Bjørne, der fanger laks i en brusende flod; ørnens flugt i midnatssolen – og kilometervis af forrevne strande og dramatiske bjergtinder. Sceneriet er storslået, rent og uspoleret. Jomfruelig tundra og ingen tegn på menneskelig indblanding. Alaska er overvældende.  So big – so wild!! Drømmen om vildheden får vinger i Alaska med sit særlige miks af moderne USA og en af de sidste store ødemarker i verden.

Det er en helt igennem surrealistisk oplevelse, at flyve fra Seattle til Anchorage ved midnatstid i juni. Mens Alaska Airlines Boeing 737 langsomt glider henover metropolen Seattles blinkende lyshav, efterlader den en millionby med dens skyskrabere, og vinkelrette gader og avenues. Den begsorte stjerneløse nat brydes kun langsomt af en gylden-orange stribe ude i horisonten langt mod nord. Maskinen brøler indover Vestcanadas enorme øde forrevne bjergegne og nationalparker, med det nordlige Stillehavs iskolde dybde under os.

Tusmørket virker fløjlsblødt, da vi nærmer os Alaska Golfen, og den spæde stribe af gyldent lys i horisonten udvikler sig til afdæmpet skinnende sollys. Under os udspiller der sig et sceneri af brutal skønhed, mens landskabet bliver mere og mere øde og goldt. Kæmpe snedækkede bjergområder afløses af gletschere med skuremærker gennem ensomme dale. Der ses ikke nogen tegn på civilisation hvor de store øde vidder dominerer så langt øjet rækker. Stilheden er overvældende. Det føles som at flyve mod intetheden – lige ud i universet. Smukt, stort og mennesketomt.

I flyet fra Atlanta til Seattle er min nærmeste nabo en ung sort fyr, der interesseret vil vide hvor jeg er på vej hen. Udtrykket i hans øjne ændrer sig drastisk, da jeg afslører at min endelige destination er Anchorage, Alaska. Hans forundring og bekymring er så enorm, at den er til at skære igennem. Den almindelige amerikaner betragter Alaska som et sted udenfor lands lov og ret. Kun et sted man tager til, hvis man i alvorlig grad mangler penge. Eller hvor man med smertende hjerte kan finde ro til at tænke dybe filosofiske tanker i lang tid. Det er den mening de fleste resten af USA har om den store vildmark fjernt mod nord, ikke uden grund. Forestiller man sig at befolkningstætheden i New York var som i Alaska, ville der bo 21 mennesker på Manhattan – et godt billede på, hvor øde en af de største vildmarker på jorden er.

Få minutter før landing har man endnu ikke fået øje på noget der bare ligner en lufthavn. Landskabet er nu afløst af noget der mest minder om sump eller kæmpemæssige mudderområder. Det er det første glimt man får af omgivelserne omkring Anchorage. Mudderfarvede grålilla vidder og sandet havbund, der giver associationer til Vadehavet ved den jyske vestkyst under ebbe. En blød dunkelhed hersker over de mørke grantræer, og kulisserne er de golde, grå og sneklædte bjerge i horisonten. Det hele giver indtryk af at være landet på en planet i en fjern galakse, der ved første øjekast er et mennesketomt og ugæstfrit sted. Duften af vådt og mudret ensomhed og afsondrethed slår mig i møde, da jeg går ud af flyet. Stilheden er overvældende og altopslugende – og dog så befriende. Porten til uendeligheden er passeret. Lufthavnen er topmoderne og minder om enhver anden amerikansk lufthavn i miniformat. Efter bagageudlevering og paskontrol kører jeg gennem en spøgelsesby svøbt i et sælsomt stille tusmørke.

Kultur og berusende nationalparker
Næste dag er Anchorage vågnet op og viser sig fra sin venlige side. Byen hilser imødekommende velkommen, og viser sig ved nærmere eftersyn at være yderst charmerende. Kulturelt mangler byen absolut ingenting og fuldt på niveau med USA standard – trods sin isolerede geografiske placering. En kosmopolitisk smeltedigel midt i det øde og utilgængelige nord.

Anchorage har fået kælenavnet ”The Big Apple of the Far North” og ligger på kanten af vildmarken. En dynamisk og aktiv by med adskillige festivals og begivenheder. Den kulturelle scene byder både på lokale blues, jazzbands, teater og opera. Hovedgaderne i byen er 4-5th avenue, der rummer gode shopping muligheder med både kunst, souvenirs og skindbutikker.

Blandt flere gode og informative museer er Alaska Center of Performing Art værd at nævne. Her vises filmen “Aurora – Alaska’s Great Northern Light” med fotografier af nordlys af Dave Parkhurst. Et af naturens mest mageløse og gådefulde fænomener, dygtigt indfanget af den canadiske fotograf. Det ultimative lysshow over himmelhvælvet fremstår som en nærmest overjordisk oplevelse.

I Alaska Zoo kan man møde mange af de arktiske dyr der lever i det nordligste Canada, Alaska og Nordamerika samt et par afstikkere fra Tibets højland og Sibirien. Dyr som sneleopard, amurtiger og tibetansk yakokse trives i Alaska Zoo sammen med elge, bjørne og havdyr fra den sydlige del af staten.

En lang række attraktioner findes i og omkring Anchorage. Man skal ikke ret langt uden for byerne, inden naturen tager over. Området byder på godt laksevand, og kan tilbyde lystfiskeri i topklasse. Chugach Nationalpark (NP) ligger i umiddelbar nærhed af byen, med let adgang til naturen, hvis man ønsker at bo nær civilisationen. Der findes talrige smukke vandreture omkring Anchorage.

En tur i vandflyver får straks en til at føle sig hensat til den flotte film ”The Edge”, der handler om to mænds farefulde forsøg på overlevelse i Alaskas vildmark efter at være forulykket med et fly. Undervejs er de i blodig nærkamp med en rasende bjørn.

Kenai halvøen og Prince Williams Sound NP ligger syd for Anchorage. Et sandt overflødighedshorn af alpine landskaber med snedækkede bjerge, og den suverænt største koncentration af gletschere i USA. Der findes vandfald, floder og et rigt dyreliv med især masser af havdyr. Sælkolonier lever side om side med søløver og hvidhovedet ørn. På sejltur i Prince Williams Sound NP kan man være heldig at se grupper af legesyge havoddere.

Omkring byen Seward, der er færgeknudepunkt i området, kan man ro i havkajak eller sejle med katamaranfærge ud til de fjernliggende gletschere.

Med Alaskas Railroads Coastal Classic kan man nyde en fortryllende smuk togtur gennem bjergpas, dybe flodkløfter og talrige tunneler.

Natur i verdensklasse
En af de bedste attraktioner i denne del af staten er University Fairbanks Museum med etnografika ting fra hele området. En oprejst imponerende Kodiakbjørn af formidabel størrelse er f.eks. udstillet på museet.

Ismuseet i Fairbanks er også et besøg værd. Søerne ved byen er bundfrosne om vinteren, hvor grantræernes grene tynges af et tykt lag puddersne. Isblokke på omkring 1 m³ høstes udenfor Fairbanks i temperaturer ned til – 40 graders frost og fragtes til museet. Forskellige skulptører polerer den krystalklare is i frysehuset – og isen får et fantastisk nyt liv i kunstnernes hænder.

Denali NP betragtes som Alaskas hjerte med en sand symfoni af storslåede udsigter og bjergtinder. Én stor dyrepark i naturlige omgivelser med hjorde af dyr, bl.a. den majestætiske Carabou (en art stor rensdyr med enorme gevirer). Denali NP leverer varen for den kræsne naturentusiast med sine psykedeliske solnedgange i hele farvespektret af pink og orangegylden over endeløse bjergområder.

Med Alaska Railroads panoramatog ”Denali Star” er man ca. 70 km fra USA’s højeste punkt, Mt. Mckinley – et 6000 m bjerg i den absolut spektakulære klasse.

Naturens nådesløse vildhed slår for alvor igennem ad legendariske Dalton Highway mod Polarcirklen. Ikke et hegn eller et eneste husdyr ses i disse store åbne arealer, men permafrost så langt øjet rækker.. Næsten ingen mennesker og kun få tegn på civilisation, da størstedelen af Alaska mangler infrastruktur. Hele den vestlige del er afskåret fra omverdenen, og det eksisterende vejnet er af varierende kvalitet. Man skal selv medbringe sine forsyninger – det er ikke hver dag der kommer biler. Mod Polarcirklen skærer Yukon floden sig gennem landskabet, som den har gjort det gennem årtusinder.

Barrow – Nordpolens forgård
Under transporten til lufthavnen for at nå mit fly til Barrow, den nordligste by i USA, møder jeg igen en bekymret mand, der faderligt vil vide om jeg har en returbillet. Selv for en person bosiddende i det centrale Alaska er det fjerne nord verdens absolutte yderpunkt. Det er alt eller intet!

Strander man i det fjerne nord, er man ifølge taxichaufføren dødsens. Han ser bekymret på mig – betragter stedet som et udsted og den visse død, hvis man ikke har forberedt sig grundigt. De fleste har en helt særlig ærefrygt og respekt for naturen i Alaska, men for mig skærpede det blot min umættelige nysgerrighed og eventyrlyst.

I det arktiske Alaska finder man byer, hvor tiden synes at have stået stille i årtier. Tiden er naturbunden og en relativ størrelse i denne ende af verden.  I dette nordvestlige hjørne lever man i sit eget tempo. En stresset europæer vil formentlig føle stilheden som ren helse. Men kan man bo der for altid?

Barrow er en traditionel landsby, symbolet på ældgammel eskimotradition, og smuk på sin helt egen facon. Byen er også en gammel begravelsesplads for udtjente biler og skrot der aldrig forgår i det knastørre klima. Det er enten umuligt eller for dyrt at skaffe det af vejen, så aftjent materiel efterlades, og bevares for evigt i den lave luftfugtighed.

Forfrosne og afskallede gravsten på den lokale kirkegård vidner om et opslidende liv i kulden og mørket. Med en strid og isnende blæst fra Det Arktiske Hav, der rusker ubarmhjerteligt i det gulnede visne græs, finder de døde hvile i permafrosten med plastikblomster til minde. Her er højt til himlen og frit udsyn over havet. Sommer uden nat og vinter uden dag – et liv fuldkomment i naturens vold. Det står klart for selv den hårdeste sjæl, at vi mennesker kun er små i forhold til naturens luner.

På byens lille turistkontor i en af hotellernes reception, støder jeg på en ung amerikansk kvinde der er født og opvokset i den lille landsby. Fuld af beundring spørger jeg ind til hendes liv og levned. Hun har rejst rundt Europa – obligatorisk på alle unges ønskeliste efter endt skolegang. Men hun længtes så smerteligt hjem til dette lille udsted, hvor hun nu er lykkelig for at arbejde på hotellet. Dette er hendes hjem, fortæller hun mig med en særlig varme i stemmen. Det er svært at sætte sig ind i, at nogen kan betragte isolationen ved verdens ende som sit hjem. Jeg forlader hende med en helt klar overbevisning om, at man skal være født der for helt at forstå.

Guiden fra Tundra Tours på turen til Point Barrow er midt i trediverne, og bor i et omhyggeligt isoleret hus af bølgeplader på den golde arktiske tundra med sin familie. Vi er på vej til det nordligste punkt i Nordamerika, der ligger et par timers kørsel udenfor byen. Lyset derude er noget helt særligt med klar, blød og gylden midnatssol selv kl. 3 om natten. En isnende og tør blæst fyger over det flade sandede landskab, der kun brydes af et par militære radaranlæg – et levn fra den kolde krig. Desværre spotter vi ingen isbjørne denne nat, men de var der natten før, forsikrer guiden os. Naturen bestemmer selv på disse kanter.

På vejen fremviser guiden stolt sit hjem. Yderst overraskende oplever man at folk har et helt tilforladeligt liv på toppen af verden. Imponerende hvor mennesket kan finde på at bosætte sig og trives. Råt og ugæstfrit med en gennemtrængelig, næsten elektrisk kulde, så luften nærmest knitrer. Der findes kun koksgråt sand og sten i denne barske ødemark.

Snavsede snedriver er endnu ikke forsvundet, trods sommerens højere temperatur, langs vejene stillestående mørke smeltevandslaguner med isbræer. Tunge olierørledninger er placeret over jorden pga. permafrosten.  Bybilledet domineres af hårde og støvede grusveje, hvor en traktor med tilhørende vandtank dagligt spreder vand ud i gaderne for at binde støvet.

En etnisk kulinarisk smeltedigel
Mange fremmede har bosat sig i det gådefulde fjerne nord. Går man i dybden, er der et bredt udsnit af mennesketyper, så stedet er en fascinerende etnisk mangfoldighed. Japanerne er repræsenteret med en udmærket lille sushi-restaurant. En af de mest iøjnefaldende oplevelser rent kulinarisk og æstetisk i byen, er den mexicanske restaurant Pepe’s North of the Border. En charmerende broget og surrealistisk blanding af mørklødede senoritas, der snor sig under kulørte crepepapirs-guirlander. Der serveres små kurve med nybagte, rygende varme tortillas og stærk dip som appetizer på en stribet dug med klare farver og frynser. Håndmalede farvestrålende vægmalerier af spanske kolonibygninger og søjlegange sender tankerne på langfart mod mere eksotiske breddegrader. Hele sceneriet i øvrigt raffineret krydret med ranker af tørrede chilipebre og hvidløg hængende ned fra loftbjælkerne. Et besøg her er som at gå ind i en helt anden verden – et lille stykke hedt, temperamentsfuldt og passioneret Latinamerika små 50 meter fra det iskolde arktiske hav. Rygende hedt og sensuelt kontra isnende kulde – en ultimative kontrast som 2 yderpunkter af verden. Bygningen, hvor restauranten har til huse, ligner mest af alt en barak fra den grønlandske militærbase i Thule.

På restauranten får gæsterne udleveret et smukt og poetisk certifikat, der beviser at man for livstid tilhører den lille eksklusive skare af rejsende, der har passeret polarcirklen i The Great Land of Alaska. Og oven i købet i Barrow på 71,17 grader nordlig bredde – Nordpolens forpost. I nærheden ligger byens vartegn – en port rejst af hvalkæber der skuer udover Det Arktiske hav. I øvrigt det samme motiv, der pryder det smukke polarcertifikat fra Pepe’s restaurant. Her finder man også tørresnore til klipfisk og eskimo-kajakker liggende på land. Et tegn på ældgammel fangerkultur.

På Inupiat Heritage Center kan man opleve eskimobørn i traditionelle dragter, der med iver underholder ledsaget af indfødt musik. De spreder smil blandt de turister der kommer til den lille fjerntliggende landsby.

Ved siden af Inupiat Heritage Center ligger byens lille velforsynede bibliotek, der foruden bøger og tidsskrifter tilbyder gratis internet. Derudover har Barrow kun få faciliteter. King Eider hotel er et af de bedre hoteller ud af en håndfuld. Den lille lufthavn med sine daglige flyafgange er eneste livline til resten af staten og verden. Der findes nemlig ingen veje til byen.

Alaska Airlines har udsmykket halen på deres fly med et smukt portræt af en stolt Alaska eskimo med isbjørne-anorak. Dette billede står i skarp kontrast til hawaiianske Aloha Airlines, der har et anderledes eksotisk billede af en storsmilende hula-hula pige med hibiscusblomst bag øret. Sådanne modsætninger siger noget om den enorme forskel mellem to af USA’s yderste stater.

Rejsen til Alaska
Flere flyselskaber flyver til Alaska med en eller flere mellemlandinger. Delta Airlines flyver direkte fra København til Atlanta og videre over Seattle. Tyske Condor Air har sommerafgange fra Frankfurt direkte til Anchorage over Nordpolen. Andre flyselskaber mellemlander i større byer i Canada. Priserne ligger mellem 7- 12.000 kr. afhængig af flyselskab og årstid. Turen tager mellem 17 og 24 timer afhængig af mellemlandinger.

Et sted at sove
Der findes hoteller i alle prislag i Alaska. De bedre hoteller starter ved 50-70 USD pr. nat, op til ca. 300 USD for luksushotellerne.  Man finder også flere historiske hoteller. Blandt andre kan anbefales Historic Anchorage hotel til en pris af 200 – 250 USD pr. nat. Hotellet har 26 værelser og suiter, og er etableret i 1916. Her har flere berømtheder boet og ånden er helt unik. Der er kælet for detaljerne i disse gamle bygninger, der hensætter en til en for længst hensvunden tid med guldfeber og hestetrukne postvogne i Klondyke stil.

Et sted, der er værd at nævne i den lidt billigere ende, er Billie’s Bed and Breakfast i Fairbanks, et meget personligt sted at tilbringe natten. På dette mere ydmyge, men charmerende privatejede sted står indehaveren villigt op søndag morgen og bager pandekager med sirup og kanel til gæsterne. Generelt gælder det, at jo længere ude i yderkanterne af staten man er, jo vigtigere er det at reservere i forvejen, for at være sikker på at få plads.

Det gælder også for overnatning for nationalparkerne, hvor man i smagfuldt indrettede lodges og canadiske bjælkehytter kan opleve den ultimative følelse af frihed med den vilde natur som nærmeste nabo.

Lidt at spise
I byerne er man fuldt på højde med enhver luksustrend rent gastronomisk, og nyder godt af den nemme adgang til gode råvarer lige uden for døren. Rensdyrstuvning, stegt helleflynder med tilbehør, samt røget laks er blot nogle af de udsøgte specialiteter, man kan nyde. Desuden byder restauranterne også på herlig international cuisine. Cafélivet dyrkes som så mange andre steder i verden, men med en fyrstelig og kvalitativ service på de små restauranter og cafeer. Har man lyst til en drink, er de historiske saloon-barer absolut et besøg værd. Hensat til tiden omkring the Goldrush, kan man indtage sin Whisky siddende på en vinrød barstol a la Chesterfield, mens resten af slænget højlydt spiller kort.

Se artiklen i Rejsemagasinet Vagabond

Rejsemagasinet Vagabond