Nå, så er jeg blevet alene på skansen, Bo tog hjem i går og jeg er flyttet ind i min lille studiehybel på campus. Der bor p.t. kun mig, så her er stille og roligt. Jeg er ked af, at jeg ikke har fået skrevet noget på min blog i lang tid, men jeg har næsten ikke haft tid. Der har været noget hele tiden, og så er Egypten jo præget af både strømafbrydelse og netnedbrud på daglig basis, helst flere gange om dagen, så det kan godt være lidt af en udfordring at skulle lægge indlæg på bloggen.

Men lad mig starte med at fortælle jer lidt om vores tur til Alexandria. Bo og jeg kender jo selvfølgelig begge til biblioteket i byen. Alexandria var jo arnested for alverdens lærde og man havde det gamle bibliotek, som var det største i antikken. Det gjorde at Alexandria var det førende lærdomscenter. Det blev grundlagt omkring 280 f.Kr. og i sin storhedstid havde biblioteket mellem 400.000 og 700.000 skriftruller, fortrinsvis på græsk.

Desværre blev biblioteket ødelagt ved en brand i år 47 f.Kr. – og her gik en stor del af de mange bøger, manuskripter og skriftruller til i flammerne, så det var en sand katastrofe. Masser af vigtig viden gik tabt, men byen er blevet ved med at have denne ældgamle tradition for viden og lærdom, selvom også Cæsars invasion af byen førte til at man mistede yderligere mellem 40.000 og 70.000 skriftruller, så biblioteket led en hård skæbne.

I dag ligger der et nyt topmoderne bibliotek i Egyptens middelhavsby. Den er tegnet af en norsk arkitekt og indeholder alt, hvad et moderne videnscenter skal have. Den huser ca. to millioner bøger, et museum med meget gamle skrifter, manuskripter og bøger, et antikvitetsmuseum, læsesale og så er en stor del af litteraturen digitaliseret, så det er muligt for folk at få adgang til bibliotekets mange bøger via nettet. Det er virkelig et ressourcested, hvis man skal blive klogere på snart sagt alt fra historie over menneskelivet til samfundsvidenskab. I øvrigt har biblioteket bøger på alle verdens sprog, de har også bøger på dansk, selvom vi godt nok ikke lige fandt nogen, men de er der.

Først skulle vi finde et tog til Alexandria og gennem Cairos morgentrafik kan det godt være lidt af en udfordring at finde vej til den store Ramses station. Det var egentligt ikke fordi vi boede så langt væk fra den, men taxituren gik gennem bilkøer, militærkolonner og foran Ramses station er der et stort marked, så vi slæbte af med vores rygsække gennem et gedemarked af en anden verden. Vi var virkelig nødt til at holde tungen lige i munden, for man bliver hele tiden tiltalt og der er en larm uden lige. Men vi fik os da kæmpet igennem menneskemængderne og til sikkerhedskontrollen på stationen.

Ramses station er en flot bygning holdt i hvid og blå muslimsk arkitektonisk stil og indeni er loft og vægge også dekoreret med snirkelkroge og krummelurer.

Henne ved billetlugen forsøgte jeg at forklare at vi skulle to personer til Alexandria og straks giver hun mig to billetter til toget, der går om fem minutter. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage imod dem, så vi kunne komme afsted, for stationer af denne størrelse er aldrig et godt sted at hænge ud. Man er altid i risiko for at få sine ting stjålet. Så vi skyndte os gennem horderne ned til toget, der selvfølgelig holdt klar og stort set alle sæder var optaget, så vi endte med at stå mast sammen ude i mellemgangen sammen med en hel flok egyptere.

Vi stod der nok det meste af tre kvarter, og det var først da konduktøren kom, at det gik op for os, at vi rent faktisk var blevet tildelt to sæder – godt nok fem vogne længere fremme. Jeg fik en ung fyr til at vise mig vores sæder, og turen derned gik gennem togets midtervogne, hvor folk sad på gulvet med spædbørn, kufferter og alskens happengut. Jeg kunne levende forestille mig, hvordan det ville blive at få slæbt vores to store rygsække + to små gennem dette virvar.

– Der er fem vogne ned til vores sæder, og der er fyldt med alt muligt undervejs, er du villig til at gøre et forsøg, spurgte jeg Bo, der stod op af vinduet i den midtervogn, hvor vi havde placeret os fra starten.

Det var han. Jeg kunne godt se på Bo, at han ville give sin højre arm for at sæde, så vi tog en dyb indånding og gik i gang med projektet. Man skal jo her forestille sig, at vi var godt udmattede i forvejen af at slæbe vores ting gennem menneskehorderne. Det er 40 graders varme udenfor og man har aldrig rigtig ro i sit hoved, fordi alle råber, bilerne dytter fuldstændig vanvittigt og det pulser rundt med støv og skidt.

Det kan godt være svært helt at forstå for folk, der ikke har været i Cairo, hvordan her virkelig er. Der findes på en eller anden måde bare ikke rigtigt nogle ord, der er vanvittige nok til at forklare, hvordan det er – man er nødt til at opleve det selv. På en eller anden måde er man bare altid på – hver enten man vil det eller ej og det trætter en helt vildt. Plus at man jo skal passe på sine ting, på ikke at blive kørt ned og på ikke at blive snydt listeligt – de tager røven på en konstant og man bliver nødt til at bliver frygtelig hård og insisterende.

Nå, men vi hankede op i vores rygsække og begav os på den lange rejse ned gennem de fem tog blandt skrigende unger, bagage, papkasser og alt hvad der nu ellers kunne stables ind i en togvogn. Dørene mellem hvert togsæt var tunge jerndøre, som indimellem var næsten umulige at få op, så det føltes som bestigningen af et bjerg at nå ned til vores sæder. Men på mirakuløs vis nåede vi ned til den unge fyr, som holdt vores sæder.

Vi pustede som arbejdsheste og jeg tilbød, for god ordens skyld, fyren drikkepenge, men for første gang i meget lang tid afviste en at modtage penge. Det er sjældent sket. De plejer aldrig at holde sig tilbage, men det overbeviste mig om, at mange egyptere faktisk er flinke og rare og byder rejsende velkommen uden at ville rippe dem. Men der er godt nok mange af den anden type, der får dollartegn i øjnene, så snart de ser en stakkels turist.

Vi forsvandt helt og aldeles ned i de bløde sæder, totalt smadrede. Det er altid som om, at alting, selv små bitte ting skal være ekstra besværlige her, fordi man nærmest skal gennem skærsilden, før man kan nå sit mål. Man skal nærmest hugge sig gennem med macheter og kæmpe for sin eksistens.

Da vi står af toget i Alexandria bliver vi selvfølgelig også straks overfaldet af taxichauffører. Problemet med dem er tit, at de siger ja uden overhovedet at ane en hujende fis om, hvor vi skal hen. De er så forhippede på, at tjene penge, men det giver mange problemer, når de ikke aner hvor vi skal køres hen. Jeg har dem mistænkt for ikke at kunne læse det latinske alfabet, så selvom vi viste dem navnet på hotellet eller skrev det på et stykke papir, så kunne de ikke altid forstå, hvor vi skulle hen. Oven i det skal man så sloges med dem om deres evindelige overpriser, og er man lige ankommet til en ny by, så har man jo ikke skyggen af chance for at vide hvor langt ens hotel ligger væk.

Det endte med at to unge skolepiger med en smule engelsk i baglommen kunne forklare taxichaufføren, hvor vi skulle hen, for han insisterede hårdnakket på, at køre os. Man kan aldrig ryste dem ad sig, de skal altid kline sig til en, selvom man har sagt nej. Og helst så samler der sig en hel flok rundt om en, alle skal gøre sig kloge og alle råber i munden på hinanden og ingen af dem har i virkeligheden noget fornuftigt at sige. Den ene er kort sagt mere klog end den anden og ingen ved egentlig noget i sidste ende.

Nå, men vi kom da til hotellet. Vi havde virkelig haft et hyr med at finde et hotel til en rimelig pris. Alt var booket op, nogle hoteller var oppe i flere tusinde kroner fordi det stadig var ferie og alle vil ud til havet. Det kan man i og for sig ikke bebrejde dem, heden i Cairo kræver sin styrke, så havluften virker dejligt svalende. Så de egyptere, der har råd tager ud til havet.

Taget i betragtning at hotellet var en smule dyrere end de vil plejede at tage, så var det faktisk ikke et specielt godt hotel. Min første entre på badeværelset afslørede kakerlakker, godt nok de mindre, men alligevel. Et nyere fladskærms-tv kunne kun vise sort hvid, til gengæld kunne vi tage Tv-Eritrea, Qatar, Irak og alt muligt andet fra regionen.

Efter et lille hvil var vi omme og se biblioteket udefra, det er et ganske imponerende bygningsværk med en facade med tegn og bogstaver fra alverdens alfabeter. Selvom vi ellers ihærdigt forsøgte at komme ind, så måtte vi vente til næste dag. Med næsen trykket flad mod souvenirbutikkens ruder måtte vi drømme lidt endnu om at komme ind.

Bo var rigtig glad for at se, at de havde en anstændig butik med bøger og tingel tangel, han var aldrig helt kommet sig over at det egyptiske museum ikke havde nogen butik. Lokalet var lavet og man gjorde anstalter til det, men der var ingen varer. En lidt skidt disponering var vi enige om, de kunne da have solgt i tonsvis af egyptersouvenirs til turisterne, men af en eller anden grund var deres souvenirbutik fuldstændig ikke eksisterende.

Næste dag mødte vi op til åbningstid kl. 10 og blev lukket ind i det hellige bygningsværk. Først skyndte vi os ind i souvenirbutikken og snuse rundt og senere var vi med på en guidet tur med en engelsktalende guide, der fortalte os om huset og de forskellige museer inde i biblioteket.

Det er stort, det er imponerende, det er historiens vingesus – selvom det er et topmoderne sted, men det der nok i virkeligheden var mest imponerende er roen i dette store hus. Arabere er jo ikke ligefrem jordens mest stille folkefærd, men her havde de virkelig fat i at være respektfulde, stille, eftertænksomme og ydmyge overfor den enorme vidensskat, der ligger gemt her. Det er som at komme ind i et lille land helt for sig. Murene i bygningen er konstrueret med nogle særlig små nicher, som gør at lyden absorberes og akustikken gør, at lydene ikke bliver høje og skingre, men bevares bløde og dæmpede. Specielle grønne og blå glasflader i taget gør at der ikke kommer generende direkte sollys ind, men at lyset i bygningen er behagelig at læse i.

Der er virkelig kælet for detaljerne og huset er tegnet fuldstændigt til at tilgodese læseres behov for ro, lys og luft. Der er god plads og mange små steder, hvor man kan sætte sig i fred og ro for at læse. De har alle mulige landkort, bykort, verdenskort osv. Ordbøger til snart sagt alle mulige sprog og alle mulige emner. Alle bøger på alle sprog står under hovedemner, for eksempel Antropologi, sociologi osv. Her står samtlige bøger på alle sprog om dette specielle emne.

Det er selvfølgelig i sig selv helt vildt for sådan et par bogfreaks som Bo og jeg at se så mange bøger på én gang, men huset er også virkelig imponerende. Nu har vi jo en særlig forkærlighed for gamle bøger, så vi var jo helt salige, da vi var inde for at se manuskriptsamlingen. Her er den ældste bog fra år 900 e.Kr., mange af dem er fra 1200-tallet og så op til 1800-tallet. Man bliver sådan helt blød om hjertet, når man står og ser på en bog, der er skrevet for over tusind år siden. Hvad tænkte vedkommende, der skrev den? Hvem var han? Hvor havde han sin viden fra? Hvordan så verden ud på det tidspunkt, da han levede?

Sådan tænker jeg altid, når jeg står og ser på gamle skrifter, hver enten det har været på Det Antropologiske Museum i Mexico City, på British Museum i London eller som nu på biblioteket i Alexandria. Man står der og føler en slags åndsfrænneskab med disse skribenter, fordi man også selv skriver og videregiver viden.

Den der trang til at skrive har de jo også haft. Tænk at det er en trang, som man også havde dengang. Havde de også sommetider skriveblokering? Gik de også kold i en tekst? Sad de også og kiggede ud af vinduet i mangel på inspiration og de rette ord? Tog de sig også til hovedet, når det blev for meget og oplevede de også de der perioder, af fuldstændig flow, hvor ens skrivning bare flyder så guddommeligt, at man først ”vågner op” flere timer senere, hvor klokken har bare galoperet afsted og man har været i en helt anden verden?

Sommetider ville jeg ønske at jeg kunne komme til at tale med disse skribenter fra ældgamle tider, for det er som om de stadig lever, når jeg står og ser på deres sirlige skrifttegn, symboler og billeder af kroningsceremonier hos aztekerne i Mexico, hellige religiøse ritualer hos sufierne i Mellemøsten eller menneskeofringer hos mayaerne i Guatemala.

Jeg vil så gerne vide, hvad de tænkte om livet, om verden, om himlen, om Gud – for de tænkte, det er klart. Mennesket har altid undret sig og filosoferet, higet efter viden og forståelse, fuldt deres nysgerrighed og måske endda udlevet deres drømme. Vi er jo nogle forunderlige væsener og verden er vores legeplads på godt og ondt. Hver gang jeg rejser, så tænker jeg altid disse tanker. Hold op hvor verden et fantastisk sted af kreativitet, fantasi, fantastiske mennesker med store visioner og store hjerter, men hvor er den også hård, grusom, ondskabsfuld, uretfærdig, ugennemskuelig og svær at fatte.

Jeg mener, der har altid været krig og fred, der har altid været befolkningsgrupper, der har sloges og kriges. På Jesu tid blev man korsfæstet, i dag bliver folk halshugget i Irak. Jeg tror, at ondskaben altid vil være en del af jordelivet, men det modsatte vil også altid være en del. Det modsætningsfyldte vil altid fylde den her jord.

Men når man står på et så historisk vigtigt sted for menneskeheden som biblioteket i Alexandria, så bliver man lige lidt ydmyg overfor menneskets kreativitet og skaberlyst. Når man står og ser på de fine detaljerede guldtegninger og skrifttegn i de gamle bøger, så ved man godt, at mennesket også indeholder denne utroligt smukke side, der videregiver kundskab, tanker og visdom – så er det man står og må tørre en tårer væk fra øjenkrogen.

Jeg er jo, i al beskedenhed, også selv en del af dette via mit arbejde som journalist – jeg skal videregive viden, hvad enten det er om indvielsen af et nyt plejehjem i Viborg eller formidlingen af en families svære tid i Familie Journal. Vi er jo alle en del af historien og som journalist bliver ens tekster jo ved med at bestå – det gør mig virkelig ydmyg at tænke på det på den måde.

At besøge biblioteket i Alexandria var en af de der oplevelser, der gør en til et lidt større menneske og lader en forstå, at man også selv er en del af historien og er med til at sætte sit aftryk her i verden.

Så Alexandria gjorde indtryk. Havet, de to luskede knægte, der fulgte efter os på fortovet (men som vi heldigvis nåede at opdage i tide), den skide taxichauffør, som kørte som død og helvede gennem markedspladser, tæt befolkede gader og endte med at sætte os af det helt forkerte sted (fordi han sikkert ikke kunne læse den seddel vi havde skrevet navnet på – vi skulle til katakomberne og han kørte os – held i uheld – til et gammelt romersk bibliotek), kakerlakkerne på morgenbordet, vores evindelige dårlige mave, heden og folks råben og skrigen.

Det gjorde også indtryk, da vores taxichauffør midt i vrimlen af dyttende biler, virvar og larm resolut stoppede bilen og hjalp en lille dreng over gaden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at egypterne er venlige mennesker og at langt de fleste vil fremmede det godt, det kan godt bare til tider drukne lidt i skrigen og skrålen, overpriser og nærmest afpresning af penge fra turisterne. Det er trættende i længden, men man skal prøve, om man kan lære at skelne mellem de gode og de trælse typer – og det kan godt være lidt af en kunst.