Rygsækken er så småt ved at være fundet frem og pakket, nye trekstøvler skal indkøbes og danske kroner skal omveksles til canadiske dollars. Jo, jeg er begyndt at tælle ned til min tur til Canada sidst i juni. Der kommer til at ske flere ting i forhold til rejsen til Winnipeg, der ligger i staten Manitoba i det centrale Canada. Da jeg er mangeårigt medlem af De Berejstes Klub, skal jeg jo hvert andet år havde to nye lande på min liste, og fordi jeg ikke fik dét sidste år, skal der gøres noget ved det i år. Mit mål har altid været at rejse i 100 lande.

Her finder du min lande- og territorieliste, hvis du har lyst til at se den.

I 2016 var jeg i England et par gange + Berlin, men det er begge lande, jeg har været i mange gange før, så sidste år var lidt slatten med hensyn til nye lande. Canada har jeg faktisk været i én gang før, nemlig i 1995, men ikke i 24 timer, som kravet er i De Berejstes Klub til et nyt land. Jeg besøgte bare den canadiske side af Niagara Falls og så tilbage til USA igen. Så Canada og Myanmar står stadig i venteposition for mig. Myanmar krydsede jeg grænsen til i 1998, men heller ikke her var jeg nok tid til at kunne føje den til listen. Det kommer i fremtiden – det lover jeg.

Canada bliver mit land nummer 74, og der skal så gerne komme et nyt land mere på i år – hvor det bliver, har jeg ikke lige taget stilling til endnu. Men Canada, ja, dette enorme og afvekslende land, det bliver sjovt og spændende, og jeg glæder mig rigtigt meget. Især ser jeg frem til én ting. Jeg skal som tidligere nævnt flyve til byen Winnipeg og være der nogle dage, og så går turen vest på mod Alberta, hvor jeg skal være i byerne Calgary og Edmonton, som er udgangspunkt for ture i nationalparkerne Jasper og Banff.

I 1995 var jeg i USA og besøgte ved denne lejlighed Nigara Falls, både på den amerikanske side og den canadiske. Men mit besøg i Canada var kun kortvarigt og ikke nok til at kunne føjes til min liste hos De Berejstes Klub. Det bliver der nu rådet bod på, når jeg sidst i juni rejser til Winnipeg i Canada. Det bliver mit land nummer 74.
Foto: Commons-Wikimedia

Naturscenerier i verdensklasse
Lige præcist i år er et godt tidspunkt at besøge nationalparker i Canada, da al indgang til parkerne er gratis, fordi landet fejrer, at det er 150 år siden, det blev født som nation. Så det er afgjort i 2017, man skal benytte sig af denne fantastiske mulighed for at besøge de canadiske naturperler. Jeg har valgt Jasper og Banff, da de jo ligger midt i the canadian Rockies og byder på fuldstændig fantastiske scenerier med bjerge, turkisblå søer, skove og ikke mindst dyreliv i verdensklasse.

Det kunne være fedt at se en bjørn – jeg har aldrig set en i dets naturlige habitat, selvom jeg ellers har rejst i Alaska, der jo også bugner af bjørne af enhver art. I Alaska så jeg til gengæld elge, ørne og havoddere. Lige meget hvad, så er naturen i Canada og Alaska i en klasse for sig, og jeg glæder mig vildt til at komme langt udenfor lands lov og ret og bare finde ro og ren væren. Det bliver fantastisk. Det er for mig virkelig en opladning af batterierne.

Min foreløbige plan er at tage på trekking og så ud at ro i kajak, som jeg også har gjort i blandt andet Alaska, New Zealand og Irland. Det er en meget smuk og meditativ måde at nyde storslået natur på. Jeg har før i tiden også river raftet mange steder rundt om i verden på de vildeste floder, men det fik en brat ende, da jeg i 2008 faldt i en flod i Costa Rica, gled ind under gummibåden og var ved at drukne. Dér blev jeg kureret for den slags crazyheder. Men fedt, vådt og vanvittigt var det, mens det gik godt. Det er et adrenalinrush uden sammenligning.

Du kan her læse om min sidste river rafting-tur:

Det skumhvide rædselskabinet – river rafting i Mellemamerika

Selvfølgelig skal jeg også se på byerne Calgary og Edmonton. De har garanteret nogle fede antikvariater, sjove cafeer, museer, og jeg har fået kontakt med en kvinde, som har mange kontakter indenfor fotografi- og kunstnerverdenen, så jeg er helt sikker på, at det nok skal blive en super inspirerende tur på alle måder.

Canadas nationalparker byder på natur i verdensklasse, og det er min plan at besøge Jasper og Banff Nationalpark. I år er det 150 år siden, at Canada blev født som nation, og det fejres blandt andet med at give besøgende gratis adgang til samtlige nationalparker i hele landet. Søen her er Bow Lake, der ligger i Banff Nationalpark.
Foto: Pixa Bay

Islænding med blåt blod
Den egentlige grund til, at jeg skal til Canada og nærmere betegnet Winnipeg, er faktisk noget helt andet end natur, bjergmassiver og dyreliv. Jeg skal nemlig deltage i indvielsen af et gravmæle, hvor særpræget det end lyder. Det hele startede sidste sommer, hvor jeg var journalist på historie- og slægtsforskningsmagasinet Danske Skæbner og Eventyr. Der poppede en noget speciel beretning nemlig op, da jeg researchede på mulige historier.

