”Polarfareren Jens Munk har altid været i mit hjerte”

Filmsettet til Jens Munk filmen

I det Herrens år 1619 stævner to skibe ud fra København. De er udsendt af kong Christian IV og kursen er sat vestover. Man skal finde en ny søvej til Indien og Kina nord om Canada – altså gennem den berygtede Nordvestpassage i ishavet i den allernordligste labyrint af snedækkede øer, farlige undersøiske skær og mildest talt upålideligt og barsk vejrlig.

Se, der er måske i virkeligheden ikke ret mange danskere, der kender denne historie. Gaabbb, det er jo 400 år siden, vil I måske sige. Ja, det er fuldkomment rigtigt, men ikke desto mindre, så er det et stykke meget vigtigt Danmarkshistorie. Faktisk så kan det slet ikke gøre det med dét – det er verdenshistorie! Endda verdenshistorie på højt plan og præstationsmæssigt fuldt på højde med opdagelsesrejsende som Ferdinand Magellan, Christoffer Columbus og Vasco da Gama.

Jeg har, siden jeg var i Manitoba i Canada i juli i år, været stærkt optaget af manden, der stod ved roret, da skibene satte sejl og løb ud af Københavns havneudmunding – nemlig Jens Munk. Denne gæve dansk-norske kaptajn, der stod igennem fuldstændig umenneskelige lidelser i den canadiske ødemark og som egentlig aldrig fik den anerkendelse i eftertiden, som han så afgjort fortjente.

Endnu større blev min begejstring, da jeg efter at have pløjet mig igennem flere bøger og en kæmpe mængde research om Munk pludselig opdagede, at der faktisk i 2015 blev lavet en spillefilm “NordvestXpeditionen” om den modige søofficer og opdagelsesrejsende.

Hovedrolleindehaveren og instruktøren til filmen, Ole Japp, bor såmænd i Aarhus-forstaden Lystrup – og så var der for mig ikke langt fra tanke til handling. Om det er i det nordligste Canadas ishelvede eller i Lystrup, at eventyret venter – det betyder intet for mig; jeg altid klar! Så jeg hoppede på bus 1A til Lystrup – Verdens ende, som byen kærligt er blevet døbt efter Midttrafiks reklamefilms-succes i 2015.

Ole Japp foran filmplakaten med filmen om Jens Munk

Mange af rekvisitterne til filmen om Jens Munk måtte laves i hånden, og her gjaldt det virkelig om at være kreativ. For eksempel fandt de på at smide mudder på, når tingene skulle ligne noget, der havde ligget på havets bund. Her viser Ole et navigeringsinstrument, som blev brugt i filmen. Måske 1600-tallets svar på en sekstant. Den traditionelle sekstant i messing, som vi kender den i dag blev opfundet i 1731 i England.

Jens Munks præstation var enestående
Og reklamefilm? Ja, det er faktisk lige præcis dét, Ole Japp og hans kollegaer i Lystrup normalt gør i. Ole har haft filmproduktionsselskabet Japp Production siden 1989, men han altid været vild med Jens Munk, og derfor lå det lige for at vælge ishavsfareren som omdrejningspunkt i en spillefilm.

Læs også:  Palenque, Bonampak og Yaxchilán

– Jeg kan huske, at jeg læste om Jens Munk helt tilbage i folkeskolen, hvor jeg blev fascineret af hans rejse til Canada, og så har han bare været i mit hjerte lige siden. Jeg var især betaget af, at Munk faktisk nåede så langt, som han gjorde. Det var der ikke andre vesteuropæer, der havde opnået på det tidspunkt, fortæller Ole Japp.

Det var i sig selv en imponerende præstation, at Jens Munk nåede helt til Hudson Bay i den canadiske provins Manitoba i sine bestræbelser på, at finde indgangen til Nordvestpassagen og dermed den nordlige søvej til Indien og Kina. Rejsen endte imidlertid i intet mindre end en katastrofe, og måske er det derfor, at de færreste kender til den ellers hamrende imponerende bedrift, og dét at Jens Munk faktisk grundlagde Nova Dania (Ny Danmark) på stedet.

Jens Munk og hans mænd sejler nemlig forkert i de isfyldte farvande og tvinges til at overvintre ved Churchills-flodens udmunding i Hudson Bay – et forræderisk koldt og barsk sted med temperaturer helt ned til minus 40 grader, hyppige voldsomme storme og sidst men ikke mindst, så hærger sygdommen skørbug blandt den 64 mand store besætning.

En anden grund til at det går dem så ilde på de to skibe, at man ikke har ordentligt tøj med. Hudson Bay ligger cirka på breddegrad med Oslo i Norge, og nok bliver der koldt hos vore norske naboer, men det er det rene tropeklima sammenlignet med det centrale Canada. Man har altså taget klæder med til at kunne klare en sydnorsk vinter, men Hudson Bay er en helt anden historie rent temperatur- og klimamæssigt. Her bliver ikke bare koldt! Her er dybfrossent og bælgmørkt i flere måneder om året, og en nådesløs og isnende kold arktisk blæst gør det af med alt levende.

Hele 61 besætningsmedlemmerne omkommer, og det ene skib, den tremastede orlogsfregat Enhjørningen, ender de med at måtte overlade til isskruningernes mådesløse skæbne. Tre mand inklusiv Jens Munk klarer mirakuløst turen hjem over Atlanten i ekspeditionens andet skib, Lamprenen.

En model af Jens Munks skib Enhjørningen, som den kunne havde set ud

Der blev brugt modelskibe til filmen om Jens Munks rejse til det nordligste Canada. Man ved ikke, hvordan Enhjørningen har set ud, da der ikke findes billeder af den, så Ole Japp og filmholdet måtte finde et modelskib, der lignede mest muligt skibe fra 1600-tallet. Skibet “Norske Løve” er fra samme tidsperiode, og den findes der billeder af. Så havde de lidt at gå ud fra, da en model af Enhjørningen skulle bygges.

De  må selvfølgelig opgive at finde søvejen til Fjernøsten nord om Amerika, så nogen decideret succeshistorie kan man ikke ligefrem påstå, der er tale om. Hvis man havde fundet Nordvestpassagen ville det betyde, at der kunne spares adskillige tusinde sømil og de europæiske lande ville ikke være tvunget til at sejle den lange vej syd om Afrika, for at handle med det fjerne Østen, men sådan skulle det ikke være.

Læs også:  Baja California

Det er først i 1903/06, hvor den norske polarfarer Roald Amundsen, som den første sejler gennem Nordvestpassagen. På det tidspunkt er der gået 285 år, siden Jens Munk prøvede lykken i de isnende kolde farvande. Nordvestpassagen fik aldrig den store kommercielle og handelsmæssige betydning, som man havde håbet på. Det er nemlig i praksis temmelig svært, for ikke at sige umuligt at sejle igennem den, da der kun er isfrit en meget kort periode om året.

– Det har på ingen måder været nemt på Jens Munks tid. Der var helt bogstaveligt store hvide områder på verdenskortet, og den magnetiske nordpol lå anderledes dengang, så han har i den grad været opdagelsesrejsende. Hans rejse kan sagtens måle sig med Magellans gennemsejling af det sydligste Sydamerika ved Kap Horn, siger Ole Japp.

Der findes i dag ikke mange vidnesbyrd om Jens Munks rejse. Den vigtigste kilde er Munks egen håndskrevne dagbog, der er at finde på Det Kongelige Bibliotek i København, og nogle bøger der er udgivet mange år efter rejsen. Blandt andet har forfatteren Thorkild Hansen skrevet en udmærket bog om Jens Munks rejser.

Thorkild Hansen og Peter Seeberg var også deltagere på en Jens Munk Mindeekspedition til Hudson Bay i 1964, hvor flere genstande, som formentlig stammer fra Enhjørningen og besætningens overvintringssted, Munkehavn, ved Churchill-flodens udmunding blev afdækket. Blandt andet fandt man to kanonkugler, som med al sandsynlighed stammer fra Enhjørningen. Fundene findes i dag på Nationalmuseet i København.

Der eksisterer også meget få billeder fra ekspeditionen. De der findes, er gamle kobberstik, og man har i dag intet billede af Jens Munk selv, ligesom man heller ikke har nogen billeder af de to skibe Enhjørningen og Lamprenen. Så meget her er overladt til fantasien og til fotos af tilsvarende skibe fra samme tidsperiode, som man kan prøve at sammenligne med.

En model af Jens Munks skib Lamprenen, som den kunne have set ud

Man ved nogenlunde, hvordan skibet Lamprenen så ud, da det var en en-mastet hollandsk jagt, men fordi der ikke findes billeder af Enhjørningen, fik filmholdet hjælp af folk fra Fregatten Jylland i Ebeltoft til at rådgive om skibe fra 1600-tallet.

Filmproduktion på beskedent budget
Netop det faktum at der findes meget lidt materiale om Jens Munks rejse, ser Ole Japp som både en fordel og en ulempe. Det kan nemlig godt være en gave, at der er så lidt konkret at holde sig.

Læs også:  Uxmal og Kabah

– Det gjorde, at vi havde relativt frie hænder, da vi skulle lave filmen. Vi blev nødt til at tænke virkelig kreativt og ud af boksen, og vi kunne selv vælge, hvad vi ville og havde stor kunstnerisk frihed. For eksempel så tog vi en beslutning om at lave filmen i stilen Film Noir, der på fransk betyder sort film. Det var en filmgenre, der især sås i amerikanske film i 1940-50’erne og blandt andet er kendt i forbindelse med Humphrey Bogart, forklarer Ole Japp.

Filmen om Jens Munk er da også meget mørk og dyster, og man får den nådesløse canadiske polarvinter helt ind under huden, selvom man sidder trygt og lunt hjemme i sofaen med uldtæpper og varm kakao. Vinden tuder i det gamle træværk og frosten knitrer i sejlene. Depressionen, håbløsheden og skørbugen hærger, folk dør som fluer, og der er ingen udsigt til at kunne slippe ud af ishelvedets jerngreb.

Filmen er blevet til på et, i filmsammenhænge, ret beskedent budget, og af den grund var man også virkelig nødt til at tage kreativitetshatten på i filmstudiet i Lystrup, da de mere end 1300 scener skulle skydes.

Optagelser til Jens Munk filmen i Lystrup

Hvordan laver man lige 40 graders frost og isvinter i Lystrup, så det ligner Canadas arktiske ødemark? Joh, der blev tænkt mere end kreativt, og der blev knoklet i døgndrift. De to år, hvor optagelserne stod på, sov Ole Japp ca. fire timer hver nat. Han agerede nemlig både hovedrolleindehaver, manuskriptforfatter og filminstruktør, så der var nok at se til. Foto: Japp Production

– Filmen havde premiere i 2015, og de sidste to år knoklede vi i døgndrift, for at komme i mål, men den har i virkeligheden været otte år undervejs. Den blev på alle måder et passionsprojekt, selvom det var på hobbyplan, men det gik fra at være ”bare” en interesse til at blive mere målrettet – for filmen skulle bare være færdig, fortæller Ole Japp.

Læs også:  Så er der dømt krinolinekjoler og blondeparasoller

Selvom projektet endte med at blive en kæmpe underskudsforretning, så føler Ole og hans kollegaer en enorm stolthed over filmen. Der var rigtig mange mennesker involveret, og de synes alle, det var spændende at lave en spillefilm, der kunne komme ud i Danmark.

– Jeg spiller selv hovedrollen som Jens Munk i filmen, og der havde vi jo også frie hænder i forhold til, hvordan manden skulle se ud. Det var sjovt at være med i, og det blev ligesom mere personligt, når man selv var med. Det blev virkelig min historie, fordi jeg spiller manden selv. Det er spændende at få lov til at fange folks opmærksomhed og få et produkt færdigt, der kan vises frem, siger Ole Japp.

Noget af det, som har været sjovest ved at lave filmen, har, som tidligere nævnt, været al den kreativitet, som holdet var nødt til at mobilisere. En filmproduktion er i sig selv et kæmpe projekt, og det siger sig selv, at det ikke bliver mindre af, at midlerne er små. Men folk på settet var mere end med på, at filmen bare skulle i kassen, ligegyldigt hvad.

Så der blev snedkereret, støbt i plastik, malet og lavet rekvisitter med patina påmalet. Kun fantasien satte grænser, og der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved ret meget, når det gjaldt speciel effects.

– Det var sådan noget med, at så købte vi da lige et par spånplader og flikkede noget sammen. Så lavede vi udskæringer på skibet af nogle gamle gulvtæpper. Vi fandt på at kaste mudder på tingene, for det gav den bedste effekt, når det skulle ligne noget, der havde ligget på havets bund osv., – alt sammen for, at det hele skulle komme til at se så ægte og autentisk ud som muligt, forklarer Ole Japp.

Filmoptagelser i Illullisat isfjord på Grønland

Scenerne fra Hudson Bay i Canada krævede unægtelig is og sne i store mængder, så det var nødvendigt for filmholdet at tage til Grønland for at få disse optagelser i kassen. Et perfekt sted var Illulissat isfjord i Vestgrønland, hvor man fik de helt rigtige landskaber, der kunne svare til det nordlige arktiske Canada om vinteren. Foto: Japp Production

Det var én stor skøn lejrskole
Stort set alle skuespillerne i filmen er helt almindelige mennesker. Kun tre professionelle skuespillere blev hyret ind til filmen, nemlig Claus Flygare, Troels Munk III og Brian Pattersson. Sidstnævnte spiller den noget arrogante englænder William Gourdon i filmen, men er måske mest kendt som Kylling i ”Bamses Billedbog.”

Læs også:  Columbia Icefields – med 10.000 år gammelt is under fødderne

Hertil kom også filmklipper, nu afdøde Adam Ross, der arbejdede på blandt andet DR’s programmer ”Nak og æd.” Ellers var resten af holdet ikke professionelle og frivillige og alle mulige interesserede og nysgerrige, der bare lige droppede forbi.

– Det var simpelthen som én stor lejrskole at lave den film. Det kørte 24 timer i døgnet, og der kom mange, som slet ikke hørte med på settet for at kigge. Det væltede ind med mennesker, og de sov de underligste steder. Hvis man hører rigtigt godt efter i filmen, så kan man høre en Madonna-CD køre svagt i baggrunden. Sådan var det hele tiden. Det var vildt sjovt, fortæller Ole og griner.

Men hvordan er det at skulle spille både hovedrollen, være instruktør, manuskriptforfatter og alt muligt andet på en film – det ér trods alt ret mange forskellige kasketter at have på?

Optagelser i en baggård i Lystrup til Jens Munk filmen

Jens Munk filmen blev lavet på et beskedent budget og derfor måtte mange af scenerne skydes i en baggård i Aarhus-forstaden Lystrup, hvor Japp Production holder til. “Det var rent lejrskole, at lave den film,” fortæller Ole Japp. Foto: Japp Production

Ole Japp havde selvfølgelig en idé om, hvordan filmen skulle være, inden de gik i gang, men meget af det var de også nødt til at tage efterhånden. Blandt andet har de lavet scener i Illulissat isfjord på Grønland, i Handangerfjorden i Norge, i Mols Bjerge på Djursland og forskellige steder i Sverige.

Det være sig dramatiske himle, baggrundsbilleder med sne og isbjerge, sejlbilleder fra Kap Farvel på Grønland og alle de andre scener, som skulle indgå i den færdige film. Men rigtig mange scener er også lavet i en garage i Lystrup – det gælder for eksempel scenerne fra skibets kahytter.

Læs også:  Los Angeles og San Diego

– Jamen, der er egentligt ikke så meget falden-på-halen-komik over det. I hovedrollen skulle jeg jo egentlig bare være mig selv, og så måtte vi prøve at tage tingene, som de kom. For eksempel så kørte vi en weekend til Sverige for simpelthen at finde noget sne. Vi kørte så langt nordpå, at der blev hvidt, og så lavede vi de scener, som vi manglede, forklarer Ole.

Sådan har det været gennem hele forløbet med filmen. De måtte alle tage det hele, som det kom, og løse problemer hen ad vejen. Men én ting var alle med på, filmen skulle være færdig lige meget hvad. Så der blev knoklet!

Udfordringer, gisninger og modelskibe
Det har været umuligt at sætte sig ind i, hvordan Jens Munk var som person, så også her måtte holdet prøve sig frem til en passende karakter. De måtte fortolke æresbegreberne for den tid og prøve at forstå, hvordan tingene forgik dengang, og hvad værdier og moral var.

Det var jo en tid med ”konge og fædreland” – var man medlem af adelen var alting fantastisk, men for samfundets nederste var der aldrig langt til en afgrund ned i dyb armod. Så alle disse ting forsøgte Ole og hans hold at have i baghovedet, da filmen skulle laves, men det vil selvfølgelig altid blive lidt en fortolkning, når der er så lidt materiale om rejsen og folkene, der deltog.

Også skibene til filmen måtte de på en eller anden måde forsøge at komme om ved. Flere af scenerne er lavet ombord på skoleskibet George Stage, og andre måtte rigges til med mindre modelskibe lagt ud i et sneklædt landskab, så det lignede Hudson Bay mest muligt.

– Det ene skib her, har vi købt på ebay, fordi den mindede om et skib fra 1600-tallet, og så fik jeg god hjælp af folk fra Fregatten Jylland i Ebeltoft, som kunne forklare om skibenes udseende på dén tid. Men dybest set har vi kun kunnet gisne om, hvordan skibene har set ud. Vi vidste nogenlunde, hvordan Lamprenen har set ud, fordi det var en enmastet hollandsk jagt, men med Enhjørningen var det sværere. Her måtte vi gå ud fra et skib, der hed Norske Løve, som der findes billeder af og som er dét, der formentlig har lignet Enhjørningen mest, fortæller Ole Japp, og viser mig de to modelskibe, som i dag hænger til pynt i loftet i produktionslokalerne i Lystrup.

Ole Japp med en model af Jens Munks skib

Hos Japp Production har de i dag de to modelskibe hængende i loftet til pynt. Enhjørning selv led en krank skæbne i 1620 – Jens Munk måtte nemlig efterlade den til isskruningerne, så den blev stort set kvast og resterne ligger i dag på bunden af Churchill-floden ved Hudson Bay. Munk og to overlevende besætningsmedlemmer klarede mirakuløst hjemturen til Danmark med Lamprenen.

Som alle film får, fik Jens Munk-filmen anmeldelser i både den gode og mindre gode ende. Sådan er det jo. Filmen blev som sagt færdig i 2015, og de fik den, via biografen ”Øst for Paradis” i Aarhus, distribueret ud til 17 biografer i Danmark, og der var egentlig ganske godt gang i salget af biografbilletter.

– Den kom ud samtidig med en film med danske Viggo Mortensen, og jeg kan da huske, at vi på et tidspunkt havde flere i biografen for at se Jens Munk-filmen end der var inde og se Viggo Mortensen, så dét var vi da lidt stolte over, siger Ole.

Selvom det var et kæmpe arbejde at lave filmen og på mange måder ret udfordrende, så er Ole Japp slet ikke i tvivl om, at de gjorde det rigtige og frem for alt, så havde de det vanvittigt sjovt og filmen blev faktisk færdig. Set i bagspejlet skulle de måske havde brugt noget andet udstyr, fordi formaterne og opløsningen til film og tv er blevet ændret siden, men ellers så ville de havde gjort nøjagtigt det samme igen.

– I dag bruger vi filmen som reklamesøjle, og vi er stolte af, at vi har noget at vise frem. Så selvom vi drønede rundt under optagelserne, og jeg måske kun sov fire timer hver nat i de to år, det stod på, så var dét det hele værd. Vi havde jo et budskab, der skulle ud, så det var med at tage tyren ved hornene, ellers var filmen aldrig blevet færdig, konkluderer Ole Japp.

Du kan her læse en anmeldelse af filmen NordvestXpeditionen fra Filmmagasinet EKKO.

”NordvestXpeditionen” blev sendt i søndags på DK4 og bliver vist igen d. 13. september 2017 kl. 15 på samme kanal.

Du kan her læse om mine egne erfaringer med filmproduktion – nemlig om min dag med Globetrekkers filmhold i Honduras

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments