Ja som sagt er jeg ankommet til Costa Rica, for nu to dage siden. Jeg var den første nat i byen Liberia, men befinder mig nu i Nicoya. Men først lige opdatering og afslutning på Nicaragua. Jeg var jo ude på Ometepe øen under stormen, var ved at få kuller og ingen vidste med sikkerhed hvornår færgen ville sejle. Det hele kom jo an på vejret. Det var ligesom om at det kulminerede voldsomt om aftenen d. 4. jan med at usædvanligt vildt vejr, storm, styrtenes regn og stærke vindstød. Som om himmel og jord stod fuldstændig i et, som under en thunderstorm der driver ind over. Det mest underlige var at efter denne kulmination omkring kl. 19 den aften så blev det næsten helt stille. Der kom bare et enkelt lille pust i træerne sommetider, ellers var det musestille. Noget af en overgang efter at havde blæst rundt siden 1. jan. Jeg gik i seng og vågnede kl. 4 om morgenen, lyttede efter vejret – jo det var stadig relativt stille, i hvert fald ikke noget at sammenligne med gårsdagens orkan, så jeg besluttede mig for at satse på kl. 6 færgen. Der var andre der havde fået samme ide, for da jeg kom ned på havnen stod der allerede en masse mennesker kl. 5.30. Jeg kom dog nogenlunde frem i køen, og regnede lidt med, at nu skulle det nok gå. Jeg ville bare væk fra den ø nu, om så jeg skulle svømme. Folk blev lukket ind i mindre hold, trods det at de masede sig frem mod gitterporten. Så vidt jeg kunne se lå der mere end en færge, men det var stadig uvist hvor mange der kunne sejles tilbage til fastlandet.

Menneskemængderne havde jo hobet sig op siden 1. jan, og i hvert fald siden færgefarten blev indstillet omkring d. 2. jan. Da en af færgemændene råbte på en person rakte jeg hånden i vejret – dog uden måske helt at have overvejet hvad jeg nu blev sat ud i. Sådan som jeg vurderede den båd vi skulle sejle med, så lignede det egentligt mest af alt en gammel bananpram – så den der med at runde Kap Horn i en halvrådden flodpram var ikke helt ved siden af. Jeg fik plads på dækket sammen med 10 -15 indfødte. Der var ingen ræling/kant på båden, kun et dæk som var våd og glat, så det var med at få sig sat og ikke rende rundt – så ville man skvatte i, hvis der kom en forkert sø. Alt bagage blev dækket til med et pressening og så lettede vi anker. Det var først da vi lagde til i havnen i San Jorge det gik op for mig, at det faktisk var en færge, men at alle passagerne sad nede i det underste dæk. Oppe på øverste dæk var det frisk vind og senere begyndte det at regne. Men iført en interimistisk redningsvest gik det af sted mod fastlandet.

Endelig slap jeg væk fra den ø. I frisk vind, men slet ikke af stormstyrke som de andre dage, sejlede vi ud denne råkolde tidlige morgen. Der var en anelse “den flyvende hollænder” over vejret, fastlandet var forsvundet i dis og tåger, havmågerne skreg og da vi kom ud i åben sø uden læ af øen blev bølgerne både halvstore og halvspændende, så det var med at holde ved. Jeg fik dog taget et billede af vulkanen Conception der blev mindre og mindre i horisonten. Af en eller anden årsag stormede det stadig en del inde ved fastlandet. Jeg fik senere at vide at nogle af de andre backpackere havde prøvet at bestikke færgemanden med dollars under bordet i går, for at sejle dem til San Jorge, men det havde han afvist (så har det været slemt, når han ikke engang er til at bestikke). Da vi skulle lægge til i havnen i San Jorge vippede det helt vildt, men skipper – en gammel halvrynket, vejrbidt “Hvide Sande garnfisker” med smøg i kæften, vred af alle kræfter i det gamle knirkende skibsror, så ind kom vi da.

Jeg fik fundet en taxi og blev kørt til busstationen, for at hoppe på bussen til byen San Juan Del Sur. En meget underlig halvsær ung fyr holdt til på busstationen. Jeg kom til at lægge mærke til ham i mængden af sliksælgere og råbende billetsælgere. Det hele startede med at en rørte mig på kinden med en finger, egentligt uskyldigt og det kan jo ske, men det viste sig så at være den unge fyr. Han gik simpelthen rundt og rørte ved samtlige udlændinge, enten rørte han ved vores hår eller også på kinden – ikke andet. Jeg holdt straks ved min rygsæk, men den rørte han ikke. Han gjorde ikke noget ud over at røre ved folks hår eller hud, gik fuldstændig målrettet efter backpackerne. En pige fra New York som jeg senere kom til at sidde ved i bussen til San Juan blev helt forvirret over fyren, da han rodede rundt i hendes hår og kom bagfra så hun blev forskrækket. Jeg gjorde tegn til hende at han også lige havde gjort det ved mig, og at han nok bare var lidt småunderlig. Da bussen kommer, går jeg derhen, og han står på spring igen. Han rør mig igen og jeg skæller lidt ud på engelsk, mest for at se hans reaktion – han ikke så meget som løfter et øjenbryn. Det er åbenbart helt i orden at han skal røre ved alle udlændinge. Det må simpelthen være hans mission her i livet! Han skal bare røre ved gringoer.

I San Juan mærker jeg straks at stemningen er helt anderledes end hvad jeg har været vant til de sidste uger i Nicaragua. Folk her er bare mindre irriterende og påtrængende. Jeg får et værelse med TV og rigtig meget egen indgang. Når man åbner døren direkte ud fra til mit værelse, så står man ude midt på fortovet – interessant! Jeg hygger mig her og kan mærke at jeg helt begynder at slappe af efter at havde været så gal og sur på folk på Ometepe. Jeg spiser pandekager med sirup, nyder min the med mælk, og med udsigt over havet. Byen ligger smukt ud til Stillehavet, men en lille bugt med rolige bølger. Det er et helt igennem dejligt sted, som jeg falder for meget hurtigt – især den mere afslappede stemning. Jeg nusser rundt, snakker i telefon med min mor. Lige pludselig om aftenen fungere mit Skype og det er nat i DK, så jeg kan ikke afprøve det – øv!

Lige en grinerhistorie! En af dagene går jeg en stille og rolig tur nede på stranden i mine egen tanker. Jeg ser godt ud af øjenkrogen at nogle unger leger med mudder og er ved at grave et hul på stranden. En halvstor dreng på en 10 – 11 år graver med det bedste han har lært. Jeg notere mig det bare og går videre hen mod dem, men skal jo forbi dem. I det splitsekund jeg er ud for dem, tager drengen en ordentlig skovlfuld mudder med begge hænder – og gæt så hvad der sker? Uden at se sig over skulderen eller til siden kyler han hele mængden af mudder nøjagtigt da jeg passere forbi dem – ja og så kan i jo nok selv regne resten ud! Jeg ligner en mudderpøl, men det hjælper da lidt på det at drengen faktisk ser overordentligt chokeret og flov ud, faktisk så bliver han helt mundlam og hvad skal jeg sige, han ville jo ikke fatte en pind alligevel. Så jeg går videre og er – ja undskyld mig bare overbevidst endnu engang om, at det sgu ikke er hovedet der holder de her mennesker til jorden. Ved godt at han bare var et barn og at det var et uheld, men han skulle måske være stor nok til lige at tænke en smule over at der måske kunne komme folk gående – men nej! Jeg er ked af at sige det, men jeg tog altså ud af Nicaragua med den holdning, at jeg simpelthen ikke tror de her mennesker er helt normale oveni. På mig virker de småtbegavede!

Nå men den sidst tid i San Juan gik med at tulle rundt, spise god mad, fisk og til sidst skulle jeg prøve noget jeg tit har truet med. Nemlig at spise hummer. Har jo nok smagt det engang, men kan ikke lige genkalde mig smagen, så nu skulle det prøves. Det kostede en halv formue efter Nicaraguaniveau, men ca. 10 dollar. Jeg var nu ikke videre imponeret. Når man bestiller sådan noget fornemt noget, så ved vi jo alle godt hvordan det går – man får så lille og eksklusiv en portion, så man bruger en halv formue og bliver overhovedet ikke mæt alligevel. Smagen var jeg nu heller ikke ved at falde i svime over, desuden var der sand i, men jeg er jo snart vant til lidt af hvert. Men nu har jeg i hvert fald prøvet det, og det er svært at spise sådan en krabat, jeg var nærmest ved at blive filtret ind i den til sidst, der er ikke meget kød på, og det skal pilles ud – nej det var afgjort ikke helt nemt. Alt i alt lidt opreklameret efter min mening!

Næste morgen skulle jeg finde en bus, men først lige på posthuset, afprøve min nye Skype og finde ud af hvad det kostede at sende en pakke hjem med Fedex. Det kostede en halv bondegård, så det droppede jeg lige igen. Jeg stoler bare ikke særlig meget på det mellemamerikanske postvæsen, så derfor skulle det være kurerservice. Jeg kommer med en bus efter alle mine gøremål, en ganske nydelig en af slagsen og uden at blive mast nede i den fjerneste ende. Jeg har senest fundet ud af at der ikke går en bus direkte til grænsen fra San Juan, men at jeg endnu engang skal tilbage til byen Rivas og så med en anden bus til grænsen. Sommetider er det godt at man ikke på forhånd ved hvad man gå ind til. På stationen i Rivas står den halvunderlige fyr lige på spring da jeg kommer ud af bussen til at røre ved mig, han får endnu engang et møgfald på engelsk – stadig ingen reaktion fra hans side. Forstod aldrig helt hvad den opførsel gik ud på, men det aner mig at han heller ikke selv var i stand til at give nogen fornuftig forklaring på fænomenet, hvis man ellers kunne havde spurgt ham. Der findes bare sære typer overalt. Det må være konklusionen!

Bussen til grænsen er mildest talt PROPPET! Jeg er lige ved at overbevise mig selv om, at jeg skal vente til den næste bus, men for det første ved jeg ikke hvornår den gå, og for det andet har jeg ikke lyst til at tilbringe mere tid sammen med den halvunderlige på stationen i Rivas eller i det her land for den sags skyld. Så efter en meget dyb indånding hopper jeg på bussen. Rygsækken på taget sammen med rissække, levende høns, vaskebaljer, cykler og andet bland sammen. Inde i bussen opnår jeg endnu engang ærespladsen som fladmast nede i den bagerste ende af bussen – har dem mistænkt for at det er gringopladsen. Det er bare ikke logisk, for de fleste af os gringoer er høje og vi kan sgu ikke stå sammenkrøllet der hvor taget på bussen er lavest – men det skal vi! Jeg står i spænd med en fyr foran og en ved højre side, bagerst bagenden af bussen og som sagt den laveste del af taget lige over hovedet. Min lille rygsæk støttende på sædet foran. Og som et ekstra lille listigt påhit og en ny variant så står jeg oven i noget aldeles klistret og meget glat stads på gulvet, som mest af alt minder om tykt sirup, som en eller anden intelligent type har ladet flyde ud over hele gulvet. Så igen vil jeg lade det være op til læserne selv at forestille sig hvordan det har været at køre på den mest humpede vej i verden, mast sammen med to fyre og mest af alt ligne en parodi på “Bambi på glatis i troperne”, mens jeg skøjter rundt i noget lignende en sø af canadisk ahornsirup.

Nå men endelig efter en lille times forløb og kamp når vi frem til grænsen. Der hersker den sædvanlige voldsomme hurlumhej af mænd der råber og skriger og vil veksle penge til absolut bedste kurs. Halvstore unger der render rundt og gør sig kloge på alting, den ene mere vidende og gammelklog end den anden. Jeg får med møg og besvær vekslet mine penge, og det er sgu med at holde tungen lige i munden med en kødrand af folk med lommeregnere og stabler af pengesedler udenom, alle ivrigt argumenterende og højtråbende. Samtidig render en hel hjord af halv store knægte rundt og vil sælge indrejsesedler til Costa Rica. De skal de selvfølgelig have drikkepenge for – i guder hvor uprofessionelt arrangeret. Man skal betale 1 dollar for at komme ind på immigrationsområdet og der er et mylder af en anden verden. Jeg får mig klemt igennem første nåleøje og slipper for så meget mere asen og masen – da jeg endelig er kommet ind. Alle skal gøre sig kloge på alting, så det er umuligt at høre hvad man selv tænker. Herefter er det med at stille sig op i køen og vente i umindelige tider i stegende solskin.

Det her er kun Nicaragua delen af immigrationen, jeg skal jo have mit udrejsestempel i passet, ellers kan jeg jo ikke komme videre. Ekstra udrejsegebyr skal betales for at komme ud af Nicaragua og endeligt langt om længe når jeg frem til lugen. Det tager 2 min og jeg er ude af Nicaragua med mit udrejsestempel. Sådan er det i hvert fald i teorien, men noget anderledes rent fysisk. Nu skal man nemlig gå ca. en halv km over til Costa Rica siden. En grænsebetjent står midtvejs og kontrollerer pas, bare for en sikkerheds skyld. Der er fyldt med busser, lastbiler og personbiler i et stort rod.  Alle både med Costa Rica, Nicaragua og El Salvador nummerplader. Truckerne skal åbenbart vente i endnu længere tider, så de har bundet deres hængekøjer op under lastbilerne og ligger og sover der. Efter de 500 m møder der mig et syn, jeg simpelthen tror det er løgn.

Der er nok en mellem 5 – og 800 m lang kø til Costa Rica immigrationen. Alle venter de i en serpentinerkø på en grusplads der ligner en losseplads af affald. Det her sted mellem to grænser er neutral område, det er ingenmandsland, og alligevel render en hjord af mennesker rundt og sælger vand, sodavand, pillede appelsiner, hjemmelavede chips og alt muligt andet tingel tangel. Jeg kommer til at stå sammen med et ungt australsk par, og de udgyder lige hvad de mener om det hele. Et andet ungt par fra Holland har jeg hørt mig til – går væk fra køen og når igennem timer inden os andre. “Those fucking westerners” (de skide vesterlændinge) brokker de to australiere sig. Vi spørg det hollandske par hvordan de har båre sig ad med det, og får opskriften. De har stukket 20 dollar under bordet til grænsebetjenten og har fået hver deres stempel. Det vil vi alligevel ikke og selvom jeg jo i realiteten også hører ind under kategorien “fucking westerners”, så bliver jeg nu alligevel stående i den flere hundrede meter lange kø med de to australiere. Piben for dog en lidt anden lyd da de hører at jeg er europæer. Endelig langt om længe efter omkring 2 timer i køen når vi til kontoret.

Nu skal det åbenbares om vi bliver sendt bag i køen igen. Vi har jo alle hørt rygtet om den berømte udrejsebillet af Costa Rica for at blive lukket ind i deres forjættede land, og ingen af os har en udrejsebillet. Bliver vi afkrævet det, er det over på Nicaragua siden igen, købe en busbillet ud af Costa Rica og bagerst i køen igen. Så vi bider negle kan jeg vist godt indrømme! Men vi går igennem alle tre, proceduren tager 2 min, vi får vores stempel og de ikke så meget som spøg om en billet bare ud af Mellemamerika. Lettelsen er til at få øje på bagefter! Næste projekt er nu at finde en bus til Liberia. Australierne brokker sig endnu engang over “Those fucking welorganized travellers”! (de skide velorganiserede rejsende), der kommer kørende i deres fine Tica bus direkte fra Managua mod San Jose. Vi har alle tre taget det den hårde vej, lokalbussen, mast sammen og stået i kø på lige fod med alle andre.

Engang blev jeg spurgt om af en absolut antirejsende medkursist på HF hvad fanden det er jeg/vi som backpackere ser i at udsætte os selv for al den selvpineri, som det også er at rejse. Det er et meget godt spørgsmål, som jeg næsten er ude at stand til at svare på. Jeg tror at samtlige, jeg kender som rejser på den her måde, med jævne mellemrum spørg sig selv om hvorfor det her er så attraktivt. Jeg kan kun svare at efter regn kommer solen, efter selvpineriet kommer uendelige lykke. Når man oplever friheden, et smukt natursceneri, dyrene i Afrika, en smuk solnedgang over Stillehavet, eller ser det ene vidunder i verden efter det andet og alt bare går op i en højere enhed – så ved vi alle som en som rejsende, hvorfor vi bliver ved med det! Det er det eneste svar jeg kan give, men på en røvsyg dag efter en rejse på over 7 timer for at krydse to grænseposter – da er man sgu ved at lægge sig ned og skrige!

Køen til bussen til Liberia er ca. 100 m lang og så ved vi jo nok hvordan det går – alle bliver most sammen, og ganske rigtigt! Jeg redder mig for 127 gang en ståplads, godt nok midt i bussen for en gang skyld, men jeg er helt færdig i min ryg af at slæbe rygsæk og stå op hele dagen. Der er to timers kørsel til Liberia. Midt ude på vejen bliver vi alle beordret ud til et politi checkpoint. Nu skal de se pas igen, men de vil ikke engang se vores. Nu bytter jeg plads med den australske pige der sidder ned, da hun hellere vil stå op sammen med hendes fyr. Mit hurtige indtryk af Costa Rica er at det er et noget mere rent land end Nicaragua. Selvfølgelig ligger der affald, men det er slet ikke i samme grad som i Nicaragua. Alt ser rimeligt nydeligt og fornuftigt ud, bussen er af god standard, stadigvæk proppet, men ikke en gul skolebus – kaldet en Chickenbus (fandt jeg ud af at deres øgenavne var).

Vi er fremme i Liberia kl. 18.30 og jeg startede fra San Juan kl. ca. 11. Det er 7.5 time for at passere en grænse. Det er godt kørt, men selvfølgelig var det fordi jeg havde valgt at gøre det på egen hånd og uafhængig af andre og med lokalbusser. Med Tica bus kunne det have været gjort noget mere hurtigt og effektivt. Det der er med Tica bus er at den kun stopper i de større byer, hovedstæderne tror jeg endda. Men overvejer nu at tage den fra San José og ind i Panama, for at undgå alt det ballade ved grænsen. Jeg finder et hotel sammen med nogle andre backpackere fra bussen. Jeg er helt og aldeles fuldkommen færdig og går ud som et lys kl. 19.30 efter en kæmpe portion kylling med ris. Gode store portioner de har her og uden myrer – det er da en fornøjelse. Min ryg er helt smadret efter en lang dag, så jeg falder omgående i søvn. Næste dag vågnede jeg kl. 6, tager et koldt bad og går ned på busstationen og køber to chokolademuffins og en appelsinjuice. Efter det sukkerskud er jeg klar – omend med meget ømme muskler og skuldre efter i går. Jeg trænger til at komme et sted hen og slappe af i noget tid og ikke slæbe. Efter en hurtig tur med tjekken mail og en sightseeing i downtown Liberia beslutter jeg nu med mig selv at det vist ikke lige er i Liberia jeg skal slappe af. En lidt kedelig by, hvor der ikke rigtig sker noget voldsomt sindsoprivende.

Jeg tager en beslutning om at tage fra byen og ud mod kysten, i en lidt anden retning end jeg havde tænkt mig fra starten. Efter nærmere eftertanke falder valget på byen Nicoya, på halvøen af samme navn ud mod Stillehavet. En lidt større by i området med gode transportmuligheder rundt i omkring. Til kysten bl.a. og så ligger byen i nærheden af en Nationalpark med 49 grotter, det lyder lige som mig. Det er egentligt en hel ny plan, men jeg lader lidt skæbnen råde lige nu, da jeg ikke har nogen specielle planer her i Costa Rica, men det kan selvfølgelig være jeg får. Der er igen en flere meter lang kø til bussen til Nicoya, men jeg for mig dog reddet handicap/ældresædet bag chaufføren, som jeg faktisk for lov til at beholde hele vejen til Nicoya. En sød fyr spørg om hvor jeg skal bo da vi nærmer os byen, folk er rimelig til engelsk her, de forsøger i hvert fald deres bedste, og en sød ældre mand tage galant min tunge rygsæk ud af bussen ved busstoppestedet. Folk virker anderledes her! De er søde og hjælpsomme på en meget behagelig måde, de er meget oprigtige og der er ingen skumle bagtanker med dem ligesom i Nicaragua. I Nicaragua lå der altid et eller andet bag – penge selvfølgelig. Nej jeg kunne bare ikke lide de folk i Nicaragua – uh!

Nicoya er en hyggelig by, stille og rolig, måske ikke superinteressant, men her er en god stemning, min seng er god og folk er ikke irriterende og påtrængende. I dag d. 9. jan har jeg været på en rigtig fed tur ud til Stillehavet til en lille badeby der hedder Playa Samara. Normalt er jeg måske knapt så meget til badebyer, men eftersom jeg trængte til en slapper, var det faktisk et fedt sted. Byen ligger helt ud til Stillehavet med en smuk og meget rolig strand med afdæmpede bølger inde i en bugt. Der er palmer, blå himmel, 30 graders varme, næsten ligeså varmt havvand og klipper i hver ende af stranden. Folk nussede rundt og hyggede sig, bodysurfede, sejlede i havkajak, red på heste på stranden og legede med frisbee. Og vigtigst – man fik lov til at være helt i fred. Ingen røvirriterende balinesiske sarongsælgere kom brægende og ville prædike en alt deres skrammel på, der var bare fred og ro og folk passede sig selv. Det var fantastisk og ren afslapning. Jeg gik en lang tur i strandkanten med bare fødder og alle sorger var glemt.

Glemt var lange køer, affald i Nicaragua, myrer i maden og alt besvær jeg har stået model til i de sidste 3 uger. Så som jeg siger efter regn kommer solen – jeg ved det! Jeg har prøvet det så mange gange, så det er nærmest mere reglen end undtagelsen, at ting altid bliver godt igen, efter at det har set allermest sort og træls ud. Men nu til en af de rigtige gode historier: Da jeg kom til Samara var jeg lidt sulten, bare lidt og bestemte mig for en suppe. Efter min hummer-debut er jeg blevet ganske modig med hensyn til afprøvning af alt godt fra havet. Her så tæt på Stillehavet sker der normalt intet ved at spise fisk, man skulle passe på i Nicaragua med fisk fra søen pga. forurening, men Stillehavet er dog trods alt så stort at forureningen er meget fortyndet. Så frisk fisk på disse kanter skulle ikke gøre noget. Har i noget tid truet med at prøve en fiskesuppe, det anbefaler de tit i Lonely planet – min guidebog, så jeg tænkte at de skulle nu prøves. På en restaurant jeg fandt, havde de skalddyrsuppe, og jeg tænkte at det måtte vel komme lidt ud på et. Så sådan et eksemplar fik jeg så bestilt sammen med en flaske vand. Ind kom pigen lidt senere med en nydeligt udseende gullig farvet suppe med en dejlig duft. Jeg gik jo vældig ivrigt i gang med den her skaldyrsuppe, det smager fortrinligt. Lige indtil jeg banker skeen i noget hårdt nede i suppen – nå for søren hvad er nu det? Jeg graver lidt til bunds i suppen og gør temmelig store øjne da jeg fisker en hel krabbe op nede fra dybderne. Ca. 10 cm i diameter med rød krop, ben, kløer, sakse eller hvad det nu hedder – hele tjavsen!  Dernæst fisker jeg endnu et eksemplar op fra bunden, omend noget mindre – men med samme udseende.

Jeg får også fundet 4 – 5 åbne – lidt lignende blåmuslinger op – med indhold! Wauw! Må indrømme at jeg lige sender en tanke til den kvindelige hovedrollerindehaver i Indiana Jones, da hun også for serveret rygende varmt – tilsyneladende uskyldigt suppe – men som viser sig at indeholde “øjne” (uvist fra hvem eller hvad) – hvorefter hun falder besvimet baglæns ned af stolen! Jeg beherskede mig nu til bare at kigge noget overrasket på denne “suppevisk”. Har sjældent smagt en mere fyldig, godt stærk og kraftfuld suppe end denne. Da kunne både MOU og KNORR altså godt gå hjem at lægge sig. Men men her til eftermiddag måtte min mave kapitulere – selvom den ellers har klaret sig ganske fint indtil nu. Jeg er ikke syg, jeg har det fint, men lad mig udtrykke det på den måde – der er mere end almindeligt godt gennemtræk i min mave! Den blev nok lidt halv chokeret.

Lige her til sidst vil jeg fortælle hvordan det går når man indrykker en “kontaktannonce” og fuldstændigt glemmer at bruge hovedet! Sidst i dec 07 havde jeg jo voldsomt bøvl med alle mine IT projekter. Bl.a. var det mig helt umuligt at oprette en profil på Lonely planets side hvor man kan indrykke annoncer for at spørge andre rejsende om forskellige ting og evt. møde rejsefæller. Men langt om længe fik jeg det til at fungere efter at være blevet tvunget til at oprette en hel ny mailadresse fordi den blev ved med at sige at min Hotmail var ugyldig. Nå men jeg oprettede en profil på Lonely planet og skrev en annonce efter en rejsemakker til Costa Rica og resten af min rejse – bare sådan for hyggens skyld, og ligeså godt en pige som en fyr. Der går ikke mere end et døgn så for jeg en meget pæn, sød og høflig henvendelse fra en fyr ved navn Tim fra Californien. Han er 34 år og skal komme til Costa Rica d. 8. januar 2008. Vi mailer lidt sammen og jeg tænker “jamen fint nok lad os da mødes og se hvad der sker”. Helt på eget initiativ sender denne høflige unge mand et billede af sig selv. Han er en meget meget pæn fyr i nystrøget skjorte og sidder med sin hund, lidt latin af udseende og en pæn fyr. Så syntes jeg jo også af høflighedsårsager at jeg vil sende et billede til ham, og fuldstændig uden at tænke over det, så sender jeg ham min travellogadresse, dels fordi der er min forside billede og sådan han jo også se de andre billeder fra min tur hvis han har lyst. Og så skal vi jo i øvrigt forsøge at mødes et eller andet sted i Costa Rica.

JEG HAR ALDRIG HØRT FRA MANDEN SIDEN!

Mine anelser er selvfølgelig helt baseret på mine egne tanker, jeg kan jo ikke vide hvad der er sket – jeg er jo som sædvanligt blevet efterladt uden nogen forklaring. MEN! Og det er jo lidt grineren i den her historie! Jeg sidder med en kniv og minder måske allermest om en kvindelig gurillasoldat fra Columbia på det travellog forside billede. Meget stort grin! Jeg skænkede ikke en tanke at det måske kunne traumatisere den stakkels mand for livet. Jeg kan godt se nu her bagefter at den var ikke god! Han sidder med sin hund og jeg sidder med en kniv og vildmarkshat. En svag sjæl kan nok godt misforstå den. Han er nok for evigt blevet kureret for danske piger. Han tror garanteret er jeg er verdens ondeste og han er løbet skrigende væk! Jeg fik ikke engang lov til at forklare mig, han har bare tænkt “lad mig komme væk i en vis fart” fra sådan en strigle, der går med kniv. Historien om den kniv er, at den aldrig har været brugt til andet end at skrælle papayafrugter og kartofler med, hatten er fra Australien sidste år og billedet er taget hos Rikke min veninde i Kbh. inden min afrejse – i pjat og fnisen! Så det er så uskyldigt som det overhovedet kan være – men det er der altså en vis pæn ung mand fra Californien der ABSOLUT IKKE SYNTES!

Jeg har virkelig tænkt over det, både grinet og tænkt seriøst. Han har måske et noget andet forhold til knive end jeg nogensinde får, hvis han f.eks. er fra L.A. På den anden side så fniser jeg en hel del over oplevelsen, helt ærligt hvad forestiller de sig de mænd! At jeg render alene rundt som kvinde ude i verden med højhælede sko, læbestift og lille lyserød puddelhund – ærlig talt! Har altså temmelig svært ved at tage den slags grinagtigheder fra mænds side seriøst. Altså undskyld men der er altså nødt til at være lidt mere hår på brystet af alene rejsende kvinder end som så. Og især i Latinamerika, Machoernes højborg! Så jeg skiftevis griner og græder, jeg skal bare ikke have nogen mand, det gør galt hver eneste gang – hvis ikke på den ene måde – så på den anden måde.

Næste gang må jeg jo sende et billede af mig selv i strutkjole og puddelhund med lyserøde papillotter, så de stakkels mænd med sarte nervesystemer ikke for et traumatisk tilfælde. Det er jo begrænset hvad de kan klare åbenbart! Og det værste var at jeg slet ikke tænkte over det da jeg sendte den travellog adresse. Skænkede da ikke en tanke at det kunne komme til at betyde noget – jeg var jo bare mig selv på det billede. Men det kan godt få skæbnesvangre konsekvenser, så jeg er stadig alene på farten, og det er nok egentligt meget godt, så skal jeg da i det mindste ikke diskutere med en fanatisk fyr. Men en af de historier som man lige kan tænke lidt over, og forhåbentligt får i jer et lige så stort grin som jeg har fået mig henover de sidste par uger. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige om mænd mere!