Baja California

Så er jeg ved at takke af i Baja California for denne gang, og vil lige skrive om de sidste dages begivenheder inden jeg i morgen tager til fastlandet. Lige indtil for 2 minutter siden har travellog været gået ned, så jeg var lige ved at være nervøs for at jeg slet ikke kunne komme i gang med at skrive noget. Sådan er det tit her, det som man planlægger, går sommetider i vasken. Men i det her tilfælde tror jeg nu at der var noget galt på selve travellog siden og ikke med computeren. Den slags sker jo også!

Men opdatering: Den første by som jeg kom til over den mexicanske grænse var Tijuana. Verdens mest besøgte grænseby, og der var da også fuld af turister der skulle opleve Mexico en dags tid. Byen giver også et helt godt indtryk af Mexico, et farverigt kaos og straks kunne man mærke at man var kommet ud af trods alt rolige og velordnede USA. Jeg havde næsten gået og taget mig selv i og syntes at der faktisk var ualmindeligt stille i selv Los Angeles, så da jeg kom til Tijuana, huskede jeg pludselig hvordan det er. Latinamerikanere er et enormt larmede og glad folkefærd, trafikken er larmende, musik i gaderne osv. Farver over det hele og alt i alt er det det jeg elsker ved Latinamerika – den der totalt uhæmmede livsglæde som bare ses overalt. Men hvor der er turister følger der også det trælse med at der er souvenirsælgere i lag. Man kunne knapt gå 50 meter uden at havde sagt nej tak 10 – 15 gange i den tid. De første mange gange siger man pænt nej tak, til sidst er man ved at kvæle dem, nej til taxier, nej til tortillas på en restaurant, nej tak til at blive fotograferet sammen med en sort og hvid malet i striber æsel der står foran en vogn med et farvestrålende tæppe over ryggen og ser meget mexicansk ud. Alt sammen lidt overdrevet efter min mening og i det lange løb bliver jeg hurtigt meget træt af det. Ret hurtigt besluttede jeg mig for at komme ud af Tijuana hurtigst muligt. Der var ikke så meget at være der for syntes jeg.

Jeg forsøgte at finde en lokalbus til den centrale busstation med busser ned sydpå, men endte i stedet for op i et bedre luderkvarter med piger i meget lårkorte kjoler og lange støvler, men langt om længe lykkedes det mig at finde en busstation hvor en mand taler helt pænt engelsk. Han kigger på mig med et skævt smil og forsikre mig om at Guerrero Negro som jeg har tænkt mig at ville til altså er langt væk. Joh det ved jeg måske godt! Han sender mig over gangbroen over motorvejen og jeg ender op i nærheden af den mexicanske grænseovergang, jeg kan endda se den flere meter høje mur som forhindrer illegale grænseoverløbere fra Mexico i at komme ind i det forjættede land USA og narkoen for den sags skyld. Jeg skal finde et busselskab der hedder ABC. Jeg er en lille smule lost og bliver nødt til at spørge om vej. En flok taxichauffører skal gøre sig kloge, nej det har de simpelthen aldrig nogensinde hørt om, den omtalte busstation, men de vil da gerne tage mig til den centrale busstation – af en af dem jo, forstås! Nu kender jeg jo rundt regnet nok over halvdelen af alle deres billige tricks og bliver bare bekræftet i alle mine formodninger – endnu engang! Da jeg ca. 50 meter væk henne om hjørnet fint støder ind i ABC busselskabet. De taxichauffører prøvede bare på at tage røven på mig så de kunne tjene penge på en dum naiv gringa (de hvide) der havde forvildet sig over grænsen fra USA. Men jeg har nok prøvet deres tricks en milliard gange, så jeg var forberedt, havde gennemskuet deres snyderier og uskyldige blikke.

Jeg får købt en busbillet til Guerrero Negro til kl. 16 samme eftermiddag, klokken er på det tidspunkt ca. 11. I mellemtiden er jeg hjemme på hotellet og pakke rygsæk og få den opbevaret. Bagefter tjekker jeg mail, chatter med Bo og spiser frokost på en nogenlunde afdæmpet lille restaurant med et afslappet personale. På de fleste andre steder står en tjener og prøver at hive turister ind til frokost.

Turen til Guerrero Negro går over den lille by Ensanada og vil i alt tage 13 timer – alt mellem 8 og 13 timer får jeg at vide af busdamen på billetkontoret. Det går strygende ud af Tijuana, lige indtil vi løber ind i en lang kø på motorvejen. Jeg kan godt regne ud at jeg vil ankommen til Guerrero Negro midt om natten – sådan plus minus nogle timer. Jeg aner ikke hvad jeg skal når jeg engang ankommer, men jeg er nødt til at tage den derfra. Jeg må finde ud af det når jeg er der. Jeg får to sæder for mig selv, der er ikke ret mange med bussen. Den obligatoriske voldsfilm bliver sat på flimmeren og der skrues op for lydstyrken så ens trommehinder hænger i laser – sådan er det også i Latinamerika. Lige meget om der er børn med bussen, så får de det serveret uden filter. Jeg har stort set ikke rejst i nogen lande i Latinamerika hvor det ikke er sådan. De er ingen censur, man får alt serveret, lige fra øksemorderfilm til larmende kungfu splatterfilm. Det er de foretrukne, men engang imellem kan de godt finde på at sende Walt Disney tegnefilm osv., men alt i alt så er man nødt til at blive en smule hård i filtet her mht. film – man kan nemlig ikke blive fri for dem. Hjemme kunne jeg aldrig finde på at se den slags.

Det er hundekoldt i bussen, jeg klapre næsten tænder, og har kun mit tørklæde at pakke mig ind i. Jeg forsøger forgæves at få den til at dække det hele, hvilket er ret umuligt. En pige foran mig går til sidst op til chaufføren og spørg om han ikke vil skrue op for varmen. Det havde jeg overvejet i lang tid, men var ikke helt sikker på om jeg ville kunne sige det på spansk. Jeg får langsomt varmen og kan koncentrere mig om vejen der er serpentinerformet og det føles som om vi kører på en bjergvej, men det er bælgmørkt så jeg kan ikke se en hånd for mig.

Kl. 5.30 ankommer bussen til Guerrero Negro, der er 6 graders varme udenfor og jeg får nærmest et kuldechok. Det er en totalt død by, der er jordveje og en lille interimistisk cafe har åbent, hvor en ældre mand sælger kaffe og cappuccino. Elles er der mørkt overalt. Jeg spørg en taxichauffør om vej, og han er selvfølgelig superhurtig til at tilbyde mig et lift. Jeg aner ikke hvad retning jeg skal gå i, men han kører mig 2 minutter, så holder vi foran et lille gult hotel. Han forlanger selvfølgelig en helt vild overpris for en distance jeg kunne havde gået selv på 5 minutter, og godt nok er det nattakst, men han behøver vist ikke at overdrive. Så han bliver selvfølgelig mopset da jeg giver ham mindre. Igen en dum hvid gringa skal udnyttes! Men den gik ikke her! Det kan godt være at det lyder lidt hårdt, men de kan alle kneb, og udnytter dem i allerhøjeste grad. Jeg gider det ikke. De prøver i alle henseender på at få penge ud af en, og jeg har bare lært at være ret hård i disse situationer. Alle de steder der overhovedet kan komme til at snyde da gør de det, men jeg forsøger at være meget meget vågen, så jeg mister så få penge som muligt. Og Mexico er ikke engang det slemmeste jeg har prøvet, der findes langt værre steder.

Men så står jeg der udenfor i mørket og skal have hotelmutter banket op af sengen. Det er ret mennesketomt og da jeg har ringet på dørklokken 3 – 4 gange lukker hun vinduet op og spørg om jeg skal have et værelse. Det eneste jeg drømmer om er at kravle langt ned i min lune sovepose. Så kommer hun ud i stribede pyjamasbukser, frakke og futsko. Jeg falder bevidstløs om i sengen og vågner kl. 11.30.

Da jeg får set lidt på byen viser det sig at være det sjoveste sted, der er kun jordveje, kun hovedgaden er asfalteret. Den er fuldstændig snorlige og rabatten er en sandet forestilling. Byen er dog ganske farverig, men alle mulige huse malet i stærke farver. Hotellet jeg bor på er f.eks. citrongul. Jeg får med møje og besvær købt en busbillet til La Paz længere nede sydpå til kl. 4.45 næste morgen. Grunden til besværet er at jeg skal være helt sikker på at det er 4.45 om morgenen og ikke kl. 16.45 om eftermiddagen. Der kan godt opstå en del misforståelser omkring det. Jeg har efterfølgende fat i flere mennesker der kan oversætte, så jeg er helt sikker på at det er den rigtige billet de har givet mig. Jeg har engang i Peru prøvet at købe en billet til næste dags morgen kl. 7.30 og da jeg så sidder og venter på bussen er det kl. 19.30. Bussen kommer selvfølgelig ikke og busdamen nægter at tilbagebetale pengene for fejltagelsen. Så jeg er altid meget meget striks med den slags – dobbelttjekker flere gange. Sprogbarrierer længe leve! Jeg ved af erfaring at det er de mest imponerende misforståelser der kan opstå når man ikke helt kan gøre sig forståelig. For det meste går det, men det kan altså også være genstand for en helt vildt masse ballade.

Senere skal jeg finde en bank, og jeg prøver at finde den på egen hånd, men spørg til sidst om vej. Konen på et hotel kan ikke tale engelsk, men sender mig over til naboen, en restaurant hvor en ung fyr kan nydeligt engelsk efter 2 år på highschool i Arizona. Han forklarer hvor banken er og får det til at lyde som om den lige ligger om hjørnet. Efter 3 kvarters vandring ud af hovedgaden får jeg øje på skiltet “ude i horisonten”. En anden af mine erfaringer er at folk her bare har en anden forhold til afstand. Typisk så får man at vide – five blocks away (fem blokke væk) og det kan næsten være alt lige fra 50 m til 5 km. Det er vist det sidste jeg er blevet sendt ud på denne gang, langt ude af byen ved en saltfabrik ligger banken – interessant!

I Guerrero Negro handler det om to ting – salt og hvaler! Der ligger saltsletter udenfor byen hvor man udvinder salt og hvalerne referer til de tusindvis af gråhvaler der kommer til området hvert år i januar og februar. De svømmer hele den lange vej på næsten 10.000 km fra Beringstrædet ved Alaska og her til Baja for at yngle. Så det er en populær beskæftigelse for turister at blive sejlet ud og se hvalerne. Det kan godt være at det er mig der er sippet, men jeg syntes altså det er synd – lad dog de stakkels dyr få fred til at føde deres unger! Jeg har sommetider, bl.a. i Panama prøvet at skulle ud at se delfiner, og det ender altid som en bedre parodi. 8- 10 både der larmer og med skrigende turister jagter de stakkels 3 – 4 delfiner rundt – helt ærligt jeg syntes det er synd for dyrene. Så jeg beslutter mig for at lade hvalerne være i fred. Det bliver en anelse for kunstigt syntes jeg og kan umuligt være godt for dyrene. Selvom jeg pænt bliver tilbudt flere hvalture, så takker jeg pænt nej tak.

Jeg får handlet ind i det lille lokale supermarked og det der ellers virkede som en temmelig død by viser sig faktisk at være ganske hyggelig. Der bor i hvert fald nogle flinke mennesker. Jeg møder også to franske piger, som jeg får en lille snak med. Jeg går i seng omkring kl.19.30 i en besynderlig isnende kulde. Temperaturen har ellers været helt pæn om dagen, men nu opdager jeg at bladene i min bog krøller, hvilket de kun gør når der er ret høj luftfugtighed. Der er 15,6 grader på mit værelse, så jeg kravler endnu engang helt ned i soveposen. Jeg vågner kl. 3 og står så småt op, da jeg jo skal hen til bussen til kl. 4.45.  Kulden slår imod mig og da jeg senere lukker døren op møder der mig det mest vilde syn (og en forklaring på mine krøllede bogsider). Kl. 4 er der fuldstændig hvidt udenfor, jeg overvejer hvad de brænder af, da det også lugter lidt af røg. Langsomt går det op for mig at det ikke er røg, men tåge. Tæt hvid tåge, så tæt som en mur. Massivt og det er helt umuligt at se noget som helst. Det er så vådt at mit hår hurtigt er sjaskvådt. Jeg bliver ærlig talt en lille smule hed om ørerne. Jeg kan ikke se en dyt, og kommer der nogen vil jeg heller ikke kunne se dem her midt om natten, bælgmørke og tæt tåge er altså ikke det fedeste.

Jeg går ud i tågerne – totalt på fornemmelsen, jeg føler mig næsten frem. Jeg kan ikke engang se næste gadelygte. Det lykkedes mig på bedste beskub at komme op til hovedgaden og på mirakuløs vis ned af den rigtige sidegade til busholdepladsen, hvor den gamle mand holder skansen i cafeen. Her ser jeg gamle mexicanske cowboyfilm fra tyverne siddende på en rød plastikhavestol. Bussen til Tijuana ankommer kl. 5.30, en time forsinket, men jeg skal jo sydpå mod La Paz, 13 timers dagskørsel. Jeg skal ikke nyde noget af mere natkørsel. Jeg gør det engang imellem, men fortryder det altid lige så hurtigt igen. Lidt senere kommer min bus, og vi er nok kun ca. 5 passagerer med. Det er stadig helt vildt tåget, tætte tågebanker gør, at man selvom det så småt er ved at blive lyst stadig intet kan se.

Vi kører tværs over Baja California med Cortezhavet – strædet mellem Baja California og fastlandet. Det er stadig pænt koldt, kulde og fugt på samme tid gør det meget koldt og temmelig tænderklaprende. Efterhånden som det bliver lyst kan vi dog skimte vejen i det mindste. Lige pludselig sker der simpelthen næsten et mirakel. Et tåget gyldent lys viser sig af den massive tågemur og det er ikke engang overdrevet, men det der sker, ser ganske enkelt helt vildt ud. I løbet af de næste 3 – 5 minutter er tågen i bogstaveligste forstand forsvundet som dug fra solen. Tågen opløses som ved et trylleslag og jeg tager næsten mig selv i at iagttage hele sceneriet med åben mund af bar benovelse. Nu viser der sig et kæmpestort ørkenagtigt landskab på hver side af vejen med tusindvis af kaktusser, klipper og rødbrune sandstensbjerge. Fantastisk smukt og hvilken vild oplevelse. Nu er himlen lyseblå og der er fuldstændig skyfrit badet i morgensollyset. Wauw hvilket syn! Det er jo faktisk første gang jeg ser Bajas landskab – på vejen til Guerrero Negro var det jo bælgmørkt nat.

Vi stopper et par stedet undervejs og jeg køber morgenmad af en lokal, plastikkrus med frugt i skriver. Senere kommer jeg til at snakke med canadiske Susan der også er med bussen. Hun er økologisk landmand i Vancouver, dyrker yoga og dyrker langdistanceridning, så vi får os en ordentlig snak om løst og fast. Hun planlægger også en tur til Kobberkløften, som jeg skal ind og se når jeg kommer til fastlandet. Jeg ser også for en gang skyld en rigtig hyggelig og sød film om slædehunde på en ekspedition i Antarktis – en af de sjældne Walt Disneyfilm, som jeg rigtig nyder. Kl. 17. 30 ankommer vi til La Paz næsten helt nede ved spidsen af Baja California. Jeg er hundesulten og får mig – efter råd fra Susan indkvarteret på Hotel Lorimar, der skulle være det billigste sted i byen. Hun kender området godt og holder selv til i Todos Santos, en lille kunstnerkoloni længere syd på. Min menu i dag består af kylling i champignonsovs og en suppe med kylling og noget der mest af alt minder om risengrød.

Næste dag får jeg efter igen noget besvær købt en færgebillet til Los Mochis på fastlandet. Den adresse jeg har fået opgivet i min bog viser sig at være helt forkert, og jeg går forgæves. Efter en kortere tur på turistinformationen er jeg dog på rette vej igen og får fat på en billet til d. 13. januar kl. 15 fra en havn udenfor La Paz. Nu kører det noget bedre! Jeg har det godt når jeg får noget udrettet, og har det rigtig godt med at jeg snart skulle ud af Baja. Her er nemlig noget dyrere end i resten af Mexico. Jeg betaler omkring 30 USD pr nat her for hotel, og her er ikke rigtig nogen hostels, så det er en smule dyrt. I hvert fald lige i overkanten, i forhold til hvad jeg plejer at betale i Mexico. Det bliver til en hel masse planlægning og action denne formiddag. En færgebillet, en busbillet til San Jose del Cabo til kl. 12.00, udcheckning fra mit hotel og så når jeg lige at købe en frugtsalat i en lille cafe inden jeg kaster mig ind i bussen mod San José. Nogle gange kan der ske en hel masse ret hurtigt! Og det er fint! Godt og effektivt arbejde skal man ikke kimse af, det er ikke altid det kan lade sig gøre på disse kanter. Jeg har bestemt mig for at holde en lille weekendhyggetur i San Cabo og omegn. Der er kun 3 timers kørsel derned og det kunne være sjovt at se det absolut allersydligste af Baja. Her ligger Lands End og El Arco, den sidste klippe inden Hawaii og El Arco er en bro eller hul ind i klippen.

Jeg vælger at bo i San José, der viser sig at være rimelig lille i forhold til San Lucas. En god gang Kung Fu splatterfilm fuldender busturen derned. På et tidspunkt kører vi på Stillehavssiden og jeg får øje på noget ude i havet. Det er hvaler der puster vand op, jeg ser nok i alt 6 – 8 stykker – dejligt at se dem i helt naturlige omgivelser, de hygger sig og et par gange kaster de sig rundt i vandet og lander med store plask. Jeg er selvfølgelig langt fra dem, men hvaler det er det! Landskabet er det samme som resten af Baja, kaktusser i tusindvis, som en bedre Lucky Luke film. På vejen kører vi gennem San Lucas og jeg kan med det samme genkende klipperne ude i havet, der hvor Lands End ligger, og Stillehavet og Cortezhavet mødes.

Dagen efter (10. januar) tager jeg bussen til San Lucas og bliver sat af bussen udenfor byen. Min morgenmad kommer til at bestå af Donuts og noget – viser det sig – rimeligt ulækkert nøddeyoghurt, men det giver energi! Nu er jeg klar til at indtage San Lucas. Lystbådehavnen står på ingen måder tilbage for den jeg så i Monaco, de fleste af yachterne er fra USA og en enkelt fra Cayman øerne. Jeg får lavet en aftale med en bådsmand der sejler mig ud til Lovers Beach, en smuk klippehalvø, i nærheden af El Arco. Her er både Stillehavsstrand og Cortezhavsstrand. Stillehavsstranden er som altid med de vildeste bølger der bare tæsker ind mod stranden. Nogle modige unge surfere hamre imod de store bølger – jeg er imponeret. Jeg er vildt bange for Stillehavets bølger! Efter 1,5 time på Lovers Beach sejler bådsmanden mig ud til El Arco, det er helt vildt. Bølgerne er helt vilde og jeg næsten vælter rundt i den lille vandtaxi. Et helt utroligt flot sted, gråhvide klipper og bølgerne der slår vildt mod dem. En søløvekoloni holder også til på klipperne. Totalt rutsjebanetur med skumsprøjt i håret – der må absolut vare en sømand gået tabt i mig!

I går kom jeg så tilbage til La Paz og har en dag her inden jeg skal sejle til fastlandet i morgen. Tiden har jeg brugt på rigtig megen research og på planlægning af videre rejseplan. Jeg har læst rigtig meget om krystalkranier og har fået sendt en mail til forfatteren af den bog jeg har købt om emnet. Jeg har fået en fin mail tilbage med emailadresse på en dame i Texas der har krystalkraniet Max, som jeg må maile til, så det var en fin service. Det med krystalkranierne kommer jeg tilbage til, det er en rimelig lang historie, som det tager noget tid at skrive, men de har ret stor betydning for min rejse her i Mexico. Hvis folk ikke kan vente – så kig under inka på denne travellog, og læs kapitlet om Anna Mitchell-Hedges.

Men min videre rejseplan er ved helt at tage form og bliver stort set som følger:

La Paz til Los Mochis med skib

Los Mochis til Creel med tog

Creel: Trekking i Cobber Canyon, evt. tur til landsbyen Batopilas hvor der bor indfødte Tarahumara-indianere. Kobberkløften (Barranca Del Cobre) er dannet af bl.a. Rio Urique og er 4 gange større end USA’s Grand Canyon. Byerne ligger i 2300 meters højde og kløften er 1879 m dyb. Den er skåret ud af Sierre Tarahumara bjergene af mindst 6 forskellige floder.

Bus fra Creel til Chihuahua.

Chihuahua til Mexico city med fly (det koster kun 10 USD mere end at flyve og jeg sparer 22 timers transporttid).

1. prioritet har det sydlige Mexico. Der er alt det jeg skal se. Baja California er bare lidt for hyggens skyld. Her er mayaruiner, Aztekerruiner, Zapotekruiner og Olmekerhoveder i La Venta.

2. prioritet har området med efterladenskaber fra den danske franciskanermunk Broder Jakob (Morelia, Patzcuaro, Taraskindianere, og byen Zacapu)

3. prioritet har byerne Acapulco og Puerto Vallarta (snorkling og havkajaksejlads)

I Mexico City: Det antropologiske museum (Museo Nacional de Antropologia)

Frida Kahlos hus (Museo Frida Kahlo)

Diego Rivera’s vægmaleri (Museo Mural Diego Rivera)

Gudalupe Basilika

Og to Tolteker og Aztekerruiner nord for Mexico city.

Videre rejseplan herfra kommer senere.

Jeg har som noget nyt besluttet mig for at prøve at forsøge mig ud i at lave små filmklip.  Jeg aner ikke om jeg kan finde ud af det, men prøves det skal det nu. De kan lægges på denne travellog eller måske senere på Youtube. Så jeg prøver på at sætte mig ind i hvordan man gør, fordi filmklippet skal være i et bestemt format hvis det skal lægges på nettet. Hvornår lægger man lyd/tale på osv.? Jeg har udset mig toltekerruinen Tula nord for Mexico city som prøveklud. Men jeg er nok nødt til at øve mig en hel del først, for at se om der overhovedet kommer noget film i mit kamera. Jeg ved ikke ret meget om det, hvis man ikke prøver, så finder man jo slet ikke ud af det.

Ok jeg vil slutte for denne gang, og håber at folk hygger sig med mine rejseberetninger.

Share Button