I aftes skete det! Endelig! Ja, vi har simpelthen ventet på det i hele syv år, men tålmodighed er jo som bekendt en dyd. Helt siden 2010 har vi med jævne mellemrum holdt øje med, hvornår filmen fik præmiere – eller om den overhovedet blev lavet.
I disse dage går jeg rundt med et saligt smil om munden. Det er nemlig ret præcist 20 år siden, jeg var på Påskeøen, også kaldet Rapa Nui. Jeg var der i fem dage fra d. 15. august 1997. Det er helt vildt, at det er så lang tid siden. Det føles nærmest som sidste år – eller sidste måned.
Fra første gang jeg så dens sneklædte tinde, var jeg solgt. Tankerne blev ved med at kredse om det bjerg. Det blev en besættelse og en drøm, som jeg var fuldstændig vild for skulle gå i opfyldelse, selvom jeg ikke på nogen måder anede, hvordan jeg skulle realisere det. Problemet var nemlig, at jeg aldrig nogensinde havde prøvet at bestige et bjerg. Læs mere
En næsten umærkelig vind får det til at ruske sagte i de rustne blikplader. Jeg dukker hovedet, da vi træder over det høje dørtrin og går ind i den gamle lagerbygning. Det knirker i spærrerne. En stribe sollys slipper ind af en smal revne i væggen og får støvet til at spille i luften. Læs mere
Når jeg går mit fotoarkiv igennem, sniger der sig en hel del julebilleder ind – i særdeleshed krybbespil i alle mulige afskygninger og eksotisk pyntede juletræer, der er totalt modsat vores nordiske opfattelse af jul med sne, mørke, hygge og stearinlys. Forklaringen er, at jeg i en årrække har holdt jul i enten Australien, Latinamerika eller andre steder, hvor det er højsommer og solen skinner fra en skyfri himmel d. 24. december. Læs mere
For nogle uger siden sad jeg en morgen i sofaen og gnaskede min yoghurt med mysli og så Go’ Morgen Danmark. Det gør jeg de fleste morgener, inden jeg går i gang med mit skrivearbejde og dagens øvrige dont, men denne morgen var helt afgjort ikke som de andre, skulle jeg snart erfare. Læs mere
Blikket stivner fuldstændigt, da jeg står ved et gabende tomt bagagebånd i den lille lufthavn i Hanga Roa på Påskeøen i 1997. Alle har fået deres bagage, undtagen mig, og jeg opdager til min store skræk at LANChiles fly langsomt ruller ud mod startbanen. Det er ellers ikke fordi stemningen mangler – en flok sydhavsprinsesser med hibiskusblomster i håret, vrikker med hofterne i bedste Hawaii-stil og hviner lystigt, flankeret af lokale musikere. Desperationen er dog ved at få et godt tag i mig og jeg ænser knapt den eksotiske velkomst. Alle mine fotos fra rejsen, har jeg nemlig pakket i rygsækken og nu er de tilsyneladende på vej til Tahiti! Læs mere
I 2005 var jeg igen i Sydamerika og denne gang gik rejsen til Brasilien og Chile i 3 måneder. Det var planen, at jeg skulle være hele perioden i Brasilien, men efter 2 måneder endte jeg op i Chile hos en god ven jeg har der. Beslutningen om, at besøge Brasilien denne gang var udsprunget af et ønske om, at opleve den mere tropiske del af Sydamerika. Men jeg måtte under rejsen der sande, at jeg nok aldrig bliver til så meget andet end det vestlige Sydamerika, altså de områder der svarer til det gamle Inkarige. Læs mere
Langt de fleste rejsende der kommer til Peru skal prøve at gå inkastien og se den smukke ruin Machu Picchu og det skulle jeg naturligvis også da jeg var i Peru. Jeg har været der to gange og har gået vandreturen i bjergene to gange eller det vil sige mere præcist halvanden gang. I 2003 gik jeg den alternative Inkasti, da jeg få dage forinden havde haft en maveinfektion og ikke helt var komemt til kræfter endnu. Den korte version af turen er kun to dage og giver også et flot indtryk af den dramatiske natur på vejen til Machu Picchu, men den rigtige Inkasti er nu den flotteste. Læs mere
I 2004 landede jeg i Equadors hovedstad Quito sidst i oktober. Jeg havde bestemt mig for at tage tråden op med at studere Peru, som jeg havde set året før også. I 2003 var jeg kommet ind i Peru sydfra, men i år var min plan at entre landet nordfra og derved få de gamle kystruiner at se. Men først skulle jeg se om det kunne lade sig gøre at komme til Galapagos-øerne. I mange år havde jeg drømt om at se disse øer, og nu var jeg så tæt på, så jeg ville gøre alt for at komme derover. Først tog jeg nordpå fra Quito og boede nogle dage i de små indianerbyer Otavalo og Ibarra og forvildede mig til grænsebyen Tulcán få kilometer fra Columbia. Læs mere
