Vi sagde ja til hinanden i en drypstenshule i Italien

Vielsesritalet-læses-op-på-italiensk-af-den-lokale-borgmester

Lige præcis i dag er det seks år siden, Bo og jeg blev gift i en drypstenshule i Monte Cucco i Umbrien i det centrale Italien – d. 12. juli 2011. Hvordan det gik for sig er lidt af en historie, for hvordan i alverden får man sådan en vanvittig idé, som at ville giftes i en grotte, og hvordan klarer man lige skærene i den forbindelse? Vores bryllup endte med at blive et noget større projekt, end vi lige havde forestillet os, men det er ret sjov at fortælle om her bagefter.

Det hele startede egentligt med, at vi i 2010 var i Skotland, hvor Bo forelskede sig uhjælpeligt i de skotskternede uldne kilte, som mændene derovre går rundt i. I noget tid snakkede vi lidt om at ville giftes i en eller anden forblæst kampestenskirke i det skotske højland med præsten og brægende får som eneste vidner, men det lød lidt koldt og lidt besværligt, og så droppede vi ideen. Vi var nok mere til et varmt klima.

Tiden gik og en ny idé kom på banen. Vi skulle i forvejen til Italien i sommeren 2011, og så fik vi lidt en sød stemning om et romantisk bryllup i et lille kapel i Rom pisket op. Det skulle bare være noget helt stille og roligt og diskret. Ikke på nogen måder noget stort.

Vi-skriver-vielsesattesten-under-hos-borgmesteren-i-Gubbio

Den første del af brylluppet foregik på det lokale borgmesterkontor, hvor vi skulle skrive under på vielsesattesten. Det var den nemme del af det, anden del blev straks mere krævende – vi havde nemlig et bjerg at bestige, inden vi for alvor kunne sige ja til hinanden.

Kirkegulv med et par enkelte ujævnheder
Vi begyndte at undersøge, hvordan vi skulle gribe det an, men det viste sig at være meget dyrt at blive viet i et kapel i Rom, og så gik vi også fra den idé. Men hjælpen kom fra en helt uventet side – og hvilken hjælp! Vi lærte nemlig et dansk ægtepar at kende, som bor nær byen Perugia i Umbrien omkring 200 kilometer nord for Rom. Og Maria, konen, kom med et forslag, som vi ikke helt kunne stå for.

Læs også:  Canadiske naturperler og islændinge med royalt blod

”Hvad med at blive gift i en grotte” spurgte hun – jo, da, den var vi da helt klar på. Der er vel lidt eventyr i én, ikk! Nu er der imidlertid dét ved det, at når jeg tænker drypstenshule og så bryllup i samme sætning, så tænker jeg jo en pæn nogenlunde vandret indgang, hvor man kan gå ind, uden at skulle være iført trekstøvler, ishakke og klatreudstyr. Jeg havde jo ligesom en plan om, at skulle have en brudekjole på. Måske ikke ligefrem en marengskjole med hele udstyret, men alligevel.

Maria havde ikke set grotten, men turistrådet i området ville gerne promovere stedet, da grotten havde været lukket for offentligheden i mere end ti år. Nu havde man gjort den klar til turister, og hvad var så en bedre start end at begynde med et bryllup, så Bo og jeg sagde ja tak. Det skulle vise sig at blive noget af en oplevelse.

Jeg læste på 1. semester af journalistuddannelsen på det tidspunkt og mellem adskillige eksamener og meget stahej og planlægning valgte jeg brudekjole og slør. Og fra at det faktisk skulle havde været en lille nem og diskret sag, endte jeg op med en brudekjole med stort slæb og langt slør – stadig i rolig forvisning om, at indgangen til grotten ville være bare en rimelig grad af brudekjole-gå-venlig.

Små sølvstilletter fra Lilly blev også indkøbt. Bo købte en lys sommerhabit, butterfly og pæne sko. Vi var helt klar til at sige ja. Absolut ingen i vores familier vidste noget. Kun lige til allersidst inden afrejse, fordi jeg ikke kunne holde min mund til min mor. Bo var mere standhaftig.

To-forelskede-huleboer,-der-er-på-vej-til-at-blive-gift

Det er ikke helt nemt at kysse hinanden med hulehjelme på. Det her billede er taget dagen inden selve brylluppet, hvor vi var oppe for at se hulen for første gang – og hvor en præst velsignede stedet med vievand.

