Med inddragelse af velvalgte tekster ønskes en redegørelse for grundtankerne i Agama Hindu Dharmas lære og praksis, herunder dens tilværelsesforståelse og forestillinger om frelse. Desuden ønskes en kort beskrivelse af den balinesiske hinduismes  overgangsriter og en drøftelse af disse riters psykologiske og sociale betydning.

Indledning
Formålet med denne opgave er ud fra Bhagavagita, at beskrive og karakterisere væsentlige begreber indenfor den balinesiske hinduisme. Jeg har specielt beskæftiget med læren, tilværelsesforståelsen og selve den praktiske gudedyrkelse (kulten). Som afslutning følger et afsnit om religionens overgangsriter.

Det er i et forsøg på, at få en større forståelse af Agama Hindu Dharma, jeg har valgt netop dette emne. Religionen kan for os vesterlændinge være uhyre kompliceret at forstå og svær at forholde sig til. Vi er opvokset med en helt anden religion og tradition, andre regler og normsæt, for slet ikke at tale om livsanskuelse. Som vesterlænding far man utrolig stor viden og indsigt i hinduismens tilværelsesforståelse og filosofi ved at studere hinduistiske tekster som f.eks. Bhagavagita indgående. Det er komplekst stof, men meget bliver også sat på plads. På enkelte områder finder man sågar paralleller til vor egen kristne tro.

Udover et ønske om at kunne tyde og forstå hinduismens filosofi, har 2 rejser i Sydøstasien (herunder Bali) og i Indien/Nepal naturligvis også haft en vis indflydelse på mit valgt af emne.

I det sidste afsnit vil jeg komme ind på overgangsriternes psykologiske og sociale betydning. Det er her især interessant, at beskæftige sig med spørgsmål som hvad sker der hvis disse overgangsriter ikke overholdes? – og hvilken betydning har det for samfundet, familien og det enkelte individ? Endelig vil det være interessant, at vide hvilke konsekvenser det rent psykologisk får for individet at gå igennem disse overgangsriter, samt hvordan det ruster det enkelte menneske til livet bagefter.

For at give læseren den rette indgangsvinkel til religionens lære, tilværelsesforståelse og kult, har jeg valgt i starten af opgaven, at komme med en kortere historisk oversigt over hinduismens opståen i Indien og dens senere udbredelse til Indonesien. Min hensigt med dette, er ligesom at give en større sammenhæng i – og forståelse af de næste afsnit.

I løbet af opgaven henvises til andre litterære hinduistiske værker og tekstsamlinger, samt til forskellige guddomme. Igen har jeg for, at give læseren chance for større forståelse og sammenhæng, udarbejdet 2 bilag med oversigt over henholdsvis hinduismens samlede tekster og over indiske og balinesiske guder. Da hinduismens gudeverden er aldeles uoverskuelig, har jeg kun taget de vigtigste med. Opgaven er et forsøg på, at fortolke og få et overblik over en meget kompleks, mangfoldig og vidtspændende religion. Herudover at give en kort historisk oversigt over hinduismens opståen i Indien – og senere udbredelse til Indonesien.

Mellem 2000 – 1500 år f.Kr. udvandrede nogle Indoeuropæiske stammer (Arierne) fra områder i det sydlige Rusland eller Centralasien. Arierne trængte ind og bosatte sig i den frugtbare Indusdal i det nuværende Pakistan. På det tidspunkt boede Draviderne i Indusdalen, et mørklødet stammefolk, som i dag mest beboer det sydlige Indien. Der opstod nu en ny religion, som følge af Ariernes ankomst. Draviderne havde en animistisk religion, mens Arierne medbragte Veda-religionen. Disse to former for religion smeltede sammen, og dannede grundlaget for den senere hinduisme. Veda betyder viden, og referere til den litteratursamling, som anvendes i hinduismen. Teksterne er skrevet på det Indoeuropæiske sprog Sanskrit. Man troede på, at den hellige viden var skabt af gud, og at den havde eksisteret siden tidernes morgen.

I løbet af de næste ca. 3000 år udviklede hinduismen sig til at være den fremherskende religion i Indien. Religionen spredtes videre i store dele af Sydøstasien af bl.a. hinduistiske købmænd og handelsfolk.

Omkring 400 år f.Kr. var hinduismen nået til det nuværende Indonesien, nærmere betegnet Java og den østlige del af Borneo. Hindu-kongedømmer opstod flere steder på Java og omkring år 910 flyttedes meget af den politiske aktivitet til den østlige del af Java. Øen Bali blev nu en stat under det store hinduistiske rige på Østjava.

Den oprindelige befolkning på Bali (Bali-Aga) havde ligesom Draviderne i Nordindien en animistisk religion. Man dyrkede naturguder og forfædre, ligesom bjerge, vulkaner og havet havde en væsentlig rolle i religionen.

Da hinduismen kom til Bali skete der en sammensmeltning med Bali-Aga folkets animistiske tro. Guderne fra den indiske hinduisme blev anerkendt, samtidig med at forfædrenes gamle guder og ritualer også blev bibeholdt. Selvom Indien i høj grad har haft indflydelse på Bali’s religion, via litterære, sociale, religiøse og politiske modeller, så blev Bali aldrig et Indien i miniformat. Balineserne tilpassede sig den indiske indflydelse, men holdt stadig fast i den oprindelige tro. Derved var grunden lagt til den specielle balinesiske hinduisme, Agama Hindu Dharma. I de næste mange hundrede år af Bali’s historie udspilledes en række stridigheder om magt og indflydelse. Dette resulterede bl.a. i en selvstændighedsperiode på 235 år. I denne periode skete der en mærkbar ændring i og tilføjelse til religionen. Kongerne begyndte nemlig, at skabe meditationshuler, hvilket tyder på at religionen blev tilført buddhistisk indflydelse.

Flere steder på Java har man i nutiden fundet buddhistiske statuer sammen med de hinduistiske. Ligeledes er det store tempelkompleks Borobodur på Java et eksempel på buddhismen. På Java havde det store Majapahit-rige opnået en anseelig størrelse og i år 1284 og 1343 invaderes Bali af Majapahit-riget. Det medførte store omvæltninger for Balineserne, og de der var imod det nye styre flygtede op i bjergene. Under Majapahit-riget indførtes det nuværende kastesystem. Det lignede dog langtfra det indiske. I det balinesiske kastesystem findes 4 kaster. Braminerne (præsterne), Satria (adelsmænd), Wesya (jordbesiddende adelsmænd) og til sidst Sudra’erne som var resten af befolkningen. Der var og er således ingen kasteløse eller urørlige.

I år 1515 brød det hinduistiske Majapahit-rige sammen pga. at Islam indføres på Java af muslimske handelsrejsende. Hinduerne fra Java blev nu fordrevet i stort antal til Bali. Hele det hinduistiske aristokrati af præster, soldater og kunstnere flygter til øen.

År 1550 kom der en mere hensigtsmæssig styring på Bali’s politiske og religiøse situation under den nye Kong Batu Renggon. Øen oplevede nu en stor opblomstringsperiode, hvor såvel kunsten som det religiøse liv opnåede et højt stade.

Balineserne oplevede også “at få deres åndelige og verdslige verdener forenet”. Man opførte nemlig en række store templer på øen, hvoraf det store modertempel Pura Besakih på Agung bjerget fik den centrale plads i det balinesiske hindu-dynasti.

Under opførelsen af templerne træffes også bestemmelse om, at fastlægge regler om overholdelse af de ceremonielle ritualer. Den javanesiske hinduistiske kalender Saka blev lagt sammen med balinesernes 30 ugers kalender, den såkaldte Wuku-kalender. Denne nyfremkomne kalender anvendes den dag i dag på Bali, til overholdelse af de for Agama Hindu Dharma vigtige hellige ritualer og festivaler.

Agama Hindu Dharma’s lære og tilværelsesforståelse
Den balinesiske skabelsesmyte ” Batara Guru (Den store læremester) og hans andet jeg guden Brahma lavede menneskefigurer af ler. De første figurer der blev brændt i ovnen blev for hvide og de næste blev for sorte. Sidste forsøg frembragte den helt rigtige gyldenbrune farve. Gennem meditation blæste Batara Guru og Brahma liv i figurerne og skabte derved det balinesiske folk .

Allerede i den balinesiske skabelsesmyte fornemmer man en smule af det hele Agama Hindu Dharma’s lære går ud på – nemlig modsætninger og den evige søgen efter harmoni mellem disse modsætninger. Det balinesiske folk er ikke hvide – ej heller sorte, men midt imellem, gyldenbrune. Hele det balinesiske kosmos går ud på, at skabe ligevægt og harmoni mellem evigt polariserende modsætninger, som nat – dag, øst – vest, styrke og svaghed osv. Balinesernes tilværelsesforståelse går ud på, at mennesket i sig selv ses som et mikrokosmos og dets tre dele (hoved, krop og fødder) er de tre dele af det kosmiske univers, himlen, menneskets mellemverden og underverdenen. Udover hinduismen tror Balineserne på ånder, naturguder og magi. Fra tidernes morgen har man forestillet sig et ordnet harmonisk univers, der strakte sig fra himlen over bjergene, ned til havets dyb.

Alt hvad der var smukt, helligt, guddommeligt og livgivende (Dewa og Batora) hørte til i de høje tavse bjerge, med vulkanen Gunung Agung som gudernes helligste bolig. Derimod fandtes alt ondt (dæmoner), skadeligt og destruktivt (Bhuta og Kala) i havet – i underverdenen. I den balinesiske sammenhæng er orden og harmoni personificeret i guderne og uorden i dæmonerne. Mellem de to verdener boede Balineserne fredeligt, hvor de dyrkede deres rismarker og levede i harmoni med sig selv, hinanden og guderne. Hvert eneste gøremål var forbundet med naturen, guderne og religionen. Rishøsten, børnefødsler, bryllupper, samt f.eks. opførelsen af nye huse eller templer var underlagt det guddommelige. Man søgte som sagt, at opretholde balancen mellem modpoler – og herved kosmos. Balineserne har et meget åndeligt og religiøst syn på deres omgivelser. Store høstudbytter kunne f.eks. skyldes den gavmilde indsats fra Dewi Sri, gudinden for ris og frugtbarhed.

For at modvirke kaos er det nødvendigt hele tiden at ofre til guder og dæmoner, for at opnå deres gunst og beskyttelse, men det vil jeg komme nærmere ind på under religionens kult og praksis. Det indtil nu beskrevne er den animistiske side af Agama Hindu Dharma, den mere hinduistiske del af religionen er, at der anvendes de samme begreber og lære som i den indiske hinduisme.

Man tror på mange guder, med mange fremtrædelsesformer. Shiva er den hindugud der dyrkes mest på Bali. Shivaismen blev taget med fra Java i forbindelse med Majapahit-dynastiets invasion af Bali. De to andre guder i den hinduistiske treenighed, Brahma og Vishnu tilbedes også, ligesom Krishna og en række af gudernes hustruer (Se Bilag 3 “Oversigt over indiske og balinesiske guder”). Toppen af det religiøse hierarki er guden Sanghyang Widi Wasa, som er den højeste enhed. I egenskab af skaber er han Brahma, som ødelæggeren er han Shiva og som bevareren er han Wishnu. Den balinesiske gudeverden er mangfoldig og kompliceret, og kan også variere fra område til område på Bali. Det afhænger også meget af situationen, hvilken gud man tilbeder.

Et andet indisk træk i den balinesiske hinduisme er troen på Atman, som er den evige uforanderlige sjæl eller jeget. Alle mennesker er ifølge hinduismen i besiddelse af Atman, som er en del af det guddommelige Brahman – selvet i alle ting. Brahman kan også forstås som universets inderste væsen “en enhed, der ligger til grund for alt det, der eksistere og giver alle væsener liv” 4). Man forsøger at opnå en forening af Atman og Brahman. Denne forening kaldes Moksha, hvilket betyder forløsning eller befrielse. Dette består i, at Atman ikke længere skal genfødes. Balineserne tror på reinkarnation (punarbhawa), hvilket vil sige at Atman hele tiden genfødes i et nyt væsen. Hvilket nyt væsen man genfødes som afhænger af ens karma. Karma er summen af ens gode og mindre gode gerninger i dette og foregående liv. Har man gjort en masse gode gerninger, er der plus på kontoen over god karma, mens dårlige gerninger naturligvis giver den modsatte effekt. For at forbedre sin karma er det bedst at blive født i menneskenes verden, da man her har mulighed for at forbedre sin karma og herved opnå et bedre stade i næste liv.

Indtil Atman og Brahman bliver forenet i Moksha, bliver Atman holdt fast i Samsara, som oversættes med livshjulet. Det er karmaen som er knyttet til Atman, der bestemmer om man endnu engang skal genfødes til endnu et liv i Samsara. Selvom dette fænomen nemt kan komme til at lyde som en evig trædemølle, betragter hinduerne det ikke som sådan. De ser det derimod som deres pligt (Dharma) at acceptere deres karma, så de kan opnå Moksha (den guddommelige lykketilstand, hvor sjælen er fri for alle ønsker) eller kosmisk bevidsthed som Balineserne selv kalder det.

Mange af disse begreber findes også anvendt i buddhismen, det kan derfor være lidt vanskeligt at se hvad der er hinduistisk og hvad der er buddhistisk i Agama Hindu Dharma. Kastesystemet findes ikke i buddhismen, og er derfor rent hinduistisk. De mange hinduguder der tilbedes i den balinesiske religion er naturligvis også hinduistiske. Der hvor det buddhistiske kommer ind i Agama Hindu Dharma er hvor man taler om Moksha. I ren hinduisme er der ikke nødvendigvis tale om individets udslukning, som der er i buddhisme. Buddhismen taler om individets fuldstændige udslukning, altså Nirvana. Det gør man også i Agama Hindu Dharma, hvor man altså her helt klart kan se hvilke bestanddele religionen er sammensat af. Man kan altså udlede at den balinesiske religionen er en mellemting mellem hinduisme, buddhisme og animisme med tydelige elementer fra alle tre religionsformer.

Ligeledes hører det til en balinesers pligt, at opføre sig så harmonien/kosmos opretholdes. Det kan lede til kaos og disharmoni, hvis man ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. vise sig i form af begær efter materielle ting. Det er en balinesers opførsel der i sidste ende afgør hans skæbne, Karma. Om han får et godt eller dårligt liv i næste reinkarnation. Kort sagt er det altså altafgørende, at man erkender, at enhver er en del af, og har en fast plads i universet, og at det herefter er ens Dharma, at opretholde fred, balance og harmoni.

I det følgende afsnit vil jeg inddrage 2 tekster fra den hinduistiske litteratur. Bhagavagita er en del af den hinduistiske Veda, og netop denne del læses med stor interesse på Bali. Lægfolk læser den for at opnå indsigt og forståelse, ligesom den er en vigtig del af børnelærdommen på øen. Man læser det store hinduistiske digt Mahabharata, som Bhagavagita og Ramayana er en del af. En af de andre foretrukne tekster på Bali er Ramayana, som både anvendes i de hellige danse og som moralske læresætninger for børnene. Ramayana vil jeg komme nærmere ind på under selve udøvelsen af kulten og gudedyrkelsen.

Jeg har valgt at beskæftige mig med 1. og 2. Sang af Bhagavagita, da man netop i disse to sange finder mange af de grundlæggende hinduistiske begreber anvendt. Det bliver herved lettere at forklare og analysere, når begreberne indgår i en sammenhæng. Teksten i Bhagavagita Sang 1 og 2

Bhagavagita – referat, analyse og fortolkning.
Bhagavagita handler i korte træk om en familiestrid i den store Bharataslægt. Den ene gren af slægten er Kuruerne, hvis ledere er den blinde konge Dhritarashtra og hans søn Duryodhana. På deres side står andre familiemedlemmer og tilhængere. Det er Samjaya, der fortæller historien. Den anden del af slægten er de 5 Pandu-sønner, der er Dhritarashtra’s nevøer. En af sønnerne er Arjuna, som sammen med guden Krishna (her en åbenbaring af guden Vishnu) udgør Bhagavagita’s hovedpersoner. Arjuna er klar til kamp i den hestetrukne stridsvogn med Krishna som vognstyrer. Da kampen skal til at tage sin begyndelse overvældes Arjuna af sorg, da han ser mange af sine slægtninge og venner i den hær han skal kæmpe imod. Arjuna lægger sit våben, men Krishna begynder en moralsk belæring til Arjuna om, at han skal gøre sin pligt. Arjuna er af krigerkasten, og det forventes derfor at han gør sin pligt og kæmper på slagmarken. Her skal Arjuna kæmpe for at udføre den pligt der netop hører til hans kaste. Handlingen skal udføres, ellers vil han “miste ære og ry, og for helten er det vanære værre end døden “

Analyse og fortolkning
I Bhagavagita sang 1 og 2 anvendes mange af de hinduistiske og buddhistiske begreber, som jeg beskrev i det forrige afsnit.

Hovedessensen i hele Bhagavagita er Dharma, dvs. at følge sin pligt. Et eksempel på dette står side 26 vers 42 “når ofringerne til de afdøde ikke overholdes …”. Her går Dharma begrebet på den rent kultiske forpligtelse, at det er ens pligt at give offergaver for at modtage gudernes gunst. Ligeledes kommer Dharma til udtryk side 29 vers 31 “du ser hen til din pligt, thi der findes intet bedre for en kriger end en retfærdig kamp”. Her gør Krishna Arjuna opmærksom på, at han er af krigerkasten, og at det forventes, at han kæmper. Han bliver endda lovet frelse, hvis han kæmper, i vers 32 “som er en åben port til himlen”. Hvis Arjuna ikke følger de forpligtelser der følger med krigerkasten, så vil han, “pådrage sig skyld og miste ære og berømmelse” vers 33 side 29. Krishna bliver ved med at tale om etik og moral gennem hele teksten, han siger side 31 vers 45 “hold dig altid til det væsentlige og vær fast” og i vers 48 “udfør dine handlinger”.

Krishna taler også om reinkarnation side 28 vers 13 “sjælen i dette legeme oplever barndom, ungdom og alderdom, således går den til andre legemer”. Side 29, vers 22 “Ligesom en mand aflægger sine gamle klæder og tager andre nye på”. Dette betyder at sjælen fødes igen og igen.

Atman og Brahman omtales som “denne evige uforgængelige, allestedsværende, faste og urokkelige” i vers 24 side 29 og side 28 vers 17 og 18. “Atman fødes ikke og dør ikke nogensinde, når den engang er til står der side 28 vers 20.

Ligeledes omtales begrebet Karma flere steder i teksten, f.eks. side 30 vers 43 “løn for gerninger lover en ny fødsel.  Her omtales faktisk både karma og reinkarnation, og igen at Arjuna skal følge sin pligt mht. den kultiske gudedyrkelse. Det er vigtigt at ofre, for at opnå frelsen. Vejen til frelsen går gennem Samsara, side 29 vers 27 “for den, der er død, en ny fødsel vis; derfor bør du ikke sørge over noget der ikke kan undgås”.

Krishna kommer i Bhagavagita også ind på, hvordan Arjuna (og hinduer i det hele taget) skal opnå frelsen (Samadhi/Nirvana). Krishna slår selvfølgelig først og fremmest på, at man skal følge sin karma og Dharma, sådan som forskrifterne siger, uden at bekymre sig om handlingernes resultat. Han anviser at man skal “udføre handlingen lidenskabsløst, uden begær og uden interesse for handlingens udfald”. Dvs. at Arjuna skal gå i krig og dræbe sine slægtninge og venner, uden at lade sig mærke af det. Det er pligten, når man tilhører af krigerkasten. Han skal gøre sin pligt – påtage sig sit ansvar, og derved bevare universets orden (kosmos).

Krishna forklarer også at vejen til Moksha kan gå gennem yoga og erkendelse. Side 31 vers 54 “erkendelse er sikker” og side 31 vers 55 “finder tilfredshed ved sig selv i sig selv alene”. Sidstnævnte refererer også til at forsage verden, dvs. opgive alle materielle ting og familie, meditere for at opnå indsigt og hengive sig i kærlighed til gud (Bhakti). Det vil altså sige, at den gud kærligheden rettes imod bliver frelseren.

“Den der udfører sine handlinger i Bhakti, dvs. i kærlighed til gud, uden begær og uden forhåbninger, han bindes ikke af karma” i).

Krishna giver også eksempler på kaosbegrebet. Side 32 vers 62 “tilknytning avler begær, begæret avler vrede”. Denne formulering går nok især på materielt begær og besiddertrang af enhver art. Begær kan også gå på magt og herskesyge, side 26 vers 45 “begær efter magtens glæder”. Han forklarer her, at jo mere begærlige vi er, jo længere kommer vi væk fra guds kærlighed og Bhakti (hengivenhed til gud). Kan man omvendt “opgive alle sine ønsker og leve uden attrå, uden tanke på “mit” og “jeg”, så finder man hvile” side 33 vers 71. Man er sikker på frelsen. Også erkendelsen har stor betydning for frelsen, side 32 vers 65 “under sindsro vinder han frelse fra alle lidelser… hans erkendelse når hurtigt fasthed”.

Sammendragende konklusion
Arjuna får moralske skrupler over, at skulle dræbe sine nærmeste slægtninge. Krishna gør opmærksom på, at han skal følge krigerkastens pligt og påtage sig sit ansvar. Han er så at sige født til at dræbe – det er hans karma. Krishna forklarer Arjuna, at det at slå ihjel ikke er så slemt endda, da man jo aldrig kan slå Atman, den uforgængelige sjæl ihjel. Det Krishna i virkeligheden siger, er at “man skal ikke lade være med at handle, men at man skal holde sig fri af handlingens konsekvenser”.

Bhagavagita har alt i alt til formål at vise, at vi som mennesker begår en fejl ved at binde os/klamre os til det forgængelige kropslige liv. Det er her begæret viser sit ansigt. Begær er mange ting: Materielt begær, seksuelt begær, trang til at gøre sig det behageligt, og sult er også begær. For at opnå Moksha skal man styre sit egoistiske begær, men da det er svært, kommer Krishna i Bhagavagita med flere forslag til, hvordan man ellers kan opnå Moksha. Krishna anviser 3 frelsesveje:

1. Jnana Marga (erkendelsens og kundskabens vej til frelse)
2. Bhakti Marga (tilbedelsens og hengivelsens vej)
3. Karma Marga (handlingens og pligternes vej)

I Bhagavagita taler Krishna mest om de 2 sidstnævnte. Bhakti Marga handler om at tro på gud af kærlighed, hengivenhed og tillid, mens Karma Marga går mere på det kultiske. Her opnår man frelsen ved at overholde bønner, ofringer, renselsesritualer og jævnligt at besøge templet. Ved at leve et godt liv – altså ved at handle uselvisk, fri for begær og jeg’ets bekymringer, kan mennesket gennem en række reinkarnationer forbedre mulighederne for at opnå åndelig fuldkommenhed, og herefter virkeliggøre sin endelige frigørelse fra Samsara. Bhagavagita er altså en lærebog/brugsanvisning for hinduer i ret opførsel mht. pligt og ansvar. Man far helt klare anvisninger på hvordan man skal leve, for at opnå Moksha. Hvis man skal drage paralleller til den kristne verden kan man sammenligne Bhagavagita med de 10 bud og Bjergprædikenen, der giver kristne anvisninger om leveregler og vejen til frelse. I Bjergprædikenen understreges det bare, at man frelses gennem tro og ikke gennem handlinger.

Agama Hindu Dharma’s praksis (kulten) og forestillinger om frelse.
I den balinesiske hinduisme benytter man sig mest af Bhakti Marga, for at opnå frelse. På Bali er en uhyre stor del af gudedyrkelsen baseret på ritualer og ofringer. Det er meget vigtigt, at takke for gudernes gavmildhed ved at give offergaver. Der gives offergaver til hinduguderne, men i lige så høj grad til naturguderne som risguder, forfædre, og frugtbarhedsguder. Endelig må man ikke glemme offergaver til heksene og dæmonerne, for at holde dem på afstand. Hver gang Balineserne tilbeder en af naturguderne tilbeder de indirekte den øverste åndelige enhed Sanghyang Widi Wasa.

Balineserne opdeler deres ritualer i 5 forskellige grupper:

1. Dewa Yadnya: Udføres for guddommene.
2. Bhuta Yadhya: Er for de dæmoniske kræfter.
3. Pitra Yadnya: Er for de døde eller forfædrene.
4. Manusia Yadnya: Er for de levende.
5. Den femte og sidste gruppe er for indvielse af præsteskabet.

Helt konkret går ofringen ud på at glæde og tilfredsstille guderne med noget smukt for øjet og for ganen. Ved tempelfester for guderne og ved afholdelse af forskellige overgangsriter laver kvinderne store kransekageligende opsatser af frugt, blomster, ris og med røgelsespinde som pynt. De er utroligt kunstfærdige og det tager lang tid at lave dem. Balineserne elsker deres guder og de gør alt for at vise smukke tanker og handlinger for dem. Man ønsker at takke guderne for Bali’s overvældende frugtbarhed og at vise kærlighed og hengivenhed. Offergaverne for de gode guder er som sagt store og prangende, mens gaverne til dæmoner er af anderledes beskeden karakter. Gaver til dæmonerne skal så til gengæld fremstilles hver dag, og helst flere gange om dagen. Det er små kurve af flettede palmestrimler med ris, blomster og røgelsespinde i. De ligger typisk på fortovet lige ved døren til butikkerne eller hjemmet, herved sikrer man sig, at onde onder og dæmoner ikke kommer ind over dørtræet.

En meget vigtig bestanddel i Agama Hindu Dharma er helligt vand. Derfor kaldes religionen også for Agama Tirta – “det hellige vands religion”. Vandet fremstilles af en højt uddannet og respekteret Brahmin ypperstepræst, en såkaldt Pendanda. En sådan præst har stor viden om de hellige skrifter, om guder og ånder, og det anses som hans fornemmeste opgave at fremstille helligt vand. Begrebet helligt vand kommer fra Indien, hvor Gangesfloden løber igennem byen Varanasi. Stedet anses for at være et af de helligste i hele Indien. Vandet i Gangesfloden er helligt, da det udspringer i himlen, og det er forbundet med stor guddommelighed at bade i floden, herved vaskes alle ens synder af.

Bali’s hellige vand spiller en vigtig rolle i Agama Hindu Dharma, da det også her anvendes til renselse. Under ceremonier i balinesiske templer går en tempelpræst (Pemangku) rundt og stænker helligt vand på de bedende. Det symboliserer den hellige renselse, og man er derefter kultisk ren. Ceremonierne i templet foregår ellers med meditation, bøn og fremsigelse af hellige mantraer. Under bønnen takker man guderne og beder om at fa eventuelle ønsker opfyldt. Det behøver ikke nødvendigvis at være noget stort man beder om, de fleste beder om et godt helbred og at lykken må vare ved. Endelig har ceremonierne i templet også et socialt aspekt. Man mødes, snakker og hygger sig på tværs afkaster og deltager i fællesskabet. Det er dog ikke kun selve ceremonien der afholdes i templet, der foregår også en del andre aktiviteter.

Noget af det der gør Bali meget berømt og attraktivt for turister er den store mangfoldighed af dansedramaer, skyggespil (Wayang Kulit) og den specielle balinesiske Gamalanmusik. Grundlæggende er denne kunstneriske udfoldelse også et led i at glæde guderne, men den har også i høj grad en underholdende og opdragende værdi for Balineserne selv.

Gamalanmusik udføres af en stor gruppe musikere, og instrumenterne består af bronzexylofoner, gong-gong’er, trommer og bækkener. Musikken spilles i et forrygende tempo, og sidder man tæt på lyder det mest af alt som larm, men går man længere væk og hører musikken på afstand, kan man godt forstå hvorfor Balineserne kalder musikken for guddommelig. Gamalanmusik er endda blevet så poetisk beskrevet som “måneskin, der glimter i havets bølger “. Gamalanmusik hører sammen med dansedramaerne og skyggespillene. Ingen dans og skyggeteater uden tonerne af måneskin.

De store hinduistiske heltesagn Mahabharata og Ramayana bliver meget brugt på Bali, enten i dans eller skyggeteater. Skyggespillene foregår på den måde, at en dukkefører sidder bag et stykke oplyst lærred og fører dukkerne. De er skåret ud af okseskind og dekoreret på forskellig måde. Dukkeføreren (Dalang) repræsenterer den højeste guddom, og han anses for at være på højde med Brahmin- ypperstepræsterne. Han er da også en usædvanlig person, der kan huske flere hundrede historier udenad, samtidigt med at han kan styre dukkerne og dialogen i op til 6 timer uden ophold. Skyggespillene er en væsentlig del af de balinesiske ceremonier, især bryllupper, ligbrændinger og andre overgangsriter. Man kan også vælge, at fa en Dalang til at udføre skyggeteatret for en bestemt guddom, som en speciel tak eller gave.

Ramayana er et af de helt store tilløbsstykker på Bali, som i Indien. Selvom Balineserne kender heltesagnet udenad er man lige betaget hver gang det spilles. Ramayana er da også en af de mest kendt og folkekære heltehistorier blandt stort set alle hinduer i verden. På Bali opføres stykket både som dans og som skyggespil. Ramayana er en del af Mahabharata, og er historien om Prins Rama. I hovedrollerne møder man Rama, hans kone Sita, Rama’s bror Laksmana, abeguden Hanuman, og den onde konge Rawana og hans bror Wibisana. Historiefortælleren er Walmiki. Ramayana starter med at Rama bliver forvist til skovene i 14 år. Han skulle ellers arve tronen, men kongen er kommet til at love en af sine hustruer, at hendes søn skal være arving. Rama adlyder sin far og drager ud i skoven ledsaget af Sita og Laksmana. En dag får Sita øje på et smukt dyr, som hun beder Rama fange til sig. Mens Rama og hans bror er væk, bliver Sita kidnappet af Kong Rawana. Rama og Laksmana lover at befri Sita og under den farefulde færd far de hjælp af abeguden Hanuman og hans hær. I et blodigt og voldsomt slag bliver Sita befriet og den onde konge besejres. Sita og Rama genforenes, han krones til konge og alle er lykkelige.

Rama er den syvende inkarnation af guden Vishnu. Han er helten, og er i besiddelse af alle de egenskaber der skal til for at være en rigtig mand: Han er udholdende, ærlig og en kærlig og tro ægtemand. Han hører til krigerkasten (Kshatriya-klassen) og optræder som en sand hæderlig helt. Sita symboliserer kvindeligheden, uskylden og den hengivne og udholdende hustru. Hun er trofast og gør alt for sin mand. Hun følger ham selv i den hårdeste modgang.

Ramayana skal grundlæggende ses som en kamp mellem det gode og det onde. Det er også det gennemgående tema i andre af de balinesiske danse. Menneskesynet i Ramayana er “at alle mennesker har en guddommelig og en dæmonisk natur, og det er op til hver enkelt, at vælge, hvilken der skal være den fremherskende”.

Rama og Sita repræsenterer her det gode, kærlige og guddommelige, mens Ravana repræsenterer det onde og skadelige. Laksmana står for den ideelle og stærke familieloyalitet, mens abe-guden Hanuman repræsenterer idealet for en lydig og hengiven tjener. Han tjener sin herre i urokkelig troskab.

Ifølge hinduerne er alle mennesker i besiddelse af en ond og en god side, ligesom der findes gode guder og onde dæmoner.

Ramayana er et moralsk og belærende digt, ligesom Bhagavagita. Den viser både børn og voksne hvilken vej der er rigtig at gå. Det lærer os, at vi skal vise ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed og hengivenhed, og ikke lade os rive med af destruktive ting som begær, magtsyge og jalousi. Den viser klart, hvad der forventes af de to køn, af børn og forældre. Manden skal fremstå som helten, og kvinden som den hengivne hustru. De to skal holde sammen mod alle former for ondskab og modgang. Sammen er de idealer for den ægteskabelige kærlighed og de er et billede på den guddommelige universelle harmoni.

Den balinesiske hinduismes overgangsriter
Fra Balineserne bliver født til de dør går de igennem en række overgangsriter. Når et barn bliver født på Bali, bliver det behandlet med den største ære og respekt. Man tror nemlig på at barnet kommer fra et guddommeligt rige, så jo yngre barnet er jo nærmere er dets sjæl ved himlen og det guddommelige. Pga. det får barnet først lov til at røre urent jord efter 3 mdr. Når barnet efter denne periode må røre jorden markeres det med en ceremoni (Nelabulanin). Under denne ceremoni placeres nogle hvide stykker snor på barnets hoved, for at forbinde sjælen med kroppen. Dette symboliserer at barnet er kommet på et nyt trin i livet, og at det har forladt det åndelige rige. Når barnet har faet sin første tand er det et rigtigt menneske, og det har definitivt forladt det guddommelige rige. Puberteten markeres for pigernes vedkommende med deres første menstruation, og for drengene at stemmen går i overgang. Puberteten markeres med en tandfilingsceremoni. Spidse og ujævne hjørnetænder og fortænder anses for at minde om hekse, dæmoner og noget dyrisk. Disse ujævnheder files ned med en grov fil af en Brahminpræst. Ved ceremonien tror man yderligere på at man kan fjerne 6 onde egenskaber hos mennesket: “lidenskab, grådighed, vrede, rus, stupiditet og jalousi”.

Man tror også på at man bliver en bedre ægtefælle, derfor foregår tandfilingsceremonien også tit i forbindelse med bryllupper. Når tandfilingsceremonien er overstået, forventer man at individet har lagt sin barnlighed fra sig og er parat til at overgå i det ansvarlige voksenliv.

Brylluppet er en meget vigtig begivenhed for alle balinesere. Først når man er gift, er man helt officielt medlem af landsbyfællesskabet. Brylluppet eller man kunne næsten sige frieriet, foregår på en lidt pudsig måde. Manden “kidnapper” nemlig sin udkårne og derefter anses han som lidt af en helt. Parret har naturligvis aftalt “kidnapningen” i forvejen, og der er på ingen måder tale om et arrangeret ægteskab. Før i tiden var arrangerede ægteskaber meget anvendt på Bali, men i dag er de sjældne. Pigens far vil protestere højlydt ved kidnapningen, men da er det jo lidt for sent at komme med nogle indvendinger. Som regel opstår der ingen problemer, og det unge par far lov til at få hinanden. Fremgangsmåden er til stor morskab for alle parter, og der kan næsten gå helt sport i det. Fra kidnapningen til selve bryllupsceremonien må der højst gå 42 dage. Før bryllupsdagen går parret igennem en ceremoni, der gør forholdet officielt anerkendt. Et balinesisk bryllup varer 417 dage, hvoraf de 3 går med forberedelse og den sidste dag med selve ceremonien hos en Brahminpræst i templet.

Ligbrændingesceremonien er den vigtigste af alle overgangsriter i den balinesiske religion. Sjælen (Atman) låner kun kroppen midlertidig og skal gives tilbage til de 5 elementer (pancamahabnuta) “jord, vind, ild, vand, og atmosfære”.

Hele formålet er at sjælen skal frigøres og genforenes med den højeste guddom. Den bedste måde at opnå det på, er ved at kroppen brændes.

Den døde begraves først i jorden. En ligbrændingsceremoni er den dyreste af alle overgangsriterne, og familierne må derfor spare sammen i årevis. Når ligbrændingsceremonien nærmer sig graves den afdøde op og knoglerne placeres i en papmaché-tyr. Det behøver ikke nødvendigvis at være en tyr, men i hvert fald et dyr, f.eks. en løve eller et dyr der er halvt fugl halvt fisk. Der hældes helligt vand på og vandkrukkerne slås i stykker. Familien kan vedlægge små breve til guderne (f.eks. “anbefalinger”) og andet som den døde kan få brug for på rejsen.

Der sættes nu ild til tyren, og nu er det meget vigtigt ikke at græde eller vise at man er ked af det. Det kan forstyrre sjælen, så den ikke kan finde vej til det hinsides. Når bålet er brændt ud bliver asken samlet og smidt i havet sammen med små offergaver til guderne. 3 dage efter ceremonien afholdes endnu en ceremoni der skal rense de levende. Efter 12 dage holdes den sidste ceremoni for at frigøre sjælen endeligt. Herefter kan man opbevare sjælen i familietemplet.

I ligbrændingsceremonien anvendes en stor del symbolik, f.eks. om kosmos og verdens skabelse, men det vil føre for vidt, at komme nærmere ind på det her.

Store dele af overgangsriterne er indviklet symbolik, men symbolikken og traditionerne kan også variere en del rent geografisk og kastemæssigt på Bali.

Overgangsriternes psykologiske og sociale betydning
Selvom overgangsriterne naturligvis alle har en psykologisk og social betydning, vil jeg koncentrere mig om riten, der markere overgangen fra barn til voksen, nemlig tandfilingen. Generelt kan alle overgangsriter opdeles i 3 faser:

1. Fase: Individet udskilles fra sin gruppe.
2. Fase: Individet isoleres (gennemgår herved en symbolsk død).
3. Fase: Individet indvies i sin nye status. Det genindlemmes i samfundet. Denne fase symboliserer en rituel fødsel.

Som balineser går man fra barn til voksen via tandfilingsceremonien. Første fase hvor individet udskilles fra gruppen bruges ikke så meget på Bali. Kun hvis der er tale om en Brahmin-pige, en datter af en af de højere præster. Hun afsondres fra sine jævnaldrende i 3 dage, hvorefter hun vender tilbage iført en smuk rituel klædedragt – og gennemgår en renselse hos en præst. Alle andre almindelige unge mennesker far filet tænderne. Som tidligere nævnt er det for at fjerne de 6 onde lidenskaber hos mennesket, for at gøre dem parat til det ansvarlige voksenliv. Mange balinesere får både filet tænder ved puberteten og ved deres bryllup. Da brylluppet også anses for at være en vigtig begivenhed i en balinesers liv, foregår tandfilingen også her for at sikre at vedkommende bliver en god, tro og ansvarlig ægtefælle.

Den psykologiske betydning af tandfilingen er den, at nu er man officielt voksen – man er trådt ind i de voksnes rækker, for at bruge et dansk udtryk. Det kan bedst sammenlignes med de følelser der er forbundet med konfirmationen i kristendommen. Man føler sig voksen, stolt og parat til at gå i gang med livet. På Bali har tandfilingen også den psykologiske betydning, at man nu anses for at være et godt og hæderligt menneske, og ikke en dæmon med onde hensigter. Man føler sig ren og fri af onde egenskaber. Såfremt man nægtede tandfilingen, ville man for det første blive set skævt til. Folk ville ikke kunne forstå, at man har lyst til at ligne en dæmon og være i besiddelse af onde egenskaber. Individet ville ret hurtigt blive det sorte får i flokken. Man ville øjeblikkeligt falde udenfor, og det ville være en hård nød at skulle knække i det tætte sociale fællesskab. Man ville ikke kunne forvente den store forståelse og hjælp fra sine omgivelser. Ens sociale netværk ville langsomt, men sikkert begynde at smuldre. Man ville føle sig utrolig alene, hvilket på det nærmeste er et ukendt begreb for en balineser. Fra barns ben indgår man i et stort og stærkt socialt fællesskab, hvor alle er klar til at yde hjælp og bistand.

Det samme ville gælde hvis man pludselig fandt på, at man ikke ville følge religionen og traditionen. Helt generelt så skal man handle og leve i samklang med religionen og de deraf følgende traditioner og mønstre, ellers vil man efterhånden blive udstødt af landsby solidariteten. Vi finder sikkert alle sammen Bali meget paradisisk, fredfyldt og harmonisk, men der hører helt klart en bagside til øen og dens befolkning.

“Enhver forkert eller upassende handling vil bringe vanheld, sygdom og død” og “den der ikke tilpasser sig et sådant system udsættes for hårde sanktioner”. Man ville udsætte både sig selv, familien og samfundet for ekstrem risiko og nok også skuffe sine omgivelser. Endeligt ville individet opleve et stort tab af tryghed og socialt netværk. Derudover ville det heller ikke længere være muligt, at opretholde kosmos.

Kammeratskabet og fællesskabet med ens jævnaldrende ville også ændre sig. Alt i alt ville individet være i risiko for at opleve et identitetstab, hvor det vil have svært ved, at finde fodfæste og blive bevidst om eget selvværd og identitet.

Følgende afsnit er udelukkende baseret på egne observationer, jeg gør opmærksom på, at jeg intet tekstbelæg har for det følgende.

Overgangsriterne ruster altså det enkelte menneske til at gå videre i sit liv. De har en god ballast til, at komme videre i livet på Bali. Men hvis man derimod ser på, hvordan det ruster dem til et liv udenfor Bali, viser der sig et helt andet billede. Så viser det sig nemlig, at de ikke er særlig parate. Nu er det de færreste der tager fra øen, de fleste bliver der og stifter familie. Men unge balinesere er på mange måder nøjagtig ligesom alle mulige andre unge mennesker. De vil gerne ud og opleve verden og stå på egne ben. Det kan godt blive et chok af dimensioner. De har alle levet et trygt og isoleret liv hjemme i landsbyen, og selvom mange er i tæt berøring med den massive turisme på øen, så er omvæltningen alligevel enorm. At være rebel på Bali har sin pris. Man er oppe imod mange ukendte problemer. Man forlader sin familie (måske oven i købet sin fattige familie) hvis man har været så heldig at få de nødvendige midler skrabet sammen. Livet udenfor Bali byder på mange chok og overraskelser, som en balineser kan have svært ved at kapere. Han begynder måske, at sætte spørgsmålstegn ved sin tro og traditionen hjemme i landsbyen. Hvad er rigtigt og hvad er forkert, hvad har jeg lyst til at bygge videre på.

Trods en stærk tro, pirrer den store verden udenfor ved de hjemlige traditioner og de fundamentale ting i tilværelsen. Nogle dumper måske ned i et materielt rigt samfund, hvor man skal til at forholde sig til nye værdier og normer. Endelig kan den materielle velstand her komme i konflikt med troen.  Man har også grundlæggende en helt anden problemløsningsmetode blandt hinduer end vi er vant til. Man lukker sig inde i sig selv og meditere i stilhed, indtil man har fundet en løsning. Kulturkløfterne og problemerne er mange, når man som balineser får en idé om, at ville ændre sit Men omvendt kan man også sige om hinduer og hinduismen i det hele taget, at den er kendt for at være en meget fleksibel religion, der kan tilpasse sig enhver ny situation, “Hinduismen viser således sine mange ansigter rundt omkring i verden og kan bedst sammenlignes med en frodig tropisk planteart, der med sit utal af varierende former kan tilpasse sig enhver jordbund”

Konklusion
Inden jeg går i gang med denne konklusion, vil jeg gøre opmærksom på, at det jeg fremfører i det følgende er helt for egen regning – det er udelukkende min egen personlige mening og vurdering der kommer frem. Jeg ønsker ikke, at gøre mig til dommer over etik og moral, hverken om religiøse forhold i Danmark, i Indien eller på Bali, eller blot komme med en masse påstande, om en religion jeg dybest set kun har fået en smule kendskab til gennem denne opgave. Bortset fra det, så mener jeg, at kunne konkludere en hel del ud af at havde beskæftiget mig med hinduismen. Mine tanker og overvejelser går først og fremmest på forskellene mellem hinduismens holdninger og livsforståelse og på vor egen vestlige levemåde.

Jeg mener faktisk, at vi har en del at lære af hinduismen. Jeg syntes, at de har fat i noget helt fundamentalt, som vi i vesten har glemt. Bl.a. taler hinduismen meget om, at kontrollere sit materielle begær. Det syntes jeg godt vi i vesten kunne tage lidt til efterretning. Jeg syntes her, at hinduismen rammer et ømt punkt. Hele det vestlige samfund er præget af vores kapitalistiske indstilling, begær og personlige higen efter materiel velstand og succes. Naturligvis findes der også rige folk i Indien og på Bali. Hinduismen acceptere, at man stræber efter at nå sine mål, men det skal ikke være gennem grådighed og egoistisk begær.

Det værste er, at jeg ikke finder det vestlige menneske særlig lykkeligt, mere kræver mere og vi bliver aldrig tilfredse. Selvfølgelig er lykke et definitionsspørgsmål, men alligevel. Men fakta er, at vi altid er på vej med vores utålmodighed og stræben efter mere. Man bliver selvfølgelig nødt til i denne forbindelse, at stille sig selv det spørgsmål, om hinduistisk filosofi, tankemåde og livsstil ville kunne fungere i vesten. Jeg vil sige, at det først og fremmest vil afhænge meget af det enkelte menneske. Det ville føre for vidt at skulle besvare dette spørgsmål, inden for rammerne af denne opgave. Spørgsmålet i ville være basis for en ny opgave i sig selv. Men man kan jo godt bringe spørgsmålet på bane, og filosofere lidt over det.

I kølvandet på vores kapitalistiske samfund følger også en mængde dårlige ting som skilsmisser, jalousi, selvmord, psykiske lidelser og jeg kunne blive ved.

Jeg siger ikke, at alt er godt og fryd og gammen i det hinduistiske samfund, bl.a. bryder jeg mig bestemt ikke om kastesystemet, specielt ikke det indiske. Det sætter folk i nogle båse, som de aldrig kommer ud af. Så er det balinesiske kastesystem langt mere afslappet og menneskeværdigt. Men meget af den hinduistiske filosofi er eviggyldig f.eks. de regler der sættes op for ægteskabet, familieloyaliteten og landsby sammenholdet. Vi i vesten kunne godt lære lidt af hinduernes omsorgsfølelse. Vi bor f.eks. i et land, hvor det rent faktisk er muligt at sidde død foran sit TV i 3 mdr., inden der er nogen der opdager det. Man kan sige hvad man vil, men den slags omsorgssvigt ville aldrig kunne forekomme i et landsbymiljø i Indien eller på Bali. Noget andet der har slået mig, ved at beskæftige mig med hinduismen er hvor enormt faste og urokkelige hinduerne er i deres tro. De stoler 100 % på deres guder, der er ingen vaklen eller tøven overhovedet. Man udviser den største kærlighed, hengivenhed og tillid til guderne, lige meget hvordan det end går.

Jeg tror dybest set, at langt de fleste kristne i vesten har en lille smule darwinisme i blodet. Man skal i hvert fald gå til meget yderligtgående kredse indenfor kristendommen før man finder den samme hengivenhed til guddommene som i hinduisme. Det er for mig sjældent at se en kristen hengive sig totalt til gud, og blindt stole på, at alt hvad der sker, er i orden. Det giver sig også udtryk i at mange kristne trods troen er bange for at dø. En hindu er aldrig bange for at dø, fordi han stoler 100 % på guderne. Der har formentligt også en del at gøre med troen på reinkarnation. I bund og grund har vi det måske i virkeligheden bedst med det der kan måles, vejes og bevises. Vi er måske blevet en anelse naturvidenskabelige.

Alt dette er store filosofiske spørgsmål, og anledning til megen debat. Man kan være uenig med mig i mine påstande og holdninger, jeg har bare forsøgt at komme med min egen vurdering. Ligeledes har jeg prøvet, at sætte ord på de tanker og overvejelser der er opstået i forbindelse med udarbejdelsen af denne opgave.

Oversigt over hinduistiske tekster
Den nye religion, der opstod mellem den oprindelige befolknings religion i Indien og de indvandrede Ariers religion kaldes Veda-religionen. Veda betyder viden og går på den religiøse erkendelse, den hellige viden. Ordet Vada anvendes specielt om en litteratursamling – Vedaerne, der er de ældste kilder til Ariernes religion. Den hellige viden er formuleret af Guden og opstod endnu før Guden blev til. Veda bruges også i mere snæver betydning om 4 skriftsamlinger: Rigveda, samaveda, Yajurveda og Atharveda.

Rigveda
Er den ældste. Overleveret i 10 bøger bestående af 1028 hymner. Den er skrevet på det ældst bevarede indoeuropæiske sprog Sanskrit (oldindisk). Bog 2 – 8 hører sammen, og består af hymner, der alle stammer fra én familie. Bøgerne blev opbevaret i familiens helligsted (bøgerne handler om hellig viden). De ældste dele af Rigveda går sandynligvis til tiden mellem 1500 – 200 f.Kr. Rigveda i den udformning vi kender den i dag stammer fra omkring år 1000 – 800 f.Kr.

Samaveda
Betyder Sangernes Veda og er en melodibog, som præsterne brugte ved offerhandlinger. Hovedparten af hymnerne i Samaveda stammer fra Rigveda. Offerhandlingerne var så komplicerede, at detaljerede anvisninger var en tvingende nødvendlighed.

Yajurveda
Findes i 5 forskellige samlinger og indeholder offerremser med fortolkninger, det er kortere prosaformler.

Atharveda
Er senere anerkendt end de tre andre samlinger. Indeholder forskellige besværgelsesformler mod sygdom, forbandelser, tryllesange m.v. Den giver et billede af den mere folkelige religionsudøvelse.

Vedalitteraturen omfatter i bredere betydning en række skriftsamlinger:

Brahmanerne
År 900 – 700 f.v.t. Teologiske forklaringer, som skal forklare offerhandlingernes dybere betydning.

Aranyahaderne
År 800 f.v.t. Betyder “Skovbøgerne”. Udtrykket hentyder til, at disse mystiske tekster skulle studeres i ensomhed. Kaldes også for “Skovteksterne”.

Upanishaderne
År 800 – 400 f.v.t. Indeholder symbolske forklaringer på offerets betydning og nærmer sig i det hele taget filosofiske tilværelsesforklaringer. Teksterne er svært tilgængeligt filosofi, som kun den religiøse elite kender og studerer. Behandler meningen med de rituelle ofringer og diskuterer dybe religiøse og metafysiske idéer.

Om Vedaerne, Bramanaerne og Uspanishaderne mener inderne, at de har eksisteret siden tidernes morgen. Fortidens vise mænd studerede dem og gjorde menneskeheden bekendt med dem.

Den anden store hovedgruppe i hindusimens hellige tekster:

Smriti
Betyder “noget der er overleveret”. Under denne hovedgruppe hører følgende:

Manu’s lovbog
Ca. år 100 e.v.t. Heri behandles de forskellige samfundsklassers pligter, både i religiøs og social henseende. Kongens opgaver, retspleje og politik. Manu’s lovbog fik sin endelige udformning ca. år 200 e.v.t. En af de væsentligste af hinduernes Dharmashastras dvs. lovbøger.

Mahabharata
Under Smiriti kommer også Mahabhrata (herunder Bhagavagita og Ramayana). Mahabharata er det største af heltedigtene – 100.000 dobbeltvers. Hovedhandlingen i digtet er en strid mellem to grene af den samme familie. I handlingsforløbet indgår myter om Guder og helte. Et af myterne er Bhagavagita (“Den ophøjedes sang” eller “Herrens sang”. Herren der refereres til er guden Krishna. Mahabharata er fra 400 f.v.t – 400 e.v.t.

Ramayana
400 f.v.t. – 200 e.v.t. Det andet af de store heltedigte er Ramayana. Det er beretningen om Ramas liv og levned. Det er en episk fortælling bestående af 24.000 dobbeltvers fordelt på 7 bøger.

Puranaerne
250 – 1700 e.v.t. Meget populære samlinger af myter og sagn om Guder og hellige mænd. Behandler emner som ritualer, astrologi og magi. 36 ialt.

Vedanta
År 800 – 1250 e.v.t. Vedaernes afslutning. Går tilbage til det sidste århundrede f.v.t. Fortolker og systematiserer Upanishadeteksterne.

Ramacharitamanasa
År 1500 e.v.t. Kaldes “Søen der flyder over Ramas gerninger”. Gendigtning af Ramayana fra Sanskrit til Hindi. Langt den mest læste blandt hinduistiske lægfolk i Indien i dag.

Oversigt over indiske og balinesiske Guder
Da hindusimen tilbeder omkring 3 millioner Guder, kan det være meget kompliceret at kende forskel på dem, da mange af dem minder om hinanden eller er inkarnationer af hinanden. Følgende oversigt indeholder en beskrivelse af de vigtigste indiske og balinesiske Guder og deres hustruer og ridedyr.

Shiva
Shiva indgår i den hinduistiske treenighed, som omfatter Brahma, Shiva og Vishnu. Han er både intetgørelsens, genskabelsens og frugtbarhedens Gud. Han er universets kosmiske energi og hans visdom og åndelige kraft er enorm. Han har et tredje øje i panden, der symboliserer hans kraft og den er kommet af den intensive meditation der kan vare ved i tusinder af år. Shiva har blå hud, som han har fået af at drikke en gift som truede verdens fremtid. Han har fire arme og håret er opsat  som en knude overnpå hovedet. Han tilhængere har også denne hårknude på hovedet og desuden tre vandrette striber i panden, der viser omverdenen at de er Shivatilhængere. Shivas ridedyr er tyren Nandi, der ofte ligger udenfor templerne. Nandi vogter og tilbeder Shiva og bliver som sin herre dyrket som symbol på frugtbarhed. Shiva siges, at holde til omkring ligbrændingspladserne, hvor han danser indsmurt i aske og støv. Lingam er et symbol for Shiva og er et fallossymbol. Den repræsenterer skaberen af frugtbarhed og liv.  Lingam er ofte ligesom Nandi placeret udenfor templerne på en anden sten – en Yoni, som skal symboliserer livmoderen. Shiva tilbedes i stor stil på Bali. Han findes i alle hjem f.eks. som et billede over balinesernes senge så de er sikker på en tryg søvn. Shiva optræder også ofte som solguden Surya, hvis trone der altid står eksempler på i ethvert balinesisk tempel. Når en ceremoni for Shiva finder sted i et balinesisk tempel smykkes stedet ofte med hvide vimpler.

Parvati
Parvati er Shivas hustru og hun symboliserer modergudinden og naturkræfter som både skaber og nedbryder verden. Hun er en del af Shiva. Parvati er datter af Himalayabjergene og kan have mange skikkelser. Som Gudinderne Uma, Sati og Gauri er hun Shivas venlige ledsager. Men som Kali og Durga er hun ond, skræmmende og skadelig.

Kali
Kali er en af Parvatis former. Hun tilbedes ikke særlig meget, men der er dog et stort tempel i Calcutta i Indien som er viet til hende. Calcutta betyder i øvrigt Kali. Da Kali er en blodtørstig gudinde skal hun tilfredsstilles med blodofre, en ged eller en høne. Tidligere ofrede man også mennesker på Kali’s altre. Hun drikker både blod og skal have rigeligt kød. Hun har sort hud, mange hænder og bærer et sværd. Hendes halskæde og mavebælte består af afhuggede hoveder og kranier. Hun tilbedes i Calcutta, men også andre steder i Vestbengalen.

Devi
Devi er også en form af Parvati. Hun er universets moder og hun fjerner alt lidelse, frygt og ondskab. Det er hende der bringer den endelige frelse.

Ganesh
Ganesh er Shivas og Parvatis barn.  Ganesh har elefanthoved og holder en stødtand i hånden. Hans ridedyr er en rotte. Ganesh bringer lykke og velstand. Han elsker søde sager, så der ofres slik og frugt til ham. Ganesh er en meget populær Gud og tilbedes, når der skal træffes vigtige beslutninger. Ganesh er både skaber og fjerner hindringer. Han er en sympatisk guddom, der altid er parat til sjov. Hans tykke mave symboliserer hans legemeliggørelse af et vellykket og fremgangsrigt liv. I nyere tid er Ganesh blevet en yndet skytshelgen for studerende, der beder intenst til ham for at få gode karakterer.

Krishna
Krishna er Vishnus 8. inkarnation. Han har blåligt hud og spiller på en tværfløjte. Han er den ultimative kærlighedsgud og også den Gud der anses  for at være den mest menneskelige. Han er selve inkarantionen af guddommelighed og guddommelig kærlighed. Krishna beskytter sine tilhængere i kærlighed til dem. Han er en hyrdegud, der vokset op hos en hyrde. Han var som barn utrolig charmerende og intelligent, og han er da også genstand for megen dyrkelse. Krishna er også en af hovedpersonerne i Bhagavagita, hvor han illustrerer hengivelsens vej (Bhakti) hvor man kan opnå moksha ved at overgive sig til Guds store kærlighed. Han er som sagt en meget polulær Gud og man valfarter til hans fødested Mathura i Nordindien. På Bali dyrker man Krishna med ligeså stor lidenskab som i Indien. Når man som balineser er virkelig forelsket fremsiger man specielle mantraer til Krishna for, at få sin elskede.

Radha
Radha er Krishnas største krælighed. Hun er hyrdepige. Krishna har dog flere hyrdepiger som han forfører, men der opstår ingen jalousi, da alle elsker Krishna.

Brahma
Brahma har fire hoveder og står på en lotusblomst. Han er skaberen af universet, men han tilbedes ikke så meget mere. Det menes, at hans arbejde her på jorden er udført, så derfor ændrer det ikke så meget at tilbede ham. Hans ridedyr er en gås. Når Brahma tilbedes i et balinesisk tempel smykkes templet med røde vimpler.

Sarasvati
Hun er Brahmas hustru og gudinde for lærdom og kunst. Desuden er hun musikkens og visdommens Gudinde. Hun dyrkes især i det østlige Indien og specielt af studerende. Hun rider på en svane eller en påfugl og holder et strengeinstrument – en Veena i hånden.

Vishnu
Vishnu er bevareren og repræsenterer alt det positive i verden. Han skal beskytte menneskene og guderne mod dæmoner og onde magter. Han har fire arme og sidder ofte på en lotusblomst eller på den syvhovedede kobraslange Shesha. Han holder en konkylie i hånden  der peger mod havet hvor al skabelse begyndte. Vishnu  har et stort ansvar, derfor har han været nødt til at lade sig genføde ni gange. Inderne venter stadig på hans 10. inkarnation. Det var også Vishnu der i tidernes morgen deltog i skabelsen. Han lå i urhavet på en slange. Da han vågnede havde han form som et guldæg. Æggeskallerne blev til himlen og jorden. Vishnu’s ridedyr er Garuda, som er en ørn eller Kondor med menneskehoved. Vishnu og Garuda er meget dyrket på Bali. Indonesiens nationale flyselskab er bl.a. opkaldt efter dem – Garuda Indonesia. Vishnus farve i de balinesiske templer er sort.

Lakshmi
Lakshmi er Vishnus hustru. Hun er rigdommens, lykkens og skønhedens Gudinde. Hun vises ofte på et lotusblad eller med en lotusblomst i hånden. Lotusblomsten symboliserer skabelsen og hendes rene skønhed. Lakshmi er venlig, medfølende og gavmild.

Hanuman
Hanuman er abeguden fra Ramayana der hjælper Rama og Sita. Han er skaberen af abehæren og fremstilles som den lydige og hengivne tjener. Han er ydmyg og tjenstvillig, hvilket er et ideal for mange hinduer.  Hanuman er en sand helt der sørger for at redde Sita. Han går igennem mange farer, bl.a. springer han fra Sri Lanka til Indien med ild i halen. Pga. Hanumans heltegerninger er alle aber hellige i Indien. Hanuman tilbedes også på Bali, men aberne er ikke hellige.

Rama og Sita
Rama er den 7. inkarnation af Vishnu. Han er blå eller sort. Han er sammen med Sita hovedpersonen i Ramayana.

Balineserne ser de forskellige guddomme som forskellige sider af den højeste enhed Guden Sanghyang Widi Wasa. Denne højeste Gud kan have flere former. Risgudinden Dewi Sri er f.eks. en form, mens Dewa Baruna er også samme Gud, men i form af en havgud.