båd til Ambergris. I mellemtiden nåede jeg lige at få booket en færgebillet til Honduras til d. 24. nov. Jeg skal sejle ud fra byen Dangriga nede sydpå, så det passer faktisk meget fint. Punta Gorda ligger noget syd for Dangriga. Min plan er faktisk at flyve fra Belize City til Punta Gorda med Maya Island Air, ellers kan jeg knapt nå at se templet og studere det ordentligt. Som det er nu skulle det hele gerne falde nydeligt på plads i morgen, mht. flybillet, et par dage her på Ambergris, herefter til en anden lille ø der hedder Caye Caulker og herefter til Belize City og så flyve til Punta Gorda, se templet, bussen til Dangriga og herefter til Puerto Cortez i Honduras. Den plan skulle gerne virke!

I næste afsnit vil jeg fortælle jer om en sej oplevelse jeg havde i går i San Ignacio – jeg er nemlig ved at få en “grottepassion” – men mere om det i næste afsnit.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments