Skrumpehoved-get together på Moesgaard Museum

Skrumpehoved-moede

”Sophie, er du ikke lige rar at komme ned i receptionen – her står en dame med et skrumpehoved!”

Det var stort set beskeden, som antropolog og museumsinspektør ved De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum ved Aarhus, Sophie Hooge Seebach, fik i telefonen en råkold grå morgen i marts i år.

Et skrumpehoved! Arhhh, kunne det nu passe?

Sophie Hooge Seebach gik spændt og noget forbløffet ned i receptionen og ganske rigtigt; der stod en kvinde med et skrumpehoved i en plasticpose, som hun gerne vil donere til Moesgaard Museum. Grunden til at man bliver noget overrasket, når man får sådan en besked er, at ægte skrumpehoveder faktisk er hoveder af rigtige mennesker, der er blevet taget til fange af deres fjender og gennem en længere forarbejdnings- og tørringsproces omdannes til knytnævestore indtørrede hoveder med langt hår. Og det er jo i sig selv en både noget makaber og skræmmende sag.

– Jeg kunne dog med det samme konstatere, at skrumpehovedet ikke var ægte, men derimod en souvenir fra Sydamerika, som før i tiden var populære blandt rejsende at tage med hjem. Kvinden der var kommet med skrumpehovedet ville gerne af med det, fordi hun ligesom følte, at der med genstanden var en form for ”tilstedeværelse” i hendes hjem, og det brød hun sig ikke rigtigt om, fortæller Sophie Hooge Seebach.

Der-snakkes-om-skrumpehoveder

Der blev rigtigt snakket om skrumpehoveder, da jeg mødtes med antropolog og museumsinspektør Sophie Hooge Seebach på Moesgaard Museum, hvor vi holdt et lille “skrumpehoved-gettogether” for et par uger siden. Den nye beboer i De Etnografiske Samlinger på museet flyttede ind en kold grå dag i marts i år, og siden er hovedet blevet husets darling. Sjældent har nogen genstand skabt så meget røre i andedammen som det her skrumpehoved, fortæller Sophie.

Skrumpehovederne i Oxford
Jeg har selv interesseret mig for skrumpehoveder i årevis, og det hele startede med Arne Falk Rønnes gamle rejseskildring ”Skrumpehovedets Hemmelighed” som jeg læste sidste år i forbindelse med en tur til Oxford i England. Min mand Bo og jeg var nemlig på Pitt Rivers Museum i Oxford sidste sommer for at se deres udstilling af ægte skrumpehoveder. Jeg havde læst meget om dem, set billeder af dem, men ikke set hovederne i virkeligheden, så afsted gik det mod universitetsbyen i England.

Læs også:  En mayapiges bekendelser

Et spøjst sammentræf var, at jeg i foråret sidste år, helt tilfældigt løb ind i et skrumpehoved i – ja, af alle steder – en genbrugsbutik på Frederiksberg i København. Jeg havde aldrig set nogle af disse hoveder på rejser, hverken ægte eller uægte – på museer eller til salg, så jeg iagttog gispende hovedet, der stirrede ud på mig fra hylden i vinduet.

Nu er disse hoveder jo på ingen måder specielt kønne, men der var nu noget over den her fyr, og jeg fik lov til at få ham med hjem for en hundredkroneseddel. Siden er han blevet døbt Bent og står på min antropologiske hylde blandt lerskåle, krukker og andre etnografiske genstande fra Malawi og Brasilien.

Arne-Falk-Ronnes-bog-om-skrumpehoveder

Min interesse for skrumpehoveder startede for mange år siden med Arne Falk Rønnes rejseskildring fra Sydamerika “Skrumpehovedets Hemmelighed,” og siden er jeg selv blevet ejer af et skrumpehovede. Det er dog ikke ægte, men ganske veludført og har sikkert været en sjov, omend noget makaber souvenir, der tilbage i 50-60’erne blev bragt med hjem fra Amazonas.

Skrumpehovederne blev imidlertid ved med at forfølge mig godmodigt. I det spæde forår i år så jeg nemlig på Moesgaard Museums instagram-side og på ethnographica.net, at man på museet var blevet foræret et skrumpehoved, og et par måneder før havde jeg fået en mail fra en mand i Vejle, som spurgte om jeg havde lyst til at se hans to skrumpehoveder, da han gerne ville have vurderet deres ægthed.

Hmm, de der hoveder ville tilsyneladende gerne ”snakke med mig,” og jeg stiller mig gerne til rådighed, når der skal skrives om antropologiske spidsfindigheder. Så jeg skrev fluks en mail til Sophie Hooge Seebach, der skrev tilbage, at jeg da var velkommen til et lille skrumpehoved-gettogether på Moesgaard, så vores to skrumpehoveder kunne hilse på hinanden. Så Bo og jeg pakkede omhyggeligt Bent ned i en kasse og drog afsted. Et par dage før var jeg igen kommet i kontakt med manden i Vejle, for at få et møde i stand omkring hans skrumpehoveder. Så nu skulle der rigtigt studeres og udveksles erfaringer.

Skrumpehovedet-paa-Moesgaard-Museum

Moesgaards Museums nye beboer har en imponerende manke af blødt glat hår, der egentlig godt kunne minde om menneskehår. De fleste skrumpehoveder er dog fremstillet af gedeskind, men hvor på en ged, sidder der lige sådan noget fint hår? Det er det helt store mysterium.

Populære som turist-souvenirs
Den noget makabre tradition med at tage fjenders hoveder og skrumpe dem ind, knytter sig til en bestemt stamme i Amazonas, nærmere betegnet Jivaro-stammen i det nordlige Peru og det sydøstlige Ecuador, og helt op til sidst i 60’erne praktiserede man faktisk skikken. Ultrakort fortalt så huggede man hovedet af fjenden, lagde et langt snit i baghovedet og pillede kranie og hjerne ud. Herefter stod man med huden med hovedhåret på.

Læs også:  Nicaragua - vulkaner og kontraster

Huden blev nu kogt og skrabet fri for fedt, hvorefter der blev puttet varme sten og sand ind i hovedet, og det blev syet sammen i baghovedet. Man modellerede ansigtet og munden, næsen og øjnene blev syet til med snor, for at sjælen ikke skulle slippe ud. Til sidst blev hovedet røget for at kunne holde sig. Når det var færdigt, blev det anset for at være et trofæ, da man troede på, at man ved at have fjendens hoved i konserveret stand blev i stand til at få noget af hans styrke og mod.

Resultatet af processen blev så, at hovedet skrumpede. Det tørrede simpelthen ind og blev på størrelse med en stor knytnæve. Men eventuelt langt hår forblev selvfølgelig langt, og næsen forandrede sig heller ikke, da næsebrusk ikke kan skrumpe. Derfor har ægte skrumpehoveder enorme brede næser, ja, man fristes til at kalde dem for en ordentlig opstoppertud. Det er derfor forholdsvis nemt at vurdere om et skrumpehoved er ægte eller ej.

Skrumpehoved på Moesgaard Museum

Skrumpehovedet blev ret hurtigt lidt af en darling på De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Her har museets fotograf rigtigt hygget sig med at tage billeder af hovedet med særligt baggrundslys, så det fremstår ekstra dramatisk. Foto: Jacob Due, Foto/medie afdelingen, Moesgaard Museum.

– Vi har faktisk engang fået indleveret et rigtigt skrumpehoved på Moesgaard Museum, men damen der ejede det ombestemte sig og besluttede sig for at begrave det. Det synes hun, var det mest etisk rigtige at gøre, da det jo var et menneske, forklarer Sophie Hooge Seebach.

Læs også:  Indtryk fra rejsemessen Condé Nast Luxury Travel Fair i London

På Moesgaard Museum har man da også sjældent oplevet en genstand lave så meget røre i andedammen som det skrumpehoved, der blev afleveret i år. Det er virkelig noget, der fanger folks fantasi og leder tankerne hen på opdagelsesrejsende i skumle ufremkommelige regnskove.

– Skrumpehoveder blev lidt af en turistindustri tilbage i 50-60’erne, og vores etnografiske samling på Moesgaard Museum er ikke så gammel, så den består rigtigt meget af spøjse turistting, som folk har haft med sig hjem fra rejser på den tid. De fleste genstande er dog etnografika fra ekspeditioner, men lige netop skrumpehovedet er blevet lidt af en darling blandt personalet her, siger Sophie Hooge Seebach.

Om hovedet bliver udstillet, kan hun ikke sige noget om endnu, men foreløbig er det blevet registreret, har fået et nummer i museumssystemet og i fotoafdelingen på museet har man hygget sig med at fotografere hovedet med dramatisk lysindfald, fra sjove vinkler osv. Og også på de sociale medier har hovedet fået lov til at vække opmærksomhed, inden det skal på magasin og opbevares.

Vi ser på skrumpehoveder

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af John fra Vejle, der selv har to skrumpehoveder, som han gerne ville have mig til at vurdere ægtheden af. Disse to har en noget anden farve end mit eget skrumpehoved og hovedet på Moesgaard Museum. Min vurdering er lige umiddelbart, at disse to hoveder heller ikke er ægte. De har alt for små næser. Ægte skrumpehoveder har enorme næser, da brusken i næsen ikke skrumper under tørringsprocessen, men beholder sin naturlige størrelse, hvilket giver en stor opstoppernæse.

Håret er og bliver et mysterium
Sophie og jeg fik os altså en hyggelig skrumpehoved-snak på hendes kontor på Moesgaard, og kunne sammenligne vores souvenirhoveder fra de sydamerikanske regnskove. Vi var enige om, at ingen af dem er ægte, men sjove og en lille smule makabre er de unægtelig. Noget besynderligt er der altså over dem, i særdeleshed håret. For mange af hovederne, der solgtes til turister var lavet af garvet og tørret lyst gedeskind – andre igen var lavet af abehoveder. Men håret, især på det skrumpehoved, de har på Moesgaard Museum er fint og blødt. Det minder rigtigt meget om ægte menneskehår.

Læs også:  Skrumpehoveder – når fjender bliver til sjældne trofæer

På mit eget skrumpehoved Bent er hårpryden anderledes strid, og hans frisure er just ikke imponerende. Sophie og jeg var ret meget enige om, at hans hår ligner ”sidste dag på Roskilde (festivalen)” – stridt, filtret og nusset – det kunne for så vidt godt være hestehår, men på skrumpehovedet på Moesgaard er håret blødt, blankt og menneskeagtigt.

– Det vil kræve en DNA-test at finde ud af om hovederne er ægte eller hvad det er for et dyr, der har været brugt til at fremstille hovedet, og det kunne helt bestemt være sjovt at få en afklaring på, siger Sophie Hooge Seebach.

Håret forbliver altså det store mysterium. Selve huden er lys og begge hoveder er helt sikkert lavet efter samme opskrift som de rigtige skrumpehoveder – de er begge syet sammen i baghovedet og øjenhuller, næse og mund er rimpet sammen med snor eller små spidse pinde.

Ægte skrumpehoveder har altid store næser

Man kan altid kende de rigtige skrumpehoveder på den meget store næse. Dette meget velbevarede eksemplar er ægte og befinder sig på Pitt Rivers Museum i Oxford i England.

Nu er der så imidlertid stødt flere oplysninger til omkring skrumpehoveder. I sidste uge fik jeg lejlighed til at se de to skrumpehoveder, som John fra Vejle har. Og det var en lidt anden oplevelse. Disse hoveder er nemlig mørke i huden, lidt i stil med den farve, som de gamle farao-mumier på Det Egyptiske Museum i Cairo har. Den farve har jeg ikke set før – kun på de ægte.

Johns hoveder er en stor og en lille, og har det samme bløde glatte hår som skrumpehovedet på Moesgaard. Men det som jeg umiddelbart vurderer er, at heller ikke disse hoveder er ægte – trods farven og det bløde hår. Jeg vil sige, at det, der overbeviste mig om, at de ikke er ægte, er at de begge havde alt for små næser. De har nemlig fine små og lige næser. Som tidligere nævnt har de ægte hoveder store brede opstoppernæser.

Skrumpehovedet

Håret på de falske skrumpehoveder forbliver lidt af et mysterium, for det er som regel blødt, glat og fint som menneskehår, og hvilket dyr har den slags hår? De fleste skrumpehoveder fremstillet til souvenirs er lavet af gedeskind, men hvor på geden sidder der sådan noget fint, glat hår? Det er lidt af en gåde, og vil kun kunne findes ud af gennem en DNA-test, der vil kunne fastslå hvilket dyr, der er tale om.

Disse to hoveder har heller ikke øjne og næser syet sammen og er formentlig også taget med hjem som souvenirs, men ganske flot udførte – og håret, ja, det bliver altså ved med at overraske mig. For det må være ægte hår, og det ser ud som om, det naturligt sidder fast på huden. Det er altså ikke limet eller syet på. Men at de er fra Sydamerika er der ingen tvivl om. De har nemlig begge rester af spansksprogede aviser inden i hovedet – hvilket også har været almindeligt ved de ægte hoveder.

Læs også:  Plejaderne, Chile

Jeg er på ingen måde skrumpehoved-ekspert og er nok derfor ikke helt den rigtige til at vurdere om hovederne er ægte eller ej, men det er da sjovt at få lov til at se dem og give sit besyv med. Og skulle det vise sig – via en DNA-test, at hovederne er ægte, ja, så er det jo i den grad en vild historie, at man har stået med resterne af en amazone-indianer i hænderne. Det er da ikke hver dag, man får lov til at få den slags oplevelser.

Der bliver fotograferet skrumpehoveder

Jeg er altid på pletten, når der skal skrives om antropologiske finurligheder, og det må man da sige, at skrumpehoveder er. Der er meget delte meninger om dem. Nogen synes, det er virkelig makabert og nægter at have dem i huset, andre er mere åbne og kan godt forholde sig at have dem stående hjemme på hylden.

Du kan læse mere om skrumpehovederne på Pitt Rivers museet i Oxford i mit blogindlæg “Skrumpehoveder – når fjender bliver til sjældne trofæer

Tekst: Anette Lillevang Kristiansen

Fotos: Bo Skov Særkjær og Jacob Due, Foto/medieafdelingen – Moesgaard Museum 

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments