Christmas island – landkrabbernes ubestridte paradis

Christmas island - landkrabbernes ubestridte paradis

Juledag – d. 25. dec., det Herrens år 1643 – får den engelske Kaptajn og handelsrejsende William Mynors landkending i sigte på det gode skib Royal Mary. En lille grøn og frodig klippeø dukker frem af disen i det enorme ocean syd for Java i Indonesien. Skibet vælger dog at sejle forbi øen uden at gå i land – men døber den meget passende Christmas Island – Juleøen. Et smukt og fredfyldt lille paradis blev skuet i sørøverkikkerten denne morgen for længe siden – i dag et både landkrabbernes og turisternes uberørte og afsondrede Edens Have – langt fra verdens stress og jag.

Min veninde og jeg valgte, på vores 4 mdr. lange jordomrejse i vinteren 06/07, at udforske Christmas Island i en uges tid. Det blev en uforglemmelig og helt unique oplevelse.

Juleøen – der i dag er et territorie under Australien – ligger 360 km syd for Jakarta. Med ca. 2300 km’s flyvning til Perth og 900 km til den lille ø-gruppe Kokos øerne (Keeling Islands) ligger øen ganske godt gemt af vejen ude i Det Indiske Ocean. Dens isolerede beliggenhed har gjort øen til et helt specielt sted hvad angår både dyre – og planteliv. Mange af arterne findes ikke andre steder i verden. Øen har aldrig ligget i nærheden af nogen større landmasse, så både flora og fauna har udviklet sig helt på egne præmisser og uden udefrakommende påvirkning. Det er først i nyere tid, at der har været indførsel af andre arter.

Den næste i rækken der ankom til Juleøen var William Dampier, der gik i land på øen for at skaffe sig forsyninger, ferskvand og hugge træ til tømmer. Besætningen fangede havfugle og krabber, og forlod herefter øen uden nogen form for større udforskning. I 1820’erne blev Juleøen efterhånden et fast stop for forsyningsskibe mellem Java og Kokos øerne. Sidst i 1800 tallet opdager man rige forekomster af fosfat i undergrunden og herefter erklæres Juleøen en del af Det Britiske Imperium. John Murray – en skotsk videnskabsmand indfører retten til at udvinde fosfaten som gødning til brug i landbruget, samt at udnytte tømmeret på øen. Juleøen kommer nu for alvor på landkortet.

Øen er med sine beskedne 135 kvadratkilometer hjemsted for et helt enestående regnskovsområde. Stedet består af et fladt plateau i den centrale del af øen med tæt næsten ufremkommeligt regnskov. 63 % af øen er totalt fredet Nationalpark. Resten af området består af limstensklipper fortrinsvis ud mod havet. Her findes således en lang række huler og grotter både på øen og i havet omkring.

Klimaet er tropisk med høj luftfugtighed, oftest helt vindstille, med en fløjlsblød og behagelig varme – der bare forstærker følelsen af at være ankommet til paradis.

Når man flyver til Juleøen vil man fra flyet bemærke en dis/tåge over øen, som er helt karakteristisk pga. regnskoven. Øens regntid er mellem dec. og april, hvor den påvirkes af den nordvestlige monsun. Her er alt grønt og frodigt. Vi var der i februar måned og fik ikke en eneste dråbe regn – kun et par lettere overskyede dage. Temperaturen sneg sig op i nærheden af 30 – 35 grader.

Vejrfænomener som tropiske cykloner kan godt forekomme, men er sjældne. Og under jordskælvet og tsunamien i dec. 2004, mærkede øen næsten intet til det, selvom man teoretisk set burde at have mærket til det. Så øen er på mange måder heldigt placeret både rent geografisk og klimamæssigt.

Et broget samfund
Befolkningen på Juleøen er helt igennem et antropologisk studie i broget mangfoldighed. Her bor ca. 1300 indbyggere, rigt sammensat af kinesere, malayer, indere, australiere og europæere. Det giver et meget multietnisk og multireligiøst samfund, hvor alle lever fredeligt side om side. Man kender hinanden og tager sig godt af nyankomne.

Det er som at ankomme til en lille landsby at lande på Juleøen. Alle har nøjagtigt styr på hvornår flyet fra fastlandet lander, og kan spotte nye ansigter på lang afstand. I den lokale bank blev jeg kaldt ind i et tilstødende lokale af bankassistenten, der viste sig at være fra Irland og bare lige ville høre nyt. Vort venlige og hjælpsomme værtspar på Hotel Sunset var fra England, og sådan blev det ved. Alle var utroligt søde og nysgerrige efter at vide hvad vi nu var for nogen. Hele ånden på øen afspejler et meget harmonisk og fredfyldt samfund, hvor man på trods af forskellig baggrund og religion formår at leve fredeligt og værdigt sammen. Det er vist noget resten af verden godt kunne tage lidt ved lære af – i disse ufredstider.

Det siger sig selv at både sprog og levevis er forskelligt på øen, her tales både engelsk, malay, kantonesisk og et par enkelte indiske dialekter. Også religionen er tilstede i mange varianter.

Kinesiske taoisttempler ligger side om side med buddhistiske og konfucianske over hele øen. Gamle katolske gravsteder vidner om en tidlig kristendom og fra den muslimske moské lyder der bønner til Allah 5 gange dagligt, når mænd og tildækkede kvinder vender sig mod Mekka. Et enkelt tempel fra Baha’í religionen er også repræsenteret på øen.

Så rent religiøst og kulturmæssigt er Juleøen på mange måder som at få et indblik i et Asien i meget komprimeret udgave. Lidt Kina, lidt Malaysia, en knivspids Indien og lidt fra den vestlige verden. Alle indbyggere på øen er dog australske statsborgere.

Årets mærkedage bærer da også i høj grad præg af denne multietniske smeltedigel. Navne som Hari Raya, Raya Puesa, Haji, Vesak day går igen i kalenderen, sammen med Hungry Ghost Month, Mooncrake festival, Deepavali celebration og den australske nationaldag. Hvert år fejres også det festlige og farverige kinesiske nytår, samt flere af de kinesiske tempelguders fødselsdage. Vi var der under det kinesiske nytår, så alt var dekoreret og pyntet op med røde rispapirslamper med guldkvaster, papirsguilander og andet farverigt tingel tangel – gerne med krudtindhold.

De små bebyggelser på øen er koncentreret i det nordøstlige hjørne. Det er her langt de fleste af indbyggerne bor. Byen The Settlement er nok der hvor de fleste turister bor, da der her er bedst adgang til havet, restauranter, indkøb og information. Bydelen Kampong er hovedsageligt muslimsk, mens Poon Saan, Drumsite, Silvercity og Taman Sweetland er kinesiske og også hjemsted for de fleste fastboende australiere og europæere.

Vi var helt sikre på at vi var kommet så langt hjemmefra, at det ville være umuligt at møde skandinaver el. lign, men en af de første vi mødte, var en norsk pige, der arbejdede som severingspersonale på en restaurant. Men som min far altid sagde, der findes jyder og gråspurve over alt, og det var ikke helt løgn i denne sammenhæng. Verden er lille! Det med Gråspurvene er dog lidt en sandhed med modifikationer, da man først indførte dem til Juleøen i 1980’erne.

Hvalhajer og rødfodede Suler
Naturen og havet omkring Juleøen indeholder en artsrigdom som man sjældent har set, taget i betragtning at det er en ø af meget beskeden størrelse. Havet er hjemsted for mange havdyr som f.eks. delfiner, havskildpadder, rokker og hammerhajer. Juleøen drager fordel af den forholdsvis korte distance til Javagraven, som med sine kølige dybder giver næringsrigt vand med et rigt fiskeliv og plankton.

Fra oktober til april kan man være heldig at se havenes fredsommelige kæmpe – hvalhajen. Med sine 7 – 8 m og plettede skind, kan virke noget skræmmende, men trods sin enorme størrelse er den en helt ufarlig og fredsommelig planteæder.

For dykkere er havet omkring Juleøen et paradis af stor visuel skønhed med klart vand, god sigtbarhed og masser af strålende fisk og koraller. Med snorkel og maske kan man nemt ligge og pjaske i overfladen og sagtens få et godt indtryk af smukke koralhaver og fisk. Koralrevet er ganske velbevaret og intakt, fiskerigdommen er stor og man behøver ikke nødvendigvis at blive sejlet langt ud på en arrangeret tur for at opleve flot koralrev. Snorkling/dykning kan foregå direkte fra stranden ved den lille havn, kaldet The Flying Fish Cove – i bydelen Kampong. Faktisk næsten det sted på øen hvor korallerne er flottest og i mest koncentreret antal. Her er vandet fint og klart, og det er helt trygt og sikkert at snorkle der på egen hånd. Man kan også træffe aftale med en af øens to dykkerfirmaer om at blive sejlet ud til en grottedykning i en af øens flotte undersøiske limstenshuler. Den ene af dykkerfirmaerne er ejet af en japaner, en hyggelig fætter der har boet på øen gennem flere år. Vi var ude med ham et par gange og slog følge med et par ivrige dykkere og undervandsfotografer fra Singapore.

Man kan bruge lang tid på at studere – og sætte sig ind i plante og dyrelivet på Juleøen. Når der tales om fuglelivet i området, kan man næsten fristes til at sammenligne øen med Galapagos-øerne, både i antal og mangfoldighed. Det er muligt at se flere forskellige arter Fregatfugle med de flotte røde oppustelige “poser” under næbbet, ugler, specielle duearter, hejre, høge og forskellige Suler. På øen findes en sjælden rødfodet Suleart, – modsætningen er de berømte blåfodede Suler på Galapagos. De rødfodede Suler yngler i kolonier i regnskoven, men andre brune Suler lægger deres æg på klippeafsatserne ud mod havet. Desuden findes den meget smukke og elegante fugl Golden Bosun der har en meget lang flot hale. Ca. 1400 par af denne art yngler på Juleøen.

En rigtig sjov og spændende oplevelser for turister på øen er den daglige fuglefodring. En mand på øen har gennem flere år fodret – fortrinsvis de svage og skadede fugle – fra sin baghave hver eftermiddag. Fuglene er vænnet til det og hver dag ankommer de i store flokke for at blive fodret med fisk. De lander på græsplænen, eller sætter sig nok så høfligt på ryglænet af de dertil opstillede stole og får hver sin fisk. Et enormt sjovt syn, fuglene er nemlig alt lige fra pjuskede halvstore unger til kæmpe voksne Suler der måske har fået beskadiget sit ben. Så sidder de der nok så pænt og venter. Andre flakser forvirrede rundt og sloges om maden med nabofuglen – sikkert dem der har knapt vænnet sig til menneskelig kontakt. Holder man øjnene rigtig godt åbent, kan man nogle gange være heldig at få øje på flagermus (fruitbats) i træerne. De minder meget om den slags der findes på Tonga i nogle bestemte træer i den centrale del af hovedøen Tongatapu. Kan man ikke få øje på dem, kan man bare gå efter lugten.

De syv plager vender tilbage
En anden af Juleøens store attraktioner og naturens små finurligheder er krabberne! Som et symbol på – og varemærke for Juleøen, får da også i den grad særbehandling. Juleøen er det sted i verden der har den absolut største koncentration af landkrabber. Der findes over 20 forskellige arter på den lille ø, men de mest sete er de kæmpestore blå og de mindre røde. De blå har en kropsstørrelse som en fodbold, mens de røde ca. er på størrelse med en underkop. Blot for at understrege artsrigdommen og variationen kan nævnes: Jacksons krabber, guløjet krabbe, ferksvandskrabber, glathåndet spøgelseskrabbe, brune og lilla krabber, hornøjet spøgelseskrabbe, hvidstribet krabbe, Robber crab, Coconut crab osv. Krabber er ikke bare krabber måtte vi sande mere end en gang, mens vi opholdt os på øen. De er særprægede både hvad angår navne, farver, levevis og størrelse.

Hvert år går den såkaldte krabbemigration i gang omkring oktober/november. Samtlige krabber begynder en vandring fra skoven ned mod kysten, for at lægge deres æg i havet. Det er ikke nogen som helst overdrivelse – hele øen er rød af krabber. Her er millioner af disse kriblende og krablende skabninger. Det ligner nærmest noget fra en anden planet, og man kunne nemt få associationer til Bibelens skrækhistorie om at græshoppeplagen nu er blevet til virkelighed bare i form af røde krabber i hobetal. Vejene lukkes, alt trafik indstilles, det er ganske enkelt umuligt at køre overhovedet. Man har forsøgt at holde krabberne væk fra vejene ved at sætte afskærmninger og hegn op, lede dem under vejen i små tunneler osv. Give dem en chance for, at lade dem få fred til at komme ud til kysten, og undgå at køre for mange ihjel. Men selv udenfor sæsonen ligger der dræbte krabber i vejkanten. De er allestedsværende og overalt. Lige meget hvor man går, er der krabber. Så det er svært at undgå at ramme dem.

Krabberne lever normalt i huller i bunden af regnskoven, under buskads og grene, eller under trægangstierne. De lever fint ind i regnskovens økologi, hvor de spiser nedfalden vegetation, blade, og frugt. Ikke desto mindre er de en meget ”naturvenlig” opfindelse. De genbruger øens vegetation og fungere perfekt ind i regnskovens økosystem. En fuldstændig perfekt tilpasset cyklus, hvor deres ekskrementer gøder jorden og giver mulden en helt særlig struktur. Befolkningen prøver hvert år efter bedste evne at hjælpe krabberne i deres forehavende, men alligevel går masser af dem til, inden de når at lægge deres æg. I byen The Settlement står der et informationsskilt til trafikkanter, om hvilke veje der er lukket hvilke dage pga. massiv krabbeinvasion. Nogle gange er det ikke bare bilfri søndag, men bilfri uge.

Og for så lige at fuldende indtrykket, så bliver hele øen fyldt med små røde babykrabber som vandrer tilbage til skoven, efter at de er blevet udklækket i havet. Så som overskriften på denne artikel siger – Juleøen er et landkrabbernes ubestridte paradis – uden tvivl! Helt klart en oplevelse som er svær at finde mage til noget andet sted i verden – et sandt krabbemanageri!

Grønt sammenfiltret vildnis
En anden interessant oplevelse på Juleøen er en regnskovsvandring med en af de lokale som guide. Regnskoven er af helt usædvanlig tæt og lukket beskaffenhed. Her er så hedt og filtret sammen, at man næsten kunne få brug for en machete for at hugge sig igennem. Regnskoven er heldigvis totalt fredet pga. det helt specielle økosystem, der har brug for ro og braklægning. Der er anlagt stier hævet over jorden på pæle for både at beskytte den sårbare jordbund og krabberne. På grund af tidligere megen skovhugst på øen iværksatte den australske regering i 2000 et rehabiliteringsprogram for regnskoven, for at beskytte de specielle regnskovs træer, planter og mange af de ferskvandsmangrover og vådområder der ligger ud til havet.

I den nordøstlige del af øen ligger Hugh Dales vandfaldet – der er et såkaldt Toefa vandfald. Pga. mineraler i vandet som aflejres på klippen, vokser muren sig tykkere, der hvor vandet klasker ned i kaskader – mens et almindeligt vandfald eroderer klippen væk. Der findes kun få af disse vandfald i verden, herunder et i Dragensbjergene i Sydafrika, hvor jeg arbejdede som safariguide for et par år siden. På en ø – rundtur vil man også blive præsenteret for mange af øens smukke naturstrande, der tit er klipper med klart blåt vand og blødt sand. Nogle af strandene er lidt svære at komme til, men det er muligt i firhjulstrækker.

Den sydlige kystlinje er hjemsted for nogle flotte aktive Blowholes og The Pinnacles der er et gammelt fosfatområde med spøjse limstensformationer. Der findes også en del flotte udkigspunkter rundt på øen, hvor man så samtidig kan studere kinesiske templer i flere varianter, som ofte er placeret på bakketoppe med flot udsigt over havet. Og som i resten af Australien elsker øboerne også frokost i det fri, så det er nemt at finde et uberørt picnic sted til en lille rask barbecue.

Der er masser af gode trekkingmuligheder på Juleøen både i naturen og omkring byerne. For eksempel findes der et historisk trek startende inde i The Settlement, som viser en forbi huse og templer med historisk interesse. Endelig skal man give sig selv den oplevelse at kigge lidt nærmere på øens fosfatudvinding. Overalt på øen vidner bugtede månelandskaber om udvindingssteder med volde og bjerge af opgravet jord. Tværs over en af de større veje i The Settlement løber sliske ned til havnen hvor fosfatet udskibes fra. Her findes store lagerbygninger og selve raffinaderiet for fosfatet, hvor det kort forarbejdes inden det lodses på fragtskibe til Australien eller Sydøstasien.

Illegale flygtninge og tømmerflåder
På turen rundt på øen vil man også blive præsenteret for øens flygtningelejr. Juleøen kom for alvor i verdens søgelys, da det norske containerskib MV Tampa i august 2001 samlede 438 asylsøgere ude midt i Det Indiske Ocean. De var alle fra Mellemøsten, og på vej mod Juleøen i et primitivt fartøj. Ombord var både syge, stærkt forkomne og gravide kvinder i helbredsmæssigt meget dårlig forfatning efter den strabadserende tur. De søgte lykken ved at begive sig ud på den hårde tur, men endte med at blive afvist af den australske regering og sendt til New Zealand og Vanuatu. Juleøen oplever hvert eneste år, at folk fra især Asien prøver på at komme illegalt ind i Australien ad den vej. Øen ligger så tæt på Asien at det er en overskuelig måde for flygtninge at sejle dertil og forsøge at få opholdstilladelse. Af samme grund har Australien døgnet rundt et militært rekognosceringsskib liggende i farvandet udfor øen til at opsnappe eventuelle flygtninge, der forsøger at få adgang til ”det forjættede land”. Det lykkedes for nogle, og af samme grund har øen siden 2003 haft et flygtningecenter hvor asylsøgere samles indtil deres sag er behandlet. Centret har plads til ca. 800 flygtninge, og ligner meget de flygtningelejre vi har i DK.

Selv på Juleøen går djævlen i Prada
Selvom aktiviteterne naturligvis er en smule begrænsede på den lille ø, så behøver man hverken at kede sig eller sulte. Der er faktisk fine tilbud både til de fastboende og til turisterne. En flot anlagt golfbane ud mod havet sørger for underholdning til golfentusiaster og en næsten nybygget sportshal med boldbane og udendørs svømmebassin benyttes både af fastboende skolebørn, idrætsudøvere og turister. Et sjovt lille kuriosum på Juleøen er deres udendørs drive – in – biograf.  Her kunne man bl.a. nyde Meryl Streep i rollen som ”Bitsch” og hårdtslående direktør i filmen “The Devil wears Prada” lørdag aften. Programmet var annonceret med kridt på den sorte skoletavle på en husgavl i downtown The Settlement. Et hyggeligt samlingspunkt og stort samtaleemne for øboerne.

Man kan sagtens leje cykler og komme rundt på øen, men bil og måske endda en firhjulstrækker er nok været at foretrække, hvis man skal ud til de mere afsides beliggende strande eller på regnskovsudforskning. Øen er lille, men har et ganske udmærket vejnet, enten asfalteret eller grusveje. Restauranter er der også en del af, især små listige kinesiske og malaysiske spisesteder med billigt nudelsuppe og andet godt fra det asiatiske køkken. Det lokale Supermarked er lidt dyrt, her er generelt ø-priser. Frugt, grønt og mælkeprodukter var ganske enkelt umuligt at opdrive mens vi var der, så det endte tit med færdigretter i mikroovnen hjemme på hotellet.

Posthus og Westpac bank findes i The Settlement og deres lille hyggelige sygehus er veludstyret og velfungerende. Da både min veninde og jeg arbejder som henholdsvis sygeplejerske og social – og sundhedsassistent i DK var det ligesom oplagt at få en aftale i stand om guidet tur på sygehuset. Vi blev vist rundt af en irsk sygeplejerske, og alt var særdeles pænt, nydeligt, velorganiseret og af høj hygiejnestandard. De havde både fødestue, røntgen, operationsstue og hjerteovervågningsudstyr. Desuden er de tilknyttet “De flyvende læger” fra fastlandet, hvis noget skulle brænde helt på. Alt i alt en yderst positiv oplevelse, men det er jo også Australien og ikke Burkina Faso. Vi havde nok forestillet os noget mere eksotisk og fremmedartet. Faktisk måtte vi lettere skuffet, men positivt overrasket konstaterer, at selv deres personalestue ligeså godt kunne have været en filial af Århus Kommunehospital eller Skejby sygehus – blot i miniformat.

Juleøen er bestemt et smukt, fredfyldt, interessant og anbefalelsesværdigt rejsemål for en hyggelig udforskning. En uge er passende tid at bruge på øen, nok til at se det hele, dykke/snorkle, hygge sig, slappe af og snakke med de lokale. Man kan evt. rejse videre til Kokos øerne, der i modsætning til Juleøens limstensfundament er en perlerække af små palmebevoksede sand – øer. Man kan flyve videre fra Juleøen f.eks. til Kokos øerne eller starte i Perth med at flyve til Juleøen med et par dages stopover på Kokos øerne. Australske Nation Jet har afgange fra Perth, og asiatiske Silk Air flyver flere gange ugentligt fra Singapore. Vi bestilte billet + hotel vi hos Flightcenter i Sydney.

Info: Der findes et udmærket og velfungerende turistkontor i The Settlement:

Share Button