Den danske Kong Frederik VI’s hemmelige aner i Canada

Friðrika Björnsdóttirs grav i Riverton

Man kører, man kører og så kører man lige lidt længere! Først ad the Freeway, så af en mindre landevej og til sidst 13 kilometer på grusvej gennem det flade landskab i den canadiske provins Manitoba. Der er ingen skilte, så man må ”tage den på rutinen.” Græsmarker præger landskabet, så langt øjet rækker – sådan helt bogstaveligt.

Vestjylland er flad, men det her slår simpelthen alt. Man kan vitterlig se flere kilometer væk, når man kører rundt i området omkring hovedstaden Winnipeg. Der er virkelig højt til himlen derude på landet, og man bliver helt forskrækket, når der er bare en ganske lille forhøjning i landskabet.

Jeg havde fået at vide, at landskabet i denne del af Canada er ligesom i tv-serien ”Det lille hus på prærien” og dét er fuldstændig rigtigt. Det er enorme landbrugsarealer, og herfra og de næste flere hundrede kilometer er der kun flad prærie.

På et tidspunkt støder prærien med et gevaldigt brag ind i Rocky Mountains mod vest, men det er først, når du har været både igennem provinserne Manitoba, Saskatchewan og halvdelen af Alberta, og der er altså et godt stykke vej. Det tager 20 timer i bus fra Winnipeg til Edmonton, som er hovedstaden i provinsen Alberta, hvor the Rockies begynder.

Jo, det er store forhold her i Canada, men ikke desto mindre, så føles det ret hjemligt at være i Winnipeg og omegn, både fordi det til forveksling ligner Vestjylland, men også fordi her faktisk er et lille bitte stykke Danmark. Ad uransagelige veje er en lille bid af vort danske fædreland havnet her midt i det centrale Canada. Og endda noget så bemærkelsesværdigt som et lille stykke kongeligt Danmark, hvor vanvittig det end lyder. Men lad mig lige forklare, hvordan det nu hænger sammen. Det er nemlig ikke en historie, man hører hver dag.

Floden i Riverton

Det var her ved floden i den lille by Riverton ved Lake Winnipeg mange islændinge slog sig ned i slutningen af 1800-tallet – deriblandt Friðrika Björnsdóttir, der sammen med sin mand fik otte børn. Tre døde af sygdommen kopper og Friðrika selv døde i barselsengen med sit ottende barn.

Prinsessen på den vindomsuste prærie
Sidste år var jeg journalist på historiebladet Danske Skæbner og Eventyr og som altid nysgerrig og på jagt efter sjove, spøjse og skæve beretninger, faldt jeg pludselig over en noget særpræget historie på TV2’s hjemmeside. ”Var hun efterkommer af Danmarks sidste konge med en elskerinde? Nu samler canadiere penge ind.”

En dansk konge og Canada? Arhhh! Hvad havde det med hinanden at gøre? Kan det nu også passe? Ja, det kan det faktisk. For omkring 250 år siden levede Kong Frederik VI (1768-1839) i Danmark, og han og hans dronning Marie Sophie Frederikke fik otte børn, men kun de to overlevede. Med sin officielle elskerinde fik han to sønner og to døtre, men noget tyder på, at han også havde en lille lyssky kærlighedsaffære med en anden kvinde ved navn Soffia Maria, mens han stadig var kronprins.

Artiklen som jeg fandt handlede nemlig om, at man langt ude på landet i Canada har et ensomt beliggende gravsted, hvor en kvinde ved navn Friðrika Björnsdóttir ligger begravet. Området er kendt for sit store islandske samfund, så der er i sig selv ikke noget odiøst i en gravsten med et islandsk klingende navn på. Men ad uransagelige veje skulle denne Friðrika altså være en efterkommer af den danske konge.

Det var simpelthen for spændende, for vanvittigt! Dét måtte jeg ganske enkelt kloge noget mere i. Jeg fik straks min redaktør Karen med på ideen om at skrive en artikel om historien til bladet og gik så i hurtigt gang med at researche, og dét førte mig vidt omkring. Jeg granskede canadiske nyhedssider, også dét sted hvor historien oprindeligt var kommet fra – canadiske CBC News, og her skrev jeg navnene ned på de folk, som var involveret.

Friðrika Björnsdóttirs grav

Friðrika Björnsdóttirs grav ligger i dag på en lokal landmands mark, men han har været med på ideen om, at den islandske efterkommer af kong Frederik VI skulle have en mindesten. Man har valgt at bibeholde det originale stakit om graven og så sat et nyt metalhegn helt udenom. Graven er renoveret med nænsom hånd, hvilket jeg synes er godt, så den har beholdt sin autenticitet.

Det islandske samfund i lokalområdet omkring byen Riverton, hvor Friðrika ligger begravet, var nemlig gået i gang med et ganske særligt projekt. For hvis der virkelig lå en efterkommer af danske kong Frederik VI begravet der, så skulle hun også have et ordentlig og værdigt gravsted. Sagen er nemlig, at Friðrika fik sit sidste hvilested ude midt på en græsmark, der i dag tilhører en lokal landmand.

Der var ikke plads på byens kirkegård, da den islandske kvinde dør i barselseng i en alder af kun 35 år d. 8. august 1884, så man finder en plads til hende på en mark udenfor byen. Hun var gravid med sit ottende barn, men dør nogle uger efter af komplikationer efter fødslen. Hun og hendes islandske mand Pétur Árnason var immigreret til Manitoba i Canada i 1876 og havde bosat sig i New Iceland ved Sandy Bar, der det var stedet, hvor en masse andre islændinge også havde slået sig ned.

Men der hvor kong Frederik VI kommer ind i billedet, er fordi han får en søn sammen med Soffia Maria. Sønnen bliver døbt Samúel, og de første barndomsår bor han i Danmark og bliver økonomisk støttet af kongen. Det hele er imidlertid lidt en tys-tys-sag, og drengen kan aldrig blive officiel medlem af kongefamilien og da slet ikke tronfølger, da han er et uægte barn. Da Samúel bliver voksen tager han til Island, hvor han selv stifter familie.

Mindesmærke over Friðrika Björnsdóttir

Da Friðrikas grav ligger ude midt på en græsmark, havde man valgt at sætte et skilt op inde i parken i Riverton. Så her bliver hun hædret denne seje islandske kvinde, der med rimelig stor sandsynlighed er en efterkommer af danske kong Frederik VI. Det er i hvert fald dét, man har fået ud af at granske gamle islandske dokumenter og kirkebøger. Drengen, der kom ud af en kærlighedsaffære mellem den danske konge og den islandske kvinde, kom til at hedde Samúel. Han får datteren Lovisa, der bliver mor til Friðrika Björnsdóttir.

Nysgerrighed kan drive én langt
Samúel får sammen med islandske sin kone Lovísa en datter, der bliver døbt Friðrika Björnsdóttir, og som voksen ender hun altså i det centrale Canada sammen med sin ægtemand. De er et børnerigt par og får som tidligere nævnt otte børn, men tre af dem dør af sygdommen kopper. Det er kort fortalt historien om Friðrika, som jeg gik i gang med at grave i sidste sommer.

I løbet af researchen til min artiklen kommer jeg i kontakt med flere af Friðrikas efterkommere, og historien synes at være eksploderet i Canada. Det islandske samfund vil samle penge ind til at få restaureret graven, og samtidig viser de stor interesse for, at jeg som dansk journalist synes, at historien er værd at fortælle i Danmark.

Jeg får adgang til fotos af Friðrika, hendes familie og af gravstedet. Jeg bliver medlem af deres gruppe på facebook, og midt i det hele finder jeg ud af, at et canadisk filmselskab i Winnipeg er ved at lave en dokumentarfilm om den islandske ”prinsesse.” Det er blevet besluttet, at gravstedet skal gøres færdigt til indvielse til d. 1. juli 2017, og faktisk på et ret tidligt tidspunkt i processen bliver jeg inviteret med til indvielsen.

Min plan er egentlig at deltage, men da vores blad Danske Skæbner og Eventyr bliver lukket i marts i år, flyder mine planer lidt ud i sandet. Jeg ville jo lave en opfølgning til min oprindelige historie til bladet, men nu kan det være lidt lige meget, så jeg er i syv sind, for egentligt kunne det jo være sjovt med en tur til Canada. Og jeg er jo i virkeligheden også ret nysgerrig efter at se dette særlige gravsted.

Snoren klippes over og det nye gravmæle indvies

Til indvielsen blev der holdt tale af forskellige folk, der havde med Island og Danmark at gøre. Længst til venstre er den islandske generalkonsul Thordur Bjarni Gudjonsson. Til højre i billedet er det Helle Wilson, der er dansk honorær konsul i Winnipeg. Det er hende og hendes mand Frank, jeg bor hos, mens jeg er i Winnipeg.

I forløbet med at skrive artiklen kommer jeg også i forbindelse med Helle Wilson, der er dansk honorær konsul i Winnipeg. Hun hjælper mig med faktuelle ting og træder også til da min færdige artikel skal oversættes til engelsk. Pludselig en søndag eftermiddag, da jeg lige er kommet hjem fra min pressetur med sejlskibet Star Clipper til Thailand, ringer telefonen.

Winnipeg, Manitoba, Canada står der på displayet på min mobiltelefon. Det er Helle, der spørg om jeg kommer. Det kan jeg jo ikke helt stå for, så da tager jeg endelig beslutningen. Yes, jeg skal til Canada. Det er jo ikke hver dag, man får lejlighed til at være med til en indvielse af et kongeligt gravsted, så det er afgjort nu eller aldrig.

I lørdags var det så d. 1. juli 2017, og både Helle og hendes mand Frank og jeg var noget spændte på, hvad vi ville komme til at opleve. Jeg havde jo kun set billeder af Friðrikas grav, hørt om at den lå ude midt på en mark og havde i det hele taget bare oplevet det hele fra den anden side af jorden.

Pludselig, efter flere kilometer ud ad en grusvej, kører vi ind i en lille bebyggelse. Vi havde aftalt med en mand, der hedder Joel, at vi skulle mødes ved broen over floden kl. 13. Hmmm, det er jo lidt et vidt begreb i en by, hvor man aldrig har været før – godt nok en landsby med kun 600 indbyggere, men alligevel. Men vi fandt både broen og manden. De holdt pænt og ventede på os. Man skulle nemlig køres i bus ud til graven. Jeg havde forestillet mig, at indvielsen skulle foregå ude ved graven, men jeg skulle da blive så meget klogere.

Ældste-nulevende-efterkommer-af-Friðrika-Björnsdóttir

Ældste nulevende efterkommer af Friðrika Björnsdóttir – David O. Vidalin (til højre) og Robbie Rousseau, der også er i familie med Friðrika og desuden er præsident for Islendingadagurinn – den islandske festival.

En grav med sjæl og charme
Vi kører ud af byen og kommer længere og længere ud på landet. Der er kun græsmarker og ovre til venstre er der et sted med kornsiloer og en masse landbrugsmaskiner. Jeg registrerer det lige ud af øjenkrogen, men gør noget store øjne, da buschaufføren drejer til venstre ind mod disse landbrugsmaskiner. Der står forskellige maskiner, og det er først efter et stykke tid, at jeg faktisk fatter, at vi holder lige ved graven. Den ligger simpelthen lige midt i en landsmands maskinpark.

Jeg kan ikke lige lade være med at trække lidt på smilebåndet og tænker, at de da godt lige kunne havde ryddet lidt op til indvielsen. Jeg har sandaler på og det begynder at regne, så jeg har nok at gøre med at springe mellem kokasserne, tage billeder, tage graven grundigt i øjesyn og høre, hvad Joel har at fortælle.

Graven er stadig lige så overgroet, som den er på de ældre billeder, jeg fik tilsendt til min artikel. Faktisk så gror der er træ lige midt over graven og adskillige buske. Det oprindelige stakit, der virkelig er præget af mange års vind og vejr på prærien, har de også bevaret. Det eneste nye, de har gjort ved graven er, at de har opsat et nyt sort jernstakit udenom, og så har de fået lavet en marmorsøjle/gravsten med Friðrikas fødsels- og dødsår.

Gravstedet er så at sige restaureret med nænsom hånd og jo mere, jeg egentlig ser på den, jo mere synes jeg faktisk, at de har ramt rigtigt. De har bevaret dens gamle charme og autenticitet og det er godt at se. For nok er hun måske et royalt medlem af det danske kongehus, men gravens vildhed passer også meget godt til hende. Friðrika var nemlig en sej islænding, der var vant til det rå vejr, den heftige blæst og ikke mindst kuldegrader på de nordlige breddegrader. Så alt i alt synes jeg, at graven passer godt til hende. Jeg kan godt lide, at de ikke havde taget sjælen og charmen ud af den ved at modernisere den fuldkomment.

Efter graven er vi henne for at se det ældste islandske hus, og bagefter er der officiel åbning. Det hele foregår i en slags mindepark/skulpturpark, og at det i det hele taget er lagt netop på 1. juli, er fordi det er Canada-day (Canadas nationaldag,) og fordi det i år er 150 år siden, Canada blev selvstændig som nation. Det giver jo også ligesom mening nu, at indvielsen skal holdes på et andet sted end ved graven. Området omkring graven kan jo ikke tage imod flere hundrede mennesker.

Sidste nye medlem af Friðrika Björnsdóttirs familie

Det sidste nye skud på stammen og efterkommer af Friðrika Björnsdóttir – en lille dreng på tre uger.

Klokken 15 starter alle talerne, og Helle skal holde tale. Det er en fin og meget rørende tale, hvor hun også takker mig som dansk journalist for at være kommet hele vejen fra Danmark til indvielsen. Salín Guttormsson, som jeg også har mailet meget med i forbindelse med min artikel, takker mig også for at være kommet. Den islandske generalkonsul og et par andre holder også tale, og til sidst klipper de symbolsk en snor over, for at markere, at Friðrikas grav er indviet. For enden af skulpturparken har man opsat et skilt med et billede af Friðrika og en tekst om hendes historie og om graven.

Det, der er rigtigt spændende, er at hilse på alle dem, som jeg har mailet med. Jeg hilser også på den ældste efterkommer af Friðrika, en gammel mand midt i 80’erne og på den alleryngste – en lille dreng på tre uger. Og så ellers alle aldre der imellem.

Vi tager også et familiefoto med samtlige efterkommere af Friðrika. Jeg snakker også med den islandske generalkonsul, Thordur Bjarni Gudjonsson og hans kone Jorunn Kristinsdottir, journalisten på den lokale avis for det islandske samfund (Lögberg Heimskringla) Stefan Jonasson, ejeren af jorden, hvor graven ligger, og Angela Chalmers der står bag dokumentarfilmen om Friðrika. Angela og hendes kollega Sheryl Peters har sammen medieproduktionsselskabet ”As it Happened Productions” inde i Winnipeg.

Bagefter ser vi filmen ovre i den lokale kirke – en fin historie om en forunderlig skæbne og lige meget, om så Friðrika er af royalt dansk blod eller ej, så er det en smuk beretning om en gæv kvinde, der rev rødderne op og flyttede til et barsk sted langt borte fra sit fædreland. Det skal lige siges, at man i det islandske samfund ikke er helt hundrede procent sikker på, at Friðrika er en direkte efterkommer af kong Frederik VI. Dertil kræves en DNA-test, men der er blevet gransket mangt en kirkebog og gamle islandske dokumenter, og meget tyder altså på, at Friðrika kan føre sine aner tilbage til det danske kongehus.

Alt i alt var det en virkelig sjov oplevelse at være med til. Det var interessant at se graven (midt i en maskinpark) og møde alle de mennesker, jeg har været i mailkontakt med. Og så er det som sagt ikke hver dag, man får lov til at hilse på en mulig dansk kongelig, om end hun har været død og begravet siden 1884. Og man regner jo slet ikke med at møde hende langt ude på den flade og stormomsuste prærie i det centrale Canada – men sådan er der jo så meget.

Hvis du har lyst til at læse mere, så klik her:

Friðrika Björnsdóttir

Fridrikamemorial

Du kan også læse mit andet blogindlæg om Friðrika Björnsdóttir Canadiske naturperler og islændinge med royalt blod

Hele Friðrika Björnsdóttirs familie

Friðrika Björnsdóttir har mange efterkommere i området omkring Riverton. Den ældste er midt 80’erne og yngste er blot tre uger gammel.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button