Ringkøbing Amts Dagblad

Af: Annette Holm (Ringkøbing Amts Dagblad) & Anette Lillevang Kristiansen

Hjemvendt: Anette L. Kristiansen fra Ringkøbing er vendt hjem fra sin rejse til Thailand, Malaysia og Indonesien med Bali som utilsigtet højdepunkt.

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have været til Bali, men da jeg stod der, skulle det vise sig at blive et af min rejses højdepunkter. Jeg kom nemlig tilfældigt til at bo hos en balinesisk familie i en lille landsby på nordkysten af Bali. Det blev en uforglemmelig oplevelse, men også en oplevelse præget af store forskelle og kontraster set i forhold til den vestlige verden.

De første par dage på Bali blev brugt på afslapning og et forsøg på bare at finde lidt hoved og hale i Balis hovedstad Denpasar. Det er et meget turistpræget sted, og der sælges simpelthen alt i tingel – tangel. Det er et sted som jeg hurtigt fandt trættende. For mig ville det være en del mere interessant, at træffe nogle mennesker.

Faktisk skulle det vise sig, at jeg slet ikke var langt fra at skulle få det ønske opfyldt. Om søndagen, som jeg var ankommet om fredagen, tog jeg med på en tur rundt på Bali. Jeg var nemlig blevet gode venner med med fyren på mit hostel, så efter en del forhandlinger om prisen, fik jeg lov til at få lidt rabat på denne heldagstur. Første stop på turen var tradtionel balinesisk dans, udført af piger i flotte dragter og optræden af en Barong. Barongdans er grundlæggende kampen mellem det onde og det gode. Det gode er personificeret af en Barong – et dyr fra den balinesiske mytologi. Den ligner mest en lådden, langhåret hund eller løve. Den har et sødt ansigt (en maske) med store ører og rare øjne. Den danser rundt på scenen og klaprer med munden.

Ondskaben derimod er repræsenteret af en Rangda, der er en heks. Denne danses af én mand og har også maske  på. Denne maske er mere uhyggelig at se på med bl.a store tænder. Desuden har den en kæmpe hårpryd lavet af sorte eller hvide hestehår.

Kadek
Om min guide syntes, at det var synd for mig at jeg rejste alene, ved jeg ikke, men det endte ihvertfald med at jeg blev inviteret med hjem til hans familie. Jeg tror nok, at han syntes at jeg kunne trænge til lidt familiær omsorg. Det skulle jeg komme til, at få i rigelige mængder af, jeg kom nemlig til at bo hos familien i fire dage. Det blev en fantastisk oplevelse. Kun en i familien kunne tale engelsk udover min guide, og det var en af sønnerne, Kadek på 22 år.

Jeg fik den store oplevelse at blive fuldstændigt betragtet som et medlem af familien. Bl.a.  var jeg hver aften med familien til bøn og ceremonier i templet. Jeg fik prøvet samtlige ritualerne i templet, såsom at drikke helligt vand, få riskorn i panden, bougainvilleblade bag ørerne, sidde med røgelsespinde og blive stænket med helligt vand. Altsammen vigtige ritualer for hinduer, i forbindelse med bønnen.

Et af de sjoveste og mest rørende oplevelser havde jeg den første aften sammen med Kadek henne i templet. Jeg blev udstyret i – den for kvinder traditionelle bededragt – og afsted gik det til templet. Her fulgtes jeg, sammen med Kadek med i et optog (hvor balineserne skulle bære helligt vand) gennem hele byen. Det mest specielle var, at det var en meget lille by, og pludselig var det mig der var en hel attraktion. Det er ligesom umuligt, at falde i med væggen, når man er 180 cm og lyshåret og alle andre er 160 cm og sorthårede. Kort sagt, alle ville snakke med mig, hilse på mig og sige “hello” og spørge hvor jeg kom fra.

Langs vejkanten stod hele byens flok af unger og hujede, fnisede og råbte. Toppen var, da en lille knægt på 7 – 8 år; trådte frem med åben arme, og råbte ud over det hele “I love you” (Jeg elsker dig). Alle var ved at flække af grin, der var bare den mest hjertelige stemning. Dagen efter var jeg med Kadek og hans kammerat ude at fiske og snorkle, og stor var min forbløffelse, da jeg så, at vi skulle sejle i udriggerkano. Det er en smal kano, med støtter ud til hver side, nøjagtigt den samme bådtype, som bruges af polynesierne på den små øer i Stillehavet. Kades kammerat Gorba brugte bare en simpel line med tre små kroge på til at fiske med, men han hev den ene fisk i land efter den anden. Jeg prøvede også, at fiske, men det var vist mest begynderheld, jeg fangede nemlig tre fisk på en gang.

Aqua
I løbet af de fire dage hos denne balinesiske familie, fik jeg set det meste af Bali. Det endte med, at guiden fra mit hotel Gedé, lejede sin firhjulstrækker ud til Kadek og mig, så vi kørte hele Bali rundt. På denne måde fik jeg set alt lige fra templer, grotter med flagermus og til at snorkle blandt stribede fisk og koraller. Jeg fik også prøvet, at plante ris hos en af de lokale kvinder. I mudder til knæene, fik jeg plantet mit livs første risplante, og Kadek forevigede det hele med mit kamera. Dagene hos den balinesiske familie, blev virkelig en uforglemmelig oplevelse – og samtidig et møde med konstrasternes verden. Den første aften gik kvinderne igang med  at slagte en høne, fordi jeg var kommet som gæst. Spisningen skulle foregå på gulvet, og jeg skulle spise sammen med mændene. Det hele føles meget specielt og fremmedartet.

Da Kadek og jeg senere sad ude på trappen og snakkede, spurgte han pludselig om jeg kunne lide lide Aqua (vand, balineserne kalder vand for aqua). Jeg skulle lige vende spørgsmålet et par gange. Men da Kadek begyndte at finde en CD frem, gik det omsider op for mig, at det var den danske musikgruppe Aqua vi talte om. Så til tonerne af “I’m a Barbiegirl” blev jeg brutalt mindet om, at selvom jeg jeg sad langt hjemmefra i et balinesisk hjem, hvor man slagter høns når der kommer gæster – og spiser på gulvet, så befinder vi os altså stadig i 1998. Selv var jeg ellers ved at blive totalt revet med af stemningen, og blive hensat til en helt anden verden.

Bestikkelse
Kadek havde ingen anelse om, at Aqua var fra Danmark, han var bare ung og vidste hvad der var trendy. Det på trods af, at han lever i et land fuld af korruption, bestikkelse, et hav af restiktioner, samt både politisk og økonomisk uro. At lære Kadek at kende var i det hele taget, at møde kontrasternes verden.

Det kan godt være svært for en rig vesterlænding, at forholde sig til at mandens største ambition var at få en kakaotræsplantage, når man selv drømmer om at læse på universitetet, tjene en masse penge og jorden tynd. Det gav i den grad stof til eftertanke. På turen rundt på Bali besøgte vi noget af Kadeks familie. De havde en virksomhed, hvor de håndlavede tagsten og lod dem tørre udenfor i solen. Også her fik jeg en hjertelig velkomst med friske  papayafrugter og en madras at sove på. Næste morgen gav jeg –  som tak for husly, kvinderne og børnene de sidste sørgelige rester af mine danske mentholbolsjer. De var som gribbe over dem, og væk var bolsjerne.

Det var blevet torsdag, og jeg skulle flyve tilbage til Kuala Lumpur om fredagen. Imidlertid skete der noget, som slet ikke var med i planerne. Torsdag aften gik Kadek og jeg på McDonalds, noget han aldrig havde prøvet før. Så det var med en vis skepsis, at han satte tænderne i sit livs første cheeseburger. Jeg fik kylling og bagefter blev jeg syg. Hele natten havde jeg feber, diarré og næste morgen kulminerede det hele med næsten 41 C i feber. Jeg kunne godt blive liggende i min seng. Ti dage i alt på Bali, blev det til inden jeg var klar til at tage til Malaysia. Bali er ikke det værste sted at strande, tværtimod, jeg faldt pladask for stedet, ikke mindst pga. den balinesiske befolkning.

Singapore
Absolut sidste destination på min rejse var Singapore. Man bliver umådelig nationalbevidst af at rejse. En dejlig oplevelse var gudstjeneste i Den Danske Sømandskirke i Singapore. Jeg blev budt velkommen af sømandspræst Eskild Pedersen, og Karsten der var tidligere ansat. Han arbejder nu for et flyttefirma i Singapore, men fungerer hver søndag som organist i kirken. Det var en dejlig oplevelse at møde så meget dansk midt i det fremmede. Danskere, danske salmer, dansk kaffe, boller med smør og ost og hjemmebagt kage med hvid glasur. Så ved man altså godt hvor man kommer fra. Med billeder af Dronning Margrethe, skoleskibet “Danmark” og Kronborg Slot, så kommer al nationalfølelsen op i en. Selv om man er langt væk fra Danmark, så føler man sig alligevel meget tæt på sit hjemland.

Jeg er nu ved at kunne se til ende på 2 måneders meget spændende, oplevelsesrig og ikke mindst udfordrende rejse. Jeg må indrømme, at jeg også er ved at være mæt og opbrugt. Jeg vil med glæde rejse igen, men ikke lige imorgen, nok heller ikke i næste uge.

Men om et halv års tid begynder det igen at rykke i mig. Så vil jeg nok være tibøjelig til at pakke rygsækken, vende blikket østover mod Indonesien og besøge min værtsfamilie på Bali igen. Jeg er sikker på at, det bliver et lykkeligt gensyn, de bliver svære at undvære.

Se artiklen i Ringkøbing Amts dagblad