Røveri i La Paz

Jeg er tit blevet spurgt om, om jeg aldrig har været bange på mine rejser – både med at rejse alene og i de lande som måske kan være knapt så trygge. Det ville være løgn, at påstå at jeg aldrig har været bange og selvfølgelig har jeg sommetider været udsat for nogle ting, som har gjort mig ekstra følsom med at rejse alene. En af tingene skete i 2004 i La Paz i Bolivia – faktisk nøjagtigt samme dag som en store Tsunami hærgede i Sydøstasien.

Jeg havde tilbragt nogle dage i grænsebyen Copacanana som ligger lige over grænsen fra Peru og ind i Bolivia. Her havde jeg været ude på de små øer i Titicacasøen og havde haft den mest fantastiske oplevelse. Solnedgangene over Titicaca-søen er nogle af de smukkeste og mest psykedeliske jeg har set noget sted i verden. Fordi byen ligger så højt er det som om stedet får en helt speciel stemning pga. lyset. Det er en forholdsvis lille by men med en fabelagtig smuk placering ud til søen og med udsigt til sneklædte bjerge i horisonten. Jeg havde tilbragt julen ude på en lille bitte ø i søen og havde haft den mest romantiske jul. En nat var jeg vågnet midt om natten og skulle ud for at komme på toilettet og stor er min overraskelse, da jeg åbner døren ud til en frostklar nat med måneskin der genspejler i søen og sneklædte bjerge i tusmørket, et syn jeg sent vil glemme.

Så jeg var utroligt godt tilpas, rolig helt ind i sjælen og bare lykkelig – jeg følte mig helt igennem på min fuldstændig rette hylde og syntes ikke at livet kunne blive mere fantastisk. Men ak ting kan hurtigt ændre sig, og det var faktisk lige hvad der skete – i grusom grad endda.

Jeg havde bestemt mig for, at tage bussen mod La Paz og så stå af i en lille by, hvor der var adgang ud i søen til nogle andre små øer. På disse øer havde Thor Heyerdahl engang i sin tid hyret folk til at bygge sine sivbåde af Totora-siv og jeg havde fundet ud af, at der fandes et lille museum der fortalte om skibsbygningen. Så der ville jeg prøve om jeg kunne komme ud. Da jeg kom til byen, var der aldeles dødt. Det var en meget lille by og der var faktisk ikke engang mulighed for at få et værelse. Det eneste hotel der fandtes var overdrevet dyrt og der var simpelthen ikke andre steder at indlogere sig. Det var sidst på eftermiddagen og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne heller ikke finde nogen havn med skibe ud til øerne og der var stort set ingen mennesker at spørge, og ihvertfald slet ikke nogen der talte engelsk. Så jeg var kort sagt lidt ude at svømme.

Læs også:  Bustur Cusco - Lima, Peru

Jeg tog en hurtig beslutning om, at tage til La Paz – Bolivias berygtede hovedstad, som jeg aldrig helt har haft gode erfaringer med. Sidst jeg var der opdagede jeg en mand som fulgte efter mig en lørdag formiddag midt i markedesmylderet. Jeg har egentlig ikke noget imod byen som sådan, men folk der er efter min mening ret skumle. Der er meget fattigdom og det tvinger folk til at begå grimme ting. Men jeg tænkte faktisk ikke så meget videre over det, denne eftermiddag hvor jeg egentlig bare skulle finde et sted at sove hurtigst muligt. Jeg placerede mig ud til vejen og ventede på en bus, nogen måtte jo skulle til La Paz. Vi var vel et par timers kørsel væk fra hovedstaden og jeg stod lige på hovedvejen der førte dertil.

Nu var der det ved det, at jeg jo bare lige skulle havde været på denne lille tur, så jeg havde faktisk ikke pakket min rygsæk helt ordentligt sammen. Jeg var kommet en smule hovedkuls ud af Copacabana, fordi der lige pludselig gik en bus som jeg hoppede på, så det havde skullet gå hurtigt med at pakke rygsæk. Og det skulle blive fatalt!

Nå men der kom faktisk en hvid minibus fyldt med smilende indianerkvinder med farvestrålende gevanter og sorte bowlerhatte. Min rygsæk blev surret fast oppe på taget og jeg blev mast ind mellem de fjantende damer. Det var ganske hyggeligt og vi standsede for at spise is og havde det dejligt. Denne gang kom jeg en anden vej ind i La Paz, sidste gang havde jeg fløjet dertil og skulle lige orientere mig om hvilken ende af byen vi landede i. Vi kørte langs kanten af den dal hvori hovedstaden ligger og passerede igennem forstaden El Alto, den mest fattige del af La Paz.

Vi ankom til byen omkring kl. 18 og kørte ind i en sidegade. Jeg havde rimeligt styr på i hvilken retning af byen jeg var i, men så heller ikke mere. Det var d. 25. dec. og helligdag. Ude på fortovet hjælper chaufføren mig med, at få min rygsæk ned fra taget. Jeg har som sagt pakket mine ting lidt dumt, der har ikke været plads nok i rygsækken og jeg har yderligere en sort sæk og min lille rygsæk at slæbe på, så det hele er en smule uhandy. Vi holder ved fortovet og tæt på en husmur. Jeg stiller sækken og min lille rygsæk op af muren imens jeg får min store rygsæk bakset ned fra bustaget. Så stiller jeg mig tæt op af muren med min sæk og den lille rygsæk for fødderne og skal tage den store rygsæk på.

Lige pludselig er der en mand der råber til mig, han råber Copacabana af sine lungers fulde kraft og jeg ser op, fordi jeg tror han vil tilbyde mig en taxi, han distraherer mig lidt og da jeg ser ned igen er min lille rygsæk væk. Det går så hurtigt, at jeg overhovedet ikke når at tænke. Det eneste jeg ser, er en skygge af et menneske der lynhurtigt løber hen om hjørnet. Der står en hel masse mennesker og ser det ske og det første jeg overhovedet når at tænke er at flyve i flæsket på den første den bedste. Tilfældigvis går det ud over en forbipasserende mand, som jeg faktisk kommer til at vappe en ret hårdt i brystkassen. Han kigger bare lidt underligt på mig. Det hele sker så hurtigt, og vrimlen af mennesker er så tæt at jeg ikke overhovedet kan nå at gøre noget.

Læs også:  Inkapigen.dk har modtaget The Liebster Award

Nogle af de omkringstående peger på en hvid minibus der kører i den modsatte retning, men der er intet at gøre. Nu går sandheden op for mig, min bæltetaske med alle mine rejsedokumenter ligger i min lille rygsæk. Det værste der overhovedet kunne ske. Jeg har puttet bæltetasken i rygsækken, fordi jeg slet ikke havde haft i hovedet at skulle til La Paz. Ikke fordi det er nogen undskyldning, men sådan var det altså. Det var helt igennem for dumt, men sådan kan man jo altid være bagklog. Jeg må indrømme, at jeg knalder helt ud. Jeg er i en blanding af chok, raseri og gråd. Et ung par ser det ske og de kommer hen til mig. De kan godt se at jeg er helt fra snøvsen. De kan ikke tale engelsk, men manden spørg mig hvor jeg er fra. Jeg kan stort set hverken snakke engelsk eller spansk, jeg er helt i sort. Men jeg får da hulket ud gennem tårerne at jeg er fra Danmark.

De unge par er helt fantastiske, de tager mig med hen på et telefonbureau og manden ringer til Den danske ambassade, ret kvikt tænkt må jeg sige nu her bagefter. Alt er væk dvs. mit pas, min hjemrejsebillet, mine penge, mine rejsechecks, min forsikringspolice, min guidebog, mit ur og min adressebog – alt det som er vigtigt. Klokken nærmer sig 18.30 og det er ved at bliver mørkt. Det hele kører rundt i hovedet på mig, hvad skal jeg gøre af mig selv i La Paz i nat og hvordan skal det hele gå. Jeg er underlig paranoid, selvom disse mænd faktisk ikke havde ved mig. I virkeligheden kunne det havde været meget værre, de kunne både havde været bevæbnet og alting. Men jeg kan slet ikke se til ende på situationen, jeg er totalt i chok og kan slet ikke tænke rationelt.

Som sagt er det helligdag og ambassaden er lukket, men heldigvis får manden fat i en. Det er en kvindelig ambassadeassistent, en dansker der hedder Maja. Jeg er bare så lettet, følte mig som den sidste dansker i verden – og ovenikøbet en dansker totalt på skideren. Maja og jeg aftaler at mødes ved katedralen, den har jeg nogenlunde styr på hvor er. Det unge par følger mig ned til katedralen og bliver der indtil Maja dukker op. De er enormt søde de to, manden henter pizza og vand til mig og passer godt på mig. Han giver mig også sit telefonnummer. Paradoksalt nok kommer der en gammel kone hen til mig og tigger og jeg kan jo kun fortælle hende, at lige på nuværende tidspunkt er jeg lige så fattig som hende. Det er en underlig følelse. Da Maja kommer takker hun det unge par for at have hjulpet mig, det er et forholdsvist fattigt par, så det er utroligt rørende gjort af dem.

Læs også:  Pastorale, Peru

Jeg er stadig meget påvirket af røveriet, det er svært helt at forklare hvordan det føltes, men jeg havde det rigtig underligt med at nogle vildt fremmede folk nu sad og rodede i min ting og kunne sælge mit pas på det sorte markede. Det føltes enormt grimt. Maja gik igang med at forklare mig, hvad der skulle ske nu. Jeg havde aldrig prøvet den slags før og var helst fri. Men man kan jo ikke rejse uden pas og hele den store mølle skulle nu til at gå igang med at få udstedt nyt pas, ny billet osv. Og tage stilling til hvad der så skulle ske bagefter. Jeg havde iøvrigt nået at ringe til min storebror i DK, som var blevet noget sur fordi det var midt om natten, men måske handlede det mest om magtesløsheden. Det at man intet kan gøre hjemme i DK, når den slags sker.

Først skulle  vi tage nye pasfotos til et pas, så tog vi på ambassaden og her skulle jeg ringe til min bror en gang til. Ambassaden skulle være sikker på, at han stillede økonomisk garanti for mig. Herefter måtte Maja udbetale hvad der svarer til ca. 300 kr til mig, som jeg så skulle klare mig for indtil jeg fik penge – og hvornår fik jeg lige det? Bagefter tog hun mig med op på et billigt hotel, hvor jeg kunne være natten over og de næste dage. Hun skrev et brev til personalet på spansk, om at jeg havde været udsat for et røveri og at de skulle bære over med mig og lade mig bo på hotellet indtil jeg fik penge. Kvinden i receptionen så helt medlidende ud da hun læste brevet og gav mig en kop te.

For nogle af pengene ringede jeg til min ven Manuel i Chile. Han var fantastisk og vi fik en lang snak og han ringede til mig nogle af de efterfølgende dage på hotellet. Jeg sov ikke ret meget den nat, selvom det ikke havde været et væbnet røveri, så havde jeg været frygtelig chokeret. Der var en vanvittig masse ting der skulle gå i orden og jeg fik om nogen at føle hvordan det bolivianske system virkede. Jeg kunne ikke få penge uden pas, kunne ikke få udleveret mit post på posthuset uden pas osv. De var helt vildt snerpede på posthuset og jeg var lige ved at blive smidt ud, min tålmodighed blev virkelig pisset på og jeg blev behandlet som om jeg var noget kriminel. Jeg hadede de mennesker, fucking bolivianere. Det var en sag jeg var fuldstændig uforskyldt kommet i, det var deres egne folk der havde stjålet mine ting og alligevel blev jeg behandlet som lort af bank, posthus osv. Imens alt det her foregik havde jeg fat i rejseforsikringen i Danmark. Mit policenummer var væk og det skulle jeg havde opsporet. Det kunne jeg først gøre da det blev hverdag igen og jeg kunne få fat i mit rejsebureau som havde udstedt forsikringen.

Læs også:  To skumle mænd i Brasilien

Forsikringen misforstod det hele og sendte ingen penge. Mine 300 kr fra ambassaden var ved at løbe ud og jeg oplevede noget som jeg som rejsende aldrig har oplevet før. Jeg var stort set lige så fattig som dem, selvfølgelig ville det ikke vare ved, men jeg fik faktisk en stor indsigt i hvordan det er at være fattig. Jeg kan huske at min desperation nåede højder, hvor jeg tænkte “skal jeg begynde at stjæle fra turisterne?” – det var en meget underlig oplevelse.  Jeg spiste på de mest ydmyge steder sammen med gamle mænd og vi delte vores brød. Det trak ud og trak ud med at få penge og til sidst var jeg nødt til at få overført penge med Western Union. Da jeg så skulle have dem udleveret kunne jeg ikke få dem fordi jeg intet pas havde og sådan gik der lang tid. Jeg var ofte på ambassaden og på en eller anden måde var det hele bare gået lidt i koks. Tilsidst brød jeg grædende sammen på ambassaden og bad Maja om at gå med mig på Western Union og posthuset, så de der hoveder kunne forstå at jeg skulle havde mine penge og post. Jeg kunne jo ikke forklare dem hvad der var galt og de troede bare at jeg var en eller anden idiot. Jeg må sige, at i den henseende var bolivianerne ikke helt rare.

Røveriet skulle også politianmeldes inden jeg overhovedet kunne få nogle penge. Det foregik på den lokale politistation hvor en politimester skrev rapport på en gammel skrivemaskine fra Kong Herodes tid. Han var til gengæld det sødeste væsen. Vi kunne ikke forstå hinanden, men jeg fik da lidt spansk brokket af mig og han forstod efter bedste evne hvad jeg sagde. Han rystede på hovedet og syntes faktisk det var rigtig synd for mig. Jeg fik senere at vide at der hvor røveriet var sket er berygtet i hele La Paz. Stedet ligger ved siden af en stor kirkegård og der sker tusindvis af røverier hvert eneste år. Så måske havde jeg været heldig – trods alt. Det kunne sagtens være gået meget værre.

Læs også:  En julenat, jeg aldrig vil glemme…

Men det som nok var værst, var al den bureaukrati bagefter, hvor jeg da i den grad fik forevist, at jeg bare var en dum snottet turist som egentligt ikke havde en skid at skulle have sagt. Ambasaden hjalp mig fint, men de andre steder var de godtnok sløve og direkte ubehøvlede. Alt i alt kom der til at gå rimeligt lang tid, pga. helligdage, misforståelser og mangel på effektiv action fordi jeg ingen penge havde. D. 5. januar da jeg forlængst havde fået penge fra min egen konto over Western Union henvendte forsikringen sig og spurgte om jeg havde fået penge! Seriøst mand, hvis jeg skulle havde levet af de penge som de ikke havde sendt, så var jeg da død for længst.

Den dag jeg endelig fik penge købte jeg en billet til Santiago i Chile for at bo hos min ven Manuel, jeg betalte hotellet som jeg efterhånden havde boet på i nogen tid uden at betale. De var rigtig søde og var glade på mine vegne for, at jeg endelig kunne tage derfra. Hos Manuel i Chile faldt jeg mere til ro, jeg hadede La Paz og Bolivia og havde på ingen måde lyst til at blive der. Selvom mange af de mennesker jeg havde mødt havde været søde og forstående, så havde jeg en underlig følelse med byen. Jeg har heller ikke været der siden, jeg kan mærke at jeg krøller noget sammen indvendigt, når jeg tænker på den bolianske hovedstad. Det havde været en ulækker oplevelse. På de næste rejser var jeg helt vildt påpasselig med mine rejsedokumenter, faktisk så sover jeg altid med min bæltetaske under hovedpuden. I lang tid efter var jeg temmelig paranoid og faktisk meget bange for at rejse. Jeg var godt klar over, at det var op på hesten igen, men det holdt hårdt.

I Santiago hjalp Manuel mig med de sidste ting, jeg fik en ny flybillet hjem og kunne senere rejse hjem fra Buenos Aires i Argentina, som havde været planen hele tiden. Hjemme igen fik jeg mit provisoriske pas skiftet ud med et rigtig pas og det skulle gå ret stærkt da jeg 2 uge senere skulle til Sydafrika for at arbejde. Så på 2 uger fik jeg nyt pas og arbejdsvisum til Sydafrika – det gik til gengæld ret kvikt.

Jeg har aldrig haft problemer siden dengang i La Paz – selvom jeg 3 år senere rejste gennem Mexico og Mellemamerika. Men røveriet har betydet for mig, at jeg simpelthen vogter over min bæltetaske som en høg. Jeg har også gjort et nyt tiltag, nemlig at købe en lille sort pengekasse som jeg nu altid har med på rejser. Den har jeg alle mine rejsedokumenter i og opbevarer på hotellet i en sort nylonpose nederst i min rygsæk når jeg er ude i byen. Jeg vil ikke risikere at bliver overfaldet på gaden og blive frarøvet mine ting. Omvendt så skal man jo gå med sit pas på sig, hvis der skulle ske noget, men jeg går altid bare med en kopi. Jeg vil hellere forklare på politistationen hvorfor jeg ikke går med mit rigtig pas, end jeg vil havde den stjålet ved et røveri. Men selvfølgelig skal man stadigvæk være meget påpasselig. Min pengekasse kan også blive stjålet på værelset og man kan blive overfaldet hvis man har sin bæltetaske på sig. Verden er er skummelt sted, og det er man nødt til at være forberedt på. Selvfølgelig er rejsedokumenter døde ting som man kan få igen, men det er et bøvl uden lige som jeg helst vil være fri for en anden gang.

Læs også:  Et langt liv med peruansk inkakultur

På denne rejse i 2004 hvor røveriet skete fik jeg iøvrigt også stjålet for 500 USD i rejsechecks i Peru, som jeg dog fik erstattet, men resten af rejsecheckene som røj i røveriet fik jeg aldrig erstattet, da kvitteringen også var væk. Så jeg mistede nok 8000 kr på den konto. Så det var helt igennem en træls oplevelse!

Det man lærer af sådan en oplevelse er at være fuldstændig hysterisk med at tage kopier af samtlige dokumenter inden man tager afsted. Jeg tager altid mindst tre kopisæt og lægger rundt om ved folk i Danmark plus at jeg selv har ihvertfald to kopisæt med på rejsen. Men selvom man har helgarderet sig så kan det let gå galt alligevel og især i lande som Bolivia, hvor folk er så fattige og desperate at de vil gå gennem ild og vand for penge og vi turister er jo et let offer. Man kan forsøge, at minimere risikoen ved at tage sine forholdsregler, men alt kan ske på en rejse, og det skal man selvfølgelig havde gjort sig klart inden man tager til disse lande.

Jeg vil bare håbe, at tyvene har fået noget ud af mine penge osv. – jeg må forsøge at tilgive dem og forstå at det formentlig ikke var gjort med ond vilje, men af simpel overlevelse. Der går mange tanker og følelser gennem hovedet på en, når et røveri sker og i lang tid efter havde jeg det rigtig skidt med det. I dag her 6 år efter er jeg selvfølgelig ok med det, men det vil nok altid sidde i baghovedet.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments