Upeagvik – stedet hvor sneuglerne jages

Kortprosa (tekstmosaik)

Den lille Inupiat-bosættelse Barrow i det nordlige Alaska er et af verdens alleryderste endestationer og forposten til Nordpolens enorme ismasser. Gennem historien har mange besøgt og slået sig ned i byen ved verdens ende, og området er rig på kultur og mytiske overleveringer fra en svunden tid.

Maktak slikker sine blodige fingre og sukker veltilfreds. Han har netop fået et stykke velnærende sællever af sin far, der har parteret dyret på isen. Hans far har lagt harpunen fra sig og er ved at skære det sølvgrå skind af sælen med en buet kniv. De har slæbt kajakken op på isen ved bræen foran deres hjem, og børnene kommer stormende til i deres sælskindskamikker og bjørneskindsanorakker. Mødrene ser vagtsomt til fra døråbningerne i de jordvolde, der udgør deres hjem. Solen har for længst fået tag, det er sommer og næsten lyst døgnet rundt. En sneugle basker forskrækket med vingerne og tager flugten ud over tundraen. Maktak varmer sine hænder ved ildstedet, og hans mor smiler. I dag er hans første jagtdag, han har fået lov til at komme med sin far på sæljagt og har glædet sig i flere uger forinden. Han har aldrig været ude af den lille bosættelse ved ishavet og har kun hørt historier om verden udenfor. Hans far Yupik er tit kommet hjem med fangstdyr som Polarræve eller ugler, og Maktak har set nysgerrigt til, mens hans mor har tilberedt dyrene. Men hvor har han tit drømt om at få lov til at komme med på jagt!

Træværket knirker, og sejlene pisker i den isnende blæst, da Kaptajn Beechey stikker hovedet ud af kahytten. En knitrende lugt af kulde slår ham i møde denne fuldmånenat i sensommeren 1826. Han får den første landkending i kikkerten på det gode skib HMS Blossom, siden de forlod Kotzebue, og stævnen skærer sig gennem grødisen, der brager og skurer mod skibets bund. Der er isfri ind mod kysten, og Beechey udmåler den magnetiske nordpol adskillige hundrede kilometer borte. En godt brugt sekstant, linealer, fjerpen og søkort ligger på bordet, og han mærker sin ånde blive til damp i petroleumslampens skær. Flammen blafrer, og Beechey betragter Nordstjernen ud af lugen, mens han gør sig klar til at gøre pejlinger med sine navigationsinstrumenter. Han falder i staver et øjeblik ved bordet og sender en tanke til sin unge kone og lille søn hjemme i England. Han bedrøves, men han er sømand i hjertet og har en vigtig mission. Denne polarekspedition har til formål at kortlægge Chukchi-kysten ved det amerikanske kontinents nordkyst. Han har hundevagten i nat og har som sine vigtigste redskaber himmellegemer og stjernenavigation til sin rådighed på opmålingsrejsen.  Tidligt på morgenen anduver de en gold kyst med grålige vidder, og Beechey bemærker straks nogle besynderlige jordvolde inde på stranden.

Læs også:  Femstjernet hotel eller rotterede - du bestemmer selv!

Et kæmpemæssigt hvalskelet ligger ude på den golde ensomme tundra. Året er 1893, og på Hvalstationen har en lille gruppe mennesker travlt. Fangstsæsonen er netop startet, og stranden er pakket med folk, der henter hvalspæk og deltager i parteringen af en nyfanget hval. Blodet flyder, farver isen rød og danner en skarp kontrast til det gyldengule lys fra midnatssolen. En hvalfangerbåd ligger på en isflage ved stranden og vidner om en vellykket fangst. Snart er det tid at holde fest og spise og drikke af hjertens lyst. En isende kold vind fyger hen over de eroderede jordvolde, hvor de har lagt spækstykkerne, og rusker i det visne græs.

Førsteofficer Hollace Littlebrook kontrollerer radaren og vender blikket mod himmelhvælvet. Det ser ud til at trække op til snestorm. Han arbejder for det amerikanske militær, der netop har etableret en metrologisk og magnetisk researchstation i landets allernordligste område. Man kontrollerer vejret og overvåger luftrummet i dette ugæstfrie område. Han er udstationeret et halvt år addgangen, men længes frygteligt hjem til det lune Californien og de smukke blonde kvinder. Stationen er en vigtig del af observationsopgaven i den lidt lyssky konflikt kaldet ”Den kolde krig”. Området her langt mod nord er et vigtigt strategisk punkt mellem Sovjetunionen og Europa. Littlebrook finder jobbet ensomt og til tider ganske kedsommeligt, selvom de normalt er to mand på arbejde af gangen. Udsigten er den samme ensomme øde tundra, et par jordhøje og det tilfrosne Arktiske hav. Og han har svært ved at vænne sig til lys 24 timer i døgnet og det uigennemtrængelige mørke om vinteren. Men lønnen er næsten astronomisk høj på dette udsted, og han har brug for pengene. Hans store drøm er en 8-cylindret Buick Roadmaster årgang 52. Kvinderne hjemme i Santa Monica skal jo imponeres!

Læs også:  Kærlighedsfrugt

Flyets hvinende motorer falder langsomt til ro, og ud gennem vinduet mødes hun af et umådeligt øde og barsk landskab. Turen har varet et par timer og har taget hende hen over uendelige vidder med store tilfrosne søer. Kulden svider i næseborene og virker næsten elektrisk, da hun stiger ud af maskinen.  Dette må være verdens ende, og et land, hvor myterne lever i bedste velgående. Et skilt indikerer, at hun er landet i USA’s nordligste bosættelse, 71,17 grader nordlig bredde, og 4215 miles fra Danmark. Selvom det er højsommer i 2007, er temperaturen stadig kun et par grader over frysepunktet. Slædehundene gør utålmodigt, og den iskolde blæst fyger hen over byens kirkegård, hvis eneste pynt er plastikblomster og afsvedet vegetation. Uden for byen på den øde koksgrå tundra støder man på nogle gamle jordvolde, og et andet skilt med ordene Paglagivs! Welcome to the ancient village of Ukpeagvik – The Place where we hunt Snowy Owls. Stedet menes at stamme fra Birnirkkulturen fra omkring år 800 e.Kr., står der på skiltet. Så en ældgammel eskimokultur møder den moderne verden her langt mod nord i de uvejsomme egne.

Share Button

Comments

comments