I 2007 havde jeg bestemt mig for, at jeg ville have et nyt nordligste punkt på min liste over besøgte steder. Jeg havde hidtil haft Oslo som mit nordligste punkt, og syntes at jeg skulle prøve noget der var længere mod nord. Først havde jeg Swalbard i tankerne, det lød som et rigtigt spændende sted, men jeg blev egentligt en smule overrasket over prisen på flybilletten. 4500 kr med SAS, godt nok er der langt til det absolut nordligeste Norge, men jeg syntes det var en del at betale.

Nogle måneder før havde jeg læst en bog af den danske bjergbestiger Lene Gammelgård der besteg Mt. Everest uden ilt som den første kvinde, og hun omtalte nogle lederkurser der foregik i Alaskas ødemark. Jeg fik straks fat i kataloget over disse kurser, mest af nysgerrighed. Det viste sig bl.a., at kurserne foregik i Prince Williams Sound Nationalpark i det sydlige Alaska. Her kunne man uddanne sig til bjergguide, kajakinstruktør eller trekkingguide. Det lød utrolig fedt, men hvert kursus kostede over 40.000 kr og så kom rejsen til Alaska oveni.

Nå, så måtte jeg finde på noget andet, men min interesse for Alaska var blevet vakt, ikke mindst pga. de utrolig flotte billeder af storslået natur jeg havde set i kataloget over USA’s største stat. Jeg var helt solgt over bjergene, dyrelivet og de imponerende gletsjerfjorde. Så begyndte jeg, at undersøge hvad en billet til Anchorage ville koste. Prisen lå på mellem 6200 kr og helt op til 12.000 kr. Selvfølgelig stadigvæk mange penge, men når man sammenlignede med, at det kun kostede 2000 kr mere at komme hele vejen om på den anden side af jorden i forhold til Nordnorge, så fandt jeg Alaska noget mere eksotisk og attraktiv. Alaska var afgjort ikke et sted man tog til hver dag, og jeg syntes at de ekstra 2000 kr var blevet godt givet ud.

Jeg endte med en flybillet booket online til 6400 kr, og nu skulle jeg så 3 uger til Alaska i juni 2007. Jeg glædede mig helt vildt, og var spændt på at skulle den lange vej først fra København, så til Atlanta, så til Seattle og til sidst til Anchorage. Turen tog næsten 24 timer og jeg var mere end smadret da jeg endelig nåede frem til lufthavnen i Anchorage, hvor jeg landede i et forunderligt tusmørke. Forinden var vi lettet fra lufthavnen i Seattle og en smal solskinsstribe kunne skimtes i horisonten mod nord.

Striben blev tydeligere og tydeligere jo længere nordpå flyet kom og under os strakte enorme ødemarker sig. Man kunne tydeligt se gletsjernes skuremærker i landskabet og de sneklædte bjergtinder. Det er et fantastisk syn der møder en, når man flyver op langs vestkysten af Canada og ind over Alaskas sydlige Nationalparker.

I løbet af de næste 3 uger fik jeg set en god del af Alaska, selvom den er stor og på størrelse med Texas to en halv gang. Det er en umådelig stor stat og her bor kun lidt over 600.000 indbyggere, så de har mere end rigeligt plads at boltre sig på. De første par dage brugte jeg i Anchorage, for lige at komme over den værste jetlag efter den lange flyvetur, herefter tog jeg bussen op til Fairbanks. Byen i sig selv er måske ikke det mest interessante sted, men naturen omkring byen er helt uovertruffen. 8 timers kørsel nordpå passerer man polarcirklen, og der tog jeg op på en arrangeret tur. Strækningerne er virkelig øde og det ville kræve en bil hvis man skulle på disse kanter alene, så det var lidt nemmere at hoppe på en gruppetur.

På vejen dertil var vi ude og se på Alaska pipeline, dvs. den ca. 2000 km lange olierørledning der går hele vejen fra Det Arktiske Hav og hele vejen ned til den sydligste del af Alaska. Meget af Alaskas undergrund er permafrost ca. 40 – 50 cm nede i jorden, så det er umuligt at grave den slags olieledninger ned, derfor løber den ovenover jorden og hviler på store H-formede jernkonstruktioner.

Det der var mest overraskende ved polarcirklen var faktisk, at der var omkring 25 graders varme og kæmpemyg ligesom ved Nordkap i Norge. Det var så varmt, at vi alle svedte og måtte tænde for airconditionen inde i bussen. Det kom noget bag på os alle sammen, jeg havde også været ude at købe en god vindtæt jakke inden jeg tog fra Danmark og det havde egentligt slet ikke været nødvendigt. Men den kom dog senere til sin ret, da jeg tog endnu længere nordpå.

Jeg var jo nemlig på jagt efter et nyt nordligste punkt og jeg bestemte at skulle det være, så skulle det også være ordentligt. Så jeg bookede en flybillet til Barrow, den nordligste bosættelse i USA. Byen ligger på 71,14 grader nordlig bredde og har Det arktiske hav til nærmeste nabo. Jeg skulle flyve fra lufthavnen i Fairbanks og taxichaufføren var oprigtigt bekymret for mig. Han spurgte vældig faderligt om jeg nu godt vidste hvad jeg gik ind til og om jeg havde en returbillet. Det var nemt at høre på folk, at denne by Barrow virkelig var ved verdens ende, men det var jo ligesom det jeg søgte, så jeg var helt rolig ved det. Faktisk så glædede jeg mig helt vildt til at opleve arktisk klima og stå ved Det Arktiske Hav.

Vi fløj over noget af det mest øde landskab jeg nogensinde har set og landede nogle timer senere i den lille bitte bosættelse ved verdens ende, sådan føltes det unægteligt. Det var dyrt at bo der, 100 dollar for et hotelværelse var det billigste jeg kunne finde, så jeg var kun i byen 4 – 5 dage i alt. Men en fantastisk oplevelse blev det, at få et nyt nordligt punkt på sin liste. Jeg var på tundra tur kl. 4 om natten for at spotte isbjørne i fuldt oplyst midnatssol, vandrede rundt i den lille by, kiggede på isbjørneskind i den lokale skindbutik og mødte en meget sød canadisk kvinde som jeg stadig har kontakt med.

En pudsig oplevelse var, at jeg var inde og spise tortillas og andre specialiteter på en mexicansk restaurant. Her fik man gratis et flot certifikat der var skrevet under, at nu tilhørte man den eksklusive klub der havde besøgt USA’s nordligste by og passeret polarcirklen. Jeg snusede også rundt i deres lille supermarked og på biblioteket, gik tur i byen og fandt advarselskilte med isbjørne på (fordi de nogle gange forvildede sig ind i byen og søgte efter mad) og hvalkæber der var anbragt foran deres rådhus. Et helt igennem spøjst lille sted med en gennemtrængende kulde og isnende blæst selvom det var midt om sommeren. Men stilheden var helt fantastisk, jeg tvivler måske på, at det var et sted jeg kunne havde boet resten af mit liv, men de dage jeg var der nød jeg roen og freden. Det er et sted hvor man tænker godt over livets store spørgsmål.

Tilbage igen i Fairbanks tog jeg med toget tilbage til Anchorage og var der et par dage, før jeg rejste videre igen med et andet tog ned til byen Seward. Jeg havde kørt tæt forbi USA’s højeste bjerg Denali i nationalparken af samme navn, passeret over adskillige floder og udforsket det smukke landskab. I Seward sejlede jeg havkajak og var ude og se en imponerende gletsjerfjord, inden jeg sluttede af med en sejltur i Prince Williams Sound Nationalpark. Her så jeg havoddere, en enkelt hval og et helt utroligt antal gletsjere i alle størrelser, udformninger og farver.

Alaska vil altid betyde noget helt særligt for mig, det er nok et af de absolut mest øde steder jeg nogensinde har set og nogle af de mest fantastiske naturscenerier jeg har oplevet. Og det der bare er så imponerende ved Alaska er statens kolossale størrelse og hvor få mennesker der bor i forhold. Det gør jo stedet til et af de mest tyndt befolkede steder overhovedet og der et meget lidt menneskeligt indblanding, ikke et eneste hegn eller huse i miles omkreds. Det gør, at man i den grad føler sig som Palle alene i verden. Det er en helt fantastisk følelse, når man ellers er vant til at bo i en by og skal lede længe efter steder hvor der ikke er spor af mennesker, men kun ren natur. Det er en lise for sjælen, at få lov til at prøve at være i fuldkommen ro.

I dag er de fleste af os mennesker jo omgivet af larm fra trafik, TV, tætte bysamfund og ikke mindst stress. I Barrow f.eks. er det næsten umuligt at blive stresset, men så har de sikkert nogle andre ting at sloges med – kulden og mørket f.eks., som jo er over byen i 8 – 9 måneder af året. Her er det er naturen bestemmer og det er en unik følelse, at få lov til at opleve det.