Forleden, da jeg var i London på en hurtig sviptur med besøg på rejsemessen Luxury Travel Fair og en enkelt arbejdsopgave, blev jeg introduceret til en gade i den engelske hovedstad, som jeg aldrig har hørt om før. Nok har jeg været i London en del gange efterhånden, men har jo som de fleste andre turister mest set de mest traditionelle seværdigheder som Big Ben, Trafalgar Square og Tower Bridge, men på et tidspunkt bliver det jo lidt kedeligt, og der skal ligesom noget andet til.
De sidste par gange i London er jeg så begyndt at gå temmelig meget udenfor den udjoggede turist-sti, for de sjoveste og mest pudsige ting findes nede i de små skumle gyder udenfor ”lands lov og ret” og dem er der en hel del af i London, har jeg erfaret.
Gaden Brick Lane ligger i det østlige London i bydelen Shoreditch. Kort fortalt finder man dertil ved at hoppe på en bus fra London Bridge (broen til venstre for Tower Bridge, hvis du kommer sydfra) og køre nordpå til Hackney Road. Herefter går man et lille stykke vej om til en parallelgade, hvor Brick Lane skærer igennem på tværs. Og forbered dig på noget særligt! Min oplevelse er at gaden ikke bare et kulturelt og historisk bombardement af ens sanser – den er en sindstilstand.
At gå tur på Brick Lane en ganske almindelig søndag formiddag er på mange måder som at tage tilbage til hippietiden. Der er indtryk fra hele verden og fra en helt anden tidsalder komprimeret ned i én gade og det giver en ånd af ikke så lidt “peace, love and harmony.”
Længe leve hippietiden
Grundlæggende så er Brick Lane kvarteret for folk fra Indien og Bangladesh, og det afspejler sig selvfølgelig i de mange restauranter med indisk mad, men gaden er også så meget andet. Jeg var der to gange, lørdag eftermiddag og søndag formiddag. Søndag formiddag, fordi jeg simpelthen var blevet for nysgerrig til at tage hjem uden at have set nærmere på denne totalt særprægede gade. Den talte til mig på en eller anden måde, selvom det var ét stort fantastisk kaos.
Nu er der nok dybest set gået en lille bitte hippie tabt i mig, når det kommer til stykket. Jeg har altid været fascineret af hippietiden med blandt andet Wood Stock og musicalen Hair, men nok mest af alt den ånd, der herskede blandt hippierne. I dag er alting helt hysterisk, reguleret, man skal have 12-taller, være målrettet og omstillingsparat, alle skal rette ind og ligne hinanden, ingen må træde ved siden af og gør man det, så er man på det nærmeste dømt til et liv i rendestenen. Hvad er det for en besynderlig holdning til livet?
Bevares, hippietiden havde afgjort sine vanskelige sider – man skal heller ikke romantisere det. LSD, hash, arbejdsløshed og skæbner, der forsumpede og faldt ud over kanten, men den der holdning med, at man måtte te sig, som man ville, gå i vanvittigt tøj, farve sit hår lilla, spille guitar dagen lang eller ligge i en hængekøje og se på psykedeliske solnedgange på Bali eller i Goa – den synes jeg er fed. Den går lige i blodet, selvom den er svær helt at definere. Det er jo det, man langt hen af vejen praktiserer som backpacker. Jeg har backpacket i 20 år og har mødt denne ånd masser af gange, mange steder rundt om i verden, og Gud, hvor kan jeg godt savne den.
Alt på Brick Lane går sådan lidt afslappet og tilfældigt for sig, men der hersker en meget stærk ånd af kreativitet, fantasi og “vi-gør-lige-hvad-vi-har-lyst-til” – det gør gaden til et helt utroligt fedt sted. Jeg vil næsten sige, at man kommer i en helt særlig sindstilstand, når man bevæger sig rundt der.
Hele verden på ét sted
Jeg tror, at denne ånd grundlæggende kan oversættes med frihed. Frihed til at være den man er, frihed til at gøre det, man vil og drømmer om og muligheden for at hoppe ud af lemming-flokken og frigøre sig fra de snærende bånd. Gøre noget som andre ikke vil gøre; gå mod øst, når alle andre går mod vest. Lidt højtideligt, men måske også noget klichéagtigt sagt; at følge sit hjerte, ligegyldigt hvad andre siger og synes. Det er sgu da livsbekræftende! Det får det til at bruse som sodavandsbobler i hele min krop. Jeg mærker glæden og suset og dét, jeg grundlæggende er sat her på jorden for. Men vi skal jo helst passe ind i kasserne nu om dage.
Det er lidt af den ånd, jeg møder denne råkolde eftermiddag på Brick Lane. Jeg ser mangfoldigheden, kreativiteten og fantasien udfolde sig, friheden blomstre og ”vi er sgu da fuldstændig ligeglade med, hvad andre tænker”-ånden pulserede gennem gaden. Det er smukt. Det er stort. Jeg elsker det, er afhængig af det sus, det giver, og derfor er jeg nødt til at gå tilbage og se nærmere på det næste dag.
Hele verden er samlet på Brick Lane – også rent kulinarisk. Nævn et land og du vil være i stand til at spise mad derfra – prøv bare en af de mange madboder. Der er i bogstaveligste forstand noget for enhver smag og helt afgjort en oplevelse at gå rundt og indsnuse de mange dufte og se de farvestrålende boder.
Nok er Brick Lane hjemsted for folk fra Indien og Bangladesh, men jeg elsker de der steder, hvor hele verden er komprimeret ned på et lille bitte område. Der er madboder med lækkerier fra Mexico, Burma, Japan, Korea, Vietnam – ja, you name it – du kan få hele verden i én gade. Det er som at gå gennem et garderobeskab og så komme ud et helt andet sted. Og selvom det er hundekoldt, så skinner solen fra en skyfri himmel i mere end én forstand.
På grund af den ulidelige kulde ender jeg op i chokoladebutikken Dark Sugars, hvor et skønt personale bestående af et udvalg af afrikanere, new yorkere og en enkelt indfødt londoner, gætter jeg på, hun er, serverer den skønneste skoldhede kakao med hakket chokolade i tre farver som topping. Hele sceneriet bliver akkompagneret af to højttalere, der på fuldt drøn blæser The Jackson 5’s ”I Want you Back” fra ’69 ud i en butik, der er fuld af chokolade i alle afskygninger og et ganske benovet publikum, der ikke kan lade være med at stå med det bredeste smil klistret ud over hele ansigtet.
At sætte sig på en bænk i chokoladeforretningen Dark Sugars med en kop varm kakao byder på meget mere end bare en smagsoplevelse. Det er for eksempel et helt antropologisk studium bare at iagttage gadelivet – for typerne, der går rundt på Brick Lane er ikke helt almindelige.
En raffineret tidslomme
Jeg sætter mig henne i et hjørne med min kakao og sikken en oplevelse sådan en helt almindelig søndag formiddag. Ude på gadehjørnet indfinder der sig nemlig en ung fyr med lange tykke fede dreadlocks til ned midt på lårene – han minder mig hundrede procent om min tid på en eller anden strandcafé på Bali med Bob Marley på anlægget. Yeah, man! – Peace, Love and Harmony.
Samtidig krydser en anden yngre fyr gaden. De to passerer hinanden og forskellen er så slående, at jeg helt stopper min kakao-nipperi. Denne mand er nemlig iført stilig lysebrun uldfrakke, blankpudsede sko, attachémappe og en chik lille bowlerhat – de to er i absolut hver sin ende af skalaen, og uhh, hvor jeg elsker det.
Mangfoldigheden længe leve! Det er jo netop dét, som livet handler om – mangfoldigheden, forskelligheden, friheden til at leve som man vil – om det så er med meterlange dreadlocks eller sofistikeret bowlerhat og sko så blanke, at man kan spejle sig i dem. Her i Brick Lane er alt tilladt og alt accepteres; dét er da fantastisk! Tænk, hvis resten af verden var sådan.
Min vej går gennem vintagebutikker, ja, hele haller med et fuldstændigt uoverskueligt og kaotisk udvalg af afghanerpelse, vinylplader, sølvstiletter og 50’er-kjoler. Murene langs gaden er fulde af streetart og et sted sidder en fyr og vrider liflige toner ude af en aldrende spade. Over skuldrene har han et tæppe i brune nuancer – hæklet i tern. Sådan nogen som vores bedstemødre havde over knæene, når de sad i gyngestolen.
Ham her er da rendyrket hippietid! Iført hæklede bedstemor-tern vrider han den ene fede tone ud af sin spade efter den anden. Jeg står stille og betragter ham sammen med mange andre. Han har fat i noget denne isnende kolde oktoberformiddag.
Jeg lapper det hele mig, for det er som at gå ind i en anden tid. En tidslomme med ting fra for længst svundne tider, der vækkes til live denne – igen helt almindelige formiddag i Østlondon. For en stund kan jeg glemme 2016, og komme tilbage til før verden gik af lave. Hvor man ikke var noget på grund af sine præstationer, sine skyhøje karakterer fra København Business School eller sit perfekte CV, men simpelthen bare fordi man var der. Det er da befriende og giver en stor blød boble lettelse i maven.
Længere nede af Brick Lane bliver gaden mere hipsteragtigt, og min forunderlige tidsrejse afsluttes med en smagsprøve fra Englands første og bedste beigel-shop. Etableret i 1855 har den forsynet englænderne med de runde møllehjulsbrød med fyld i over 160 år, og køen er stadig at finde helt ude på fortovet. Man skal jo blende ind med de indfødte, så jeg bestiller en jewish style med salt beef, mustard og pickels. Dermed fuldender jeg min historiske odyssé ned ad Østlondons hippie- og hipstergade, inden jeg skal med ThamesLink mod Gatwick Airport og igen med et puf befinder mig i 2016 – desværre.
En af butikkerne på Brick Lane er virkelig historisk. Englands første og bedste beigel-shop blev stiftet i 1855 og lever i bedste velgående den dag i dag. En smagsprøve af husets specialitet beigel med saltbeef, mustard og pickels afslører da også, at her absolut er noget at komme efter.
Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen
