Vel ankommet til Belize

Så har jeg krydset den mexicanske grænse og kommet ind i Belize, og dermed ind i Mellemamerika. Lidt af en forandring og et mindre kulturchok. Jeg besluttede mig alligevel til at rykke videre i går. Det skete ikke så meget i grænsebyen Chetumal i Mexico, så jeg kunne ligeså godt komme videre. Et af de sjoveste indslag ved opholdet i den by, var at indgangen til mit hotel lignede en smørehal hos en mekaniker, men værelset var fint.

Jeg så lige et Mayamuseum i Chetumal, og så tog jeg til busstationen. Museet var meget flot sat op, opdelt i Mayaernes tre verdener, oververdenen (himlen), jorden og underverdenen (vandet, havet og det underjordiske), men det meste var bare plastikkopier og måske knapt så fikst, men ganske informativt.

Busstationen med busserne til Belize var lidt af en oplevelse, især busserne selv. Gamle halvudrangerede amerikanske ex-skolebusser, der lige med nød og næppe kunne hænge sammen. Ansigterne havde også ændret træk – det var på det nærmeste som at komme til Afrika igen. Jeg var jo også på vej til de sortes Caribien, så det hele begyndte at ligne noget temmelig anderledes end det Mexico jeg nu havde været vant til i 2 uger.

Men søde og flinke mennesker, især buskonduktoren, som rigtig gerne ville snakke og skulle høre hvad jeg skulle se i Belize. Så lige umiddelbart et godt førstehåndsindtryk af Belize, det skulle dog ændre sig en hel del senere.

Jeg slap både ud af Mexico og ind i Belize uden problemer overhovedet, flinke grænsebetjente på begge sider og kun smil og ønske om en god rejse.

I løbet af de første kilometer i Belize blev bussen fuld af sorte i alle aldre, meget kønne og med store smil. Rigtig meget som at være i Afrika. Landskabet ændrede sig også lidt, nu var sukkerrørsmarker de dominerende, bananlunde og magre heste og æsler bundet til træerne. Passagerne var en blandet skare af flest sorte men også et par mexicanerne ind imellem. Jeg var den absolut eneste hvide turist. Der var engelske skilte overalt, kun meget få spanske. En stemning af rigtig meget Rasta, Bob Marley og en skvis Jamaica, godt blandet op med reggaemusik og gamle Chevroletbiler, der afgjort havde set bedre dage. Kom forbi den ene bilkirkegård efter den anden. Der hele så egentligt lidt halvsølle og fattigt ud, sådan lidt ligegyldighedsagtigt.

Læs også:  El Salvador - skrækhistoriernes højborg eller...?

Men folk virkede meget rare, og så snakker de engelsk med en meget sød og kær accent. En sød gammel mand, kulsort med næsten hvidt hår snakkede til mig og spurgte om det var første gang jeg var her. “Pas på dig selv” sagde han med alvorlig mine. En rigtig sød gammel bedstefar type. Men han så lidt alvorlig ud da jeg fortalte at jeg rejste alene.

I byen Orange Walk blev bussen invaderet af en hel flok små mørke knægte der solgte hjemmelavet appelsin – og melonjuice, rød og orange Fanta og et eller andet lysebrunt mælkeagtigt på flasker. Jo længere sydpå vi kom, jo mere blev bussen propfuld af sorte, ingen mexicanere og heller ingen hvide for den sags skyld. Yngre mødre med deres utroligt bedårende unger sovende på nakken, ældre mennesker og folk som havde været over grænsen til Mexico for at handle ind. Det er meget billigere for dem i Mexico, end i Belize.

Ind imod Belize City kører man med Det Caribiske Hav på den ene side og en meget smuk flod på den anden. Floden minder til forveksling om Zambezifloden i Zambia, det eneste der mangler er at flodhestene stikker hovederne op af vandet.

Mit første indtryk af Belize City er at det er en skummel by, og det viser sig at være rigtigt. Stationen hvor alle de gamle ex-skolebusser holder ligger ved siden af den mest beskidte og klamme rendestensvandløb, fyldt med skrald og skidt. De er en stank uden lige. De første 117 taxichauffører overfalder mig og spørg hvor jeg skal hen, det ved jeg jo knapt nok. Det eneste jeg ved er, at jeg skal væk herfra og ind, og det kan ikke gå hurtigt nok. Finder en roligt udseende ældre taxichauffør og spørg ham hvor det moske vil være bedst at bo. Mere for at få et overblik over byens skumle kvarterer fra en lokalkendt. Han foreslår Seaside Guesthouse, som jeg også selv havde kigget på. At han så senere for kommission for at bringe mig dertil, er jo så en anden sag, men pyt nu med det. Han kører mig dertil for 5 USD.

Læs også:  El Salvador - en meget mere positiv oplevelse end forventet

Har ikke nogen anelse om veksleraten her, hvad USD svarer til i Belizedollar, men det må jeg finde ud af senere. Vi kører gennem et af de grimmeste, mest ode og underligste byer jeg længe har set. Her virker mistænkeligt dødt, men taxichaufføren siger at det er fordi det er søndag. Et af det helt typiske tegn på at det ikke er spansk/latinamerikansk domineret. I de spansktalende lande er der nemlig aldrig særlig meget forskel på søndage og hverdage, der er gang i den 7 dage om ugen. Absolut ALT er lukket! Den mest besynderlige by, som om her er blevet smidt en atombombe. Jeg for et eneværelse hos en frodig sort negermama til 25 USD. Det virker som et nogenlunde sikkert sted. Ingen har rigtigt nogen forklaring på hvorfor Belize er så fattigt, og samtidigt er så dyr. Det er et af de dyreste lande i Mellemamerika, men også en af de mere fattige, så det hænger ikke helt sammen. Eneste forklaring jeg har hørt, er at de fleste indbyggere i Belize har familie enten i USD eller England, så derfor er det dyrt. Ved nu ikke om det lyder helt logisk. Men det er en af forklaringerne. Belize er en gammel britisk koloni, har for heddet Britisk Honduras.

Jeg vover mig ud i det her yderst besynderlige nabolag, ikke så meget som en restaurant har åbent. Begynder faktisk at spekulere på, om de her mennesker overhovedet for noget at spise nogensinde. Øde gade, alt lukket, hjemløse og fattige hænger rundt på gadehjørnerne, og har alle sammen et eller andet at robe efter mig. Jeg ser ingen turister, ingen hvide. Faldefærdige huse, beskidt og affald ligger rundt i gaderne. Jeg prøver at virke cool, og finde noget at spise, men det holder meget hårdt denne eftermiddag. Mit første indtryk af byen er rigtigt, her er skummelt og underligt, og jeg vil afgjort påstå at det er den grimmeste by jeg har set til dato.

Læs også:  ”Og nu vi lige er ved søfartshistorien…!”

Ender endelig op på bådterminalen, hvor de da i det mindste har en kiosk med sandwich og vand. Byen er fuld af sorte betjente på cykler, de er til gengæld vældig flinke, hilser pænt på en osv. Men resten er lidt småsære. Jeg fornemmer tydeligt at her er det ikke godt at gå ud om aftenen alene, det er knapt godt at gå alene ved højlys dag, men det er jeg jo nødt til. Foler alles blikke i nakken. Jeg skal gå med så lidt penge som muligt og slet ikke andet. Pas og billet ville være at udfordre skæbnen.

Det er en af de byer, som det tager noget tid at blive gode venner med. Bryder mig absolut ikke om stedet, mændene er påtrængende og irriterende på en træls måde, og her er bare generelt utrygt. Men det er også min erfaring at den slags byer, ikke er gode at ankomme til en søndag. Det giver et helt forkert indtryk af byen. Så den for en chance til i morgen. Men indtil i går et temmelig suspekt sted, med nogle temmelig suspekte mennesker.

Nu hvor jeg sidder og skriver er det så imidlertid blevet mandag formiddag. Jeg har sovet godt i nat, bortset fra larm fra alle sider i går aftes. Lige lidt verdenshjørneundervisning. Nord for mig, spillede de noget Calypsolignende musik med ekstra bas, ost for mig korte Tv’et “Simpsons” på fuld lydstyrke, vest for mig korte naboværelsets ventilator for fuld skrue. Mindede mest om et gammelt militært propelfly fra første verdenskrig. Og sidst men ikke mindst. Udenfor hyldede og gøde et velorganiseret hundekor. En hylende som en ulv, en anden lød bidsk som knurren med blottede hjørnetænder og strithår på ryggen, mens et par andre hunde i nabolaget svarede på samtalen det bedste de havde lært. Så der var larm fra samtlige verdenshjørner.

Læs også:  Mayagrotten i Belize

Så er det jeg spørg mig selv – hvorfor fanden det er så fantastisk attraktivt at rejse?

Men det hører jo med. Jeg vil vove at påstå at jeg efter hvilken som helst rejse i Latinamerika vil være i stand til at sove fredeligt og lykkelig på motorvej E45 i DK. Larmen derfra vil være det rene lyserøde lummervand i forhold til her.

Det er charmen og man vænner sig til det. Man er bare så træt så man med lethed kunne sove med en bombe i baghaven. Det er der ingen problemer i overhovedet!

Et kig på Belize City denne morgen har givet mig et lidt mere positivt indtryk af byen. Den er vågnet op til dåd. Den er stadig grim og beskidt, men her er et leben af en anden verden denne morgen. Jeg har fået vekslet 2 rejsechecks i banken, af et meget sødt og venligt personale. Alle smiler og virker vældig tilpasse. Så ok byen blev bedre, her er stadig lidt småspeciel, men egentligt ganske charmerende, hvis man lige ser bort fra skraldet og de magre hylende hunde. Jeg har fået købt en busbillet til Guatemala til i morgen. Har bestemt mig for at få Guatemala “overstået”. Jeg skal bare lige være der en 4 dage og se mayaruinen Tikal og så tager jeg tilbage igen til Belize, men til Vestbelize, til byen San Ignacio.

Vestbelize lyder helt igennem som et sted for mig. Der begynder at være mere bjergrigt, med højder op til 900 m. Mayaruiner i afsides beliggende hjørner af junglen, grotter med mayaknogler og en lokal heksedoktor. Og Amishfolket, som jeg gerne skulle prøve om jeg kan finde.

Læs også:  Danske laks og franske filosoffer

Jeg har også fået fundet ud af at der går færge til Puerto Cortes i Honduras hver lørdag, så det skal jeg lige havde til at passe med resten af rejseplanerne. Færgen går nede fra en by i det sydlige Belize, så så må jeg tage derned og udforske lidt. Ellers har jeg planer om et par små øer oppe nordpå fra Belize City, hvor man kan snorkle. Belize har verdens andet største koralrev efter Great Barrier Reef i Australien.

Jeg er sikker på at Belize er et smukt land, man skal bare lige finde ud af at se skønheden i rendestenen, komme de rigtige steder og fokusere på folket i stedet for skidtet. De er umiddelbart nogle meget søde og festlige mennesker, så jeg er sikker på at det skal nok gå. Men jeg skal stadig passe på mig selv, ikke noget med nogle flimreture efter mørkets frembrud. Her er narko i læssevis og hvad dertil nu hører af lumre personligheder.

Dagens vise ord herfra: Selv grimme og skumle byer fortjener en chance. Måske er der noget godt alligevel. Der findes gode mennesker overalt.

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments