Tågeskove og menneskeofringer

Dette afsnit er fra mandag d. 12. nov. og tirsdag d. 13. nov. 2007.

Jeg ankom til San Ignacio i Belize i mandags. Sød lille by i smukke omgivelser, grønne bakker og strålende solskin. Rigtig hyggelig lille by og åbenbart også der hvor backpackerne holder til. Jeg så da i hvert fald flere turister end jeg længe havde gjort. Jeg fik en god snak med fyren hos Maya Walk tours om Amish folket, og han kunne kun bekræfte hvad jeg allerede godt vidste, at de ikke var så nemme at få i tale. Han fortalte mig også at der i nabobyen Barton Creek og landsbyen Georgewille boede folk der var knapt så gammeldags som Amish folket. De var også stadig meget religiøse, og hed Mennonites. De var dog noget mere fremskridtvenlige end Amishfolket.

Jeg fik booket en tur hos Maya Walk til en grotte dagen efter. Den hule som jeg havde haft kig på hele tiden med navnet Actun Tunichil Muknal der skulle indeholde menneskeofringer fra mayatiden.

Det var strålende solskin hele dagen i San Ignacio, men hen under aften begyndte det at styrtregne. Det blev ved hele natten, regnede voldsomt. Grunden til jeg ved det var fordi jeg var vågen et par timer midt på natten og skrev dagbog. Det tæskede ned hele natten.

Næste morgen regner det stadig, men knapt så meget. Men alt er dyngvådt efter nattens syndflod. Der er store pytter over det hele. Over hos Maya Walk bliver vi udstyret med hjelm og madpakke, inden det går mod ATM hulen som den til dagligt bliver kaldt. Turen dertil tager en lille time. På vejen dertil ser jeg Amish fok komme kørende i hestevogn, stadig med sorte bukser, seler og stråhat. Alt på vejen til hulen er gennemvådt, og meget mudderet. Vi kører udenfor byen og ned af en grusvej, der er mere mudder og huller end vej. Langt i det fjerne kan vi se Tågeskoven. Regnskov med tågebanker henover, et meget specielt syn, ligesom i Macchu Picchu, den gamle Inkaruin i Peru. Vi passere et sted på vejen hvor vejen er væk af vand. Vi passerer også en flod længere henne igen, vandstanden er steget noget vildt i løbet af sidste nats regn. Efter en ret spændende køretur gennem floder og mudder stopper vi foran tågeskoven. Vi skal hike ca. 30 – 45 minutter til hulen af en mildest talt mudret sti. Det er stort set en mudderpøl og vi ligner alle ret hurtigt noget der har været i mudderkamp. På vejen til hulen skal vi krydse floden 3 gange. Normalt er vandstanden i floden omkring 20 – 30 cm, i dag går den mig til over knæet. Bunden er ene glatte sten og det hele er lidt nervepirrende. Selvom jeg har strammet mine sandaler helt til, så er det svært at stå fast alligevel og strømmen i floden er også ret stærk. Jeg er næsten våd alligevel, så det er ikke så meget det, men mere at mit kamera er i min rygsæk, så jeg må for guds skyld ikke falde.

Læs også:  Det skumhvide rædselskabinet - riverrafting i Mellemamerika

Nå men vi kommer over floden alle tre gang uden nogen problemer og til sidst ender vi ved et lille læskur lavet af palmeblade midt ude i junglen. Vi er 5 på vores hold og ret internationalt sammensat. En fra New Zealand, en fra Sydafrika, Italien og DK. Vi for besked på at ligge vores rygsæk i skuret og så give vores kamera til guiden. Han kommer så alle vore kameraer i sin tørsæk som han bruger til rygsæk. Nede af en stejl, mudderet og trærodsovergroet sti åbenbarer hulen sig for os. En stor huleindgang midt ude i en flod, med en lille sø foran. Floden kommer inde fra hulen, løber ud i søen og videre ud i skoven. Der er brusen fra vandfald inde fra hulen og det hele giver et forunderligt ekko nede foran huleindgangen. Bare et stort hule lige durk ind i klippevæggen. Vi har fået besked på at tage badetøj på indenunder vores almindelige tøj, og det giver da helt klart mening nu. Vi skal nemlig svømme over til klippen på den anden side af floden/søen. Søen er så dyb at vi er nødt til at svømme, så det er bare med at komme i baljen. Vandet er halvkoldt, men man vænner sig nu hurtigt til det. Der skal svømmes en distance på ca. 4 -5 m over til klippen. Det sværeste er dog at komme op og i. Klippevæggen er nemlig stejl og glat, så det er lidt svært at komme ud af stedet. Over på klippen får vi de sidste instrukser inden vi går ind i hulen kulsorte dyb. Det er et helligt mayasted, så der skal vises respekt og alle skal følge guiden i lige linie. Det kommer nu helt af sig selv, så snævert som det bliver på et tidspunkt. Det kildrer en hel del i maven da vi begynder at gå ind i hulen. Vi har fået pandelygter på vores hjelme og er klar til at indtage mayaernes gamle ceremonigrotte. Hulens kulsorte indre oplyses kun af det halvsvage lys fra vores pandelamper og man kan høre vand hele tiden bruse i vandfald.

Læs også:  Nicaragua - vulkaner og kontraster

Det er igen svært helt at forklare hvordan det var, en af de ting som skal opleves for helt at kunne forstås, men vi passere vandløb, kravler på klippeafsatser og kanter, svømmer, træder på sten og klipper nede i det sorte vand, banker hjelmen i loftet et utal af gange og smyger os igennem halvsnævre passager. Nogle gange passere vi flotte drypstensformationer, som vi ikke må røre ved. Andre gange balancere man på en stejl mur i vandet og kan kun holde ved små knaster og fremspring i klippen. Nogle gange går vi i vand til anklerne, andre gange går vi i vand til midt på brystet.  Jeg er ikke på noget tidspunkt bange eller har klaustrofobitendenser – tværtimod så tror jeg at jeg er ved at få en lille hulepassion. Det kildrer bare lidt i maven på den fede måde! Men efter min Cenotesnorkling i Mexico så kan jeg også klare lidt af hvert. Vi går ca. 500 m ind i hulen, selvom det føles som 10 km. Hulen er 5 km lang.

Til sidst kommer vi til en slags andet niveau/etage i hulen hvor vi skal op. Vi skal kravle op af en klippe og endnu længere op, nok 10 m i alt. Med våde sandaler er det godt nok en anelse spuky, man kan meget nemt glide. Det er næsten det jeg er mest bange for, at glide, vrikke om, træde forkert, falde ned i en klipperevne, falde ned fra klippen, brække et ben eller arm eller bare slå mig på klippen. Men man er vel eventyrer – og faktisk så kommer jeg senere ud af hulen uden så meget som den mindste rift eller skramme. Normalt plejer jeg også at være rimeligt sikker på benene i ujævnt terræn, med mindre det går stejlt opad, så kan min højdeskræk godt begynde at spille mig et puds. Oppe på den efterhånden tørre klippeafsats skal vi kravle længere op og herefter tage sandalerne af og tage strømper på i stedet for. Vi skal kun gå i strømpesokker, for vi skal ind i mayaernes hellige “katedral”. Gulvet derinde er fyldt med potteskår og menneskeknogler, så vi skal passe på hvor vi går. Katedralen er vildt stor, højt til loftet og fyldt med drypsten hængende ned fra loftet.

Læs også:  Eventyrdrager og himmelblå floder

Vores guide forklarer om potteskårene, som mayaerne smadrede, som en slags symbolsk død. Midt i det hele – faktisk lidt svært at se lige med det samme – ligger der et menneskekranie. De andre knogler ligger spredt i en forvirring langt fra resten. Senere ser vi to ofringer mere – også helt i uorden. Man har dokumenteret 15 menneskeofringer i hulen. Nogle af dem er børn. I den ene ende af katedralen er der de flotteste drypsten. De skinner som om de var pudret i sukker. Igennem endnu flere snævre passager når vi ind til et igen højere niveau af hulen. Der skal vi kravle op af en stige, en helt moderne aluminumsstige. Deroppe ligger endnu 2 menneskeofringer. Den ene bare i en dynge, men den anden helt naturligt – nydeligt anbragt inde i et mindre rum i hulen. En ung mand på 16 – 17 år er blevet ofret. Som sagt er der også fundet børn, dem ofrede man fordi de var de mest rene i ånden. Skeletterne har en underlig stofagtig overflade som om de har hår eller stof på. Men det er fordi vandstanden på et tidspunkt har været meget høj i hulen, så skeletterne har været under vand og har åbenbart udskilt kalken og blevet mere rug i overfladestrukturen. Det har været en meget høj vandstand, jeg vil gætte på at det niveau vi er på i hulen var ca. 20 – 25 meter over vandet hvor vi havde gået. Så hulen har været oversvømmet engang.

Jeg tror helt seriøst at jeg er ved at udvikle en hulepassion. Syntes det er den fedeste oplevelse at udforske grotter. Men ok med vore dages moderne hjælpemidler som hjelme og pandelygter kan det jo også til nød gå. I mayaernes tid gik de jo derind med fakler og anede ikke hvad de nogensinde fandt derinde. Tænk hvis faklerne gik ud, så var man dødsens. I øvrigt har de aldrig boet i hulerne, men kun brugt dem til ofringer, da stederne var hellige for dem. Og man er tilbøjeligt til at give dem ret, så man ser hulernes fuldstændig vilde skønhed. Det er som at dykke ned i en overnaturlig underverden.

Læs også:  El Salvador - en meget mere positiv oplevelse end forventet

Turen ud af grotten gik hurtigt og effektiv, nu kendte vi den jo lidt. Så det gik meget hurtigere ud end ind. Det tæskregnede stadig da vi kom ud, og vores guide hiver os ned i poolen foran huleindgangen hurtigst muligt. Vi hopper selvfølgelig selv i, men vi har travlt. Vores guide er nemlig bange for at vandstanden i floden stiger så meget pga. regnen, at det vil blive svært for os at komme over floden de tre gange. Så vi skal af sted. For som han siger “han kan ikke kontrollere Moder natur – i går ved samme tid var vandstanden 20 cm”

Men over kommer vi uden problemer og er en fed oplevelse rigere, så sej. Det var en oplevelse der kommer i kategorien med snorkleturen i Mexico.  Og måske skal jeg overveje at blive huleudforsker.

Hjemme igen overvejer jeg min videre fremtid og rejseplaner. Bliver det ved med at regne så kraftigt, så må jeg nok til at ændre planer. Det med den Amish historie er jeg begyndt at tvivle lidt på efterhånden. Den eneste jeg har det lidt skidt med er hvis Herman venter mig. Hvis Wilhelm virkelig har ringet til Herman og sagt at jeg kommer. Det er det eneste der nager lidt. Men på den anden side, så kommer han vel også over det.

Jeg beslutter at sove på det og så tage stilling til videre færd i morgen, alt afhængig af vejret. Ellers må jeg til at overveje nye alternativer.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments