De fleste forbinder sikkert den smukke ø-gruppe i Stillehavet med Hula-piger i bastskørter med blomsterkranse om halsen, palmestrande og strandløver a la David Hasselhoff, der frygtløst kaster sig i bølgerne på deres surfbrætter. Men min veninde Jytte og jeg skulle imidlertid få helt andre oplevelser på øen Kauai, der ligger nord for hovedøen Oahu. En debut som kvindelige ”krigspiloter” hører nemlig også med til et besøg på de romantiske palmeøer.

”Why don’t you come to Hawaii for a visit?” udbryder min nye veninde Lea og slår ud med armene og hvem kan da lige stå for sådan en invitation? Vi hænger ud med en kop te og en sandwich på rutebilstationen i byen Puerto Montt i det sydlige Chile i februar 2006. Lidt vemodigt er det vores afskedsmåltid, inden vi om få timer rejser hver vores vej. Vi er netop kommet tilbage fra et femdages krydstogt i Lake District i Patagonien og sidder nu og fordøjer de mange indtryk fra turen. Spejlblanke søer, kælvende gletsjere iagttaget fra små zodiac både og ikke mindst mange sjove samtaler og godt sammenhold om bord.

Lea er fra Arizona og vi har delt kahyt under turen. Hun er på vej hjem til USA for at gifte sig med kæresten og herefter drager parret af sted til Hawaii. Jeg får julelys i øjnene af at høre om deres fremtidige eventyr. Hendes kæreste er ornitolog og har fået job på øen Kauai, hvor han skal arbejde på et fugleprojekt i de næste fem år. Alene ordet Hawaii får billederne frem på nethinden – og jeg har netop haft øgruppen inde på livet et par år tidligere, da min bror og hans japanske kæreste var på bryllupsrejse der. Så selvfølgelig kommer jeg da og besøger Lea i hendes ø-paradis – sådan et tilbud lader man ikke gå fra sig!

Da Jytte og jeg planlægger jordomrejse senere på året, falder det derfor helt naturligt, at tage et stopover i Stillehavet inden New Zealand og snart begynder et besøg i USA’s fjerntliggende territorium at tage form.

Aloha from Hawaii
For de fleste har ordet Hawaii en paradisisk klang og hensætter folk i en romantisk forestillingsverden om psykedeliske solnedgange og underskønne kvinder med hoftelangt sort hår, der vinker farvel til sin sømand i måneskinnet. Det var i hvert fald det, jeg som barn forestillede mig om ø-gruppen, når jeg legede hawaii-pige i haven om sommeren og pilede rundt i bare fødder med et interimistisk bastskørt af tøjsnor om livet og en mælkebøtte bag øret.

Sandheden er, at i hvert fald Oahu er uhyre amerikansk. Måske naturligt nok, men Honolulu minder om enhver anden amerikansk storby med skyskrabere og avenues, om end byens størrelse, er noget mindre end metropoler som Chicago og Los Angeles.

Hovedgaden i Honolulu er som at spadsere ad Fifth Avenue i New York, hvad angår hippe mærkevarerbutikker. Man kan lege Julia Roberts i Pretty Woman for en dag og føre sig frem hos Louis Vuitton, Gucci og alle de andre navne, der leder tanken hen på fashionable Rodeo Drive i Beverly Hills. En flere meter lang hvid Limo sejler ned ad Kalakaua Avenue og standser foran Sheraton Hotel Waikiki Honolulu – en forretningsmand i Armani-sæt stiger ud og ledsager en elegant kvinde, klædt i sidste skrig fra modehusene i Paris.

Jytte og jeg finder dog vores logi på et beskedent hostel nogle gader væk fra den berømte strand. Her er fyldt med surferfyre fra Australien og Europa, der alle er på jagt efter den perfekte surferbølge ved The Northshore, hvor brændingens bølger er blandt de største i verden. Så Hawaii er ikke bare Hula-piger med dådyrøjne og længselsfulde sømænd på vej mod de syv verdenshave.

En anden ting, jeg forbinder med Honolulu er Elvis Presleys ”Aloha from Hawaii”. Jeg har gennem årerne adskillige gange set min bror blive fjern i blikket, når han omtaler den fantastiske begivenhed, der fandt sted d. 14. januar 1973. Jeg var 2 år, ikke mere end tobak for en skilling og husker intet af det, men for nogle år siden købte min bror genindspilningen af koncerten på DVD. Her forstod jeg hvilken sensation, det måtte havde været dengang. Det var den første live broadcast via satellit og Elvis Presleys første optræden transmitteret worldwide. Så da klassikere som ”Can’t help falling in love with you” og ”Burning Love” blæser ud fra fladskærms-tv’et knap fire årtier senere og en vandkæmmet Elvis ”has left the building” må jeg give min bror ret. Det her kan få nostalgien op i selv den mindst rockhistorieinteresserede.

Azurblåt hav og rappe sportsvogne
Der er ingen ende på vores nysgerrighed, når det gælder om, at lure alting af i dette lille paradisbid af USA og de første dage går med, at se attraktionerne i og omkring Honolulu. Et absolut must see sted er øens berømte vulkankrater Diamond Head, der er strategisk placeret med en prangende udsigt over Stillehavets bedste skyline. Herfra kan man skue ud over det azurblå hav og samtidig på afstand følge gadelivet nede i downtown.

Der hersker en behagelig stemning og det går for alvor op for én, at man faktisk ikke overhovedet har lyst til at forlade stedet igen. Tanker om, at slå sig ned for evigt, er allerede begyndt at danne sig i ens hjerne. Bare dase i en hængekøje med en kold Cola og en god bog, så ville ens lykke være gjort. For slet ikke tale om at investere i en rap lille cabriolet sportsvogn. Så kunne man ligge og trille ned at the main avenue, alt i mens dagens sidste solstråler forsvinder i horisonten. Se det ville jo være livet!

Jeg bliver dog hurtigt revet ud af mine dagdrømmerier, da jeg skal have Visa-kortet frem hos det lokale supermarked for toastbrød og appelsinjuice. Her mærker man snart, at vi befinder os på en ø for de rige, det afspejler sig pænt på priserne, så sportsvognen får nok lige vente et par år.

Men rundt på Oahu skal vi og heldigvis går der helt almindelige lokalbusser for os dødelige backpackere. På vejen falder vi over Polynesian Cultural Center, hvor der laves opvisning med hawaiianere og andre folkeslag, der bebor øerne i Stillehavet. Alle er repræsenteret i traditionelle dragter. Yndige samoanere, maorier fra New Zealand, vældige krigere fra Fiji og dansere fra Tonga og Cook øerne. Det er virkelig en Stillehavs-potpourri og et særdeles farvestrålende skue, vi får serveret. Jeg får helt lyst til at fordybe mig i Stillehavskulturen og vores næste destination er da også Tonga, så vi har noget at se frem til.

Stillehavstragedien i 1941
Vi får også set stranden med verdens bedste surfbølger, inden turen går videre op langs kysten og vi lander ved ananasplantagen Dole. Farmen har simpelthen de største og mest saftige ananas jeg har smagt i mit liv og vi er da også ude at tage markerne i øjesyn med det lille tog The Pineapple Express. Det futter igennem avlsjorderne, hvor ananas står i snorlige rækker undervejs til at blive eksporteret til hele verden. I farmens souvenirbutik prøver jeg lykken og køber en endnu uåbnet perlemusling og sandelig om jeg ikke har heldet med mig – en smuk perlemorsagtig lille kugle dukker frem af muslingens slimede indre og åbenbarer sig i al sin pragt. Det var simpelthen en ekstra bonus ved at besøge en ananasfarm.

Tilbage i Honolulu må man selvfølgelig ikke gå glip af Pearl Harbour. Historien om stillehavsangrebet under anden verdenskrig kender vi alle gennem filmen af samme navn, adskillige bøger og ligeså mange dokumentarfilm og lige trist er det. Og mindre rørende bliver det ikke, når man så selv står og læser de flere tusinde navne på muren over de dræbte. Det føles underligt uvirkeligt og der hersker da også en andægtig stemning i mindebygningen USS Arizona Memorial, der er bygget over et af de sænkede skibe. Det, der næsten gør mest indtryk på mig er, at vandet stadig farves i metalkulører af olie, der lækker fra det sønderskudte skib. Selv efter så mange år – det er utroligt at tænke sig. Noget, der også altid slår mig, når jeg er i USA er, hvor meget man hylder sine krigsveteraner. Jeg ser flere biler med nummerplader på Hawaii, hvor der står War Veteran – det kunne vi i Danmark vist godt lige lære lidt af. Vore soldater har mindst ligeså meget fortjent at bliver hyldet og husket.

Peace, love and harmony
I lufthavnen på Kauai bliver vi mødt af en storsmilende Lea med favnen fuld af håndlavede blomsterkranse. Pyntede og duftende efter alle kunstens regler, går turen hjem til deres lille hyggelige landhus med bananpalmer i baghaven, og her går snakken over en kop kaffe. Lea og jeg har meget at drøfte, efter at vi ikke har set hinanden i over et år, og allerførst skal vi høre om brylluppet. De første par nætter bor vi i bondehuset, men senere flytter vi ind til byen Kapa’a. Lea skal på arbejde, men typisk dukker hun op hen på eftermiddagen og tager os med på udflugt.

Vi indlogerer os på et temmelig alternativt hippiehostel, der er malet skrigende koboltblå og gult og her bor de sjoveste typer. Vores værelse er unægtelig også pænt ”peace-love and harmony-agtig” med storblomstret forhæng, der fungerer som rumadskillelser – men alle elsker alle på Hawaii – så det vænner vi os hurtigt til. Ja, selv myggene elsker én inderligt – første morgen vågner jeg med omkring halvanden milliard myggestik og er intet mindre end ved at gå bersærk – men det er også bare et spørgsmål om tilvænning.

Vi er med Lea og hendes mand på fugletur og de viser os et fyrtårn ved kysten, hvor fuglene trives i store flokke på klippeskærene. Kauai minder visse steder om Asien med store lysegrønne rismarker a la Indonesien og på nordkysten tårner stejle grønne klipper op flere hundrede meter op over havets overflade. Området rummer en fantastisk naturskønhed og har da også været med i flere film. Langt henne af en skovvej finder jeg en af filmstjernerne. Et ensomt beliggende pyramideformet bjerg skyder op midt i den filtrede regnskovsvegetation – det er den berømte klippe fra filmen South Pacific fra 1958. I nærheden får jeg også øje på en gigantstor grotte, som jeg går på udforskning i, så der er masser at opdage også på nordsiden af øen.

Kauai er bestemt ikke blevet snydt, da der skulle deles storslået natur ud, og en af de helt store attraktioner på øen er Waimea kløften, også kaldet Stillehavets Grand Canyon. Den ligger i det nordvestlige hjørne af øen og er ikke lige umiddelbart nem at komme til med offentlige transportmidler. Vi finder dog ud af et trick – hitchhiking. Det er ellers noget jeg aldrig bruger, men på Hawaii er det meget populært og folk er flinke til at tage én med. Vi praktiserer det adskillige gange og kommer en af gangene op at køre med et midaldrende japansk par, der ikke kan ti ord engelsk, men de er søde og smilende og vil så gerne hjælpe. Meget af tiden henlægger Waimea Canyon i tåger, men pludselig går der hul i skydækket og et pragtsyn af en dramatisk rødbrun kløft åbenbarer sig.

Vi har en skøn tid på Kauai og hænger også ud på den lokale gamle skole, der fungerer som kaffebar med byens bedste cappuccinoer. Vi bilder os også ind, at vi skal gi’ den som fotomodeller på stranden, men det bliver nu aldrig den helt store succes. Jeg må indse, at min ellers ret smækre Speedo badedragt simpelthen ikke smyger sig om hofterne som hos pigerne i Baywatch – heller ikke selvom en flok strandløver svanser forbi.

Kvindelige luftakrobater
En dag falder Jytte skæbnesvangert over et uanseeligt lille visitkort på opslagstavlen på vores blåmalede hostel – hun er straks fyr og flamme! Begejstret viser hun visitkortet frem, der har et billede af et knaldrødt dobbeltdækkerfly – rigtig sådan et, som var på ens barndoms pålægschokoladeæsker – Den røde Baron hed det – jeg var nu altid mest interesseret i indholdet, men husker tydeligt flyet. Jeg havde også et fly af typen i rød og gul Lego og adskillige var de gange, hvor jeg som barn forestillede mig selv som pilot svævende gennem skyerne. Men at jeg skulle komme til at prøve sådan et monstrum senere i livet, havde jeg ikke lige forestillet mig.

”Ejjjj det skal vi simpelthen prøve”, hviner Jytte og efter hendes ansigtsudtryk at dømme kan jeg godt fornemme, at den her slipper jeg ikke udenom. Nu går jeg jo og bilder mig selv og andre ind, at jeg er lidt af en eventyrer, så der ingen vej tilbage. Det er egentligt ikke så meget flyveturen som sådan, der generer mig, men mere det faktum at flyet er åbent. Det er sådan et fly, som luftakrobater i gamle dage lavede halsbrækkende loops i. De hvirvlede rundt på himlen, som befandt de sig i en vaskemaskine på centrifugeringsprogrammet, og jeg huer afgjort ikke foretagendet.

Næste dag står vi ude i lufthavnen og får for første gang et glimt af ”Den røde Baron”. Skinnede poleret og sikkert ganske ny, holder den parkeret ude foran afgangshallen og ser egentlig ret fredelig ud. Men den ér åben – det er ikke kun noget, de er på billeder. Jeg synker en ekstra gang, da vi bliver udstyret som et par kvindelige krigspiloter med knappet læderhjelm og motorbriller. Vores pilot er en midaldrende gråhåret mand, der ser ud som om, han bare skal på indkøbstur i Netto. Jeg overvejer op til flere gange at løbe skrigende væk. På den anden side, så er der jo visse psykologer og andet godtfolk, der påstår, at man skal se sin frygt i øjnene og gennemføre ting man er bange for. Så jeg må æde den!

Jeg er afgjort ikke stolt af det, men Jytte derimod er på sit livs dannelsesrejse og er med på den værste. Hun ender også med at springe faldskærm på New Zealand og er lige ved at få mig revet med i sølet, men jeg besinder mig dog i sidste øjeblik. Jeg er og bliver altså hamrende ræd for højder – jeg skider simpelthen en grøn gris, bare jeg skal op i Rundetårn.

Paradisets have set fra oven
Da vi sidder spændt fast i bugen på det røde uhyre, er det for sent at flygte. Piloten starter propellen og maskinen brøler som en vildfaren plæneklipper, der er blevet tunet. Fordi flyet er åbent er lyden vanvittig høj og i næste nu brager vi ud på startbanen. Flyet har selvfølgelig løftet halen fra jorden og den er ivrig, det kan man tydeligt mærke. Den vimser af sted som et forårskådt føl og længes efter høje luftlag og vidde horisonter. Det rusker voldsomt i flyet og selvom jeg godt med min fornuft ved, at det intet hjælper, så krampholder jeg ved instrumentbrættet. Det, at jeg i det mindste har noget at holde fast i, gør mig en anelse roligere, men tryg ved situationen, er jeg langt fra.

Snart slipper vi jorden og løfter os over den grønne ø omkranset af blåt hav – det er et vidunderligt skue og for et øjeblik glemmer jeg, hvor skrækslagen jeg var. Vi flyver ind over en smuk nationalpark med brusende vandfald. Kauai kaldes også for The Garden Island, og det er det helt perfekt navn for dens smaragdgrønne bjerge og vilde natur. Det føles underligt, at flyet er åbent, man kan mærke hvert eneste lille bitte vindpust og lufthuller, hvilket gør det til lidt af en rutsjebanetur, men efterhånden begynder jeg at nyde turen bare en lille smule. Da vi lander uskadte efter ca. 20 minutters flyvning, føler jeg mig virkelig som en helt, der har overvundet det vildeste ridt og ikke mindst så er jeg blevet en fed oplevelse rigere, selvom jeg måtte overvinde mig selv.

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen