Brudstykker af en barndom

Digt

Før jeg blev født var himlen fløjlssort med et væld af lysende stjerner.
Blød, svævende, varm og blidt – ja verden var uden ende.
Der var evigheder og der var nærheder.
Alt i universet sejlede rundt som i en varm blød mælk.

Det første jeg husker er en hel verden af bløde bamser.
Bamser overalt.
Jeg rækker ud efter dem og fanger en
hvis øjne stråler som stjerner.
Jeg kærtegner dens bløde pels
lader fingrene glide gennem hårene.
Verden er venlig.
Bamsen kigger nysgerrigt på mig og smiler.

Jeg sidder på en seng, en skibsbriks med en grøn dyne med hvide og blå blomster på,
der ligger også en lysegrøn sovepose.
Jeg har uldet langt hår ned til midt på ryggen.
Jeg er søvnig og klatøjet.
Min hvide pyjamas har blå og turkisgrønne blomster på i klynger.
Jeg er træt og er lige stået op,
stadig varm og mat af dynens blødhed,
er jeg kravlet ud af min egen seng og har sat mig i min storebrors seng.
Han er stået op, men sengen er varm endnu.

”Mor mor se mig, jeg kan gynge højt!”
”Se mor jeg kan cykle uden støttehjul!”
”Se mig jeg tegner et hus med blomster foran!”
”Se mig, jeg hopper ned fra bordet!” råber jeg hvinende af fryd.
”Se mig” smiler jeg stolt og har taget min fine lilla tylskjole på.

”Åhhh så se dig dog for din klodrian!”
”Jamen så opfør dig dog ordentligt barn!”
”Må vi så bede om kammertonen!”
”Nu skal du ikke være næsvis!”
”Det kan ikke hjælpe noget!”
”Hvis du er utilfreds, så kan du finde dig et andet pensionat!”
”Nu skal du ikke komme for godt i gang!”
”Hvis du ikke opfører dig ordentligt så kommer du på kostskole!”

Hvad er det for et sted?
Hvem er de?
Har de overhovedet lyst til at have mig?
Jeg vil hjem!

Share Button