Så er jeg ved at synge på sidste vers her i Panama, så i får lige en opdatering inden det går mod El Salvador i morgen med Copa Airlines. Jeg har lige haft den sejeste oplevelse i går gennem Panama kanalen, men først lige ca. 14 dages opdatering herfra tropehede Panama. Jeg kom jo som fortalt i sidste beretning til Bocas Del Toro med fly fra San José og dumpede lige lukt ned i det lokale karneval og en by af fyldte hoteller med priser til op til 49 USD pr nat. Så første nat brugte jeg 35 USD på et hotelværelse som faktisk ikke var så meget bedre end et til 10 USD. Men den slags sker jo engang imellem. Næste dag flyttede jeg så udenfor byen på et mere ydmygt hostel til 8 USD pr nat. Det var en 4 sengs dorm og jeg boede der i 4 nætter, men de 2 af nætterne var der kun mig, så det var faktisk fint nok.

En af dagene på øerne sejlede jeg over til en lille nabo ø, og blev her lige pludselig vidne til århundredes hundeslagsmål. 4 – 5 hunde gik vildt til angreb på en 6. hund under skrigen, hylen og visen tænder i rasende galskab. Hvis ikke folk var kommet spænende til (vist mest af nysgerrighed) og banket løs på hundene med en planke og smidt vand på dem, så tror jeg at det var endt med rovmord ved højlys dag. En del af denne lille ø var utroligt smuk, med luksuriøse hytter med stråtag, men anderledes så det ud inde midt på øen. Rigtig typisk Caribien slum med halvskumle faldefærdige huse på pæle ude i strandkanten, hytter af rustne plader og affald i lag. En masse nysgerrige børn rendte rundt, men de så egentligt ganske tilpasse ud. De havde jo alt lige udenfor døren, azurblåt vand, hvid sandstrand og mangotræer.

En anden dag tog jeg på tur til Dolphin Bay – delfin bugten. Det var her jeg havde fundet det retrætecenter, hvor man kunne svømme med vilde delfiner. Jeg havde sendt et par mails rundt for at forhøre mig om muligheden, men fik aldrig noget svar. Jeg fandt senere ud af at man i Panama har forbudt svømning med vilde delfiner, hvilket egentligt er meget godt. Jeg ville rigtig gerne prøve at svømme med delfiner, men et eller andet sted, så er det synd. Tænk på de stakkels dyr der dagligt skal underholde åndssvage turister. Så på et eller andet plan kan jeg sagtens leve uden. Vi så tre delfiner i bugten denne morgen. Men jeg tror efterhånden jeg er ved at have fået nok af den slags kiggen på dyr. 6 – 7 både med hylende turister møder dagligt op og forventer at se delfiner hoppe rundt. Det samme med at kigge på hvaler, det er da lidt af en parodi. I New Zealand går de endda så langt som til at sende folk op i fly for at spotte hvalen, når det er for dårligt vejr til at sejle derud. En god service for turisterne som faktisk har betalt et ret klækkeligt beløb for at se hvaler, men synd for hvalerne syntes jeg. Så lægger man der og cirkler rundt oppe i luften over hvalen, og den har ikke det mindste fred. Nej jeg er færdig med den slags. Så godt at der er blevet lavet love omkring det her i Panama. Jeg kunne bedre tilgive det hvis delfinerne var i fangenskab. Det er selvfølgelig også synd, men de er dog vant til mennesker.

Næste sted var en lille ø, hvor vi måtte snorkle. Jeg havde mødt et norsk/belgisk par, så vi spiste sammen bagefter. Jeg fik en snorkletur, men der var nu ikke så meget at se på. Mest brækkede koraller, mindre fisk og enkelte søpølser, men ok hyggeligt og dejligt varmt vand. Under frokosten var der en der fodrede fisk, så det vrimlede med fisk i store stimer, bl.a. Hornfisk. Efter frokost blev vi sejlet til en anden ø med en utrolig smuk strand, hvidt sand og palmer ud til Det Caribiske Hav. Bocas Del Toro består af en masse små øer med mangrovesumpe ind imellem. På denne ø var der også sumpområder og mindre søer, så vi skulle på et lille hike for at komme ud til stranden. På vejen mødte vi nogle drenge som havde fanget rødplettede bittesmå frøer som vi fik at se. Vores bådsmand opdagede en slange oppe i et træ. Det sjove var at vi havde gået forbi og under det træ masser af gange og ingen af os havde lagt mærke til slangen. Den var helt utroligt godt kamufleret og næsten umulig at se hvis man ikke så rigtigt godt efter. Den lå stille og roligt og sov og reagerede først da vores guide pirrede til den med en pind. Ingen af os var rigtigt til strande, så vi forsøgte at bestikke vores bådsmand til at sejle os til en ø der hed Bird Island – Fugleøen. Men der var for langt fik vi at vide.

Næste dag mødtes vi igen helt uafhængigt af hinanden, det norsk/belgiske par og jeg. Vi havde alle tre bestemt os for Bird Island, så det var lidt sjovt. Jeg var ellers lidt i tvivl om jeg skulle tage til fastlandet allerede i dag, men så bestemte jeg mig for Fugleøen alligevel, og det viste sig at være et godt valg. Vi skulle sejle op til nordspidsen af øen Isla Colon hvor jeg boede, der ville vi være tæt på Fugleøen. Det første sted vi så var nogle fine små strandhytter på pæle ude i vandet, som jeg faktisk huskede fra flyveturen med Nature Air ind til lufthavnen i Bocas. På spidsen af Isla Colon rundede vi den lille by Bocas Del Drago, hvor vi senere skulle spise frokost. Turen over næsten åbent hav ud til Fugleøen var ret spændende. Gode bølger og vippen, skumsprøjt og det hele. Øen lå som et klippeskær langt ude i horisonten. Øen består af en klippeø og med en 3 – 4 mindre klippeøer omkring. Bølgerne slog vildt om båden og om klipperne, alt imens hundredvis af fugle – deraf selvfølgelig navnet – fløj rundt omkring. Øen var overgroet af regnskovsvegetation, palmer, bregner og alt andet grønt sammenfiltret buskads. Massevis af flotte fugle ynglede der, bl.a. en meget fin hvid fugl med en lang hale. Helt igennem et rigtigt spændende sted, ikke mindst var det noget af en udfordring at tage billeder der. Bølgerne var halvvilde og man skulle virkelig forsøge at holde kameraet stille. Vi var ret tæt på øen, og bølgerne tæskede ind mod klipperne, så det var ret sjovt og spændende.

I Bocas Del Drago er byens hovedattraktion dens lille restaurant. Det er virkelig et af de der bosættelser med tre huse og fællestoilet, men rigtigt et lille tropeparadis. Skyggefulde palmer, azurblåt hav og hvidt sand. Hængekøjer bundet op i palmerne til fri afbenyttelse og helt igennem et sted hvor tiden stod totalt stille. Jeg bestilte rejer i kokossovs og en iskold mangojuice til frokost, nåh ja og så lige desserten – Flan! Latinamerikas svar på karamelbudding med karamelsovs (jeg kunne spise det til morgenmad). Under frokosten fik jeg selskab af det norsk/belgiske par. Konen underholdt med en halv halsbrækkende historie om en tur sammen med hendes eksmand i Alaska tilbage i 70’erne, hvor hun lige pludselig en dag havde stået ansigt til ansigt med fire Grizzlybjørne ude midt i ødemarken. Bedst som hun var begyndt at bede sin sidste bøn var de fire fyre lusket stilfærdigt af igen, og hun havde åndet lettet op. Hendes søn og kæreste er p.t. ved at planlægge at gå tværs over Svalbard fra syd til nord, og de havde været i Hadangervidderne i Midtnorge det år hvor 2 unge vandrere mistede livet under et voldsomt uvejr i bjergene. Så den familie var da med hvor det sker, må man sige!

Efter frokost blev vi sejlet til Star Beach – stjernestranden. En smuk og stille strand, måske knapt noget specielt, men hele hemmeligheden lå over havoverfladen. Navnet Stjernestranden var stedet blevet opkaldt pga. massevis af søstjerner på bunden. Vandet var så klart at man med lethed kunne se dem hvis man bare gik rundt i det lave vand, men bedst var det selvfølgelig at snorkle der. Så jeg fik masken på og studerede søstjerner i massevis. Røde og gule med pletter og i alle størrelser. Det blev ret hurtigt og pludseligt dybt, så det var med at holde sig til det lavere vand. Det var også her der var flest søstjerner.

Næste morgen stod jeg tidligt op og var på havnen kl. 6, så jeg kunne nå båden til byen Almirante inde på fastlandet kl. 6.30. Det var en smuk morgen med flot solopgang og en smule køligt. Jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg skulle og hvor jeg skulle ende henne. Jeg lod det komme lidt an på hvilken bus der kom først. I båden mødte jeg en dame der skulle til byen David, hvor jeg havde overvejet at tage til, som et nødvendigt stop på vejen mod Panama city. Fra Almirante ville busturen til Panama city tage 8 – 10 timer, og det syntes jeg ikke rigtigt at jeg orkede. Til David ville det tage 6 timer, så det endte med at jeg valgte David. Igen et godt valg.

Mit første møde med fastlandet i Panama var noget blandet. Almirante så helt igennem lidt skræmmende ud, meget fattigt og slumagtigt – i hvert fald lige ved første øjekast. Damen og jeg delte en taxi til hovedvejen hvor busserne stoppede på vej henholdsvis mod David og Panama City. Jeg vidste stort set intet om David, så jeg måtte køre den lidt på rutinen og se hvad der skete i løbet af dagen. Men som sagt et godt valg jeg foretog mig der. Turen mod David var utrolig flot og gav faktisk et godt indblik i det nordlige Panamas natur. Første del af turen gik gennem hedt tungt regnskov opad, for til sidst at ende oppe i tågeskov ret langt oppe i højderne. Floder og brusende vandfald, en enkelt dæmning og grønt regnskovsvegetation dominerede landskabet. Langt ude i horisonten kunne man se Panamas højeste vulkan Barú på 3475 m. Det er ikke bare Panamas højeste vulkan, men også et af de højeste i Mellemamerika, hvis man lige ser bort fra de meget høje vulkaner i Guatemala på over 4000 m. Tågen var tæt oppe i højden, men da man så begyndte at køre ned igen åbenbarede der sig det flotteste landskab og de helt store vidder. Landskabet gik nu over i sandede bjerge og meget tørre områder, klar blå himmel og mere støv end regnskov. Så man skulle lige op og runde højderyggen, og ned af igen, så forandrede landskabet sig radikalt. Og heden kom tilbage, næsten værre end i Bocas. Tørt klima, lav luftfugtighed, enkelte landbrugsarealer, kvæg og helt anderledes end i Bocas.

Byen ligger i et forholdsvis fladt område, og nede i en dal, så der var hedt som jeg ved ikke hvad. Efter ankomst til en nydelig busstation lidt i udkanten af byen finder jeg et almindeligt sådan middelklassehotel lige ved torvet til 16 USD pr nat. Det kan godt gå an. Jeg skal lige have lidt tid til at gennemskue hotelpriserne i resten af Panama, da jeg ikke rigtigt tror at priserne i Bocas er de gængse generelt for landet. Jeg får mig installeret og går ud for at kigge lidt på byen. Det er ikke fordi der sker det mest sindsoprivende, det er en ganske almindelig by uden så meget dikkedarer.

Men noget at spise skal jeg finde. Jeg ender op på en sjov ta selv buffet restaurant med mad til 4 USD og kommer altid i den slags situationer til at tænke på min morfar. Han er for længst død – i 1977 tror jeg det var, men jeg kan godt huske ham. Han var langturschauffør og kørte fisk til forskellige steder i Europa. Engang var han havnet i Paris og kunne ikke komme videre over grænsen for om flere dage. Han var sulten og gik ind på den første den bedste restaurant og pegede på menukortet. Det var jo på fransk, så han var jo lige så lost som jeg er med et menukort på spansk. Det smagte fint nok, men han anede ikke hvad det var han spiste. Så snakken gik i mange år at han havde spist frølår. Jeg ved heller ikke aldrig helt altid hvad jeg spiser, og så kommer jeg altid til at tænke på ham. Efterhånden står det mig ret klart at jeg vist ikke har det her rejseblod fra fremmede. Min mormors bror emigrerede til Amerika i 1912 og skulle havde været med Titanic, men uvist af hvilke årsager kom han ikke med den, men først den næste Amerikabåd – hvilket jo var ret heldigt. Og min far sov i høstakke i Norge da han var ung og på eventyr, var ved marinen i Kbh., og sejlede som matros, og senere bl.a. til Casa Blanca i Marokko. Så jeg kan vist ikke rende fra at jeg har det i blodet.

På mit hotel havde jeg kabel TV og det hyggede jeg mig helt vildt med. Bl.a. så jeg en meget interessant udsendelse på Discovery om Bermuda trekanten, det sted i Atlanterhavet der altid har givet alle søfolk gysen ned af ryggen. Helt siden 2. verdenskrig har man hvert år fået meldinger om mystiske hændelser. Skibe og fly er forsvundet i området på mystisk vis og er aldrig dukket op igen. Men nu er man ved at finde ud af årsagen. Trekanten går fra Miami til øen Bermuda og til Bahamas. 6 fly forsvandt sporløst under 2. verdenskrig og adskillige både er sunket der. Man er nu ved at påvise at bunden af havet i det område er fuld af undersøiske gasudslip som går op i luften og for mindre fly til at eksplodere og styrte i havet. Det kraftige gasudslip kan ligeledes sænke både, især hvis de lige er på kanten af et gasudslip. I filmen prøvede man har lave en anordning ude i havet med luftudslip, og den sank faktisk en båd. Ikke da båden var midt i luftboblen, men da den var på kanten. Så gik båden ned! En helt vild historie, som måske er løsningen på gåden. Senere i filmen fandt man et af de seks fly der var styrtet ned ved at kunne identificere den fra et nummer på halen. Vildt spændende film, som jeg blev helt opslugt af. Jeg har jo selv masser af gange fløjet over den berygtede Bermuda trekant, men har nu aldrig mærket noget underligt. Det sker jo så heller ikke for store fly der flyver meget højere oppe, hvis det er pga. gasudslip.

Næste dag søndag står jeg op kl. 5.15 og satser på en bus til Panama city. Det er hermed konstateret at der ikke sker det vilde i David, så jeg kan ligeså godt begynde at nulle ned sydover mod hovedstaden.