Som skribent er man jo altid på jagt efter gode historier, og en dag faldt jeg over en artikel på TV2’s hjemmeside, om islandsk kvinde, der levede i en lille by ved Lake Manitoba i Canada. Hun døde i 1884, kun 35 år gammel, men det, der var særligt ved denne kvinde, var, at hun menes at være en efterkommer af danske Kong Frederik VI. Jeg læste artiklen igennem flere gange og researchede mig frem til, at denne kvinde ligger begravet ude midt på en mark ved den lille by Riverton nord for Winnipeg.

Mærkeligt og en noget bemærkelsesværdig historie! Jeg finder bagefter ud af, at det islandske samfund omkring Riverton er gået i gang med at samle penge ind til at lave et nyt gravmæle til hende, da man er lidt flov over at en mulig royal har fået sit sidste hvilested et så ydmygt sted. Grunden til at hun ligger begravet på dette noget underlige sted, er fordi der ikke var plads på den lokale kirkegård, da hun døde, og så måtte man begrave hende der, hvor der var plads. I dag ligger gravstedet på en bondemands jord.

Graven er meget tilgroet, misligholdt, stakittet udenom er slidt og afskallet, og man kan knapt se navnet på gravstenen. Og hvis denne kvinde, kaldet Friðrika, virkelig har blåt dansk blod i årerne, ja, så skal der gøres noget – for hun skal i hvert fald ikke ligge ude midt på en plovmark, det er man enige om.

Sidste år skrev jeg en artikel om en islandsk kvinde, der ligger begravet ude på en mark ved den lille by Riverton i Manitoba i Canada. Hun har muligvis kongeligt dansk blod i årerne, og nu har man samlet ind til et nyt gravsted til hende. Gravmælet skal indvies d. 1. juli, og den begivenhed er jeg blevet inviteret til at deltage i.

Friðrikas nye gravmæle
Efterhånden som jeg dykker længere ned i historien, kommer jeg i kontakt med flere i og omkring den lille by Riverton. Jeg får snart indryk af et både livligt og meget initiativtagende folk, der for en stor dels vedkommende er fra Island eller har rødder på øen i Nordatlanten. En filminstruktør er ved at lave en film om Friðrikas liv, de har etableret en facebookside, og man er altså gået i gang med indsamlingen, som skal give penge nok til, at man kan få hendes gravsted restaureret.

Man stiler mod indvielse af det nye gravsted 1. juli 2017, og alle er involveret i arbejdet. Jeg skriver min artikel, får adgang til billeder og føler næsten, at jeg begynder at kende denne Friðrika. Midt i det hele får jeg kontakt til den danske generalkonsul i Winnipeg, Helle, og alle synes, det er vildt spændende, at en dansk journalist som jeg interesserer sig for historien.

De kan imidlertid ikke være helt hundrede procent sikre på, at Friðrika er en efterkommer efter Kong Frederik VI, men en del tyder ganske rigtigt på det. Flere medlemmer af det islandske samfund omkring Riverton har gransket gamle skrifter, kirkebøger og papirer, fra da Friðrikas fjerne forfædre rejste fra Island til Manitoba, og sandsynligheden for at Kong Frederik VI havde en søn, som man ikke rigtigt kendte noget til er altså tilstede.

Hvorom alting er, så blev jeg, fra ret tidlig i arbejdet, inviteret til at komme til indvielsen af gravstedet. Jeg havde egentligt vildt lyst til at deltage, men samtidig er Canada jo ikke lige i nabolaget. Da magasinet Danske Skæbner og Eventyr så her i foråret pludselig lukkede, så tænkte jeg, at det måske ikke helt kunne betale sig at tage derover. Planen var jo at skrive en opfølgende historie til bladet om indvielsen af gravstedet.

Men da jeg får den officielle invitation, og Helle ringer til mig fra Winnipeg, for at spørge om jeg kommer, ja, så kan jeg jo ikke helt stå for det. Så jeg skal altså til Canada og er begyndt at glæde mig rigtigt meget. Det bliver interessant, og tror jeg; en noget anderledes oplevelse. Det er da i hvert fald ikke hver dag, man bliver inviteret til indvielse af et gravmæle for en prinsesse med dansk blåt blod i årerne.

Friðrika og hendes mand Pétur immigrerede til Canada i 1800-tallet. Parret slog sig ned ved Lake Winnipeg i Manitoba, hvor der i forvejen boede mange islændinge. Da Friðrika døde som 35-årig, blev hun begravet på en mark udenfor byen Riverton, da der ikke var plads på den lokale kirkegård. Hun havde muligvis blåt dansk blod i årerne, og nu har det islandske samfund i området samlet ind, så hun kan få et ordentligt gravsted. Foto: Icelandic River Heritage Sites

Du kan følge med i min Canada-tur her på bloggen. Der skal nok komme flere indlæg om Friðrika og hendes gravsted og mine ture i Jasper og Banff.

Og hvis du skulle have lyst til at læse om en af mit livs hårdeste og mest strabadserende trekkingture, så finder du den her:

Fish River Canyon – et psykologisk eksperiment i den namibiske ødemark

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen