Sæler på Galapagos-øerne

I 2004 landede jeg i Equadors hovedstad Quito sidst i oktober. Jeg havde bestemt mig for at tage tråden op med at studere Peru, som jeg havde set året før også. I 2003 var jeg kommet ind i Peru sydfra, men i år var min plan at entre landet nordfra og derved få de gamle kystruiner at se. Men først skulle jeg se om det kunne lade sig gøre at komme til Galapagos-øerne. I mange år havde jeg drømt om at se disse øer, og nu var jeg så tæt på, så jeg ville gøre alt for at komme derover. Først tog jeg nordpå fra Quito og boede nogle dage i de små indianerbyer Otavalo og Ibarra og forvildede mig til grænsebyen Tulcán få kilometer fra Columbia.

På markedet i Otavalo stod inianerkvinderne med pibende marsvin i hænderne som de solgte. Marsvinene frituresteges og spise som snacks. Ifølge kilder skulle de smage fortræffeligt og kun indeholde lidt fedt og slet ingen kolesterol, men tanken om at sætte tænderne i et kæledyr huedede mig ikke helt. Jeg havde dog året før smagt Alpacca, men tanken om et marsvin var som sagt lidt for meget for mig.

Tilbage i Quito fandt jeg ud af, at man også kunne flyve til Galapagos-øerne fra byen Guyaquil nogle timers kørsel nede sydpå. Og så ville jeg ovenikøbet spare ca. 50 dollar på flybilletten til Galapagos-øerne. Busturen var umådelig smuk gennem et bjergrigt område pakket ind i tæt grønt regnskovsvegetation med faretruende dybe kløfter og serpentinersving. Ca 8 timer senere kørte bussen ind på busstationen i Guyaquil som ligger meget flot placeret ved en flod.

Læs også:  Rafting i New Zealand

Guyaquil viste sig at være en meget smuk by, med mange fint restaturerede huse og et charmerende kolonial kvarter der kaldes Las Penas. At få billetten i hus til Galapagos var derimod ikke helt nemt. Manden i rejsebureauet blev ved med at forsøge at forsikre mig om, at det var helt umuligt at købe et krydstogt rundt mellem øerne på øerne. Han havde en pakkeløsning for 800 USD, som han blev ved med at ville prædike mig på. Men jeg skulle bare have en flybillet tur retur og så skulle han ellers få fred for mig. Han forsøgte og forsøgte i det uendelige, og gjorde sit til at bilde mig ind, at jeg stort set ville stå på gaden i øernes hovedstad Puerto Ayora fordi jeg intet havde booket hjemmefra eller ikke havde købt pakken hos mig. Men jeg stod stejlt på mit!

Jeg endte med at få lov til bare at få en flybillet fra Guyaquil til Isla Baltra, der hvor lufthavnen på øerne ligger og så iøvrigt klare mig selv derfra. Jeg var helt fuldkomment overbevidst om, at selvfølgelig skulle jeg nok både finde noget at bo i og også et krydstogt. Han ville bare tjene penge og fortalte mig de vildeste historier om hvad der ville ske hvis jeg ikke lyttede.

Jeg fløj til Galapagos og landede i et sælsomt landskab ude midt i det blå Stillehav. Et noget spøjst sted bestående af tørt jord med et par katusser og andre underlige vækster. Man kører så et stykke tid i bus og herefter sejler man over til den ø, hvor hovedstaden ligger. I Puerto Ayora fandt jeg straks et lille hostel og slå mig ned på mit værelse inden jeg gik ud for at se lidt på byen og orientere mig lidt. Der var masser af rejsebureauer der udbød krydstogter, så igen blev jeg overbevidst om, at denne mand i Guyaquil bare ville have penge ud af mig – ligesom alle de andre gange jeg har prøvet det rundt omkring i verden.

Læs også:  En mindeværdig oplevelse med Aeroflot

Det første sted jeg så på øerne var Charles Darwin Research Center som har en masse af de store gamle kæmpeskildpadder. Og de er i sandhed store, de største er på størrelse med et stuespisebord og ligger fredeligt og gnasker friskt græs i sig. Og nu fik jeg så også lært at skildpadder ikke bare er skildpadder. Der er jo landskildpadder og havskildpadder. Det havde jeg egentligt ikke lige tænkt over, men sandt var det jo at landskildpadderne kravlede rundt på øens græsarealer og gumlede græs i ro og mag og vel nærmest aldrig var i havet.

Jeg havde en uge på øerne og endte med at bestille et 4 dages krydstogt rundt til nogle af de andre steder i ø-gruppen. Det blev en rigtig stor oplevelse. Vi stævnede ud fra havnen i Puerto Ayora sidst på eftermiddagen og ville være ved næste ø tidligt næste morgen. Det var utroligt smukt at sejle i solnedgangen og stemningen på skibet var i top. Vi var gæster fra alle mulige steder i verden og min kahytsveninde var fra Italien. I løbet af de 4 dage besøgte vi 3 – 4 øer og så alle de dyr som øerne er så kendte for. De røde havleguaner, skildpadder, mange forskellige fugle og ikke mindst sæler. Sæler er jo måske ikke så særpræget, da vi jo også har dem i på vore breddegrader, men vi fik en meget speciel oplevelse med disse sæler. På et tidspunkt kastede vi nemlig anker og havde mulighed for at snorkle.

Vejret var ikke specielt godt den dag, det var noget overskyet og havet var lidt vild, men temperaturen var god og vandet var dejligt. Vi hoppede allesammen i og mens vi snorklede rundt kom der pludselig en hel flok sæler. Det der var det specielle ved oplevelsen var at disse dyr var næsten ligesom de var tamme. De svømmede meget tæt på os og så ikke ud til  at være det mindste bange eller utrygge. En af dem svømmede så tæt forbi mig, at jeg med lethed kunne havde rakt ud og rørt ved den. Det var helt utroligt at se sælerne, jeg tror næsten at de nød at lege og optræde foran os. De fjantede rundt, slog sving med halen og ræsede rundt i vandet som torpedoer. Det var virkelig optræden på slap line og det var helt fantastisk at være så tæt på dem i deres naturlige element. En ting er jo at se dem i et akvarium og i fangenskab, men her i havet var det noget helt andet.

Læs også:  Dyk på skibsvrag i Australien

De var glade og hyggede sig og nød at have hele havet som deres legeplads – det var dejligt at se, når man ved hvor mange dyr rundt om i verdens akvarier der kun har begrænset plads. Jeg har tit tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at svømme med delfiner, men jeg ender altid med ikke at gøre det. Jeg syntes det er synd og et eller andet sted ynkeligt at se på. De stakkels dyr skal optræde for hvinende turister flere gange dagligt og bliver både stressede og syge af det. Det er slet ikke vilde dyrs natur at være spærret inde og skal servicere os mennesker på den måde. Nej så er det noget andet livsbekræftende at møde vilde dyr i deres rette element der helt af sigselv kommer hen til en og er glade og nysgerrige.

Det var en rigtig dejlig oplevelse, som jeg sent vil glemme. Man siger godtnok at dyrerne på Galapagos-øerne er så vant til mennesker at de er helt tamme og ligeglade med folks tilstedeværelse, men sæler i havet kan trods alt selv bestemme om de har lyst til at hilse på en flok snorklere eller ej. Og dyrelivet på øerne er jo helt unikt, der lever dyr som man ikke kan finde andre steder i verden. De har fundet deres eget lille paradis ude i Stillehavet og det var fantastisk at få lov til at opleve det, det kan jeg kun anbefale.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments