Andesbjergenes uslebne juvel

Kortprosa (vignetportræt)
Vignetportræt (lokalitetsportræt)

Morgenluften er kølig og klar da toget sætter sig i bevægelse fra stationen i Cusco. Der er fyldt med mennesker, og stemningen er overstadig og forventningsfuld. Det tager lang tid at komme ud af byen. Frem og tilbage går det, sådan kommer man op i højderne – vha. serpentinermetoden. Vi er på vej mod Km 82 stenen, hvor et af verdens mest kendte vandreture starter. Inkastien mod ruinen Machu Picchu i Andesbjergene i Peru. Sceneriet er intet mindre end storslået, da vi kører gennem kløften langs den brusende Urubambaflod mod det lille trinbræt ”in the middle of nowhere” hvor vi skal af og starte på 4 dages vandretur.

Alle kæmper vi med højdesyge, hovedpine og stakåndethed, mens fødderne slæber sig tungt af sted over de forrevne klipper. Inkariget var kendt for sine sindrige vejsystemer på kryds og tværs af bjergene, og det er netop en af disse ruter der i dag går under navnet Inkastien. 43 km med våde, ujævne og mosglatte stenfliser, og umenneskeligt stejle trappetrin hugget ud af klippemassivet. Vi passerer tre bjergpas, hvoraf den højeste er 4200 m. En iskold fugtig blæst slår os i møde – stedet kaldes ”Den dødes kvindes pas”, og vi forstår pludselig helt hvorfor. En lav tågeskov som i Danmark om sommeren når mosekonen brygger over engene, giver en helt særlig ånd og et anstrøg af ”Elverhøj” med peruviansk islæt. Mosdækkede træer og lianer hænger ud over stien, og man føler sig hensat til en scene fra ”Ringenes Herre”, og forventer næsten at et eller andet lille sart alfevæsen gør sin entre på stien foran os. Vi går på et smalt klippeplateau, og kan høre floden bruse og buldre, og ramme stenene med flere millioner liter vand, langt nede i den afgrundsdybe dal. Vandrestøvlerne er smadret til i mudder, og jeg hører sagte regndråber falde på mit regnslag denne tidlige morgen. Det er ikke regn – men tågebanker der ligger tungt over trætoppene og forvandler stien til vandpytter og pløre. Bærerne slæber 35 kg rygsæk hver, med bare fødder i sandaler lavet af gamle bildæk. Deres fødder er nærmest forhornet som hestehove. Selv med vandrestøvler og tykke sokker på, finder vi andre turen både hård og krævende.

**********

Vi bevæger os langsomt gennem et storslået område med udsigt over smukke snedækkede bjergtinder, og grønne dale med fredeligt græssende Lamaer. Vi kan mærke forandringer i klima og vegetation, det bliver køligere og stadigt mere tåget i højderne. Det grønne buskads afløses af mere åbne vidder og små ruiner langs stien, hver med sit særpræg. Gennem den gamle inkatunnel får vi kantet både os selv og rygsækken. Den er en del af stisystemet, og håndudhugget gennem et klippeudspring midt på stien. Klimaet er barsk; kulden, mørket og fugten går gennem marv og ben. Jeg fryser i teltet, da vi hen under aften har slået lejr. Får serveret en stærk og rygende hed suppe i lommelygtens skær, og tør langsomt op. Mit uldne undertøj er gennemblødt af dagens anstrengelser, og den eneste måde at tørre det på, er at putte det ned i soveposen.

**********

Aquas Callientes er en malerisk lille by, så lille at man med lethed kan gå fra den ene ende af byen til den anden på 10 min. Den ligger dramatisk placeret i kløften omgivet af stejle bregnebegroede klipper. Man føler sig næsten mast inde. De lokale kan godt være bange for at bo her pga. risikoen for jordskælv. Urubambafloden hamrer gennem byen med en hvirvlende voldsomhed. Man kan høre den døgnet rundt som et rasende hvæsende dyr, lige meget hvor man befinder sig i byen. Togskinnerne går tværs gennem bosættelsen, og stationen danner centrum i miniaturebyen. På hver side af skinnerne vrimler det med boder med håndlavede smykker, tæpper og alpacca-uldshuer. Alt sammen i et stort farverigt orgie. Jeg har set mig forelsket i en Chanchana, et smukt inkasmykke der symboliserer Pacha Mama – Moder Jord. Man kan følge floden hen til en simpel bro, inden den løber videre gennem landskabet af klipper i et grønt virvar af slyngplanter og mos. Det har ligesom den dag i dag, aldrig været muligt at se ruinen nede fra dalen. Intet menneske vil kunne forestille sig, at der oppe for enden af den snoede vej på bjergkammen ligger en forsvunden inkaby.

**********

Mennesker bliver stille i Machu Picchu – de tryllebindes. Det er som at være tæt på selve kloden der ånder, som at føle Moder Jords hjerteslag på første parket. Området er det synlige symbol på et af verdens mest forfinede og sofistikerede højcivilisationer, der her er bredt ud i hele sin enorme ynde og vælde. Efter manges mening et af de smukkeste steder på jorden. Det er hele ånden og atmosfæren, der gør området til noget specielt. Det er lyset, og en så slidt kliché som historiens vingesus. Faktisk kan dette sus opleves helt i bogstaveligste forstand, i form af enorme Andeskondorer der lufter det brede vingefang over bjergtinderne. Hele sceneriet opleves som magisk og overjordisk. Fornemmelsen af noget ældgammelt og ganske unikt får man også, når man tidligt om morgenen står ved solporten Inti Punku. De fleste gange er hele panoramaet her indhyllet i en tung uigennemtrængelig tåge, som genfærd der svæver lydløst og florlet over jorden.

**********

Spanierne kom med deres heste og våben, med Francisco Pizzaro i spidsen i 1532. De invaderede inkaernes gamle hovedstad Cusco, og tilintetgjorde et helt imperium, men lykkeligvis blev Machu Picchu overset. Den spanske hærfører fandt ikke byen, og fik den aldrig plyndret. Byen var grundig gemt og glemt i århundreder, og derfor fuldkommen intakt da den blev opdaget i 1911 af Hiram Bingham, en amerikansk historiker fra Yale Universitet. Efter at have været overladt til den vildtvoksende regnskovsvegetation i umindelige tider, måtte de befri de ældgamle mure for tropiske fangarme, grønne vækster og lianer med macheter.

**********

Gamle frønnede sten der er slidte af tidens tand, og vind og vejr i højderne. Hvad har de ikke været vidne til gennem århundreder kan man spørge sig selv? Intihuana er blot én af mange hellige sten i Machu Picchu. De er alle placeret, så peger direkte mod solen i løbet af vintersolhverv. Der forsvinder solen mere og mere dag for dag, så præsterne afholdt ceremonier for at binde solen til Intihuana-stenen. En shamansk legende fortæller, at hvis man er en særlig sensitiv person, og gnubber panden mod stenen vil man kunne se den åndelige verden. Ligeledes snurrer det i fingrene, når man rører de hellige sten. Byen ligger som en sadel mellem to bjerge, og navnet Machu Picchu betyder på Quechuasproget ”Det gamle bjerg”. Siddende på en sten i ruinen fornemmer man straks den helt særlige stemning – her hersker en særegen ånd blandt de stålgrå arrede bjergmassiver, og den lyseblå himmel der på klare dage ligger badet i solskin. Vejret kan hurtigt skifte fra klart til spøgelseståger, og forbigående regnbyger. I 2450 meters højde kan alt ske, og især i Inkaernes gamle højborg.

**********

Mysterierne eksisterer i rigt mål i Inkaernes glemte by. Som så mange andre steder i Sydamerika er de indfødte overbevist om, at ruinkomplekset har været landingsplads for rumskibe med væsener fra det ydre rum. Man kan næsten være tilbøjelig til at give dem ret, når man ser et satellitbillede af området. Andesbjergene og højplateauet hypnotiserer de fleste, og hensætter dem i trance med sit helt specielle lys, dramatiske skønhed og farver der varierer i hele malerpalettens nuancer. I dag er ruinen et af de vigtigste arkæologiske centre i Sydamerika, og vil altid betragtes som det traditionelle fødested for Inkafolket, og spirituelt center for Solens Jomfruer. Machu Picchu menes, at være bygget mellem 1460 til 1470 af Pachacuti Inca Yupanqui. Byen husede omkring 1200 indbyggere, fortrinsvis kvinder, børn og præster. De blev alle meget poetisk benævnt Solens Børn. Inkaerne foretog børneofringer, og ruinen er derfor også forsynet med flere offeraltre. Flere steder i ruinerne er der fundet mumier. Flest kvinder er fundet, sandsynligvis hellige jomfruer, der også er blevet ofret til Guderne for eksempelvis en frugtbar høst. Man ved dog, at over halvdelen af indbyggerne døde af sygdomsepidemier i 1527.

**********

Ruinen er et sandt mesterværk i arkitektur, og et vidnesbyrd om Inkakulturens kolossale kunnen ud i byggekunst i et næsten ugennemtrængeligt, og særdeles vanskeligt tilgængeligt terræn. Enorme granitblokke blev udskåret med sten – og bronceredskaber. Ældgamle tilhuggede sten der er perfekt tilpasset hinanden. Nogle af stenene har mere end 30 hjørner, der skulle passe ind i de omkring liggende med største præcision. Klassisk Inka-arkitektur, hvor man ikke kan få et knivsblad ind imellem stenene. Inkaerne var mestre i denne specielle teknik kaldet Ashlar. Det er jordskælvssikring anno 1400 tallet – vinkler på murerne og runde hjørner i et område hvor risikoen for voldsomme rystelser er  evigt eksisterende. Og et uundgåeligt spørgsmål er; hvordan flyttede de disse tonstunge stenblokke i det svært farbare terræn?

**********

Ruinen er en stor labyrint af vandløb til cisterner og fontainer med helligt kildevand. Vandforsyningen var vigtig, og kanaler med rislende vand udskåret i klippen, var designet til det originale overrislingssystem med vand fra de høje Andesbjerge. De løber på kryds og tværs mellem stenformationer, templer og relieffer udskåret med største præcision i den nøgne klippe. Over 200 bygninger og citadeller, er at finde i ruinkomplekset. Alle udført med enestående arkitektonisk og kunstnerisk dygtighed, og genialt udtænkt selv ned i mindste detalje.

**********

Samtlige bygninger har deres eget særpræg og specielle navne. Det halvrunde Soltempel er f.eks. tilegnet Solguden Inti, igen med den vigtige detalje, at solens første stråler ved sommer – og vintersolhverv, rammer præcist på offerstenen indenfor. Rummet med de tre vinduer er kendt blandt arkæologerne, da man under udgravningerne fandt adskillige Amatyststen under murerne. Der skelnes mellem opbevaringsbygninger til afgrøder, mere simple beboelsesbygninger og boliger for de vise personer – de såkaldte Amautas. Disse bygninger havde rødlige mure, mens Nustas der var prinsesser, boede i specielle trapezformede rum. I Inka-mytologien havde Jaguaren og Kondoren stor spirituel betydning, og to templer i Machu Pichu er netop tilegnet disse to dyr. Et stort antal udhuggede statuer er også at finde, som alle var blevet brugt ved riter og ofringer. Mange teorier har været fremsat af videnskabsfolk, om hvad præcist Machu Picchu har været brugt til. Bl.a. mener man, at komplekset fungerede som en astronomisk kalender der nøje fulgte årstiderne med hensyn til såning og høst af afgrøderne. Andre teorier går på, at det religiøse og spirituelle spillede en så stor rolle for Inkaerne, at byen fungerede som en slags religiøst lærested for særligt højtstående præster og hellige jomfruer. Uanset hvilket formål den gamle inkaby har haft i fordums tid, kan vi i dag glæde os over et helt enestående og velbevaret stykke kulturhistorie midt i Sydamerikas hjerte. Vi der har været på vandretur gennem områdets betagende natur har fået en oplevelse for livet, og kan tage hjem med de smukkeste billeder på nethinden.

Share Button