Pastorale, Peru

I 2003 var første gang jeg i Peru, denne gang kom jeg ind over grænsen sydfra fra Chile og så mange af de vigtige Inkasteder i den sydlige del af landet. Året efter gik turen til Peru igen, men denne gang startede jeg i Equador og kom altså ind i landet nordfra. Den første del af rejsen i Peru brugte jeg tiden på at studerer de gamle kystcivilisationers ruiner ude ved kysten. Der er stort set ørken hele vejen fra Ecuadors grænse og til Chile og landskabet er præget af store sanddyner og ruinerne bærer da også præg af, at de er bygget i noget der næsten mest af alt minder om en sandørken.

Jeg fik bl.a. taget et nærmere kig på ruinen Chan Chan som er på Unescos liste over truede steder i verden, der er i fare for at eroderer og gå til grunde, fordi den ligger meget tæt på havet. Vejrfænomenet El Niño har f.eks. været meget hård ved ruinkomplekset gennem årerne. Spændende var det også, at studere den gamle Mochegrav Sipán og se Brüning museet med mange af de imponerende mocheskatte fundet i området.

Senere tog jeg til hovedstaden Lima, hvor jeg kunne gå rundt i gaderne og tage gamle koloniale bygninger i øjesyn. Utrolig smuk by og med masser at se. Men jeg begyndte, at savne Andesbjergene lidt og besluttede mig for at tage bussen længere nordøst i landet. Her ligger den lille bjergby Huaraz i ca. 3300 meters højde. Det tog det meste af en dag, at nå op til byen og bussen ankom sidst på eftermiddagen til den lille busstation i centrum af byen. Jeg havde jo forstået sådan, at byen lå midt i bjergene og kunne nok ikke helt sige mig fri for at være en lille smule skuffet. Det var nemlig fuldkomment overskyet og der var ikke skyggen af bjerge. Regnen stod ned i stænger og det hele var en smule trist og gråt. Jeg kravlede i seng på mit lille hostel, som jeg havde fundet lidt væk fra hovedgaden.

Læs også:  Pacha Mamas hvide Jomfru

Næste morgen vågnede jeg op til det smukkeste klare solskinsvejr og lyseblå himmel. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne stadig ikke få øje på noget der mindede om bjerge. Jeg begyndte, at spekulere på, om der overhovedet var bjerge i området, måske kunne man bare ikke se dem – lå de for langt væk eller? Jeg havde læst om området og det var her Alpamayo lå. Alpamayo er et bjerg på omkring 5800 meters højde og det blev for nogle år siden kåret til verdens smukkeste bjerg. Jeg havde set adskillige billeder af bjerget og det er i sandhed også et fantastisk smukt bjerg. Det er meget svært at bestige Alpamayo har jeg læst mig til, de sidste nogle hundrede meter er næsten lodrette og volder alverdens bjergbestigere megen besvær, men bjergets skønhed er altså svært at modstå.

Da jeg skal ud på badeværelset og børste tænder vil jeg lige kigge ud af vinduet i en yderdør der ligger ud til en udendørs terrasse ovenpå taget af huset. Der hænger vasketøj på snoren og solen skinner lunt. Jeg giver et gisp da jeg ser ud af vinduet mod øst. Hele horisonten er en stor kæde af de mest imponerende sneklædte bjergtinder der knejser mod den lyseblå himmel. Wow så er der altså bjerge! Det er et syn så fantastisk, at jeg bliver helt stille. Så er jeg altså kommet det rigtige sted.

Dagene går med små ture med lokale busser langs bjergene og den ene betagende udsigt efter den anden. Der ligger faktisk to bjergkæder parallelt med hinanden, den sydpå kaldes for den hvide bjergkæde fordi den er snedækket og den anden kaldes den sorte bjergkæde, da den består af gråligt bjergmassiv uden sne. Men lige betagende er de to bjergkæder.

Læs også:  Inkapigen.dk har modtaget The Liebster Award

På byens mange små rejsebureauer reklamerer Huaraz med, at have et af verdens højst beliggende gletsjere der vel at bemærke er til at køre op til med firehjulstrækker. Pastorale gletsjeren ligger i over 5200 meters højde og man kan komme helt op til selve iskappen og gå på gletsjeren. Jeg hopper på en endags tur op til stedet og er lidt spændt på hvordan jeg vil klare højden. Det vil nemlig være det højeste jeg har prøvet at være oppe i højden nogensinde. På rejsen i 2003 skulle jeg med bus fra Chile og ind over grænsen til Bolivia og her er man oppe at passerer et sted på over næsten 5000 m og der havde jeg det voldsomt skidt. Vi havde kørt hele natten og da jeg vågnede næste morgen var det med en voldsom hovedpine, kvalme og bare almen rigtig utilpas. Da jeg prøvede, at spise noget blev det endnu værre, så jeg var helt til rotterne. Jeg fik dog klaret grænseformaliteterne, selvom jeg havde en vanvittig hovedpine og var på grænsen til en opkastning.

Under mine prøvelser på Inkastien i Peru i 2003 havde jeg også godt kunnet mærke højdesygen, men normalt er jeg ok med højder op til ca. 4000 m, så jeg regnede med at jeg også nok skulle kunne klare 5200 m. Jeg var jo ganske godt afklimatiseret efter at have opholdt mig i Huaraz’ 3300 meter i nogle dage.

Vi kørte i nogle timer op til gletsjeren gennem et meget smukt, men også ret råt og brutalt landskab – nøgne klipper og en isnende kold blæst. Til tider regnede det også en smule, vejret var tåget og den iskolde blæst gik gennem marv og ben. Vi kunne se den enorme gletsjer lang tid før vi var der og de sidste par kilometer skulle man gå. Men helt op til iskappen nåede jeg dog, selvom jeg sagtens kunne mærke højden rive i lungerne. Jeg kunne ganske enkelt ikke gå ret mange meter før jeg havder brug for en pause for at få vejret.

Læs også:  Plejaderne, Chile

Det var første gang jeg prøvede at stå på en gletsjer, og det var naturligvis helt fantastisk at prøve. Kæmpestor lå den bare der midt i bjergmassivet som den enorme klump is det nu var. Vi brugte et par timer der, før turen igen gik ned af mod byen. Jeg havde det fint, kun en lille smule hovedpine og lidt træthed, men syntes ikke at det var noget at regne og nu havde jeg ovenikøbet fået et nyt højeste punkt på min liste. Det var dog inden jeg blev medlem af De Berejstes klub, men ligemeget hvad så var det min rekord mht. højder. Jeg blev fotograferet for sjov ved det skilt der markerer 5200 m, så jeg ihvertfald kunne bevise at jeg havde været der – og jeg så endda rimeligt frisk ud og ikke lignede en der var ved at gå til af højdesyge – men storhed stod for fald!

Vi kom tilbage til Huaraz, jeg spiste aftensmad og gik tidligt i seng, jeg var trods alt blevet træt af al den klare rene bjergluft. Jeg faldt også i søvn, men vågner så omkring kl 2.30 og har det aldeles besynderligt. Jeg lå lige så stille i min seng og havde gjort det i flere timer, og alligevel føltes det som om jeg lige havde løbet en maraton. Mit hjerte bankede vildt, jeg havde en hvilepuls på over 100, mit hoved var ved at sprænges og jeg troede, at jeg var ved at få hjertestop. Jeg blev rigtig forskrækket, men drak noget vand for at forsøge at blive en smule klar i hovedet og faldt også efterhånden lidt til ro. Det er svært at finde ro med et hjerte der galoperer afsted og jeg spekulerede på hvad der dog skete. Jeg troede ikke at højdesyge kunne komme med “tilbagevirkende kraft” – jeg var sikker på at man havde højdesyge mens man var i 5200 meters højde og ikke flere timer efter.

Læs også:  Bustur Cusco - Lima, Peru

I Sydamerika fungerer apotekerne næsten som lægeklinikker, så næste dag gik jeg hen på et apotek og forsøgte at  forklare  på mit ubehjælpsomme spansk hvordan jeg havde haft det om natten. En sygeplejerske målte mit blodtryk og sagde at det var højt, men ikke usædvanligt højt for området vi var i. Det var helt normalt, at folk reagerede sådan på højder og hun kunne jo berolige mig med at det gik væk, så snart jeg kom ned i højden igen. Det vidste jeg godt, sådan havde det også været alle de andre gange jeg havde været i højder. Men dette fænomen med at man først får det rigtig skidt flere timer efter at man har været langt oppe i højden, virkede rigtig spøjst på mig. Og lidt foruroligende faktisk, så vidste man jo aldrig hvornår man ville reagerer. De andre gange i 5000 meters højde havde jeg nemlig ikke reageret lang tid bagefter, men med det samme. Men måske ens krop kan udvise forskellige reaktionsmønstre.

De næste dage tog jeg den lidt med ro, jeg blev stadig en smule forpustet når jeg gik rundt i byen og helt godt blev det først den dag jeg tog tilbage til Lima. Så snart bussen begyndte at køre nedaf i højden kunne jeg mærke at min hovedpine og mit urolige hjerte begyndte at lette og opfører sig normalt igen og nede ved havet var min krop helt ok igen. En rigtig underlig oplevelse, som gør at man afgjort får respekt for højder. Nu ved jeg hvordan min krop opfører sig under disse ekstremer, for det er jo helt klart ekstremt at udsætte sin krop for en højde på over 5 km. Hjernen får ganske enkelt ikke ilt nok, og det er helt klart noget man kan mærke tydeligt. Folk reagerer meget forskelligt på højder, nogen kan intet mærke før ved 4000 – 5000 meter og andre kan tydeligt mærke den manglende ilt ved knapt 2000 meter. Men jeg tror, at man er nødt til at prøve det af, det er ihvertfald min erfaring – men samtidig skal man også virkelig passe på og ikke presse sig selv.

Læs også:  En smuk oplevelse i Argentinas tørre klippelandskab

Efter sådan en oplevelse hvor man på egen krop mærker ens organismes protester får man i den grad respekt for rigtige bjergbestigere. De må være i en fuldstændig ekstrem kondition, når man tænker på at de  overnikøbet bærer på flere kilo tunge rygsække med udstyr og skal trække vejret i et miljø hvor der næsten ingen ilt er. Tænk på bjergbetigere som bestiger Mt. Everest og endda uden ilt – det er en fantastisk nærmest overmenneskelig præstation. Jeg ved ihvertfald godt ( i mindre målestok) nu hvordan de må have det. Men jeg kan også godt forstå deres begær efter bjergene og den evige rislen i kroppen efter at stå på en bjergtop. Det er en fantastisk betagende oplevelse, så jeg forstår fuldt ud hvad der driver dem og bøjer mig i støvet i beundring for disse mennesker.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments