Jeg advarer om stærke scener i den her tekst.

Jeg vågnede kl. 2.30 i nat med hovedet fuld af ord, og sov først sent igen. Så ved jeg godt, hvor det bærer hen. Så er det hele ved at rende over inden i hovedet på mig og jeg må betro mig til min blog og dele alle mine tanker med jer. Jeg skulle egentlig for en gang skyld læse i dag, for vi skal på en todages weekendtur i morgen. Vi skal ud til det røde hav på en opfølgningstur, alle os udvekslingsstuderende. Jeg er sikker på, at det nok skal blive en fantastisk tur og vi skal se et gammelt kloster, men søndag er der atter en skoledag. Alligevel vælger jeg at skrive til jer i dag og tømme mit hoved for ord og sætninger, inden det eksploderer.

Jeg har snart gået i skole her i en måned nu, det er fuldstændig vildt så hurtigt tiden er gået. I går var der tre måneder til jul, hvor vi er færdige, det føles så tæt på og alligevel lysår ude i fremtiden. Jeg kører efter samme devise, som jeg har gjort gennem hele min uddannelse; ta’ en dag ad gangen, ta’ en ting ad gangen, ellers bliver man fuldstændig blæst i hjernen.

Folk spørg om, hvordan jeg bor. Her er mit værelse, fint lille sted. Jeg deler toilet og bad med min nabo og så er her to andre piger også. Det er som regel hyggeligt nok, selvom de i tirsdags holdt tøserfnidderaften til klokken meget sent. Heldigvis er der opfundet ørerpropper. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

Jeg er ved at føle mig godt tilpas her, både med mine fag, de fleste af mine lærer og mine medstuderende. Jeg har to niveau 200 fag (Introduktion til det gamle Egypten og Kulturel antropologi), som er rimelig nemme at gå til, mens mine to andre fag, der er niveau 300, (Feltarbejdsmetoder og Folk og kulturer i Mellemøsten og Nordafrika) til tider er ret krævende. Aldrig nogensinde i mit liv har jeg læst så meget, måske de første to semestre på Journalisthøjskolen ville matche arbejdsbyrden, men jeg har faktisk til tider ret svært ved at følge med til at få læst mine tekster. Det er en lang uendelige rækker af teorier og teoretikere, så jeg kender stort set navnet på samtlige både nulevende og afdøde antropologer i denne verden – sådan føles det i hvert fald. Antropologi er et ret tung fag, rent læsemæssigt, så der er en del at se til.

Jeg har tre fag søndag og onsdag og til disse dage kan jeg godt regne med at skulle 40-50 tætskrevne sider. Det er sikkert vilkårene på et universitet, og jeg forsøger mit yderste, men det er ikke altid helt nok. I går udvandrede vores lærer, fordi folk ikke havde fået læst, så det er ikke kun mig, der synes at arbejdsbyrden er tung. Jeg er ellers glad for de tre af mine undervisere, jeg har tre egyptiske og en canadisk. Hende jeg har til Folk og Kulturer i Mellemøsten og Nordafrika er leder af det antropologiske fakultet og hun er lidt af en heks.

Allerførste dag fik jeg en balle, fordi jeg havde min computer med. Hun forlanger, at vi tager noter i hånden med kuglepen på papir og Gud nåde og trøste, hvis vi smækker med døren, hvis en mobiltelefon ringer eller folk kommer for sent. Det gør så ikke noget at hendes egen telefon ringer to gange midt i en forelæsning, men lad nu det ligge. Det kan dog godt lade sig gøre at fange hende på en god dag. Det gjorde jeg for eksempel en dag i forrige uge, hvor jeg var til reception, fordi de her på universitetet har udarbejdet en tidslinje over det gamle Egypten. Så holdt de en reception, hvor hun holdt tale og var vældig vims over, at min medstuderende Hagar og jeg kom til arrangementet. Vi var alle inviteret, og Hagar og jeg gik rundt og forsøgte os ud i at se kloge ud.

Vi taler tit om manglende disciplin i skolerne i Danmark, hold da op danske studerende ville få et chok, hvis de skulle gå i skole her. Hende hekselæreren var en overgang lige ved at minde mig lidt for meget om min barndoms mareridt af en matematiklærer, som efter 30 år stadig kan spøge i min bevidsthed. Men heldigvis er det kun hende der kan være træls og endnu mere heldigvis så går jeg i klasse med studerende, som synes hun er lige så stor en heks, som jeg også synes. Det knytter os studerende tæt sammen.

Vi kender hinanden bedre nu efter en månedens tid, og noget jeg holder meget af ved mine medstuderende, er at de faktisk hjertens gerne indrømmer, når de synes, at tingene er svære eller at de er ved at drukne i lektier. Det er nogle rigtig søde og åbne studerende, jeg går sammen med. Jeg er kommet til at holde meget af dem på meget kort tid. Vi holder sammen og vi skal nok klare skærene i forhold til en halvbitschet lærer. Det kan jeg godt lide dem for. Der er aldrig nogen af de andre studerende der kigger skævt til en, fordi man rækker hånden op og siger, at man ikke forstår det. Man bliver ikke anset for at være en fuldstændig komplet idiot, fordi man ikke har fattet stoffet. I den henseende kan jeg faktisk bedre lide at gå her end på Journalisthøjskolen.

Langt hen af vejen er jeg glad for at gå her, men det kan nok bedst forklares ved at fortælle hvad en af Peerleaderne (de ældre studerende, der tog sig af os nye de første dage) sagde til mig i starten. Hun har været på udveksling i Washington og udtrykte det meget fint ved at sige, at der havde været ups and downs, opture og nedture. Det er faktisk meget dækkende. Som i alle livets andre forhold er her også opture og nedture. Den ene dag svæver man på en sky og den næste dag er det hele lidt noget shit, men sådan er det jo også tit derhjemme.

Ja, på min skolevej hver morgen bliver jeg blidt aet på kinden af en lun ørkenvind, den hvisler i palmebladene og langt borte lyder højttalerstemmen fra et bønneudråbertårn. Jeg tager solbriller på og svinger en sarong om hofterne og smækker de bare tæer i sandalerne. På min vej går jeg igennem haven med appelsintræer, der er hængende fulde af frugter, en lille oase med et vandfald og bygninger, der kunne få enhver arkitekt til at falde besvimet om.

Jeg kan hoppe på hovedet i en turkisblå pool hver dag, hvis det er det jeg vil, drikke dadelmælk lige så tosset jeg vil og hygge mig med at læse om templer og mumier fra oldtiden under en lun sol. Her er stort set 35 grader hele tiden, selvom man selvfølgelig, når man er her over længere tid, begynder at lægge mærke til små nuancer i vejret. Her er ikke bare stegende hedt konstant, nogle dage er det behageligt lunt og blidt, andre dage blæser der en heftig ørkenvind, som pulser rundt med støvet og andre dage igen er der faktisk mere eller mindre overskyet, men stadig varmt. Vand og regn er jo en by i Rusland her ude midt i ørkenen, men det passer mig nu helt fint. Jeg er altså ikke misundelig, når jeg tjekker den danske vejrudsigt, tværtimod.

Jeg kan hænge ud flere timer på verdens lækreste bibliotek, der har en afdeling for særligt sjældne bøger, hvor de har en førsteoplagsudgave af Napoleons bog Description de l’Égypte, fra hans treårige ekspedition her fra 1798-1801. For en bogelsker som mig, var det jo som at blive lukket ind i en slikbutik og jeg kan bare fordybe mig i flere tusinde bøger om mine favoritemner, hvis jeg ellers kan afse tiden til det. Jeg har lige afleveret en feltarbejdsprojekt-plan, hvor jeg skal undersøge hvordan egyptiske kvindelige journalister bliver behandlet i deres hjemland og jeg skal skrive boganmeldelser om kvindelige rejsende i Egypten fra det 19th århundrede og op til i dag, så vi får meget lov til selv at bestemme, hvad vi vil fordybe os i. Det er jo virkelig et privilegium, bare at få lov til at begrave sig i bøger og tekster.

En af mine medstuderende som er hjemme på Journalisthøjskolen på deres 8. semester skrev den anden dag til mig på min facebook-chat – ”wow, du er sådan en slags luksus-studerende” – og det kan jeg jo et eller andet sted ikke helt benægte, men der er faktisk også en bagside af medaljen, som de færreste måske tænker over, når jeg lægger billeder på min blog eller facebookside af glade unge mennesker, vejrende palmetræer, azurblåt hav og yndlingsbøger i stakkevis.

Sidste fredag var vi i kirke inde ved Tahrirpladsen. Her er det fra højre Ethan og Scott fra USA og nogle af pigerne. Vi er på market Khan el’ Khalili. Foto: Anette Lillevang Kristiansen

En af de allerførste dage jeg gik her, var vi på tur og på vejen hjem i bussen kørte vi forbi en trafikulykke. Trafikken er jo fuldstændig vanvittig her og der lå en død mand på vejen. Ok, det skal retfærdigvis siges, at jeg jo ikke kan vide, om han bare var bevidstløs, men i min optik, så han altså rimelig død ud. En lille gruppe af mennesker havde samlet sig omkring ulykkesstedet, mandens sandaler lå indenunder bilens dæk og man stod der og stod.

I El Salvador kørte jeg også engang forbi en trafikulykke og der lå en død mand på fortovet – ja de havde vel ikke lige vidst, hvad de skulle gøre ved ham, så han lå der og lå.

I fredags da jeg var med mine amerikanske medstuderende i kirke, lå der en minibus og var væltet midt på en bro, en 8-10 mænd tog ved den og vendte den på højkant igen. Nå nå, tænkte man bare. Det jeg egentlig vil fortælle med disse eksempler er, at der går ikke ret lang tid, så bliver man nærmest immun overfor den slags ting, så man bare ser på det, konstaterer at det er sket og trækker på skuldrene. Det er hverdag her, en smadret bil holder i vejkanten og man kan kun gisne om, hvordan det er gået føreren og eventuelle passagerer i bilen.

Jeg siger ikke, at der ikke sker ulykker i Danmark, men her er det næsten hverdagskost og det er lidt specielt at opleve at man bare sådan kigger på det og så tænker nå ok, det var så det. Man bliver ret hærdet i løbet af ret kort tid, vil jeg sige.

I tirsdag mødtes jeg med den danske journalist og krigskorrespondent Eva Plesner. Hende og hendes mand har et mediebureau her, hvor de dækker stort set hele Mellemøsten og leverer nyheder til blandt andet en sydsvensk avis og Børsen. De har boet i Cairo i otte år og har rapporteret fra konflikterne i Irak, Somalia, Sudan, Gaza og selvfølgelig Egypten under revolutionen. Hun sprang ud fra Journalisthøjskolen i 1991, så hun er på alle måder en virkelig dreven og hardcore journalist, der har set en hel del. Før revolutionen rejste de over det meste af Mellemøsten og hun har blandt andet udgivet en bog om folk i små landsbyer i Irak. Efter revolutionen her i Cairo har de stort set ikke været ude af Egypten, fordi der har været mere end rigeligt at dække her.

Det var vildt underligt at sidde overfor et menneske af kød og blod, som havde oplevet de vildeste ting og som vidste de vildeste ting. Det er igen det med at blive immun, hjemme er man så vant til at høre om krig og rædsler i fjernsynet, men når der så vitterlig sidder et menneske overfor en, der kan fortælle om, hvordan det foregår, ja så kommer verden pludselig meget meget tæt på. Selvom der er langt til Syrien herfra, så er det her jo alligevel på en eller anden facon. Jeg læste lige i går at en anden af vore danske journalister Puk Damsgård Andersen rapporterer fra det østlige Tyrkiet, hvor mere end 130.000 mennesker er flygtet fra rædslerne lige på den anden side af grænsen. Det er som om, at selvom man ikke er berørt af det her i Cairo, så er der alligevel en flig af det her. Som om rædslerne kommer flyvende med ørkenvinden, nok i fortyndet udgave, men alligevel.

Når jeg sidder overfor en så dreven rapporter, så kan jeg godt blive i tvivl om det er det rigtige at blive journalist. Jeg løber med jævne mellemrum ind i mennesker eller situationer, hvor jeg et øjeblik kan betvivle mit valg af uddannelse. Bliver jeg nogensinde god nok til det? Vil jeg kunne blive helt i stand til at beskrive menneskers kvaler og rædsler, hvad det så end måtte være? Selvom jeg selvfølgelig godt ved, at der er enormt mange grader af at være journalist, lige fra hyggejournalist på Familie Journal til de allermest hardcore Mellemøstkorrespondenter, så hober en helt masse spørgsmål sig altid op hos mig i den forbindelse.

Da jeg spurgte Eva, hvorfor hun gør det her, kom det svar, som jeg godt ved, ligger uendelig dybt i alle journalister. ”Det er så vigtigt at fortælle de her historier – folk skal have et talerør.” Verden skal gøres opmærksomme på hvilke rædsler folk i verdens brændpunkter gennemgår. Det er et kald for journalister – lige såvel som det er et kald for sygeplejersker at lindre smerte og passe de syge – sådan er det bare! Og så kan jeg godt fornemme, at så kommer der også noget hardcore op i mig. Jeg vil gerne være med til at hjælpe folk og bidrage til en bedre verden og forståelsen – hvis det da overhovedet er muligt. Men en ting er helt sikkert, det bliver ikke nemmere at være journalist i den her verden. De betaler en uendelig høj pris for at følge deres kald og hver eneste dag risikerer de deres liv ved at rapportere fra disse brændpunkter. Er jeg parat til det? Tør jeg det

Da jeg derefter spurgte hende, om hun aldrig var ved at dø af skræk, kom hendes meget prompte svar: Jo – og så var der ikke så meget mere at sige om det!

Eva fortalte mig også noget andet, som faktisk kom som lidt af et chok for mig. Vi har alle hørt om de frygtelig kvindelige omskæringer. Vi kom ind på emnet, fordi vi snakkede lidt emner til mit bachelorprojekt.

Faktisk så er Egypten og Somalia de lande i Afrika/Mellemøsten, hvor der foretages flest omskæringer af kvinder. Man hør altid om, at det foregår ude i en lille skummel landsby i Congo på en sivmåtte med et stykke beskidt glas – men, helt ærligt så anede jeg ikke, at man praktiserede det i så høj grad i Egypten. Det foregår mange steder i Afrika, mere eller mindre primitivt, men at det foregik i her, det vidste jeg ganske enkelt ikke.

Det gav noget at tænke over. Når jeg nu sidder og fniser med min sidemand (kvinde) om hende vores bitchede lærer, sidder jeg så ved siden af en ung kvinde, der har været igennem en grusom smertefuld og nedværdigende oplevelse som barn eller helt ung pige?

Universitet er et lille beskyttet land i sig selv, vi er som en ø i det store ørkenhav og alt er moderne og fornuftigt her. Alle ved alt muligt, alle kan engelsk, alle er ret godt orienteret om, hvordan verden fungerer. Alle er på facebook, alle har den nyeste iPhone 5 og det spiller bare det hele! De kommer fra rige familier, der har råd til at sende dem på dette eliteuniversitet, de studerende kommer fra hele verden og fra hele Mellemøsten. Men ligger disse unge kvinder under for en flere tusind år gammel tradition som omskæring?

Jeg var nødt til at blive klogere på det, da jeg kom hjem og gik i gang med at undersøge nettet for oplysninger. Det er et vidt udbredt fænomen her i Egypten. Det har ikke specielt religiøse rødder, men man har i alle religioner brugt kvindelig omskæring. I Egypten er det en tradition, der er blevet praktiseret siden oldtiden – det har stået på i 5000 år, folkens! Jeg må sige, at jeg er rystet. Vi skriver 2014! Men jo det er jo også jævnligt oppe at vende i Danmark, så det er klart at det findes, jeg var bare ikke klar over, at det var så udbredt i Egypten.

Vi berørte lige kort emnet i antropologi for nogle dage siden og jeg kender jo selv en smule til det, fra da jeg arbejdede som social – og sundhedsassistent på fødeafdelingen på Skejby sygehus. I en sen nattevagt skulle jeg assistere ved en fødsel hos en somalisk kvinde. Jeg skal spare jer for de nærmere omstændigheder og detaljerne, men det var noget, der siger sig selv, at den unge kvinde havde svært ved at føde.

Det er en af de der situationer, hvor jeg simpelthen løber tør for ord, og ikke aner, hvad det er jeg skal sige om verden. Jo mere jeg rejser og opholder mig udenfor Danmarks grænser, jo mere finder jeg ud af – dels alt det jeg ikke ved, dels hvor meget jeg ikke forstår.

Hvorfor skal kvinder lemlæstes for livet, leve med de frygtelige psykiske traumer, leve med de fysiske komplikationer, der bliver følgerne af sådan et indgreb? Fordi vi har gjort det i 5000 år!!! Jamen seriøst!

Jeg kunne godt mærke, at jo mere jeg researchede på fænomenet, jo mere kom journalisten op i mig, ja, jeg vil næsten gå så langt som til at sige at menneskerettighedsforkæmperen kom op i mig. Min søster-solidaritet nåede nye højder den tirsdag – nogen skal fortælle deres historie, og det er lige før, jeg står op og melder mig. Det er et frygteligt kontroversielt emne og jeg ved godt, at der er blevet skrevet utallige historier om det. NGO’er (hjælpeorganisationer m.m.) arbejder over hele Afrika på at få stoppet kvindelige omskæringer osv. Jeg fatter bare ikke forklaringen, “det er en tradition, det har vi bare altid gjort!” “Hvis pigerne ikke bliver omskåret, så bliver de udstødt af samfundet.” Uha, der er lang vej hjem! Men som nu antropologistuderende er det min opgave, at prøve at forstå, hvad det er der sker.

Det gjorde pludselig, at jeg gik ind i klasselokalet med et noget andet syn på tingene. Jeg så rundt på mine kvindelige medstuderende med andre øjne. Jeg aner ikke om nogen af dem har været igennem det, men det kan jo absolut ikke udelukkes.

Eva siger, at det er nemt at få NGO’erne i tale omkring emnet, der er stor fokus på det og kvinder vil gerne stille op til interview – måske vil de kræve anonymitet, hvilket jo er forståeligt nok. Jeg ved ikke om jeg har mod på at bruge emnet til mit bachelorprojekt, det vil komme til at rive tænder ud, men på den anden side, så er jeg simpelthen så chokeret over udbredelsen i Egypten, så hvis bare min opgave, som den lille dråbe i havet, den jo vil være, kan være med til at forhindre at bare én ung pige slipper for disse forfærdelige overgreb, så gør jeg det gerne og bærer på de oplevelser, det måtte give.

Så mens mine danske medstuderende poster storsmilende selfies på facebook fra hyggelige kaffebarer i San Francisco, suser op og ned ad de stejle gader i gammeldags sporvogne eller fodre kænguruer og koalabjørne i Australien, så går min hverdag godt nok op i nogle lidt andre ting. Jeg klager ikke, jeg fortæller det bare og tænker, at vi afgjort kommer hjem med en noget forskellige opfattelse af, hvad det vil sige at være på udveksling. Og ikke mindst så finder jeg nogle sider af mig selv, som jeg knap nok vidste jeg indeholdt – selv i en alder af 43 år.

Her afslutningsvis har jeg lyst til at fortælle en lille historie, om en oplevelse jeg havde, da jeg var forholdsvis ung og stadig ret grøn i rejsehenseende.

Første gang jeg var i Singapore i 1998, mødte jeg en kvindelig dansk journalist i den danske sømandskirke. Vi faldt i snak, og i dag kan jeg godt se, at hun nok var en af de utallige små brikker i det store puslespil, der har ført mig til at blive journalist i dag. For hun fortalte mig noget, som jeg aldrig har glemt. Hun havde på et eller andet tidpunkt dækket fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina og jeg mener, at hun sagde, at det var med Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin.

– Jeg glemmer det aldrig, fortalte hun mig. Han stod der på talerstolen med sin meget karakteristiske dybe stemme og sagde: There is a time for war and there is a time for peace (der er en tid til krig og der er en tid til fred) og så skrev de senere under på fredsaftalen.

Citatet er jo taget fra biblen og jeg kan huske, at vi sad der på terrassen i sømandskirken, da hun fortalte mig det. Af en eller anden grund gjorde det et meget stort indtryk på mig, og var som sagt nok på et mere ubevidst plan et lille puf i retning af det jeg er på vej i i dag. Hun havde stået lige lukt midt i verdenshistorien; hun havde stået midt i bestræbelserne på at skabe fred, kærlighed og forståelse på tværs af landegrænser, religioner og kulturer.

Jeg var i slutningen af min rejse og havde taget den lange vej ned gennem Thailand, Malaysia og Indonesien, havde været dødssyg af maveinfektioner, malariapiller og havde brækket mig i uhumske skarnspande gennem hele turen, så jeg var sprød. I sømandskirken hang der billeder af dronning Margrethe og Kongeskibet, vi fik rugbrød og leverpostej, danske aviser og præsten fra Sunds ved Herning var som balsam på min noget hårdtprøvede krop og sjæl.

I dag, her mere end 15 år efter, er jeg selv på vej til at blive journalist og mit ophold her i Mellemøsten lærer mig mange virkelig dybsindige ting, det sætter tankerne i gang og jeg kan kun sige her til sidst, at der er afgjort også en tid til at undres, en tid til at overvældes og en tid til at blive dybt berørt – det oplever jeg hver eneste dag her.