Viet i tyl, strut og huleudforskerhjelm
Dagen før vi skulle giftes i grotten, skulle vi op for at se stedet, og der ventede os mildest talt noget af en overraskelse. Stien op til indgangen var cirka en halv meter bred, og så gik det ellers flere hundrede meter nedad til højre. Både jeg og borgmesteren, der skulle vie os, er højdeskræk, men har man sagt A, må man også sige B. Der var ikke noget at gøre – der var én vej, og det var opad. Monte Cucco er 1566 meter høj, så det gik helt bogstaveligt én vej, og det var OP!

Læs også:  Freemasons Hall i London – et smugkig ind i en helt speciel verden

Da vi med bævende knæ har overvundet dén forhindring, kommer den næste. Indgangen til grotten består af et aflåst stålbur, og indenfor er der en metaltrappe 40 meter ned i dybet. Vi skal altså kravle ned ad stigen, for at komme til der, hvor grotten starter. Den kan I godt lige se for jer, ikk? Mig i stor brudekjole, langt slør og sølvstilletter med similistene. Hmmmm!! Nej vel?

De har indkaldt præsten for sognet til at komme op til hulen for at velsigne den med vievand, inden vi skal giftes, så den halve landsby er med. Alle er nysgerrige og synes simpelthen, det er et hit, at der skal holdes det første bryllup nogensinde i grotten.

Næste dag skal første del af brylluppet foregå på borgmesterkontoret i byen Gubbio. Det er meget romantisk. Vi går ned gennem den fineste lille gade med gamle middelalderhuse, og alle de gamle koner hænger ud af vinduerne med beundrende blikke og råber beeeelllllaaaaa! Vi skriver vielsesattesten under og går ud i den lune formiddag. Min brudebuket er bundet af den lokale blomsterbinder, og alt er fuldstændig fantastisk. Vejret er, som kun vejret kan være i Italien i juli. Varmt, højt solskin, ca. 36 graders varme og bare vidunderligt.

På-vej-til-bryllup-ad-en-smal-sti-på-Monte-Cucco

Vejen til “vores katedral” gik gennem et skovområde – helt som en almindelig trekkingtur. Jeg endte da også med at droppe de små sølvstilletter og tog mine Teva sandaler på istedet for.

Men der skal jo knokles! Efter at vi har skrevet under på de formelle papirer, der selvfølgelig er på italiensk, er det af med brudekjolen og i shorts, T-shirt og trekking-sandaler. Vi har et bjerg at bestige – så det gør vi så.

Læs også:  Tågeskove og menneskeofringer

Opad går det til parkeringspladsen for foden af Monte Cucco, og her går det op for os, at den der lokale fotograf, som vi havde hyret til lejligheden, faktisk har udviklet sig til at være hele den lokale tv-station. Det er jo en cool nyhed, for det er første gang, at et brudepar skal vies i grotten, så tv er på pletten – det skal jeg da lige love for.

De slæber, jeg ved ikke hvor mange kilo lydudstyr, lys, ledninger, kameraer og jeg skal komme efter dig op i grotten – og der er altså et godt stykke op ad en stejl bjergsti. Jeg koncentrerer mig om at få alt mit brudekjole-happengut med. Det der med de små ellers ganske chikke sølvstilletter, ender jeg med at droppe – så jeg bliver simpelthen gift i Teva treksandaler – de er da også meget mere behagelige.

Monte-Cucco-er-1566-meter-høj-og-ikke-lige-bare-sådan-at-kravle-opad-og-slet-ikke-iført-brudekjole

Stien til grotten – ikke det fedeste når man er højdeskræk og egentligt skulle være iført brudekjole med slæb og langt slør.

Et stille og diskret bryllup – hmmm!
Vi får os moslet ned af stigen, der er fugtig, fordi kulde fra grotten mødes med de 36 graders varme oppe på landjorden. Der er ca. otte graders varme nede i 40 meters dybde i hulen. Nu skal jeg have kjolen på igen. Det er altså ikke helt nemt med snøre i ryggen, langt slør, handsker og brudebuket. Men pigerne står med et lagen, og jeg står bagved og bliver klædt på efter alle kunstens regler.

Nu bliver næste projekt at gå ”op ad kirkegulvet.” Det største rum i grotten hedder katedralen, og hvad er smukkere end at sige ja til sit livs kærlighed i en katedral. Det er meget romantisk, men jeg er nødt til at hive op i slæb, slør, tyl og skørter, for der er små vandpytter på grottegulvet, og det drypper ned fra det enormt høje loft. Det er klart – det er jo ligesom en drypstenshule. Det giver jo mening.

Læs også:  Aarhus Street Food – det aarhusianske svar på Brick Lane i London

Bo har fået en skrig-orange huleudforsker-hjelm på med lys i panden – jeg tager chancen uden beskyttelse, så mit slør ikke bliver krøllet og beder til grotteguden om, at han ikke lige pludselig skal få den fikse idé at hælde en flere millioner år gammel stalaktit ned i bærret på mig.

Så begynder ceremonien – på italiensk. Så vi ved reelt ikke en disse om, hvad vi siger ja til og hvornår. Vi siger bare sii siii og smiler og kysser og alle klapper. Vi giver hinanden ringe på, drikker champagne og i stedet for ris bliver vi overdrysset med røde rosenblade.

På-vej-til-vores-bryllup-i-en-drypstenshule-i-Italien

Klar til at blive gift – her er vi ved stålburet, altså indgangen til grotten, hvor vi skal kravle ned af en 40 meter høj stige, for at komme ned til selve grotten. Ikke ligefrem jordens nemmeste indgang.

Der bliver holdt taler, og det hele er mere romantisk end vi nogensinde havde drømt om, men det er altså også hårdt. Efter ceremonien er det af med kjolen igen, op ad 40 meter våd stige igen og så i kjolen på ny. Vi sveder som arbejdsheste, men vi er lige blevet mand og kone – godt nok under noget utraditionelle omstændigheder, men ægtefolk dét er vi! Jeg behøver vist ikke at forklare meget om, hvor trætte og udmattede vi er, da vi kommer til aften. Der bliver ikke megen romantik på bryllupsnatten.

Oppe på landjorden bliver vi modtaget af en bil med balloner og nygift-skilte, og alle morer sig herligt. Som sagt var den halve landsby med og det, som egentligt startede med, at skulle være et helt stille og roligt og diskret bryllup er nu nærmest ude over hele Italien.

Vi spiser en fin middag med vores danske venner, og så er det tid at ringe hjem til vores forældre for at fortælle, at vi er blevet gift. De får sig noget af en chok. Bos far bryder ud i det vildeste grineanfald, og Bos mor står i køen i Kvickly. ”HVAAAAD, ER I BLEVET GIFT?” Det får de folk, hun står sammen med i køen til at bryde ud i klapsalver. Og facebook eksploderer! Det vælter simpelthen ind med lykønskninger. Folk er vist mere eller mindre i chok – på den gode måde. De synes vist, at vi er lidt skøre.

Læs også:  Tongariro Crossing – et af de mest spektakulære hikes i New Zealand

På grund af at den lokale tv-station var tilstede ved bryllupsceremonien, så ender vi jo selvfølgelig og helt naturligt i deres aften-news. Det er faktisk ret vildt at iagttage de næste dage, hvor vidt det kommer ud. Medierne synes, det er en sød og romantisk historie, og inden vi når at tænke, har det nået det engelske nyhedsbureau Reuter, så det er ude i England også.

I løbet af de næste par dage kan vi, når vi googler Wedding in Monte Cucco, finde omtale på de næste tre fire sider. Et canadisk nyhedssite og en hjemmeside for grotte-udforskere viser også vores historie og billede. Så stadigvæk – det der diskrete bryllup vi egentligt gerne ville have, dét gik ligesom lidt fløjten, men sødt, sjovt og romantisk var det bestemt. Da alt virakken havde lagt sig, tog vi på bryllupsrejse til Assisi og Rom, hvor vi i førstnævnte boede på et nonnekloster.

Inden-nedstigningen-til-grotten,-hvor-vi-blev-gift-i-2011

Bryllupsgæsterne er ved at indfinde sig ved indgangen til hulen – lidt utraditionelt er alle udstyret med orange hulehjelme. Det er ikke så tit, man går til bryllup i den mundering.

Bryllupsdag i hver sin ende af verden
I dag er det som sagt seks år siden, vi blev gift, og vi tænker stadig tilbage på begivenheden med et stort smil på læben. Det gør alle vel i forhold deres bryllup, men vores endte godt nok med at være noget særpræget. Jeg tror seriøst, at hvis vi havde vist på forhånd, hvad det var, vi sagde ja til med den grotte, ja, så havde vi nok lige overvejet tingene en ekstra gang.

Det er nu engang lidt lettere at gå op ad kirkegulvet i Aarhus Domkirke end at kravle 40 meter ned i dybet med brudekjolen på nakken – men hver med sin lyst. Faktisk så har jeg altid været typen, der har villet have et helt traditionelt kirkebryllup med præst, hestevogn med hvide heste og hvad der nu ellers hører til.

Læs også:  Planlæg din tur til Canadas nationalparker og undgå kaos

Trods alt mit rejseri har jeg aldrig følt trang til at sige ja til mit livs udkårne hverken på en bjergtop i Himalaya eller på en strand på Tahiti, men det skulle altså komme til at gå lidt anderledes til end hvad jeg lige havde forestillet mig.

Nu har vi jo så holdt bryllupsdag seks gange, og de fire stykker af dem har jeg været ude at rejse, men så har Bo og jeg en lille sød tradition, som vi holder vedlige hvert år. Vi mødes på en café i hvert vores land. Bo hjemme i Danmark og jeg, der hvor jeg nu er.

Så bestiller vi kaffe og et godt stykke kage, og så ringer vi til hinanden og hyggesnakker og siger tillykke. Vi har på den måde holdt bryllupsdag i Dingle i Irland, Prag i Tjekkiet, Riga i Letland og i år har vi altså holdt det henholdsvis i Aarhus og i Hinton i Canada. Det skal lige siges, at vi også har holdt bryllupsdag sammen ombord på Hjejlen på Silkeborgsøerne, hvor vi sejlede til Julsø ved Ry og fik det helt store kaffebord med kager i læssevis.

Vores-bryllup-Monte-Cucco-i-Italien

Så blev der skålet i champagne. Vi var blevet ægtefolk, og den halve landsby klappede og smed rosenblade efter os. Det hele blev foreviget af den lokale tv-station. Så det der stille og diskrete bryllup, vi havde drømt om – dét blev ikke rigtigt til noget. Men det var sjovt og lidt skørt – noget vi kan grine meget af i dag.

Det har været lidt mere besværligt, at holde bryllupsdagstraditionen vedlige i år på grund af otte timers tidsforskel, så vi har bare skypet. Men jeg har sendt blomster og lakrids via Interflora til Bo, og så holder vi en revanche-kaffehyggebryllupsdag, når jeg kommer hjem fra Canada. Det skal for en god ordens skyld også siges, at vi på alle andre af årets mærkedage er rigtigt gode til at huske at hygge om hinanden. Jul, påske, pinse, årsdag – vi kan altid finde en anledning, og hvis der ikke er en anledning, så opfinder vi bare én.

For eksempel så husker vi altid at fejre kærligheden på Valentinsdag. Det kan godt være, at folk synes, at Valentinsdag er noget amerikansk pladderfis, men vi synes, at det er en god anledning til at hylde kærligheden og gøre noget godt for hinanden. Så køber vi røde roser og chokolade, spiser god mad og hygger igennem. Det gør vi tit, men især til de særlige mærkedage.

Der er mange måder at være gift på og ikke én er jo den rigtige, men det med at rejse har været en fast bestanddel af vores ægteskab, lige siden vi mødtes. Bo rejser gerne med en gang imellem, men det er ikke altid han har tid eller lyst, og så gør jeg det selv.

Vi har sammen været både i England og Egypten to gange, Skotland og Italien, men selvfølgelig er det hårdt engang imellem at være fra hinanden. Jeg vil da sige, at det er godt, at der er noget, der hedder Skype og diverse chatrooms, ellers ville det være for svært. Det er klart, at vi savner hinanden, når vi ikke er sammen.

Til sidst en varm hilsen, stor tak og kærlig hyldest til min søde og tålmodige ægtemand, til kærligheden, de nyforelskede, de elskende par og alle diverse romantiske hyggetrolde i det ganske danske land her fra Hinton, Alberta i Canada :-)

Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
Fotos: Fra det private fotoalbum

 

Share Button

Relaterede indlæg

Comments

comments