Oaxaca, Monte Alban og fire Zapotekerruiner

Dagen efter er det min plan at besøge Zaptotekerruinen Monte Albán. Jeg havde lavet en reservation på et bedre og mere roligt hotel, men da jeg ankommer til hotellet næste morgen med min efterhånden kæmpe oppakning og sveder som et pakdyr sidder der bare tre rengøringsdamer, som selvfølgelig intet aner om noget som helst. Nu er hele hotellet pludselig booket op og jeg kan ikke få et værelse. Jeg bliver noget muggen, raser en hel del og går i protest. Jeg går over på den anden side af vejen lidt længere nede og finder her et ok hotel til en god pris. Så kan de ladies pakke sig!

Det er chokoladegaden jeg bor på of også gaden med en hel stak rejsebureauer der tilbyder arrangerede ture til Monte Albán ruinen. Personalet i disse rejsebureauer bliver ved med at råbe løs i munden på hinanden om billetter til en shuttlebus til ruinen. De bliver ved og ved og som turist i denne by har man ingen ro – de kaster sig over en som høge. Jeg møder en midaldrende dame fra Belgien som jeg får en lille snak med. Jeg bliver ved med at insistere på at jeg ikke vil på en arrangeret tur til ruinen og vil egentlig bare tage en lokalbus op til Monte Albán. Men der er selvfølgelig en grund til denne specielle shuttlebusordning. Forklaringen lyder at den lokale bus ikke kører nærmere end til 4 km fra ruinen, og så skal man gå det sidste stykke. Jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring og alle deres sædvanlige julelege, men den belgiske dame og jeg ender med at hoppe på en shuttlebus. 40 pesos for en returbillet, som vi får pruttet ned til 30 pesos. Det tager vel en 15 – 20 minutter at køre op af bakken til Monte Albán af ret spændende bjergvej med en flot udsigt over Oaxaca og de omkringliggende bjerge. Klimaet her er noget anderledes end i San Cristobál. Oaxaca ligger i 1500 meters højde, men her er utroligt tørt, støvet, ørkenagtigt, fyldt med muldyr, kaktusser i alle størrelser og varianter og en skarp skinnende sol på en skyfri blå himmel. Det er blevet rigtig hedt, omkring 30 – 31 grader. Ruinen ligger oppe på en bakketop med en flot udsigt over dalen. De ter en utrolig stor ruin, der strækker sig over et kæmpe område.. Græsset er tørt, gult og afsvedet og solen steger lige på i middagsheden. Det er meget varmt og inden længe løber jeg tør for vand. Ruinen ligger 400 meter over dalen, så temperaturen er lidt højere og med solen lige på er det rigtig varmt.

Monte Albán er min første Zapotekerruin på rejsen. Det menes at Zapotekerkulturen havde forbindelse med Olmekerkulturen længere mod nordøst, og stedet blev først optaget omkring år 5oo f. Kr. Ruinen har været en by på op mod 25.000 indbyggere. Stedet er bygget over flere tidsperioder og civilisationen topper mellem år 300 og 700 e. Kr. Monte Albán var center for en højt organiseret præstedomineret samfund der kontrollerede det centrale dalområde som omfattede mindst 200 andre bosættelser og ceremonielle centre. Mange af Monte Albáns bygninger var pudset og malet røde og næsten 170 grave er blevet fundet under jorden, med vægrelieffer og dekorationer. Folk i Monte Albán spiste Tortillas (pandekager), bønner, squash, chili, avokadoer og andre vegetabilske ting. Sommetider spiste man også hjort, kanin og hund.

Læs også:  Cancun i Mexico

Mellem år 700 og 950 blev stedet forladt og blev en ruin, og der var næsten ingen aktivitet bortset fra Mixtekere der kom til ruinen fra nordøst Oaxaca. Monte Albán minder meget om andre ruiner med boldbane den såkaldte Juego de Pelota, pyramider, paladser osv. Der er mange relieffer af dansere, fangerum, altre, tunneler og brede trapper på den store plads Gran Plaza. Der er flere nummererede grave som dog ikke alle er åbne for offentligheden. De har farverige relieffer af herskere som majsguden/ lynguden og forårsguden med store hovedprydelser med slanger og fjer. Ruinen indeholder også et observatorium. En af pyramiderne er meget stor og trappen bred og meget stejl, men trinnene er rimeligt brede og stabile og der er faktisk sat et gelænder op som folk kan holde ved.

Jeg går i ruinen i 2,5 time, indtil jeg er så tørstig at jeg er lige ved at blive helt desperado. Jeg plejer ellers godt at kunne klare mig ret længe uden vand, men når solen steger og man samtidig skal kravle op og ned af stejle trapper, så kræver det sin vand!

Jeg går tilbage til museet og kigger nærmere på de meget spændende udstillingsgenstande som er fundet i ruinen under udgravningerne. Og inde i deres souvenirbutik køber jeg en bog om et de gamle Azteker – og Mixtekermanuskripter kaldet Codex. Jeg købte også en bog om disse kodekser i San Cristobál. Det er en slags hellige billedbøger eller manuskripter der skal læses bagfra og fra højre mod venstre. Jeg er ved at prøve at sætte mig ind i hvordan man læser og tyder disse gamle skrifter. Der findes kun ca. 15 af dem tilbage i verden og flere af dem findes faktisk i Europa. Den bog jeg køber i souvenirbutikken i Monte Albán handler om Borgia kodekset, der opbevares i Vatikanet i Rom. Den første bog jeg købte af disse Codex handler om Nuttall kodekset. Codex Borgia menes at stamme fra 1400 tallet. De er utroligt flot udført rent kunstnerisk og viser mange af de situationer som herskerne og præsterne oplevede. Religiøse ceremonier, ofringer, bryllupper, børnefødsler, dødsfald osv., og ikke mindst om den 260 dages kalender. Disse bøger om de gamle manuskripter er rigtig spændende at læse og noget helt nyt som jeg er begyndt at sætte mig ind i. Det var ikke noget jeg som sådan kendte til før denne rejse – så det er spændende og rigtig interessant. De andre Codex findes i Paris, Madrid og på et bibliotek i Dresden i Tyskland – altså alle sammen steder i ”den gamle verden”- Latinamerika blev jo kaldt ”Den nye verden” af de spanske erobrere.

Læs også:  Så er der dømt krinolinekjoler og blondeparasoller

Jeg leder også efter krystalkranier i horden af souvenirboder, men finder ikke rigtig noget interessant. Jeg drømmer lidt om at finde et krystalkranie et sted, altså en i bjergkrystal. Jeg er glad for den jeg købte i San Cristbál i Obsidian, men det ville nu være helt fantastisk at finde en der ligner de rigtige i bjergkrystal.

Jeg mødes med den belgiske dame kl. 15, og hun foreslå at vi går – de mindst 5 km ned til byen. Vi havde snakket om det på turen op til ruinen i bussen, at det kunne være fedt at gå tilbage pga. den smukke udsigt over dalen. Så kunne vi tage billeder og nyde gåturen ned. Og uheldigvis ender vi faktisk også lige med at komme 5 minutter for sent til kl. 15 bussen ned til byen. Jeg tøver en lille smule med at gå ned til byen – er træt og varm, men vi satser på at der dukker en bus op. Vi ender dog med at gå hele vejen til Oaxaca. Vi slår følge med en fyr fra Mexico City, men som har boet 15 år i Tyskland pga. hans tyske bedstemor. Han har blå øjne og ligner ikke rigtigt en mexicaner. Han viser os nogle potteskår som han har fundet oppe i ruinen. Da vi endelig efter 2 – 3 timers vandring når tilbage til byen siger jeg farvel til de to. Jeg er træt, sulten og tørstig og helt færdig – det var lidt for meget af det gode at gå hele vejen ned fra ruinen, først gå i et par timer i selve ruinen og så yderligere 2 – 3 timer nedad. En masse vandring til ikke den helt store nytte, smuk udsigt, men alligevel. På vejen ned finder vi et dødt dyr i grøften der er overhældt med kalk for at tage lugten. Jeg kan ikke lige huske navnet på den og ved heller ikke hvad sådan en hedder på engelsk, men den lignede en stor hund eller en ulv. Den havde sorte og gulligrøde striber under halen og på benene og den mexicanske fyr sagde at det var en mexicansk ulv. Jeg anede ikke at man havde ulve i Mexico.

Nede i byen spiser jeg en kæmpe portion kylling gordonbleau med ris og tortilla pandekager. Jeg bliver fuldstændigt vildt sulten når jeg går rigtig meget. På trekkingture kan jeg altid sætte fuldstændig vildt meget mad til livs, meget mere end jeg normalt vil gøre derhjemme. Jeg skal virkelig have noget energi.

Om aftenen skriver jeg travellog i 2 timer og bliver færdig med afsnittet om Palenque, Bonampak og Yaxchilán inden jeg kan holde fyraften og dratte om i min seng. Det er nogle lange dage og der er ikke megen tid til afslapning og hygge, men de steder som jeg har planlagt at se skal jeg også se – så må jeg slappe af når jeg kommer hjem.

Læs også:  Frans Blom - den danske maya-arkæolog og opdagelsesrejsende

Næste dag har jeg bestemt mig for at tage til den lille naboby Mitla og se Zapotekeruinen af samme navn. Byen Mitla ligger 46 km fra Oaxaca og jeg finder en lille lokalbus der kører dertil. På hovedvejen dertil prøver jeg at lægge mærke til om jeg kan finde skilte med de tre andre ruiner som jeg også gerne vil se i området. De viser sig ikke at være helt godt skiltet, man skal virkelig være opmærksom, for ikke at overse dem.

Mitla er en hyggelig lille fredfyldt by omgivet af rødbrune tørre sandstensbjerge som resten af området. Jeg skal gå et stykke vej ned gennem byen og prøver at følge skiltningen til ruinen. Stedet er ligesom opdelt i to ruiner og den første del af stedet kommer jeg til lidt nede af vejen hvor jeg har passeret en lille bro over et vandløb der hedder Rio Grande. Floden er ikke så stor, nærmest en smule udtørret i det hede og tørre klima.

Jeg finder senere hovedindgangen til ruinen, betaler min billet og går rundt for at kigge.  Mitla var i tidernes morgen et meget vigtig religiøst center der var domineret af de højeste præster. Stedet er bl.a. blevet brugt til menneskeofringer. En kort overgang menes stedet at have været under Mixteker-overherredømme i 1400 tallet indtil Aztekerne ankom i 1494. Mitla har indeholdt et større antal grave med Zapotekerkonger og en munk i 1700 tallet kaldet Francisco de Burgoa nedskrev at de spanske præster fandt disse grave, men forseglede dem. Ruinen ligger i forbindelse med en lille kirke og stedet er specielt pga. de meget flotte og velbevarede borter i lervæggene. En af bygningerne har søjler og passage leder en hel til Patio de Mosaicos – altså Mosaikgården. Her findes noget af Mitlas bedste og mest velbevarede stenarbejde. Hvert lille bitte stenstykke er sat sammen i et sindrigt puslespil, hvert stykke sten er udskåret og passer perfekt ind i den store sammenhæng i væggene. Der findes 14 forskellige geometriske figurerer der symboliserer himlen, jorden, den fjerklædte slange og andre vigtige væsener. I den inderste gård findes der to grave som jeg også er nede og studerer. Meget meget snævert var det og utroligt hedt og indelukket i luften.

Alt i alt et rigtigt spændende sted og en af de mere specielle ruiner jeg har set på turen, meget anderledes i stil og design end de andre steder jeg har set indtil nu. Og omgivelserne rundt om ruinen er afgjort også speciel med sit tørre og ørkenagtige look.

Efter at jeg har set ruinen går jeg på internetcafé og chatter lidt med Bo inden jeg skal finde noget at spise. Jeg ender op på en hyggelig, men lidt dyr restaurant, hvor jeg dog får lov til at sidde og hygge mig i deres fine gårdhave med smukke gamle træer og hyggelige buske.

Læs også:  Brick Lane - når hippie og hipster indgår ægteskab

Nu skal jeg prøve om jeg kan finde en bus til bage af samme hovedvej som jeg kom hertil. Der ligger nemlig en anden ruin langs med denne vej tilbage mod Oaxaca der hedder Yagul. Jeg så lige hurtigt skiltet langs vejen, men skal nok have lidt hjælp til at finde det igen. Jeg forklarer drengen der tager imod billetpenge hvor jeg skal af.

Jeg bliver sat af bussen virkelig langt ude på landet, der er 2,5 km at gå ud af en meget øde vej op til ruinen. Det er hedt og tørt og lige over middag, så solen har virkelig magt da jeg begynder at traske ud af vejen. Jeg kan ikke helt se ruinen selvom den skulle ligge på en bakketop, men går i hvert fald i den rigtige retning. På vejen tager jeg en masse billeder af sjove fantasifulde kaktusser. Ca. halvvejs standser en gammel lastbil og chaufføren spørg om jeg skal op til ruinen. Det skal jeg jo og så får jeg lov til at køre med. Vi kører bare lige 5 minutter, de skal op med vand til ruinen. Han syntes bare at det var synd for mig at jeg skulle gå ude i den hede, så han var flink og give mig et lift.

Ruinen ligger utroligt smukt, meget øde og med en fantastisk udsigt. Jeg betaler for min billet og ser faktisk kun en eneste turist i hele ruinen. Utroligt smukt og fredfyldt sted med den smukkeste udsigt ud over dalen og med de karakteriske rødbrune bjerge i horisonten. Det er virkelig hedt at gå rundt i ruinen og jeg holder da også flere pauser under skyggefulde kaktusser. Yagul var i sin velmagtstid en ledende bosættelse i dalen efter at indbyggerne havde forladt Monte Albán. Hvad man i dag kan se af ruinen er bygget efter 750 e. Kr. Stedet består af fire templer og der er forskellige stenudskæringer af dyr og nogle gravkrypter. Yagul har også en meget flot boldbane der efter sigende skulle være en af de største i Mesoamerika. Hvad der gør denne ruin til noget specielt er en yderst forvirrende labyrintbygning, som jeg op til flere gange løber vild i. Denne bygning menes at have tilhørt lederen og væggene i bygningen har været pudset og malet røde.

Jeg får fotograferet i massevis af kaktusser fra forskellige sjove vinkler og hvor jeg forsøgsvis prøver at lege med skyggerne fra forskellige retninger. På vejen tilbage til hovedvejen og busstoppestedet fotograferer jeg flere kaktusser og vejen som føles næsten endeløs i den stærke hede. Men bussen finder jeg dog og kommer med tilbage til Oaxaca.

Næste dag er der yderligere to Zapotekerruiner på programmet, som dog skal vise sig ikke at være helt nemme at finde. Den ene har jeg fundet skiltet på, og da jeg står af bussen bliver jeg dog vældig overrasket over at den faktisk lige ligger klods op af vejen. Jeg havde slet ikke lagt mærke til ruinen, men kun lige hurtigt opsnappet skiltet. Ruinen hedder Lambiteyco og er en meget lille ruin. Den ligger 29 km fra Oaxaca og mellem år 600 og 800 blev den et vigtigt Zapoteker by med omkring 3000 indbyggere. Stedet består i dag af to gårde med forskellige udhuggede stenrelieffer. Bl.a. kan man se et relief med en mand der holder en knogle som symboliserer arv og et andet relief viser en kvinde med Zapoteker frisure. Disse to mennesker plus en tredje nede i en gravkrypt menes at havde været herskerne over Lambiteyco i det 7 århundrede. I den anden gård findes der et relief med to hoveder, der forestiller regnguden Cocijo – på det ene relief har han en stor hovedprydelse på og på den anden har han ansigt som en jaguar. Et meget lille sted, men afgjort med en interessant historie. Ruinen var hurtigt set og nu var så næste projekt at finde frem til den sidste ruin som jeg skulle se ud af de fire ruiner som jeg havde planlagt at se omkring Oaxaca.

Læs også:  Barrow, Alaska

Den sidste ruin hedder Dainzú og buschaufføren sætter mig da også af ved det rigtige sted, bortset fra at han giver mig lidt forkerte oplysninger. Ruinen ligger på venstre side lidt nede af en ujævn asfaltvej, men han sender mig ned til en lille landsby på højre side af vejen fordi han siger at jeg først skal købe en billet dernede.

Jeg lusker af ned mod landsbyen, er godt nok blevet tilbudt en køretur med Tuktuk, men jeg foretrækker at gå. Jeg finder med møje og besvær ned til kirken midt i byen, hvor de siger at museet skal ligge. Det er også rigtigt nok, der er både kirke og museum, men det viser sig at udstillingen på museet intet har at gøre med ruinen. De er ellers meget søde og flinke mennesker på museet og byder mig også indenfor, men billetten til ruinen skal jeg købe nede ved ruinen, som jo ligger et par kilometer nede af vejen over på den anden side af hovedvejen. Nå men jeg trisser af ned mod hovedvejen igen, og kommer nu ud af byen af en lidt anden vej, så jeg ender med at komme ud nede ved hovedvejen men nogle hundrede meter væk fra skiltet ned til Dainzú. Så jeg går nede i grøften hele vejen blandt stikkende tørre buske. Nede af asfaltvejen til ruinen holder jeg picnic og spiser min frokost bestående at nødder, brød og ost.

Ruinen minder meget om de andre, men igen har stedet den smukkeste udsigt ud over dalen og man kan næsten se helt til Oaxaca. Der er absolut intet menneske at se da jeg ankommer, men oppe i et lille træhus ligger en kvinde og sover. Jeg får hende vækket og hun er vist helt overrasket over at se et menneske. Men hun er sød nok og jeg får betalt min billet og vi snakker lidt, så meget som jeg nu kan på spansk.

Læs også:  Uxmal og Kabah

Ruinen består af pyramider, enkelte grave og relieffer. Denne ruin er speciel med sine relieffer med dansere ligesom Monte Albán også har – de ligner lidt boldspillere og har masker og hovedbeklædning (måske en hjelm) og en bold i hænderne. Stedet har også den obligatoriske boldbane.

Jeg tusser lidt rundt i ruinen, tager billeder af stedet og især stedets sjove kaktusser. Da jeg skal gå tilbage af asfaltvejen kommer der to mænd gående med en lille flok køer, et par af dem er faktisk store skumle tyre, men det hele ser nu ret fredeligt ud. De har også et par hunde med, den ene en lille hvalp på størrelse med en Chihuahua hund. Den går med noget i munden, det ligner en rotte eller i hvert fald noget pels og den er meget optaget af det. Den opdager slet ikke at jeg kommer gående fordi den er så optaget, men lige pludselig får den øje på mig og giver sig til at gø helt vildt og uhæmmet. Det bette skidt af en hund går helt og aldeles amok da den får øje på mig og jeg kan ikke lade være med at knække sammen af grin. De to mænd griner også, for hele situationen er ret kosmisk. Så lige der midt på den øde asfaltvej der kan vi fra hver vores ende af verden mødes som mennesker og grine af det samme – den slags oplevelser er altid dejlige fordi jeg ved at vi mennesker i bund og grund er så ens og syntes stort set de samme ting er sjove – det er herligt at opleve.

Jeg finder en bus tilbage til Oaxaca og er glad for at jeg nu har fået set de Zapotekerruiner som jeg gerne ville se og havde planlagt at se. Det var meget vigtigt for mig at opleve disse specielle steder, fordi jeg ikke før havde haft lejlighed til at se den slags ruiner. Jeg forsøger nemlig på at opleve så mange forskellige kulturer som muligt og få så godt et overblik som muligt over Mexicos forskellige civilisationer.

Næste dag tager jeg bussen til Mexico City, jeg havde ellers overvejet at finde den by hvor den gamle Olmekerruin som Brian havde fortalt mig om lå, men tiden er ved at løbe en lille smule fra mig, og jeg vil også gerne se ruinerne omkring Mexico City og ikke mindst gå mere i dybden med de forskellige steder der er at se i Mexico City, bl.a. den gamle Aztekerruin Templo Mayor.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments